Estlands historie startede i 10.000 f.Kr. hvor man har fundet det første tegn på bosættelse, nemlig Kundakulturen, hvor man fandt stenaldermidler i Pulli nær Pärnu. De blev først beskrevet af den romerske historiker Tacitus omkring Jesu' fødsel. Siden har stammerne i landet handlet med svenske vikinger indtil det i 1219 blev overtaget af den danske konge Valdemar Sejr. I middelalderen var den nordlige del dansk, mens den sydlige del var en del af den Tyske Ordensstat. Ved 1600-tallet var det en del af Polen-Litauen, men efter kun halvtreds år blev det svensk, hvilket det var indtil 1700-tallet hvor det så blev en del af det Russiske Kejserrige. Den 12. april 1917 blev det uafhængigt, men allerede i 1940 blev det en del af Sovjetunionen. Den 20. august 1991 blev det så igen uafhængigt som Republikken Estland.Estlands fulde historie på Lonely Planet
Forhistorie
Ældre Stenalder (10.000 f.Kr.-4.000 f.Kr.)
thumb|left|Ældre stenalderredskaber fra Kundakulturen I 10.000 f.Kr. fandt man det første tegn på bosættelse i Estland. Disse første stammer bosatte sig i Estland omkring afslutningen på Weichsel-istiden. Af disse folk var det stammer af Kundakulturen som slog sig ned lige netop i Estland. De levede i Estland gennem den ældre stenalder hvor de lavede ting som redskaber flint, sten og træ. Kundakulturen er opkaldt efter den estiske by Kunda, nær Pärnu, hvor kundastammer har opholdt sig i området.
Yngre stenalder (3.500 f.Kr.-1.500 f.Kr.)
500 år efter Kundakulturen kom finsk-ugriske folk fra øst, nok Uralbjergene og bosatte sig i Estland, Finland og Ungarn. Det estiske folk har aner fra netop disse folk, da de finsk-ugriske folk aldrig forlod Estland igen og derfor regnes de som en af Europas ældste folk, da de nu har været i Estland i godt og vel 5.000 år. De finsk-ugriske folk blandede sig med Kundakulturen hvilket derfor også er skyld i, at mange estere også har aner fra Kundakulturen.
De finsk-ugriske stammer blev hver især styret af en fælles høvding og stammerne bestod af både mænd, kvinder og børn. De levede af at jage rensdyr og fiske. Omkring år 100 bliver disse folk beskrevet af den romerske historiker Tacitus, men de bliver dog kun nævnt som en del af alle de nordiske folkeslag i hvad romerne troede var Germanien. Langs Estlands strande findes i dag arkæologiske fund der inkluderer keramik lavet af Narvakulturen, som var en gren af de finsk-ugriske folk. Disse keramikværker var ting som skåle og vaser lavet af ting som ler, som derefter var støbt sammen med planter og skaller.
thumb|Keramik fra den kamkeramiske kultur Den kamkeramiske kultur bosatte sig omkring Estland. Fra dem har man fundet arkæologisk vigtige fund fra deres krigskultur, hvor man blandt andet har fundet stenøkser. Beviser er blevet lagt at de i Estland jagtede efter dyr som vildsvin. Ved hjælp af andre besynderlige fund har man også fundet ud af at den kamkeramiske kultur begravede deres døde med knæene mod deres bryst.
Bronzealder (1.500 f.Kr.-500 f.Kr.)
I bronzealderen opstod de første bebyggelser rundt omkring på de estiske øer, hvor de fleste opstod på Saaremaa og Iru. Det var på disse øer, at de fortificerede bebyggelser Asva og Ridala blev konstrueret. Disse flækker blev bygget af finnerkulturen og balterkulturen, som begge var grene af de finsk-ugriske folk og som var begyndt at bekrige hinanden. Skibe begyndte nu at blive bygget, begravelsesritualer blev ændret, hvilket er begyndelsen på en forandring fra den germanske kultur. I denne periode blev øen Saaremaa også ramt af en meteor.
I denne tid besøgte den græske udforsker Pytheas fra Massalia de nordiske områder hvor han senere fortæller om den mystiske ø Thule. Denne ø kan muligvis være den estiske ø Saaremaa, hvor han blandt andet beskriver den som "en ø, omdækket af et ishav".
Jernalder (500 f.Kr-500 e.Kr.)
Jern er blev i Estland brugt fra omkring 500 f.Kr. til at bygge større civilisationer og borge, og ikke mindst til også at lave våben. Det ældste jern i Estland er blevet importeret fra andre steder fra, men omkring år 0 begyndte de estiske stammer selv at producerer jern. Store fund af sten med indgraveringer er også fundet i denne periode, nok som en slags hyldest til frugtbarhed. Ved slutningen af jernalderen, som nu var romersk jernalder, havde der sket meget i Estland vedrørende kultur, krigsførelse og andet. Romerriget havde en lille indflydelse på Estland, hvor blandt andet den romerske historiker Tacitus kom der op. Han navngav stammerne deroppe aestii hvilket er grundlaget på Estlands navn. Der er også fundet få arkæologiske fund fra romerne som inkluderer smykker og andet lignede, hvilket nok i betydningen betyder, at Tacitus ikke havde været den eneste romer i Estland. I denne periode brugte esterne også meget naturlige omgivelser som beskyttelse.
Middelalderen
Vikingetid (700-1100)
thumb|Estiske kihelkonder og maakonderne, som fungerede som regioner under Vikingetiden Da Vikingetiden startede havde de estiske stammer groet sig ind i små samfund og lavet traditionelle, små landsbyer rundt omkring, som stadig er beboet i dag. Der var blevet oprettet uofficielle regioner i Estland, som enten kunne være en kihelkond eller en maakond. I kihelkonderne var der mange små byer og mindst et fort og så blev en kihelkond styret af "den ældste". Maakonderne mindede også meget om kihelkonderne. Disse regioner var også skyld i, at Estland blev ved med ikke at være en del af en nation indtil 1219 da Valdemar Sejr sejrede i Slaget ved Lyndanisse.
Svenske vikinger sejlede til Estland ved Vikingetidens begyndelse i 800-tallet, men de var ikke interesserede i at koloniserer landet, da de sejlede videre den af russiske floder til det Byzantinske Rige og Konstantinopel. Men undervejs grundlagde de svenske vikinger op til flere byer i det nuværende Rusland, som senere formerede sig til nationer, som hver især prøvede at overtage Estland, men alle uden held. De estiske folk var i Vikingetiden meget glade for at handle med vikinger og handlede tit med svenske søfarerne.
Korstogene (1150-1219)
thumb|left|Dannebrog falder ned fra himlen i Slaget ved Lyndanisse Ved Vikingetidens slutning begyndte korstog at blive udbredt blandt europæiske nationer, hvor Estland og resten af Baltikum blev et af de sidste steder i Europa til at blive kristnet. Det startede med, at Pave Celestin 3. udråbte korstog mod de baltiske stammer. Danmark, Sverige og Den Liviske Orden stod først og fremmest for korstogene, men i 1202 grundlagde den tyske biskop Albert Sværdbroderordenen, som også hjalp til med korstogene i Baltikum.
Litauen og Letland blev hurtigt overtaget, men Estland var en meget sværere nød at knække, men i 1217 vandt Den Liviske Orden og Sværdbroderordenen en samlet sejr, hvor den estiske høvding Lembitu også blev dræbt. I 1219 vandt Valdemar Sejr så et slag mod esterne, hvor Dannebrog efter sigende også dalede ned fra himlen, og samtidig grundlagde byen Reval, som senere skiftede navn til Tallinn og blev Estlands hovedstad. I 1227 var hele Estland blevet overtaget.Visit Estonia - Estonian history: A timeline of key events
Koloniseret Estland (1220-1550)
Dansk Estland (1219-1346)
thumb|Estland i 1260 hvor lysebrunt er dansk som Hertugdømmet Estland og den nederste del er Den Liviske Orden Efter Valdemar Sejrs vundne kamp ved Slaget ved Lyndanisse blev den nordlige del af Estland dansk og fik navnet Hertugdømmet Estland eller Dansk Estland. Delstatshovedstaden var Reval, som ligger ved Tallinn. I kraft af Stensby-aftalen, som blev indgået den 7. juni 1238 i Stensby havde Danmark sikret sig fred med Den Liviske Orden, som havde fået anerkendt overherredømmet over de sydlige dele af Estland. Danmark havde i Estland forsøgt på at besætte den russiske republik Novgorod, men det mislykkede, men Danmark opretholdt magten over Estland. Efter Kong Christoffer 2.'s død i 1332 blev der politisk uro i Danmark, som endte med en folkeopstand i 1343 på Sankt Jørgens Nat i Estland, hvilket resulterede i, at Den Tyske Ordensstat overtog Hertugdømmet Estland i 1346 for at skabe fred.
Den Liviske Orden (1237-1562)
Den Liviske Orden var en stat, der fungerede som selvstændig nation i Estland og Baltikum fra indførelsen af kristendommen i Estland og frem til Reformationen. De regerede i Estland sammen med Danmark, men efter et folkeoprør i det danske Hertugdømmet Estland overtog Den Liviske Orden det og regerede derefter over hele Estland. I 1562 blev den opløst og Estland gik derefter over til Polen-Litauen, Danmark og Sverige. Det var under Den Liviske Orden, at Den Sorte Død nåede Estland i ca. 1353.
Fra Reformationen til Den Industrielle Revolution
Reformationen (1520-1550)
I begyndelsen af 1500-tallet startede den tyske teolog Martin Luther Reformationen, en protest mod den Katolske Kirke og Paven, som misbrugte Guds magt ifølge hans mening. Der blev i perioden 1520-1550 oprettet lutheranske og protestantiske kirker rundt omkring i Estland, men den førhen katolske Ordenstat blev nu svækket af den nye indførelse, da nyt sprog, ny kultur og ny styremåde blev indført i Estland. I denne periode blev den første bog også trykt i Estland.
Den Livlandske Krig (1550-1600)
thumb|left|Estland og Letland i 1600:Rød er DanmarkBlå er SverigeGrøn er RuslandLyserød er Polen-Litauens vassalstaterRød er Polen-Litauen Den livlandske krig udsprang for Estlands vedkommende i 1558 da det Russiske Kejserrige gjorde en ende på Den Liviske Orden ved at overtage deres nordlige områder af Estland, mens en nyudsprunget Polen-Litauen tog den sydlige del af Estland og Letland, mens Danmark stadig holdt nogle få estiske områder, her i blandt Saaremaa, som danskerne havde navngivet Øsel. Sverige følte sig nu truet af de russiske styrker i Estland og under Erik 14. af Sverige indtog de Reval og startede den Livlandske krig. Men de russiske zar Ivan den Grusomme gav ikke op og hærgede i nogle ti år Estland, indtil svenskerne til sidst vandt ved Narva i 1781. Efterfølgende måtte Polen-Litauen og trække sig ud af Estland og Danmark måtte også senere afstå Saaremaa ved Freden ved Brömsebro i 1645.
Den Livlandske krig havde forårsaget et kæmpe antal ødelæggelser og liv, hvor en tredjedel af befolkningen var dræbt, en fjerdedel af alle landbrug var blevet smittet med sygdomme og alle borge i hele Estland var blevet ødelagt, undtagen borgene i Reval. Selv Viljandiborgen, som var blevet beskrevet som en af Europas mægtigste, var blevet ødelagt.
Svensk Estland (1583-1721)
thumb|Tartu Universitet, Estlands første universitet Efter den Livlandske krig var Estland blevet en fattig region af Kongeriget Sverige under deres stormagtstid kaldet Svensk Estland med delstatshovedstad i Reval, som også samtidig var den største by i Svensk Estland. Ødelæggelserne af krigen blev aldrig helt helet under den svenske periode, men svenske konger gjorde levevilkår i Estland meget bedre. For eksempel havde en godsejer ikke længere fri domsret over bønderne inden for hans område og Karl 11. prøvede også at ophæve livegenskab, hvilket han havde fundet succesfuldt i Letland. I 1632 fik Estland sit første universitet, som blev lagt i Tartu og som blev skænket af Gustav 2. Adolf.
I 1700 blev der dannet en nordisk alliance mellem Danmark, Polen-Litauen og Rusland, som ikke fandt sig i Sveriges overlegenhed i Østersøen. Dette endte med nogle blodige slag, hvor det Russiske Kejserrige endte med at få kontrol over Estland og Baltikum i 1721. Estlands befolkning var allerede svækket efter den Livlandske krig, og efter den nyligt overståede Store Nordiske Krig er det beregnet, at kun ca. 100.000 estere overlevede.
Russisk Estland (1721-1917)