thumb|Den 120 km lange Hadrians mur markerede grænsen mellem Skotland i nord og Romerriget i syd med små fæstninger og en port for hver romersk mil. Det romerske herredømme strakte sig imidlertid længere mod nord end muren i en kortere periode. Den nedskrevne del af Skotlands historie begynder ved det romerske imperiums ankomst til de britiske øer i det 1. århundrede, hvor den romerske provins Britania nåede nordpå til Antoninusmuren.
I forhistorisk tid var det nuværende Skotland sandsynligvis beboet siden afslutningen af den mellemste istid. Selv om Heidelbergmennesket og neandertalere kun er påvist ved fund fra mellemistidens England, er det rimeligt at antage, at de også har befolket Skotland i de perioder, hvor det britiske område var isfrit. Efter den sidste istid blev klimaet på øerne subtropisk selv i nord, hvilket førte til at mennesker befolkede hele området. Fra omkring 6.500 f.v.t. blev landbroen til kontinentet oversvømmet af hav, og de britiske øer fulgte deres egne udviklingsveje med stærke impulser fra kontinentet gennem stenalderen, bronzealderen og jernalderen. Mange genstande er fundet fra førhistorisk periode, men ingen skriftlige spor.
Skotlands skrevne historie begynder, da romerne kommer til de britiske øer. De tog kontrollen over de områder, der nu er England og Wales, og oprettede den romerske provins Britannien, som eksisterede fra år 44 til 410 e.v.t.
Skotternes langvarige strid med England, den langt mægtigere nabo i syd, var grunden til den skotske uafhængighedskrig. Kampen mod englænderne tvang også Skotland til at orientere sig kulturelt og økonomisk mod andre europæiske nationer, især Frankrig. Derefter fulgte Unionspagten mellem Skotland og England, den skotske oplysningstid og den industrielle revolution. Disse ting bidrog til økonomiske og kulturelle opgangstider i landet, og ind på 1900-tallet var Skotland et højt industrialiseret land.
Den industrielle nedgang efter 2. verdenskrig blev specielt hård, men de sidste årtier har landet haft en kulturel og økonomisk renæssance sporet af en revitaliseret økonomi i servicesektoren, produktionen af olie og gas fra Nordsøen og oprettelsen af begrænset selvstyre med eget parlament.
Forhistorisk tid
thumb|Stirling Castle har gennem århundreder stået på toppen af en vulkansk gneis og forsvaret den nedre del af floden Forth. Fæstningen har gennemgået talrige belejringer. thumb|Udgravning af fortidsmindet Skara Brae, Orkneyøerne thumb|Stencirklen Brodgar på Mainland, Orkneyøerne
De første bosættelser Der levede mennesker allerede 8.500 år f.Kr. da navnet Britannien for første gang dukker op i skrevne kilder. I tiden før den sidste istid (130.000 – 70.000 f.Kr.) havde Europa et varmere klima end i dag, og de første mennesker kunne være kommet til Skotland, men det findes der ingen arkæologiske beviser for. Den sidste is dækkede det meste af de britiske øer undtagen Irland, og efter isen trak sig tilbage, blev Skotland beboeligt omkring år 9.600 år f.Kr.
Den almindeligste opfattelse er, at menneskene indvandrede sydfra, men de ældste spor af mennesker er fundet længst mod nord i landet, og det antyder, at indvandringen kan have fulgt søvejen nordfra.
De første kendte bosættelser tilhørte mesolittiske jægere og samlere, og arkæologerne har dateret en sådan lejr ved Biggar fra omkring 8.500 f.Kr.BBC News: «Signs of Earliest Scots Unearthed». 9. april 2009 Talrige andre lejre er fundet over hele Skotland og danner et billede af folk, som flyttede rundt, anvendte både og lavede redskaber af ben, sten og gevir.
Neolitiske jordbrugere dannede faste bosættelser, og et velbevaret stenhus på Knap of Howar på øen Papa Westray fra 3.500 f.Kr. er næsten 500 år ældre end landsbyen Skara Brae på Mainland (begge på Orkneyøerne), som består af tilsvarende huse. Omkring 3.500 f.Kr. byggede bosætterne vældige gravkamre, som bestod af stenpilarer, som bar en stor sten som tag, før det hele blev dækket af jord. Et godt eksempel findes på Maeshowe på Mainland. Fra omkring 3.000 f.Kr. kom "stående sten" og stencirkler som Brodgar-ringene på Orkneyøerne og Callanish på Lewis på Hebriderne. Disse formede dele af den udstrakte europæiske megalitkultur, som også byggede Stonehenge i England, og som ofte bliver tolket som om, at de var ment som sofistikerede astronomiske observatorier.
Stenkamrene og megalitmonumentene fortsatte ind i bronzealderen, og i den første metalalder begyndte beboerne at bygge fæstninger på toppen af højdedrag (hillfort), som åsen Eildon Hill i nærheden af Melrose, der går tilbage til omkring 1000 f.Kr. Ofte kunne flere hundrede huse blive bygget inden for stenmurene på et befæstet højdedrag.
Antageligt kom britonisk-keltisk kultur og sprog til Skotland en gang efter år 700 f.Kr. og muligvis gennem kulturel kontakt snarere end ved invasioner, hvorefter småkongedømmer udviklede sig. Under jernalderen blev der bygget talrige fæstninger på højdedrag, runde tårne (brochs) og befæstede bosættelser, som støtter indtrykket af stridbare stammesamfund og småkonger, således som romerne har rapporteret om i de første skriftlige kilder om Skotland. Noget tyder på, at beboerne ikke altid var optaget af at forsvare sig, hvilket kan tyde på, at fæstningerne også havde symbolsk magt såvel som direkte krigsformål.
Romersk invasion
Skotlands skrevne historie begyndte, da Romerriget invaderede Britannien. Selv om indbyggerne benyttede en form for skrivning af mindeplader og på sten, var det først og fremmest et samfund med en stærk mundtlig tradition. Da druide-traditionen uddøde på grund af krig, sult og ikke mindst tilstedeværelsen af kristne missionærer, forsvandt det meste af den forhistoriske kundskab. Den eneste overlevende før-romerske beretning om Skotland kommer fra den græske eventyrer Pytheas fra Massalia som sejlede rundt om de britiske øer (som han selv kaldte Pretaniké) i 325 f.Kr., men selve nedfældelsen af rejsen dateres langt senere.
Den romerske invasion af Britannien begyndte for alvor i år 43 f.Kr.. Efter gode militære resultater i syd gik styrker, ledet af Gnaeus Julius Agricola, ind i Skotland i år 79 e.Kr. Romerne mødte imidlertid kraftig modstand fra lokalbefolkningen i Caledonia (nu Galloway), som romerne kaldte området. I år 82 eller året efter sendte Agricola en flåde med galejer op langs kysten af Skotland så langt nord på som til Orkneyøerne. I 84 besejrede Agricola de kaledonske i stammer i slaget ved Mons Graupus. Hans støtter i Rom erklærede, at Agricola havde besejret alle stammer i Britannien.
Den eneste historiske kilde for dette kommer fra skrifter af Agricolas svigersøn, Tacitus. Arkæologien har bekræftet hændelserne med en mere præcis datering ud fra dendrokronologi (årringdatering), idet resultaterne tyder på, at romerne tog kontrol over det sydlige Skotland en tid før, at Agricolas hærstyrker invaderede. Uanset nøjagtig datering var resultatet, at i de næste 300 år havde Rom en betydelig tilstedeværelse i det sydlige Skotland, både militært, økonomisk og socialt.
Romerne markerede rigets grænse med serie af forsvarsværker, herunder en lang og sammenhængende mur. Den første af dem, Gask Ridge i Perthshire, er dateret til mellem og 80 f.Kr. I 120-tallet gav den romerske kejser Hadrian ordre om at bygge en mægtig befæstet mur, som gik fra floden Tyne til Solway Firth. 20 år senere byggede den romerske guvernør Quintus Lollius Urbicus den antoninske mur (navngivet efter kejser Antoninus Pius, som regerede fra 138 til 161) længere mod nord, fra Old Kirkpatrick ved Firth of Clyde til Bo'ness ved Firth of Forth. På halvdelen af Hadrians mur var den 60 km mur lettere at forsvare, selv om den kun markerede nordgrænsen for det romerske rige i to årtier. Omtrent ved år 160 var nordgrænsen igen ved Hadrians mur.
Romerne fik altså aldrig nogen direkte kontrol over Caledonia. Alligevel gjorde de deres indflydelse gældende gennem militære udposter og ved hjælp af assistance fra lokale stammer, blandt andre votadinierne.
Skotland vokser frem thumb|right|300px|Stranden ved Seamill set sydover mod ydre Firth mod sydlige Arran og Ailsa Craig.
I tiden efter, at romerne trak sig ud af Skotland, kan befolkningen inddeles i to grupper: Piktere, områdets oprindelige befolkning og af ukendt oprindelse (muligvis af et P-keltisk talende folkefærd). Disse opholdt sig hovedsagelig nord for Firth of Clyde og Firth of Forth – det område, som kaldes for Pictavia eller Piktland. Britonere dannede en P-keltisk talende folkegruppe præget af romersk indflydelse syd for pikterne med kongedømmerne Y Strad Glud (Strathclyde) fra Firth og Clyde og syd over; Rheged i Cumbria, Selgovae i dagens grænseområder mellem Skotland og England; og Votadini eller Gododdin fra Firth of Forth og ned til floden Tweed.
Invasion og indvandring (i hvilken grad disse erstattede den indfødte befolkning er ukendt) bragte med sig tre nye folkegrupper: Scotti, eller skotterne (folkegruppe som talte gammelirsk sprog, det vil sige Q-keltisk), som kom fra nordlige Irland fra slutningen af 400-tallet, og drog ind over de ydre skotske øer og dele af fastlandet, især i området Argyll, og dannede kongeriget Dál Riata. Angelsaksere, som spredte sig fra Bernicia og kontinentet, og som erobrede Gododdin på 600-tallet. En arv fra denne indflydelse er det præg, som angelsaksernes gammelsaksisk sprog har givet til dagens lavlandsskotske sprog. Sproget blev oprindeligt kaldt for inglis, men dette begreb blev problematisk efter, at normannerne erobrede det anglesaksiske England, og dagens engelske sprog udviklede sig fra angelsaksisk, fransk og latin fra 1300-tallet og frem over. Gælisk, som tidligere var blevet refereret til som scottis, blev refereret til som erse, hvilket betød irsk. Denne terminologi er nu gledet ud af brug, og det første kaldes for skotsk-engelsk og det sidste for skotsk-gælisk. I tiden efter at norske vikinger hærgede øen Iona i år 795 kom der stadig flere norske tilflyttere i løbet af 800-tallet og årene som fulgte. De bosatte sig først på de ydre øer som Hebriderne, Skye og syd over til Man, derefter også på det skotske fastland, som Caithness og Sutherland. I generationerne, som fulgte, blev de norske indflyttere indgiftede og assimilerede med den oprindelige befolkning, især i Galloway helt syd i Skotland. Nordmændene blev her kaldt for gallgællere ("de fremmede gælere") og gav således navn til området.
Kristningen af Skotland Kristendommen kom antageligt til de sydlige dele af Skotland allerede i løbet af det andet århundrede efter Kristus, da denne religion på dette tidspunkt var veletableret i Romersk Britannien. Ifølge legenden blev kristningen indledt ved den hellige Ninians mission i Cumbria i 300-tallet. Ifølge hans hagiografi, var Ninian en britoner, som havde studeret i Rom, og han blev den første katolske biskop, som besøgte Skotland, da han blev sendt til Hen Ogledd, det britonske område i det nordlige England og sydlige Skotland. Omkring 397 etablerede han Skotlands første kirke, Candida Casa i Whithorn, og den blev udgangspunktet for hans virke. Senere rejste han mod nord for at arbejde blandt pikterne.