Kongeriget Skotland var en suveræn stat i det nordvestlige Europa, traditionelt anset for at være grundlagt i år 843. Dets territorium voksede og skrumpede over tid, men kom til at omfatte den nordlige tredjedel af øen Storbritannien, med en landgrænse mod syd til Kongeriget England. I middelalderen var Skotland i periodiske konflikter med England, især under de skotske uafhængighedskrige, hvor skotterne fastholdt deres uafhængighed fra englænderne. Efter annekteringen af Hebriderne og Northern Isles fra Norge i henholdsvis 1266 og 1472 samt tabet af Berwick til England i 1482, svarede kongerigets territorium til det moderne Skotland, afgrænset af Nordsøen mod øst, Atlanterhavet mod nord og vest samt Nordkanalen og Irske Hav mod sydvest.

I 1603 blev James 6. af Skotland konge af England, hvorved Skotland og England blev forenet i en personalunion. I 1707, under dronning Annes regeringstid, blev de to kongeriger forenet til Kongeriget Storbritannien i henhold til Unionsakterne. Kronen var den vigtigste institution i Skotlands styre. Det skotske monarki var i middelalderen overvejende et rejsekongedømme, før Edinburgh udviklede sig til en hovedstad i anden halvdel af 1400-tallet. Kronen forblev centrum for det politiske liv og blev i 1500-tallet et vigtigt centrum for pragt og kunstnerisk protektion, indtil det reelt blev opløst ved unionsakten i 1603. Det skotske monarki udviklede de samme embedsinstitutioner som andre vesteuropæiske monarkier, herunder et råd for kongen og høje statsembeder. Skotlands parlament blev også en vigtig juridisk institution med kontrol over skatter og politik, men var aldrig så centralt for det nationale liv som i England.

I den tidlige periode var kongerne af skotterne afhængige af de store stormænd — mormaerer og toísecher — men fra David 1.s regeringstid blev sheriffdoms indført, hvilket tillod en mere direkte kongelig kontrol og gradvist begrænsede de store lensherrers magt.

I 1600-tallet bidrog oprettelsen af de administrative roller som fredsdommer og Commissioners of Supply til at øge effektiviteten af lokalstyret. Den fortsatte eksistens af herredsretter og indførelsen af menighedsråd styrkede de lokale lairds’ magt. Skotsk ret udviklede sig i middelalderen og blev reformeret og kodificeret i 1500- og 1600-tallet. Under James 4. blev rådets juridiske funktioner rationaliseret, og Court of Session mødtes dagligt i Edinburgh. I 1532 blev College of Justice grundlagt, hvilket medførte uddannelse og professionalisering af jurister. David 1. er den første skotske konge, der vides at have udstedt egne mønter. Efter kronernes union i 1603 blev skotske pund reformeret, så den svarede tæt til den engelske sterling. Bank of Scotland begyndte at udstede pundsedler i 1704. Den skotske valuta blev afskaffet ved Unionsakterne af 1707; dog har Skotland bevaret sine egne pengesedler til i dag.

Geografisk er Skotland delt mellem Highlands og øerne og lavlandet. Højlandet havde en forholdsvis kort vækstsæson, som blev endnu kortere under den lille istid. Skotlands befolkning var omkring én million ved begyndelsen af den sorte død; efter pestens hærgen var den reduceret til omkring en halv million. I første halvdel af 1500-tallet steg befolkningen igen til ca. 1,2 millioner i 1690’erne. De vigtigste sprog i middelalderens kongerige omfattede gælisk, oldengelsk, norrønt og fransk, men i den tidligt moderne tid begyndte mellemskotsk at dominere.

Kristendommen blev indført i Skotland fra 500-tallet. Under normannerne gennemgik den skotske kirke en række reformer, der førte til nye klosterordener og organisatoriske ændringer. I 1500-tallet gennemgik Skotland en protestantisk reformation, der skabte en overvejende calvinistisk nationalkirke (kirk). En række religiøse konflikter fulgte, som førte til splittelser og forfølgelser.

Det skotske monarki udviklede til forskellige tider en flåde, men var ofte afhængig af kapere og førte en form for guerre de course. Landstyrkerne var centreret omkring den store almindelige hær, men optog europæiske militære innovationer fra 1500-tallet; mange skotter tjente også som lejesoldater og som soldater i den engelske krone.

Geografi

upright|thumb|Skotlands topografi.

Ved grænserne i 1707 var Kongeriget Skotland halvt så stort som England og Wales i areal, men med sine mange bugter, øer og indre lochs havde det omtrent samme kystlængde på omkring 6.400 km. Skotland har over 790 øer ud for kysten, hvoraf de fleste findes i fire hovedgrupper: Shetland, Orkney og Hebriderne, som er opdelt i Indre Hebrider og Ydre Hebrider.. Kun en femtedel af Skotland ligger mindre end 60 meter over havets overflade.

Det afgørende kendetegn ved Skotlands geografi er forskellen mellem højlandet og øerne i nord og vest og lavlandet i syd og øst. Højlandet opdeles yderligere i de nordvestlige højlande og Grampian Mountains af forkastningslinjen i Great Glen. Lavlandet består af det frugtbare bælte centrale lavland og det højere terræn i de sydlige uplands, som omfatter Cheviot Hills, over hvilke grænsen til England løb..

Det centrale lavlandsbælte har en gennemsnitlig bredde på omkring 80 km. og kunne, fordi det rummede størstedelen af den gode landbrugsjord og havde lettere kommunikation, understøtte den største del af urbaniseringen og de mere organiserede former for regering.. De sydlige uplands og især højlandet var derimod økonomisk mindre produktive og langt vanskeligere at administrere.

Skotlands placering ud mod Atlanterhavet betyder, at landet har meget store nedbørsmængder — i dag omkring 700 mm om året i øst og over 1000 mm i vest. Dette fremmede udbredelsen af tæpper af tørvemoser, hvis surhedsgrad, kombineret med kraftige vinde og salt tåge, gjorde de fleste øer træløse. De mange bakker, bjerge, kviksand og moser gjorde intern kommunikation og erobring ekstremt vanskelig og bidrog sandsynligvis til den fragmenterede magtstruktur i landet.

Upland- og højlandsområderne havde en relativt kort vækstsæson — i de øvre Grampian Mountains i ekstreme tilfælde kun fire måneder uden frost og i store dele af højlandet og uplands højst syv måneder. Den tidligt moderne periode blev desuden præget af den lille istid, hvor f.eks. 1564 oplevede treogtredive dages uafbrudt frost, hvor floder og søer frøs til, hvilket førte til en række fødevarekriser helt frem til 1690’erne..

Demografi thumb|left|Kort over Edinburgh i 1764, den største by i Skotland i den tidligt moderne periode.

Fra dannelsen af Kongeriget Alba i 900-tallet og frem til før den sorte død nåede Skotland i 1349, tyder beregninger baseret på mængden af dyrkbar jord på, at befolkningen kan være vokset fra omkring en halv million til en million.. Selvom der ikke findes pålidelige optegnelser over pestens direkte virkning, findes der mange anekdotiske henvisninger til forladte landområder i de følgende årtier. Hvis mønstret fulgte det engelske, kan befolkningen være faldet til så lavt som en halv million ved slutningen af 1400-tallet..

Sammenlignet med situationen efter befolkningsforskydningerne under de senere Highland Clearances og den industrielle revolution var befolkningen dengang relativt jævnt fordelt over riget, med omtrent halvdelen boende nord for floden Tay.. Omkring ti procent af befolkningen boede i en af de mange burgher, der opstod i den senere middelalder, hovedsageligt i øst og syd. De havde en gennemsnitlig befolkning på omkring 2.000, men mange var langt mindre end 1.000, og den største — Edinburgh — havde sandsynligvis over 10.000 indbyggere ved slutningen af middelalderen..

Prisudviklingen, som generelt afspejler stigende efterspørgsel efter fødevarer, antyder, at befolkningen sandsynligvis voksede i første halvdel af 1500-tallet, men stabiliserede sig efter hungersnøden i 1595, da priserne var relativt stabile i begyndelsen af 1600-tallet.. Beregninger baseret på ildstedsafgifter fra 1691 viser en befolkning på 1.234.575, men dette tal kan være stærkt påvirket af de efterfølgende hungersnødsår i slutningen af 1690’erne..

Omkring 1750 havde Edinburgh med forstæder nået en befolkning på 57.000. De eneste andre byer med over 10.000 indbyggere på dette tidspunkt var Glasgow med 32.000, Aberdeen med omkring 16.000 og Dundee med 12.000..

Se også Falkland Palace Linlithgow Palace Skotlands regenter

Noter

Referencer

Litteratur

.

in .

in .

in

in in .

in .

in

in

in .

in .

Kategori:Forhenværende kongeriger Kategori:Skotlands historie Kategori:Forhenværende europæiske monarkier Kategori:Etableret i 843 Kategori:Ophørt i 1707