Fornyrðislag ("oldtidsversemål") er en variant af det fælles gammelgermanske hovedversemål. Det er det almindeligste versemål i eddadigtningen, især i fortællende digte, og ses også i enkelte runeindskrifter.
En strofe består af otte linjer på fire stavelser, hvoraf to er lange og betonede med forskellig indbyrdes stilling; herefter varieres rytmen, og der opstår forskellige former, grundformer, hvoraf der er fem (to trokæer, to jamber, jambe + trokæ osv.)
Der findes undertiden indblandede tre-stavelses og fem-stavelses linjer, jævnfør kviðuháttr og málaháttr. Hvert linjepar sammenknyttes med rimbogstaver, hovedstav i de lige, bistav"Hovedstav og "Bistav" hos Ordnet dk. − én eller to − i de ulige linjer.
Slutningsrim findes yderst sjældent og er da vistnok tilfældige. I digte i fornyrðislag findes kun undtagelsesvis tilløb til omkvæd, for eksempel i Völuspá, 'Vølvens spådom' i Ældre Edda.
Fornyrðislag benyttes især i episke digte, eddadigtene. I skjaldekvad findes fornyrðislag ikke benyttet før forholdsvis sent, ca. 1100. Som eksempel kan følgende vers i Karl Gjellerups oversættelse af Völuspá tjene:
Hør mig alle hellige Slægter, Heimdals Sønner Store og små; Valfader vil det, vel skal jeg nævne Slægters Skæbne, jeg skued først.
Noter
Se også Versemål Metrik (verslære) Skjaldekunst
Litteratur Eduard Sievers: Altgermanische Metrik, Halle 1893 − Online på Archive.org Finnur Jónsson: Íslenzk bragfræði, København 1892 − Online på Archive.org
Kilde af professor Finnur Jónsson
Eksterne henvisninger "Skjaldepoesiens ægthed overhovedet og dens overlevering" i Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie af Finnur Jónsson, 1920
__NOTOC__
Kategori:Salmonsens Kategori:Skjaldekunst Kategori:Versefødder