Aleksej Nikolajevitj Kosygin (, ; født 20. februar 1904 i Sankt Petersborg, Det Russiske Kejserrige, død 18. december 1980 i Moskva, Sovjetunionen) var en sovjetisk statsmand under den kolde krig. Kosygin blev født i byen Sankt Petersborg i 1904 i en russisk arbejderfamilie. Han blev indkaldt til tjeneste i arbejderhæren under den Russiske Borgerkrig, og efter afmobiliseringen i 1921 arbejdede han i Sibirien som leder på en fabrik. Kosygin vendte tilbage til Leningrad i begyndelsen af 1930'erne og arbejdede sig op i det sovjetiske hierarki. Under den store Fædrelandskrig (2. verdenskrig) var Kosygin medlem af den statslige forsvarskomité og fik til opgave at flytte den sovjetiske industri ud af de områder, der snart ville blive indtaget af tyske militære styrker. Han tjente som finansminister i ét år før han blev minister for letindustri, og senere minister for letindustri og fødevareindustri. Stalin fjernede Kosygin som medlem af Politbureauet et år før sin død i 1953, og mindskede dermed med vilje Kosygins stilling indenfor det sovjetiske lederskab.
Efter magtkampen, som blev udløst af Stalins død i 1953, blev Nikita Khrusjtjov den nye leder. Den 20. marts 1959 blev Kosygin udnævnt til stillingen som formand for Gosplan, en stilling, han bestred i lidt mere end et år. Kosygin blev derefter viceformand for ministerrådet. Da Khrusjtjov blev udskiftet i 1964 blev Kosygin premierminister og Leonid Bresjnev generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti. Kosygin var sammen med Bresjnev og Nikolaj Podgornij, formanden for Sovjetunionens øverste sovjets præsidium, medlem af den nyligt dannede kollektive ledelse. Kosygin blev en af de to store magthavere indenfor det sovjetiske hierarki, den anden var Bresjnev, og var i stand til at iværksætte den fejlede økonomiske reform fra 1965, som oftest bare kaldes Kosygin-reformen. Denne reform gjorde sammen med hans mere åbne holdning til at løse problemet med Foråret i Prag i (1968) Kosygin til en af de mest liberale medlemmer af topledelsen.
Nogle af Kosygins politiske holdninger blev anset som alt for yderligtgående, især blandt de mere konservative medlemmer af topledelsen, som dog aldrig blev i stand til at komme af med Kosygin som premierminister, også selv om han og Bresjnev ikke brød sig om hinanden. I 1970'erne havde Bresjnev samlet nok magt til at standse alle Kosygins reformforsøg. I 1980 trådte Kosygin tilbage på grund af dårligt helbred, og han døde to måneder senere den 18. december 1980.
Tidlige liv og karriere (1904–1964) Kosygin blev født i en russisk arbejderklassefamilie bestående af far og mor, Nikolaj Iljyitj og Matrona Aleksandrovna, og hans søskende. Familien boede i Sankt Petersborg. Kosygin blev døbt den 7. marts - en lille måned efter sin fødsel. Han blev indrulleret i en arbejdslejr på bolsjevikkernes side under Den Russiske Borgerkrig. Efter den Røde Hærs demobilisering i 1921 gik Kosygin på Leningrads kooperative tekniske skole og fandt arbejde i systemet for forbrugerkooperativer i Novosibirsk i Sibirien. Da han blev spurgt, hvorfor han arbejdede i økonomiens kooperative sektor, svarede Kosygin med et citat af Vladimir Lenin: "Kooperativer – vejen mod socialisme!" Kosygin blev der i seks år. Han ansøgte om at blive optaget i Sovjetunionens kommunistparti i 1927 og vendte tilbage til Leningrad i 1930 for at studere ved tekstilinstituttet, hvor han færdiggjorde sine studier i 1935. Efter at han blev færdig med studierne blev Kosygin ansat som leder på en tekstilmølle. Tre år senere blev han valgt som guvernør i Leningrad af kommunistpartiets centrakomité. I 1940 blev Kosygin vicepremierminister, og i 1943 blev han leder af den russiske SFSR. Kosygin arbejdede for den statslige forsvarkomité under 2. verdenskrig. Som viceformand for rådet for evakuering var hans opgave at evakuere industrien fra områder, der snart ville blive indtaget af tyskerne. Han brød belejringen af Leningrad ved at organisere anlæggelsen af en forsyningsrute og en rørledning på bunden af Ladoga-søen. Kosygin var kandidatmedlem af politbureauet fra 1946 til 1949, og blev fuldgyldigt medlem i de sidste år af Josef Stalins regeringstid, men han mistede dog medlemskabet i 1952. Han tjente kortvarigt som finansminister i 1948, og som minister for letindustri fra 1949 til 1953.
Stalin-æraen left|thumb|Huset ved flodbredden blev bygget i 1931 med henblik på at huse regeringseliten. Kosygin boede der. Kosygins administrative evner medførte, at Stalin tog Kosygin til sig. Stalin delte oplysninger med Kosygin, som for eksempel oplysninger om, hvor mange penge Vjatjeslav Molotov, Anastas Mikojan og Lazar Kaganovitj ejede, brugte, og betalte deres tjenestefolk. Et medlem af politbureauet tjente en beskeden løn efter sovjetiske forhold,men havde ubegrænset adgang til forbrugsvarer. Stalin sendte Kosygin ud til de tre mænds hjem for at bringe "tingene i orden". Opgaver som denne gjorde Kosygin upopulær blandt visse medlemmer af den sovjetiske ledelse. Kosygin fortalte sin svigersøn Mikhail Gvisjiani, en officer i NKVD, om beskyldningerne, som blev ført mod hans kollega Nikolaj Voznesenskij, som på daværende tidspunkt var formand for Gosplan og sovjetisk vicepremierminister, på grund af Voznesenskijs besiddelse af skydevåben. Gvisjiani og Kosygin kastede alle deres våben i en sø og ledte i begge deres huse efter aflytningsudstyr. De fandt aflytningsudstyr i Kosygins hus, men det kunne have været installeret med henblik på at spionere mod marskal Georgij Zjukov,som havde boet i huset før ham. Ifølge hans erindringer forlod Kosygin aldrig sit hjem uden at minde sin kone om, hvad hun skulle gøre, hvis han ikke kom hjem fra arbejde. Efter at have levet to år i konstant frygt nåede familien til den konklusion, at Stalin ikke ville gøre dem ondt.
Kosygin dannede sammen med Aleksej Kuznetsov og Voznesenskij en trojka efter krigen, og alle tre blev de forfremmet i det sovjetiske hierarki af højtstående politikere som Stalin. Nogle er af den opfattelse, at Lavrentij Berija og Georgij Malenkov forsøgte et plot mod dem i 1950, og startede hvad der senere blev kendt som Leningrad-affæren, som bestod af et antal opdigtede kriminelle anklager mod Kuznetsov og Voznesenskij, som begge blev henrettet. Kosygins liv, som var forbundet til Kuznetsov gennem ægteskab, hang i en tynd tråd. Hvordan og hvorfor Kosygin overlevede skueprocessen vises ikke. Nikita Khrusjtjov beskyldte Berija og Malenkov for Kuznetsovs og Voznesenskijs uskyldige død og beskyldte i 1957 Malenkov for at have udtænkt plottet, så enten Malenkov eller Berija ville efterfølge Stalin efter dennes død.
Khrusjtjov-æraen Efter Stalins død i marts 1953 blev Kosygin degraderet, men da han var en af Khrusjtjovs stærke støtter, vendte hans karriere hurtigt igen. Selv om han aldrig var en af Khrusjtjovs yndlinge, så bevægede Kosygin sig hurtigt op i graderne inden for partiets rækker. Kosygin blev medlem af den statslige planlægningskomité i 1957 og blev kandidatmedlem af politbureauet. Efterfølgende blev han forfremmet til formand for den statslige planlægningskomité og blev Khrusjtjovs første vicepremierminister i 1960. Som vicepremierminister rejste Kosygin til udlandet, mest på handelsmissioner til lande som Nordkorea, Indien, Argentina og Italien. Senere, efter cubakrisen, blev Kosygin talsmand for forbedrede relationer mellem Sovjetunionen og USA. Kosygin fik sin gamle plads i politbureauet tilbage ved den 22. partikongres i 1961.
Posten som premierminister
Bresjnevs og Kosygins ledelse thumb|left|Kosygin på Glassboro-konferencen den 23. juni 1967. Da Khrusjtjov blev afsat som leder i oktober 1964 overtog Kosygin Khrusjtjovs gamle post som premierminister i hvad der til at starte med var et kollektivt lederskab med Leonid Bresjnev som generalsekretær for det kommunistiske parti og Anastas Mikojan, og senere Nikolaj Podgornij, som formand for præsidiet. Det nye politbureau havde et mere konservativt udsyn end under Khrusjtjov - Kosygin, Podgornij og Andrej Kirilenko var de mest liberale medlemmer, og Bresjnev og Arvids Pelše tilhørte den moderate gren, mens Mikhail Suslov fortsat stod i spidsen for partiets stalinistiske gruppe.
Under en ceremoni i oktober 1964, der hædrede sovjetiske kosmonauter, opfordrede Bresjnev til en styrkelse af partiapparatet. Denne tale var kun begyndelsen på en stor kampagne rettet mod Kosygin. Et antal aviser, som Pravda og Kommunist, kritiserede Ministerrådets arbejde, og dermed indirekte dets formand, Kosygin, med at planlægge økonomien på en urealistisk måde, og anvendte meget aggressiv retorik sammenlignet med før til at kritisere Kosygin. Bresjnev var i stand til at kritisere Kosygin ved at sammenligne ham med Vladimir Lenin, som Bresjnev hævdede havde været mere interesseret i at forbedre forholdene i det sovjetiske landbrug end i at forbedre kvaliteten af de sovjetiske forbrugsvarer. Kosygins støtte til, at der blev fremstillet flere forbrugsvarer, blev også kritiseret af Bresjnev og dennes tilhængere, mest markant af Konstantin Tjernenko, for at være en tilbagevenden til noget, der lignede politik i den første verden. Ved den 23. kongres i kommunistpartiet blev Kosygins stilling svækket, da det lykkedes Bresjnevs støtter at forøge udgifterne til forsvar og landbrug. Bresjnev havde dog ikke flertal i politbureauet, og kunne kun regne med fire stemmer. I politbureauet kunne Kosygin regne med Kiril Mazurovs stemme, og når Kosygin og Podgornij ikke skændtes med hinanden, havde de faktisk flertal i politbureauet over Bresjnev. Dette var dog ikke ofte tilfældet, og Kosygin og Podgornij var konstant uenige om politik.
Tidligt i Kosygins embedstid mislykkedes Bresjnevs og Kosygins forsøg på at skabe stabilitet på diverse områder. Fra 1969 til var utilfredsheden internt i det sovjetiske lederskab vokset i sådan en grad, at nogle begyndte at tvivle på tidligere og aktuelle sovjetiske politikker. Eksempler er håndteringen af Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet (som Kosygin modsatte sig til at begynde med), faldet i landbrugsproduktionen, grænsekonflikten mellem Kina og Sovjetunionen (han var fortaler for tilbageholdenhed), vietnamkrigen, og nedrustningsforhandlingerne med USA om begrænsning af strategiske missiler. I 1970 var uenighederne ikke blevet løst, og Bresjnev udskød den 24. kongres i kommunistpartiet og den 9. femårsplan (1971–1975). Forsinkelsen med at løse disse problemer førte til, at der begyndte at gå rygter i det sovjetiske samfund om at Kosygin, eller endda Bresjnev, ville tabe deres poster til Podgornij. I marts 1971 var det blevet klart, at Bresjnev var landets leder, Kosygin var talsmand for femårsplanen, og Podgornijs position var blevet styrket i det kollektive lederskab. thumb|Kosygin, Egon Weidekamp og Helle Virkner i 1971. Kosygin i Skiveren I december 1971 besøgte Kosygin Danmark, og var med i Jens Otto Krags sommerhus i Skiveren. Kosygin tog en tur i Brugsen i Tuen, hvor han købte spegepølser.Helle Virkner. Et liv Han skal have sagt, at Helle Virkner var den mest charmerende af hans modparters koner.Khrusjtjov mindes (s. 486), J.W. Cappelens forlag, 1974,
Udenrigspolitik thumb|250px|Kosygin med USA's præsident Lyndon B. Johnson ved Glassboro-konferencen i 1967 Kosygin udfordrede tidligt i sin regeringstid Bresjnevs ret til at repræsentere landet i udlandet på grund af sin rolle som generalsekretær for USSR's kommunistparti, en funktion, som Kosygin mente skulle gives til regeringschefen, som det var almindeligt i ikke-kommunistiske lande. Dette blev faktisk implementeret i en kortere periode, hvilket førte til, at Henry A. Kissinger troede, at Kosygin var Sovjetunionens leder. Kosygin, som havde været den ledende forhandler med den første verden i 1960'erne, blev næsten aldrig set udenfor den anden verden efter at Bresjnev konsoliderede sin position inden for politbureauet, men også på grund af Andrej Gromykos modstand mod at Kosygin blandede sig i hans egne ministerområder.