Filosofi med børn er en dialogisk undervisningsmetode til at lære børn at formulere sine tanker, argumentere for sine synspunkter, og tænke dybere over tilværelsen og filosofiske spørgsmål generelt. Metoden bruges blandt andet til at gøre børn bevidste om deres måder at tænke på. Undervisningsmetoden går ud på at børn sidder i en rundkreds og diskuterer filosofiske spørgsmål. For eksempel: "Hvis gud skabte os, hvem skabte så gud? Hvad er tal? Hvad er retfærdigt?" osv.
Børnene bliver til et undersøgende fællesskab. De får lov til at formulere deres holdninger og meninger overfor hinanden, og de bliver samtidig bedt om at begrunde deres syn. Børnene responderer på hinandens holdninger, og sammen kan de nå en dybere indsigt i tilværelsen. Børnene skal altså ikke lære om de store klassiske filosoffer og deres tanker, men i stedet snakke om konkrete filosofiske problemstillinger - problemstillinger hvor børnenes egne erfaringer kan bidrage til forståelse imellem børnene selv.
Metoder
Spørgsmål og billeder som samtalestarter Når man vil føre filosofiske samtaler med børn, spiller de valgte spørgsmål (“hvad er venskab?”, “har dyr følelser?”, “hvad er lykke?”) en vigtig rolle. Ifølge den tyske uddannelsesforsker Michael Siegmund bør filosofiske spørgsmål til børn ledsages af et inspirerende billede. Billede og spørgsmål fungerer her i fællesskab som en effektiv samtalestarter. Til dette formål kan man anvende billeder af blandt andet naturlandskaber, dyr og mennesker, bestemte sociale situationer og fantasibilleder. Denne dobbeltmetode kan både anvendes i børnehaven (fra 4 år), skolen og hjemmet.Michael Siegmund, Filosofi med børn: De 123 bedste spørgsmål til filosofiske samtaler med børn og unge. Med mange billeder der inspirerer til fælles fordybelse og samtale, BoD, Norderstedt 2019
Historier som samtalestarter Udover billeder er historier ligeledes en god indgangsvinkel til filosofiske samtaler med børn. Historien fungerer i den forbindelse som udgangspunkt for en filosofisk samtale i børnehøjde. Den voksne kan stille filosofiske spørgsmål undervejs i højtlæsningen. Når børnene præsenteres for en historie med tilhørende dybe spørgsmål, styrkes deres kreativitet og forestillingsevne. Den voksne kan i den forbindelse vælge mellem “klassiske” historier og eventyr og udvikle sine egne filosofiske spørgsmål til den fortalte historie, eller man kan vælge at gøre brug af filosofiske børnebøger specialudviklet til dette formål. Michael Siegmund anbefaler i den forbindelse historier med dyr i hovedrollen, krydret med filosofiske spørgsmål i børnehøjde. Velegnede emner omfatter fattigdom og rigdom, venskab og familie, lykke, frihed, forurening, retfærdighed med mere.Michael Siegmund, Arlett Siegmund, Filosofi med bør. På strejftog med uglerne Karl og Nils: En filosofisk samtalebog for børn, BoD, Norderstedt 2020
Eksempel Eksempel taget fra Matthew Lipmans bog Thinking in Education: Det er alment accepteret, at en lærer fungerer som en moralsk autoritet overfor sine elever. Hvis et barn slår et andet barn, dømmer læreren denne handling: “Det må du ikke!”. Hvad læreren kunne gøre i stedet er, at spørge ind til hvilke grunde det aggressive barn har til at slå. “Det er fordi jeg ikke kan lide hende.” siger barnet. Læreren vender sig til klassen og spørger: ”Er det en fornuftig/god grund til at slå?” På den måde kommer klassen til at diskutere hvad der er rigtigt og forkert, og vigtigere, hvilke grunde gør en handling rigtig og forkert. Grunde som ikke begrundes ud fra voksnes autoritære meninger, men grunde som bliver begrundet rationelt og i samråd med hele klassen.
Metoden blev grundlagt af Matthew Lipman i starten af 1960‘erne. Den har siden udviklet sig, og er blevet mere omfattende på verdensplan. Blandt andet har Matthew Lipman oprettet forskningsinstituttet Institute for the Advancement of Philosophy for Children (IAPC) og i Storbritannien blev Society for Advancing Philosophical Enqiry and Reflection in Education (SAPERE) senere oprettet. Filosofi med børn kan bruges til at udvikle børns kognitive evner - evner som at kunne tænke kritisk, kreativt og omsorgsfuldt. Samtidigt tyder det på, at børn også udvikler bedre sociale kompetencer.
Metoden er inspireret af den sokratiske dialogform, hvor man gennem samtale når en dybere forståelse af samtalens emne.
Matthew Lipman
Matthew Lipman startede bevægelsen filosofi for børn (philosophy for childen) eller P4C tilbage i 1960‘erne. Lipman var inspireret af filosoffen John Dewey’s tanker omkring uddannelse. Iflg. Dewey skal undervisningen være en aktiv proces, hvor eleverne lærer ved at inddrage deres egne erfaringer. Med andre ord, skal en lærer ikke bare overføre sin viden til sine elever. Dette vil gøre eleverne og hele undervisningsprocessen passiv. En lærer skal i stedet fungere som en facilitator eller guide, som hjælper eleverne med at lære på baggrund af elevernes egne erfaringer. En lærer skal være en partner, der hjælper eleverne i læringsprocessen. “The role of the teacher is to mediate rather than dominate”John Dewney citat fra Matthew Lipmans, Thinking in Education, Cambridge University Press, New York 2003; 84 I sin filosofi skelner Dewey imellem tænkning og reflekterende tænkning. Hvor tænkning sker i den passive proces, så sker den reflekterende tænkning i den aktive proces, hvor læreren inddrager eleverne på lige fod med sig selv. For at gøre den aktive proces mulig i praksis, skal uddannelsessystemet adoptere en videnskabelig undersøgelsesmodel (the model of scientific inquiry). Når man møder et problem, skal man sammen i et fællesskab forsøge at løse dette problem ved at dele sine egne erfaringer, argumentere for dem og være parat til at revurdere sine holdninger. Det er dette princip Matthew Lipman viderefører, da han senere formulerer ideen bag Community of inquiry, som også har dybe rødder i den videnskabelige undersøgelsesmodel.
Motivationen for Matthew Lipmans projekt var blandt andet en social uro i samfundet, der eksisterede i 1960'erne og 70'erne, hvor begrebet retfærdighed hyppigt blev brugt uden egentlig at have en klar definition. Der var også en øget interesse for alternative uddannelsesprogrammer, der skulle fremme menneskets evner til at tænke. Disse evner kunne eksempelvis være reflekterende tænkning, som indeholder kritisk tænkning og kreativ tænkning. Interessen for disse uddannelsesprogrammer opstod, fordi man mente, at mennesker skulle kunne tænke selv, og ikke lade autoriteter, traditioner mm. styre deres holdninger. Der var en udbredt holdning til, at de daværende skolesystemer uddannede passive elever – altså elever som i stor grad manglede disse tænkeevner.Tænke-evner er her oversat fra Matthew Lipmans "Thinking Skills" Lipman mente, at ved at styrke reflekterende tænkning hos børn, ville det bidrage til at gøre disse børn til retfærdige demokratiske borgere. Skolernes mål skal derfor være, iflg. Lipman, at uddanne elever så de kan blive så vidende som det kræves, samtidigt med at de også skal blive så retfærdige som muligt - værdier som alle prises højt i det demokratiske samfund.
"Education can be seen as the great laboratory for rationality, but it is more realistic to see it as a context in which young people learn to be reasonable so that they can grow up to be reasonable citizents, reasonable companions, and reasonable parents."
- Matthew Lipman, Thinking in Education, 2003; 16
Retfærdighed vægter stort hos Matthew Lipman. Det er en demokratisk værdi, som er vigtig at fremme i skolen, og den bedste måde at fremme retfærdighed på, er at indføre filosofiske samtaler i skolen. Matthew Lipman gør op med den alment accepterede psykolog Jean Piagets tanker omkring børns udvikling. Iflg. Piaget kan børn hverken rumme abstrakte ideer, eller formå at tænke kritisk før 12-årsalderen. Før 12-årsalderen er børns mentale liv konkret, sansende og følelsesladet. Filosofi med børn kræver en hvis grad af abstraktion og kritisk tænkning. Derfor ville det ikke give mening at lave filosofi med børn før de er blevet 12 år. Men i begyndelsen af 1970‘erne blev undervisere kritiske overfor Piaget, da konsekvenserne for hans stadieteori, betød at børn blev berøvet deres abstraktion.Matthew Lipman, Thinking in Education, Cambridge University Press, New York 2003
IAPC IAPC (Institute for the Advencement of Philosophy for Children) blev oprettet af Matthew Lipman i 1974 som et amerikansk forskningscenter på Montclair State University. IAPC er et center der uddanner filosofilærere, og udvikler litteratur til filosofisk undervisning – undervisning, der er baseret på ideen om Matthew Lipmans Community of Inquiry som metode. Karakteristik De karakteristiske træk ved community of inquiry er: Der er et mål. Community of Inquiry er en proces, hvis formål er at skabe et produkt. Community of inquiry har en retning. Samtalen går hvor argumentet tager den hen. Community of inquiry foregår som dialog – ikke samtaleSamtalen er personlig. Der sker bevægelse hos samtaleparterne, men ikke i samtalen i sig selv. Samtalen er derfor præget af stabilitet. I dialogen sker der bevægelse. Dialogen bevæger sig derhen hvor undersøgelsen går hen. Dialogen er derfor aktiv. Man bruger Community of Inquiry til at arbejde med/implementere definitioner af kritisk- kreativ- og omsorgsfuld tænkning. Nøgleord Nøgleord man forbinder med Community of Inquiry:
Rummelighed: Alle har ret til at deltage – alle er lige. Deltagelse: Man behøver ikke at deltage på lige fod. Fælles erkendelse: Man er fælles om arbejdet. Det er den samme problemstilling som man er fælles om at løse. Social solidaritet: Man er en gruppe, der hjælper hinanden. Overvejelser: Man overvejer alternative løsninger og deres begrundelser. Upartiskhed: Vær åben - også i forhold til egne fejl i undersøgelser og holdninger. Modellering: Fiktive børn kan hjælpe børn med at modnes i filosofiske debatter. Kontrast = Læreren er rollemodellen.Man kan eksempelvis præsentere en historie hvor et fiktivt barn bliver stillet overfor en svær problemstilling – og muligvis løser denne. Derefter kan gruppen diskutere problemstillingen, og dens løsnings holdbarhed. Tænke selv: Intet er rigtigt eller forkert. Man skal bygge på hinandens ideer og respektere andres holdninger. Udfordring: Børn lærer, at udfordringer er gode og ikke behøver at løses ved vold. Fornuft: Vigtig! Fornuften forstærker ens kapacitet til at lytte og være åben overfor fornuft.For en uddybet forklaring af nøglebegreberne se Matthew Lipman, Thinking in Education, Cambridge University Press, New York 2003 Filosofiske betragtninger For at starte en filosofisk samtale præsenteres gruppen for en historie (stimulus), der har en filosofisk karakter. Historien præsenterer et problem som befinder sig i en såkaldt gråzone - dvs. løsningen ikke er ligefrem, men kræver en diskussion. Hvert enkelt barn i gruppen har mulighed for at lufte sine holdninger og synspunkter på problemet, begrunde dem og få respons fra andre børn. Lærerens opgave er at sidde passivt på sidelinien og holde samtalen i gang ved at spørge ind til diverse holdninger, samt kræve en begrundelse fra børnene. På den måde bliver det ikke kun den voksne, der underviser og danner børnene, men børnene selv, der drager nytte af hindenden. Denne fremgangsmåde kalder Lipman The Model of growth. Citat "The model of growth may be better provided by the curriculum and by the community of one’s peers that by those who are already adult."
-Matthew Lipman, Thinking in Education, 2003; 14 Undervisningsbøger Undervisningsbøgerne består af små filosofiske fortællinger, der præsenterer en filosofisk problemstilling for børnene. Dette er i stedet for de traditionelle undervisningsbøger, der fungerer mere som opslagsværker for viden. I stedet for, at bøgerne skal præsentere viden er det meningen, at børnene sammen skal udvikle deres horisont og blive klogere.