Just Henrik Voltelen PaulliVed dåben: Just Henrich Voltelin Paulli (født 6. marts 1809 i København, død 11. juli 1865 sammesteds) var en dansk præst. Han var far til Richard August Simon Paulli.
Han blev student fra Det von Westenske Institut 1827. I 1833 blev han cand.theol., i 1835 kateket ved Helligåndskirken og blev allerede i 1837 forflyttet, da han var blevet kendt som en begavet prædikant, til Christiansborg Slotskirke som slotspræst. Her virkede han i tyve år, indtil han 1857 blev kaldet til stiftsprovst og sognepræst ved Vor Frue Kirke. I 1864 blev han tillige kongelig konfessionarius.
Paulli stod J.P. Mynster nær i henseende til kirkeligt grundsyn og var stærkt påvirket af ham. Han blev i øvrigt Mynsters svigersøn. H.L. Martensen og Paulli var fortrolige venner, og Martensen hørte til stadighed Paullis forkyndelse. Paulli var derfor en af hovedmændene inden for den såkaldte "højkirkelige" retning i den danske kirke.
Den videnskabelige teologi syslede Paulli også med, trods sin stærkt optagne tid, og navnlig pastoralteologien studerede han. I 1851 blev han dr.theol. på en afhandling om Dr. Niels Hemmingsen's Pastoralteologi, et Bidrag til den praktiske Teologis Historie, i 1854 lærer i homiletik ved pastoralseminariet. Af øvrige skrifter fra hans hånd kan nævnes en prædikensamling Prædikener om Kirken og Sakramenterne (1844) og Kristelige Bønner (1845) samt Taler i Kirken og ved særegne Lejligheder, samlede efter hans død af C.L.N. Mynster og udgivne 1866.
Paulli var formand for Københavns gejstlige konvents salmebogskomité, der i 1844 udgav et prøvehæfte med salmer. 1840 blev han Ridder af Dannebrog og 1860 Dannebrogsmand.
Han er begravet på Assistens Kirkegård.
Gengivelser To portrætmalerier af David Monies ca. 1838 To litografier af Edvard Fortling efter tegning af J.V. Gertner, det ene 1843 Afbildet på Gertners tegning, 1846, af salvingen 1840 (De Danske Kongers Kronologiske Samling) Karikatur 1858 Xylografi 1860 efter tegning af Henrik Olrik efter foto; herefter litografi af I.W. Tegner 1861, litografi 1863 og xylografi 1865 Tegning af Wilhelm Marstrand Buste af Theobald Stein 1865 Relief af H.W. Bissen 1866-67 (på monument i Vor Frue Kirke, København); tegning hertil af samme
Kilder
Eksterne henvisninger
Kategori:Domprovster fra Danmark Kategori:Riddere af Dannebrog Kategori:Personer fra København Kategori:Danskere i 1800-tallet Kategori:Faglitterære forfattere fra Danmark Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Slotspræster fra Danmark Kategori:Kongelige konfessionarii fra Danmark