Geiserik var konge over vandalerne og alanerne fra 428 til sin død i 477. Han førte vandalerne og deres alanske forbundsfæller fra Spanien til Nordafrika, hvor han grundlagde et kongerige, som bestod i omkring 100 år. Under hans ledelse erobrede vandalerne det meste af det romerske Nordafrika, og blev først anerkendt som foederati og efter yderligere sejre blev Geiserik af romerne tituleret som allieret konge og ven. I 439 indtog han Karthago, og fra denne magtbase udbyggede han sin flåde og plyndrede og gjorde erobringer i store dele af Middelhavsområdet. Mest opsigt vakte hans plyndring af Rom i 455. De to romerske riger gjorde flere forsøg på at generobre de tabte landområder, men Geiserik var hver gang i stand til at modstå angrebene. Efter hans død kom der mindre duelige regenter, og i 533 gik det vandalske kongerige under. thumb|left||upright=1.25|Opdelingen af den Iberiske halvø i 411 viser, hvor svækkede vandalerne var blevet i forhold til især alanerne. Alt dette blev ændret, da romere og visigoter gik til modangreb i 416. Vandalernes vej til Spanien Vandalerne kendes fra romerske beretninger fra det 1. århundrede, og boede på det tidspunkt i det nuværende Polen. De delte sig senere i de silingske og de hasdingske vandaler, og sidstnævnte fik omkring år 180 den romerske kejsers tilladelse til at slå sig ned i det nuværende Ungarn, hvor de boede i mere end 200 år, og hvor de blev et rytterfolk. Omkring år 400 kom de under pres af de fremrykkende hunner, der også var ryttere, og som havde brug for hasdingernes græsningsområder ved Donau. Desuden havde hunnerne skubbet en stor gotisk gruppe foran sig, og de bidrog også til presset på vandalerne. De hasdingske vandaler var på dette tidspunkt regeret af Geiseriks far, kong Godegisel, og under hans ledelse brød hele folket op i 400 og drog over først Donau ind i Romerriget, og senere nordpå mod Rhinen. De fulgtes med en stor gruppe alaner og med svebiske quader, og senere stødte en stor del af de silingske vandaler til. I forbindelse med, at det vestromerske riges stærke mand - Stilicho - havde udtyndet grænseforsvaret langs Rhinen, havde han truffet aftale med frankerne om, at de skulle deltage i forsvaret, og det gjorde de. Vandalerne tørnede sammen med frankerne i 406 og led store tab, og Godegisel faldt i slaget. Kun takket være alanernes indgriben blev frankerne trængt tilbage. De hasdingske vandaler valgte Geiseriks halvbror Gunderik, der også var søn af Godegisel - og af hans anerkendte hustru - som ny konge. Gunderik førte de hasdingske vandaler gennem Gallien til Spanien, hvor de på grund af deres stærkt reducerede antal kun fik en lille del af landet ved opdelingen i 411.Jacobsen, side 41-62. I 416 gik vestromerne og deres visigotiske vasaller til modangreb, og alanerne og de silingske vandaler led så store tab, at de valgte at anerkende Gunderik som deres konge.Heather (2005), side 240-241. Vandalerne og deres alanske støtter drog efter et mislykket angreb på sveberne til den sydspanske provins Baetica, hvor det i første omgang lykkedes dem at holde stand mod et romersk angreb i 422.Jacobsen, side 66-67. I midten af 420'erne var det vestromerske rige kastet ud i interne magtkampe, men vandalerne var helt på det rene med, at som uindbudte bosættere inden for landets grænser, var det kun et spørgsmål om tid, før de ville stå over for nye romerske hære. Der var brug for en mere holdbar løsning.Heather (2005), side 266. Gunderik udnyttede den romerske handlingslammelse til at erobre byen Cartagena og med brug af lokale søfolk lykkedes det de ellers meget landbaserede vandaler at plyndre de Baleariske Øer i 425. Gunderik døde i 428. Han havde to mindreårige sønner, men de usikre tider krævede voksne regenter, så i stedet tilfaldt kongetitlen Geiserik, selv om den nye konges mor ikke havde været anerkendt som hustru til Godegisel.Heather (2005), side 266-267.
Geiseriks regeringstid Den nye konge kendte situationens alvor. Magtkampene i det vestromerske rige var overstået, og inden længe ville en ny hær dukke op. Der var allerede meldinger om, at sveberne var i området ved Emerita Augusta (nu Mérida), så Geiserik førte hæren mod nord og besejrede sveberne, og havde dermed ryggen fri for en stund.Jacobsen, side 80. Geiserik samlede alle de fartøjer han kunne finde, og han befalede sine landsmænd - og alanerne - at give møde ved Tarifa (nær det nuværende Gibraltar) i maj 429. Målet var Afrika. thumb|upright=1.35|På nationalmuseet i Karthago findes denne illustration, der viser byen i den puniske tid. Under romersk herredømme blev både by og havn yderligere udbygget. Afrika Biskoppen Victor af Vita, der blev født omkring 430, og virkede i Nordafrika, opregnede antallet af vandaler og alaner til 80.000,Heather (2005), side 512. og på den baggrund anslår Peter Heather, at de kunne mønstre mellem 15 og 20 tusind krigere.Heather (2005), side 197-198. Strædet mellem Sydspanien og Nordafrika er 13 km på det smalleste sted, men man ved ikke nøjagtigt, hvor vandalerne gik i land, eller hvilke ruter de tog på deres vej østpå gennem Nordafrika. I slutningen af august 429 var de ved byen Altava (nær det nuværende Tlemcen), lidt inde i landet, men ellers lader de til overvejende at have fulgt ruten langs kysten - muligvis fordi de havde skibe med for at bistå ved erobringen af kystbyerne. Franske historikere har regnet sig frem til, at vandalerne tilbagelagde mellem 5 og 6 km per dag. Det skal sammenholdes med, at en romersk hærafdeling kunne præstere omkring 20 km om dagen på gode veje, men vandalerne skulle undervejs også sørge for græsning til heste og kvæg og for indsamling (plyndring) af mad, samt bruge ekstra dage på at indtage de mere genstridige byer på ruten.Jacobsen, side 102-103. I begyndelsen af 430 nåede vandalerne frem til de største romerske byer i det nuværende Tunis. Et overraskelsesangreb på Karthago blev forpurret, men i stedet indledte vandalerne i maj/juni 430 en belejring af den vigtige by Hippo Regius, efter at de havde overvundet den romerske general Bonifacius og den lokale felthær. Bonifacius forsvarede byen, mens han afventede forstærkninger fra Rom, og blandt de belejrede var biskoppen og kirkefaderen Augustin, der døde 28. august 430. Han var 76, så vandalernes medskyld i hans død kan diskuteres. Både vandalerne og de indesluttede havde svært ved at finde føde under den lange belejring, og efter 14 måneder - i juli 431 - opgav vandalerne deres forehavende. I 432 ankom en romersk undsætningshær, men den blev besejret uden for Karthago, og Geiserik benyttede den romerske svækkelse til at indtage Hippo Regius. Karthago kunne han imidlertid ikke erobre, og efter tre års dødvande var begge parter modne til en aftale. Den blev indgået 11. februar 435 og betød, at det vestromerske rige anerkendte vandalerne som foederati med ret til at blive boende i de områder, de havde indtaget. Vandalerne måtte love at lade Karthago være i fred, og fra de områder, de havde besat tæt på byen, skulle de betale afgift til den romerske kejser (formentlig i form af korn og oliven). I 439 udbrød der imidlertid krig mellem vestromerne og visigoterne. Romerne led først nederlag, og fik derpå besejret visigoterne, men 19. oktober 439 benyttede Geiserik lejligheden til at indtage Karthago, der tilsyneladende var blevet efterladt med svage forsvarsstyrker.Jacobsen, side 104-112. thumb|upright=1.35|Det vandalske kongerige havde sin største udstrækning i årene 455-477. Det vandalske kongerige Erobringen af Karthago var en skelsættende begivenhed for vandalerne, og Geiserik lavede deres kalender om, så 439 blev år 1 i den nye kalender.Jacobsen, side 113. For det vestromerske rige blev det indledningen til en finanskrise af voldsomme dimensioner. Siden det 1. århundrede var der fra Karthago og de øvrige havnebyer i Nordafrika blevet udskibet omkring 500.000 tons korn om året, til at dække millionbyen Roms behov, plus olivenolie, vin og lertøj.Heather (2005), side 275. Tabet af de Nordafrikanske områder betød, at de vestromerske skatteindtægter faldt med omkring 240.000 soldi. Da en romersk infanterist fik en årsløn på omkring 6 soldi, betød det, at riget pludselig manglede indtægter til at betale 40.000 soldater.Heather (2005), side 298. Mange af de produkter, der blev udskibet fra Nordafrika, kom fra kejserfamiliens egne besiddelser, så der var tale om et massivt indtægtstab for både staten, kejserfamilien og en række prominente romere med jordbesiddelser i området. Det vestromerske riges svar i 440 var på den økonomiske front at indføre et antal nye love, der alle skulle sikre større indtægter, og på den politiske front kontaktede kejser Valentinian III sin slægtning - de var begge børnebørn af Theodosius I - Theodosius 2. i Konstantinopel, for at få militær hjælp. I det østromerske rige var man ikke interesseret i at have Nordafrika besat af en stamme med udprægede sørøveriske tendenser, så kejseren sendte 1.100 skibe med omkring 25.000 soldater, der blev landsat på Sicilien. De to romerske riger gjorde klar til at eliminere vandalerne, men i 441 udrettede hæren intet. De østromerske tropper var hentet fra grænsen ved Donau, og da hunnerne gik over grænsen i 441-442, var kejseren nødt til at trække sine tropper hjem. Invasionen var aflyst.Jacobsen, side 121.Heather (2005), side 289-290. Kejser Valentinian så i 442 ingen anden mulighed end at slutte fred med Geiserik, som nu blev anerkendt som Rex Socius et Amicus, altså "allieret konge og ven". Geiserik lovede at genoptage leverancerne til Rom, men traktaten sagde intet om, at han skulle ophøre med sit omfattende sørøveri.Jacobsen, side 122. Historikerne sætter typisk det vandalske kongeriges begyndelse til traktaten med romerne i 435, og fra 442 var det altså officielt anerkendt som kongerige. De vandalske monarker betragtede sig som konger over både vandaler og alaner, men Geiserik brugte blot betegnelsen Rex (konge) om sig selv. Først under Hunerik blev titlen officielt Rex Wandalorum et Alanorum ("Konge over vandaler og alaner").Jacobsen, side 267-268. thumb|upright=1.35|Den russiske maler Karl Briullov opholdt sig i Italien i flere perioder og udførte en del værker med historiske motiver. Her har han i midten af 1830'erne skildret plyndringen af Rom. Det er Geiserik til venstre for midten, og i forgrunden ses nogle af hans berbiske hjælpetropper i hvide gevandter. I centrum af billedet ses kejserinde Eudoxia og hendes to døtre, og til højre er det pave Leo. I baggrunden ses noget af vandalernes i bytte, i form af inventar fra templet i Jerusalem, som var blevet bragt til Rom i triumf i 71. Plyndringen af Rom