Jürgen Habermas (født 18. juni 1929 i Düsseldorf, død 14. marts 2026 i Starnberg) var en tysk filosof og sociolog inden for kritisk teori. Hans arbejde, som er kaldt , spænder over en række emner. Han fokuserede på grundlæggelsen af og epistemologi, analysen af det avancerede kapitalistiske, industrisamfund samt demokrati og lovgivning i sammenhæng med kritisk social evolution og nutidig politik. Han var elev af Theodor W. Adorno og repræsentant for Frankfurterskolen og dens kritiske teori. Han var i en årrække den ledende forsker på Institut für Sozialforschung i Frankfurt am Main.
Biografi
Jürgen Habermas overtog i 1965 Max Horkheimers lærestol i filosofi og sociologi. Habermas' erkendelsesteoretiske hovedværk er "Erkendelse og interesse" (1968), hvori han sammenkæder erkendelse og interesse: Vi skal forholde os engageret, når vi skal forstå noget. Habermas koncentrerede sig om at undersøge de grundlæggende interesser, som er forbundet med forskellig erkendelse. Det er igen en problematik, der er beslægtet med tanken om de forskellige måder at forstå omverdenen på. Habermas sondrede mellem erkendelsesinteresser som en teoretisk/objektiv, en moralsk/praktisk og en emancipatorisk (frigørende) erkendelsesinteresse. Han kunne forbinde de tre erkendelsesinteresser med tre forskellige videnskabsområder: den teoretiske/objektive med naturvidenskaberne, den moralsk/praktiske med humaniora og interessen i frigørelse med samfundsvidenskaberne.
Jürgen Habermas modtog i 1980 Adorno-prisen
Teori Habermas' teoridannelse har bidraget til og trækker på en lang række af social teori og filosofi:
Den tyske filosofiske tanke fra Immanuel Kant, Friedrich Schelling, Georg Hegel, Wilhelm Dilthey, Edmund Husserl og Hans-Georg Gadamer Den marxistiske tradition – både Karl Marx' teori og den kritiske neo-marxistiske teori fra Frankfurterskolen (dvs. Max Horkheimer, Theodor Adorno og Herbert Marcuse) De sociologiske teorier af Max Weber, Émile Durkheim og George Herbert Mead Den lingvistiske filosofi og talehandlingsteori af Ludwig Wittgenstein, J.L. Austin og John Searle Den amerikanske pragmatiske tradition af Charles Sanders Peirce og John Dewey samt den sociologiske systemteori af Talcott Parsons og Niklas Luhmann Den neo-kantianske tankegang
Moderniteten
Moderniteten er ifølge Habermas et samspil mellem systemer og kommunikation. Der eksisterer to grundlæggende og væsensforskellige fællesskaber. De systemiske og de intersubjektive. Stat og marked er systemiske fællesskaber, det civile samfund (livsverdenen) er interpersonel Oversættes også intersubjektiv.
Offentlighed
Habermas er især kendt for sit arbejde med den offentlige sfære. Han udviklede et teoretisk system rettet mod undersøgelsen af argumentation, frigørelse og rationel-kritisk kommunikation inden for moderne liberale institutioner og i muligheder for at kommunikere og forfølge rationelle interesser. Han udviklede således en egentlig teori om forudsætningerne for det deliberative demokratis udvikling til medborgerskab gennem kommunikativ handlen. I offentligheden bør der ifølge Habermas gælde fastlagte regler for vilkårene for debatten hvilende på diskursetikken. Disse regler omfatter krav om: sandhed (at tale i overensstemmelse med de kendte fakta) sandfærdighed (at udtrykke sig i overensstemmelse med sin opfattelse af, hvordan verden bør være) og rigtighed (at udtrykke sig i overensstemmelse med sine følelser). Habermas (2009). Disse regler skaber grundlaget for en "herredømmefri" samtale, hvis mål er at skabe enighed (konsensus) om grundlæggende samfundsmæssige udviklingstræk om fx opbygningen af velfærdsstaten Habermas (2009) Hermed vil der ifølge Habermas skabes rum for livsverdenens fornuft, som er frigjort fra systemverdenens strategiske tænkning. Systemets medier, penge og magt bør først ind i billedet, når beslutningen er truffet og skal gennemføres. Den herredømmefri samtale sker i et frit forum og kan derfor ikke sættes igennem over for juridiske og forvaltningsmæssige procedurer, som kræver et formaliseret sprog. Den fri meningsdannelse er medvirkende til at sikre, at samspillet mellem offentligheden og de anvendte strategiske virkemidler udvikler sig i et positivt samspil. Habermas (1988) I dette perspektiv er det centrale indhold i hvert enkelt individs demokratisk dannelse respekten for samtalens spilleregler.
Kommunikation
Habermas betragtede udviklingen af teorien om kommunikativ rationalitet som sit vigtigste bidrag. Det adskiller sig fra den rationalistiske tradition ved at placere rationalitet i strukturer af interpersonel lingvistisk kommunikation frem for i strukturer indlejret i enten kosmos eller et vidende subjekt.
Mens systemisk kommunikation er målrationel, er interpersonel kommunikation værdirationel. Denne sociale teori understøtter bestræbelser på at opnå menneskelig frigørelse, mens den bibeholder en universalistisk moralsk ramme. Denne ramme hviler på en idé om universal pragmatik; at alle talehandlinger har et indbygget telos (det græske ord for 'afslutning') om at opnå gensidig forståelse, og at mennesket besidder den nødvendige kommunikative kompetence for at opnå en gensidig forståelse. Denne gensidige forståelse kræver, at parterne overholder regler, der kombinerer normative etiske standarder som sandfærdighed med anvendte etiske standarder som gyldighed. Habermas (1981)
Habermas udviklede sin ramme på baggrund af talehandlingsteorien af Ludwig Wittgenstein, J. L. Austin og John Searle den sociologiske teori om konstruktionen af selvet i interaktionen af George Herbert Mead teorier om moralsk udvikling af Jean Piaget og diskursetikken af hans kollega i Heidelberg Karl-Otto Apel
Religion og politik
Habermas blandede sig i diskussionen om forholdet mellem religion og politik. Habermas gjorde op med den forestilling, at verden gradvist bliver mere sekulær, og taler i stedet om, at verden er postsekulær. Religion er kommet for at blive, og 11. september og globaliseringen har medført, at vi må erkende, at det kun er i nordvesteuropa, at vi har troet verden ville blive sekulær. Derfor er det nødvendigt at forholde sig til forholdet mellem religion og politik.
Ifølge Habermas skal de religiøse argumenter oversættes til udsagn der er forståelige for sekulære mennesker som ham selv (livsverdenernes sammensmeltede horisontlinjer), for derefter at kunne indgå i demokratiet. I demokratiet skal de oversatte argumenter, ligesom alle andre argumenter, vurderes gennem den kommunikative rationalitet. Habermas definerer sandhed som sande udsagn om den objektive verden. Sandhed er det som vi kollektivt bliver enige om er sandhed. Hvis udsagn er betinget af en religiøs åbenbaring, så kan det ikke forstås af alle, og derfor kan det ikke blive vurderet i den kommunikative rationalitet. Da det er udemokratisk, at nogen skal arbejde hårdere for at gøre deres holdninger gældende, er det et fælles ansvar at bidrage til oversættelsen.
Habermas kritiseres på flere punkter: For det første beskriver han sin tilgang som en sekulariseringsproces, men han har en forudsætning om at verden er postsekulær – og dermed gør han op med selvsamme sekularisering. For det andet vil religiøse argumenter blive afmytologiseret, og dermed relativiseret, gennem Habermas' oversættelse. Habermas har et meget funktionalistisk syn på religion, og fokuserer på at bevare funktionen og ikke myten. Det er meget tvivlsomt at religiøse vil være interesseret i denne oversættelse, hvilket blandt andre tidligere biskop Jan Lindhardt påpeger i efterskriftet til Ratzingers og Habermas' samtalebog "Fornuft og religion – Sekulariseringens dialektik". For det tredje underlægges argumenterne derefter Habermas' rationalitetsbegreb, som ikke tillægger metafysisk tænkning nogen sandhedsværdi. Habermas har dog bidraget til en opkvalificering af debatten om forholdet mellem religion og politik og er berømmet for sine samtaler med Ratzinger året før denne blev pave.
Forfatterskab
Jürgen Habermas: Das Absolute und die Geschichte. Von der Zwiespältigkeit in Schellings Denken (Diss.), Bonn 1954. ASIN B0000BIXRS. Jürgen Habermas og : Student und Politik. Eine soziologische Untersuchung zum politischen Bewußtsein Frankfurter Studenten, Ch. Oehler und F. Weltz), Neuwied 1961. ASIN B0000BODJX. Jürgen Habermas: Strukturwandel der Öffentlichkeit. Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft (Habil.), Neuwied 1962 (Neuaufl.: Frankfurt am Main 1990), . Jürgen Habermas: Theorie und Praxis. Sozialphilosophische Studien, Frankfurt am Main 1963. . Jürgen Habermas: Erkenntnis und Interesse, Frankfurt a.M. 1968. (Mit einem neuen Nachwort, 1994) . Jürgen Habermas: Technik und Wissenschaft als „Ideologie“, Frankfurt am Main 1968, . Jürgen Habermas: Protestbewegung und Hochschulreform, Frankfurt am Main 1969. Broschiert in 2008: . Jürgen Habermas: Zur Logik der Sozialwissenschaften, [zuerst Beiheft 5 der Philosophischen Rundschau, Tübingen 1967] Frankfurt am Main 1970 (5., erw. Aufl. 1982), . Jürgen Habermas: Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie. Was leistet die Systemforschung? (zus. mit Niklas Luhmann), Frankfurt a.M. 1971. . Jürgen Habermas: Philosophisch-politische Profile, Frankfurt a.M. 1971 (erw. 1991). . Jürgen Habermas: Kultur und Kritik. Verstreute Aufsätze, Frankfurt a.M. 1973. . Jürgen Habermas: Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus, Frankfurt a.M. 1973, . Jürgen Habermas: Zur Rekonstruktion des Historischen Materialismus, Frankfurt a.M. 1976, . Jürgen Habermas: Politik, Kunst, Religion. Essays über zeitgenössische Philosophen. Stuttgart 1978, . Jürgen Habermas: Theorie des kommunikativen Handelns (Bd. 1: Handlungsrationalität und gesellschaftliche Rationalisierung; Bd. 2: Zur Kritik der funktionalistischen Vernunft), Frankfurt a.M. 1981, . Jürgen Habermas: Kleine politische Schriften I–IV, Frankfurt a.M. 1981. . 2001: . Jürgen Habermas: Moralbewußtsein und kommunikatives Handeln, Frankfurt a.M. 1983, . Jürgen Habermas: Die neue Unübersichtlichkeit. Kleine Politische Schriften V, Frankfurt a.M. 1985, . Jürgen Habermas: Vorstudien und Ergänzungen zur Theorie des kommunikativen Handelns, Frankfurt a.M. 1984. . Jürgen Habermas: Eine Art Schadensabwicklung. Kleine Politische Schriften VI, Frankfurt/a.M. 1987. . Jürgen Habermas: Nachmetaphysisches Denken. Philosophische Aufsätze, Frankfurt/a.M. 1988. . Jürgen Habermas: Der philosophische Diskurs der Moderne, Frankfurt a.M. 1985, . Jürgen Habermas: Die nachholende Revolution. Kleine politische Schriften VII, Frankfurt a.M. 1990. . Jürgen Habermas: Die Moderne – Ein unvollendetes Projekt. Philosophisch-politische Aufsätze, Leipzig 1990. . Jürgen Habermas: Erläuterungen zur Diskursethik, Frankfurt a.M. 1991. . Jürgen Habermas: Texte und Kontexte, Frankfurt a.M. 1991. . Jürgen Habermas: Vergangenheit als Zukunft? Das alte Deutschland im neuen Europa? Ein Gespräch mit Michael Haller, Zürich 1991. . Jürgen Habermas: Faktizität und Geltung. Beiträge zur Diskurstheorie des Rechts und des demokratischen Rechtsstaates, Frankfurt a.M. 1992, . Jürgen Habermas: Die Normalität einer Berliner Republik. Kleine Politische Schriften VIII,Frankfurt a.M. 1995. . Jürgen Habermas: Die Einbeziehung des Anderen. Studien zur politischen Theorie, Frankfurt a.M. 1996, . Jürgen Habermas: Vom sinnlichen Eindruck zum symbolischen Ausdruck. Philosophische Essays, Frankfurt a.M. 1997, . Jürgen Habermas: Die postnationale Konstellation. Politische Essays, Frankfurt a.M. 1998. . Jürgen Habermas: Wahrheit und Rechtfertigung. Philosophische Aufsätze, Frankfurt a.M. 1999. . Jürgen Habermas: Zeit der Übergänge. Kleine Politische Schriften IX, Frankfurt a.M. 2001. . Jürgen Habermas: Die Zukunft der menschlichen Natur. Auf dem Weg zu einer liberalen Eugenik? , Frankfurt/a.M. 2001. . Jürgen Habermas: Kommunikatives Handeln und detranszendentalisierte Vernunft, Reclam Verlag, Stuttgart 2001, .