Wimbledon-mesterskabet i herresingle 2013 var den 127. herresingleturnering ved Wimbledon-mesterskaberne i tennis.

Mesterskabet blev vundet af Andy Murray, som i finalen vandt med 6-4, 7-5, 6-4 over Novak Djokovic. Dermed blev Murray den første britiske vinder af titlen, siden Fred Perry vandt den i 1936, og den første britiske vinder af en singletitel ved Wimbledon-mesterskaberne siden 1977. Han blev endvidere den første skotske vinder, siden Harold Mahoney i 1896. Djokovic havde kvalificeret sig til finalen efter en udmarvende semifinale i fem sæt mod Juan Martín del Potro, som varede 4 timer og 43 minutter, og som dermed satte ny rekord som den længste semifinale i mesterskabernes historie, idet den overgik den tidligere rekord sat af Boris Becker og Ivan Lendl ved Wimbledon i 1989.

Roger Federer var forsvarende mester, eftersom han i 2012 vandt titlen for syvende gang, men han tabte allerede i anden runde til verdensranglistens nr. 116, Sergij Stakhovskij, hvilket var en stor overraskelse. Stakhovskij var imidlertid ikke i stand til at følge op på bedriften og tabte i den næste runde i fire sæt til Jürgen Melzer. Det var første gang siden French Open 2004, at Federer ikke formåede mindst at spille sig frem til kvartfinalen i en grand slam-turnering. Det var også Federers tidligste nederlag i Wimbledon siden 2002, og det var endvidere første gang, at han tabte til en spiller rangeret uden for de 100 bedste i verden, siden han tabte til Richard Gasquet (daværende nr. 101) ved Monte Carlo Masters 2005.

En anden stor overraskelse opstod allerede i første runde, hvor verdensranglistens nr. 135, Steve Darcis, besejrede den tidligere dobbelte Wimbledon-mester og femte-seedede Rafael Nadal i tre sæt. Dette indtraf blot et år efter, at Nadal i 2012 lige så overraskende tabte allerede i anden runde til Lukáš Rosol. Det var første gang nogensinde, at spanieren tabte i første runde i en grand slam-turnering. Darcis fik dog ikke mulighed for at følge op på sin bedrift, eftersom han inden sin næste kamp trak sig fra turneringen på grund af en skade i sin højre skulder, som han pådrog sig i kampen mod Nadal.

Der blev ydermere skrevet historie for amerikanske og polske spillere. For første gang siden 1912 lykkedes det ikke for nogen amerikanere at spille sig videre fra anden runde. Og for første gang nogensinde kvalificerede en herresinglespiller fra Polen sig til en grand slam-semifinale, da Jerzy Janowicz besejrede sin landsmand, Łukasz Kubot, i kvartfinalen.

Hovedturnering Spillere Hovedturneringen havde deltagelse af 128 spillere. Heraf havde 107 spillere kvalificeret sig i kraft af deres ranglisteplacering pr. 13. maj 2013, seksten spillere havde spillet sig gennem kvalifikationen, mens fem spillere havde modtaget et wildcard (WC).

Resultater

Ottendedelsfinaler, kvartfinaler, semifinaler og finale

Første til tredje runde

Se også Wimbledon-mesterskabet i damesingle 2013 Wimbledon-mesterskabet i herredouble 2013 Wimbledon-mesterskabet i damedouble 2013 Wimbledon-mesterskabet i mixed double 2013

Kilder / eksterne henvisninger Wimbledon Noter

Herresingle 2013