thumb|right|alt=Dykkende baby i swimmingpool|Nyfødte spædbørn flyder naturligt og holder selv vejret, når de er neddykkede. Begge disse opfattes som akvatiske tilpasninger af fortalere for vandabe-hypotesen. thumb|En gorilla-hun vader hen over et vandløb. Ifølge fortalere for vandabe-hypotesen kan menneskets tobenede gang være opstået ud fra en sådan adfærd. Vandabe-hypotesen, alternativt vandabe-teorien, på engelsk også aquatic ape hypothesis (herfra forkortet AAH), er en grænseteori om menneskets evolution, der postulerer, at en række af menneskets bygningstræk er tilpasset en semiakvatisk tilværelse med oprindelse i Afrika. Den britiske biolog og oceanograf sir Alister Hardy (1896-1985) fremlagde i en artikel i 1960 den idé, at artens evolutionshistorie kunne være nært knyttet til vand. Siden har den britiske forfatter Elaine Morgan (1920-2013) videreudviklet og populariseret idéen i en række artikler og bøger, blandt andre "The Descent of Woman" (1972, dansk "Hvor Kom Kvinden fra?", 1973), "The Scars of Evolution" (1990, dansk "Udviklingens Pris", 1993) og "The Aquatic Ape Hypothesis" (1997).
Hypotesen nyder kun ringe anseelse indenfor antropologien, hvor konsensus peger på, at menneskets evolution foregik på savanne og i skov. Derudover kritiseres Morgan for sin popularistiske stil og manglende naturvidenskabelige baggrund.
Historie Den tyske patologilæge Max Westenhöfer (1871-1957) kan siges at have formuleret en tidlig udgave af vandabe-hypotesen, "det akvatile menneske" (tysk: aquatile mensch), som han beskrev ad flere omgange i 1930'erne og 1940'erne. Westenhöfer var delvist påvirket af den samtidige tyske nationalsocialisme og erklærede sig grundlæggende uenig med Charles Darwins teori om slægtskabet mellem moderne mennesker og de store aber. I stedet argumenterede han for, at en del af menneskets træk hidrørte fra et liv i åbent hav, og at mennesket først i nyere tid var gået i land.Westenhöfer Max (1942) Der Eigenweg des Menschen. Dargestellt auf Grund von vergleichend morphologischen Untersuchungen über die Artbildung und Menschwerdung. Verlag der Medizinischen Welt, W. Mannstaedt & Co., Berlin. ASIN B004M99K6A Westenhöfers teori led under en række selvmodsigelser, og han opgav ideen i sine skrifter om menneskets udvikling omkring anden verdenskrigs afslutning.Westenhöfer Max (1948) Die Grundlagen meiner Theorie vom Eigenweg des Menschen: Entwicklung, Menschwerdung, Weltanschauung. Carl Winter Heidelberg. .
Uden kendskab til Westenhöfers ide havde marinbiologen Alister Hardy fra Oxford-universitetet siden omkring 1930 uafhængigt teoretiseret om, at det moderne menneske havde været mere akvatisk, end man hidtil havde antaget. Som ung akademiker, og fordi det lå uden for hans felt, udtalte Hardy sig ikke offentligt om sin kontroversielle teori, før han som ældre og nu respekteret professor den 5. marts 1960 holdt en tale for dykkerforbundet British Sub-Aqua Club i Brighton. Flere engelske aviser skrev efterfølgende en fordrejet præsentation af hans teori, hvilket ansporede Hardy til at uddybe den i artiklen "Var mennesket mere akvatisk i fortiden?" i det engelske tidsskrift New Scientist, der udkom 17. marts 1960. Her formulerede Hardy sin ide således: Min teori er, at en gren af denne primitive abe-familie [hominoider] på grund af konkurrence blev tvunget ned fra livet i træerne og til at fouragere langs havkyster, hvor de gik på jagt efter føde, skaldyr, søpindsvin osv., i det lave vand ud for kysten. Jeg formoder, at de blev tvunget ud i vandet ligesom vi har set det ske i så mange andre grupper af landdyr. Jeg forestiller mig dette finde sted i de varmere dele af verden, i tropiske have, hvor mennesket kan tåle at opholde sig i vand i relativt lange perioder, ergo flere timer i træk.. Mere læsbar udgave på s230720565.websitehome.co.uk
Herefter var der en kortvarig akademisk interesse omkring ideen, som ellers blev ignoreret. I 1967 nævnte zoologen Desmond Morris (1928-) kort hypotesen i sin populærvidenskabelige bestseller "Den Nøgne Abe," hvor der for første gang optræder udtrykket "vandabe" (engelsk: aquatic ape).
Med afsæt i Morris' bog tog den walisiske Tv-forfatter Elaine Morgan herefter fat på Hardys ide i forbindelse med research til sin bog "Hvor kom kvinden fra?", der udkom på engelsk i 1972. I bogen søgte Morgan at gøre op med det, hun anså for en maskulin dominans af debatten om menneskets udvikling, og den satirisk skrevne bog blev en international bestseller. Morgan blev efterfølgende en populær skikkelse i feministiske kredse og gæst i diverse Tv-talkshows i bl.a. USA, men hendes videnskabelige bidrag, heriblandt hendes viderebearbejdelse af Hardys akvatiske menneske, blev i praksis ignoreret af antropologikredse. Morgan har siden været hovedkraften bag videreudviklingen af Hardys oprindelige ide, hvilket efter en række bøger kulminerede i 1997 med udgivelsen "The Aquatic Ape Hypothesis", der med sit nu afdæmpede og saglige sprog samt korrekt notering var rettet primært til akademiske kredse.
AAH bliver lejlighedsvis taget op af antropologien, bl.a. ved et symposium i Valkenburg, Holland i 1987, hvis uafklarede udfald blev udgivet i 1991. En længere kritik af Morgans hypotese skrevet af antropologen John Langdon blev udgivet i 1997. I 2011 udkom et større værk i forbindelse med 50-året for Hardys oprindelige artikel, der præsenterede en række kontemporære del-hypoteser af forskellige forfattere, samt opsummerede hypotesens historie og konsensus. Siden Internettets gennembrud i 1990'erne har AAH derudover været aktivt debatteret på diverse debatforaer, blogs, mv.
Hypotesen thumb|right|Menneskeabernes indbyrdes slægtskab. Til venstre: Taksonomisk niveau. Til højre: Millioner år siden adskillelsen. thumb|Great Rift Valley i Østafrika, central i menneskets udvikling.
Antropologisk konsensus om menneskets udvikling
Det moderne menneske, på latin kaldet Homo sapiens, har udviklet sig fra tidligere former, som er fundet som fossiler rundt omkring i verden, med en tidlig koncentration i det østlige Afrika. Desuden er der fundet andre spor i form af redskaber, boliger mv. Tilsammen hjælper disse fund til at danne et billede af den proces som har gjort, at arten Homo sapiens er blevet til.
Ud fra antropologiens taksonomiske og i nyere tid også genetiske arbejder peger konsensus på, at mennesket tilhører sin egen undertribus Hominina, dette i dyrefamilien menneskeaber (Hominidæ), dette i primat-ordenen af klassen pattedyr. Til menneskets nærmeste slægtninge hører, i orden af nærmeste slægtskab, chimpanserne, gorillaerne, orangutangerne, og længere ude familien af gibbon-arter. Til Hominina regnes grupper som Sahelanthropus, Orrorin, Ardipithecus, Paranthropus, australopithecinerne, samt Homo-arterne, der tæller bl.a. H. habilis, H. ergaster, H. erectus, neanderthalerne samt det moderne menneske, med sidstnævnte som den eneste nulevende art. Også (paperback) Der hersker endnu en vis usikkerhed om det indbyrdes slægtskab mellem de kendte fossiler i Hominina, og nye fund kan stadig foretage drastiske omskrivninger af menneskehedens stamtræ, senest med f.eks. Sahelanthropus. Antropologien anslår i dag, at det moderne menneskes direkte forfædre skilte sig ud fra en fælles forfader til chimpansen et sted mellem 4 og 8 millioner år siden i Afrika, hvor den fossile abe Sahelanthropus tchadensis, der levede for knap 7 millioner år siden i Tchad, regnes for den tidligst mulige Hominina.Klages, Arthur (2008) "Sahelanthropus tchadensis: An Examination of its Hominin Affinities and Possible Phylogenetic Placement," Totem: The University of Western Ontario Journal of Anthropology: Vol. 16: Iss. 1, Article 5. ir.lib.uwo.ca
Siden gennembruddet for Charles Darwins evolutionsteori i 1800-tallet har det været stærkt omdiskuteret, hvorfor mennesket skiller sig fysiologisk markant ud fra dets nærmeste slægtninge, bl.a. ved at være nærved pelsløse, gå oprejst på bagbenene og have den måske mest komplekse hjerne i dyreriget. En lang række svært underbyggelige hypoteser er blevet fremlagt for den evolutionære baggrund for de unikke træk i det moderne menneske; for menneskets tobenede gang f.eks. ændret bæreadfærd, forbedret energieffektivitet, forbedret varmeregulering, ændret social adfærd og øget dominansadfærd.
Menneskets udskillelse fra chimpansernes stamtræ kædes sammen med den geologiske opbygning af den østafrikanske bjergkædeformation Great Rift Valley, der strækker sig fra Djibouti til Mozambique. I dette område er fundet mange af de centrale fossiler af de tidligste abemennesker, hvorfor det i dag regnes for menneskehedens vugge. Det er anslået, at skovlevende hominoider på især den østlige side af disse bjergkæder gradvist mistede deres habitat til mere åbent landskab, f.eks. græssletter, og at denne og andre forandringer tvang dem til at udvikle de særegne former, der med tiden endte i det moderne menneske.
I senere årtier er det traditionelle billede af menneskets oprindelse på græssletter (f.eks. den afrikanske savanne) blevet udfordret, idet især de ældste Hominina-fossiler findes sammen med fossiliseret fauna og flora fra traditionelle skovmiljøer, snarere end fra græssletter, f.eks. det knap 4,4 millioner år gamle fossil Ardi, en Ardipithecus ramidus.
AAH's centrale påstande Nedenstående er en række påstande, som traditionelt fremlægges som argumentation for vandabe-hypotesen, dette primært af Elaine Morgan, i nyere tid også andre forfattere. Centralt i disse påstande er observerede træk hos nutidsmennesket og dets uddøde Hominina-slægtninge, der afviger fra de øvrige menneskeaber (Hominidæ). For disse afvigelsers oprindelse peges der primært på mulig konvergent evolution med akvatiske og semiakvatiske pattedyr. De fleste angivne træk er fysiologiske, enkelte er adfærdsbiologiske. Tidsrammen for oprindelsen og en eventuelt afslutning på denne påståede akvatiske eksistens varierer mellem hypotesens fortalere, men generelt følges nogenlunde samme tidsramme som antropologisk konsensus. Generelt anslås denne akvatisisme for at være påbegyndt samtidig med udskillelsen af mennesket fra en fælles forfader til den moderne chimpanse.
Den belgiske læge Marc Verhaegen har fremlagt en unik og, af bl.a. AAH-fortaleren Algis Kuliukas, kritiseret variation af AAH, hvor semiakvatiske træk påstås at være opstået allerede før udskillelsen mellem mennesker og chimpanser, dette i Dryopithecus-lignende abearter, der i tiden mellem 15-7 millioner år siden var migreret fra regnskove i Afrika og til daværende regnskove omkring Tethys- og Middelhavet. Dette påstås observeret i mulige bipedale træk i fossiler såsom den spanske abe Anoiapithecus og være fundet sted i en varmere geologisk periode på Jorden, hvor tropiske regnskove henover hele det sydlige Eurasien bl.a. førte til, at orangutangens forfædre migrerede til Sydøstasien. Først omkring tiden for menneskets og chimpansens seneste fælles forfader i en nu koldere periode skal disse aber være migreret tilbage til Afrika, hvor gorillaer og chimpanser blev mere landbaserede, og hvor mennesket videreudviklede de vandrelaterede træk. Ifølge denne model påstås menneskets akvatisisme at være toppet med Homo erectus for knap 2-1 millioner år siden, dette observeret som fortykning af H. erectus' knogler, hvilket siges at have fortilfælde i bl.a. hvalernes evolution. Verhaegen taler ydermere for, at menneskets akvatisisme primært udvikledes i tropiske mangrove-skove, evt. periodevis oversvømmede skove, hvilket han benævner med det engelske udtryk aquarborealism.