Seidenfaden er en tysk-dansk slægt. Seidenfaden betyder på tysk "silketråd".

Slægten kom til Danmark med Johann Christian Seidenfaden (c.1761-1834), som var fra Rosleben i Kurfyrstendømmet Sachsen og blev grenader ved Fynske geworbne infanteriregiment (oprindeligt Delmenhorstske), der fra 1785 havde 6 kompagnier stationeret i Nyborg og 6 i Svendborg. Når den Fynske i december 1789 blev integreret i Arveprins Frederiks regiment, flyttede Johann Christian Seidenfaden til København, hvor regimentet var stationeret. I 1790 var daglønnen for en hvervet grenader som ham 6 1/4 skilling, lidt mere end en musketer. Lønnen blev udbetalt hver 5. dag, hvortil kom, at de fik naturalieløn i form af "et 6½ til 7 pund tungt rugbrød hver femte dag". De var fritaget for skat, fik gratis logi og uniform, dvs. en ny undermundering, sko, strømper, knæbukser, støvletter, skjorte, halsbind, vest og hårbånd hvert år, og en ny overmundering, med hat og kjole hvert tredje. Hærens regimenter bestod af musketerkompagnier, dvs. geværskytter, og et mindre antal grenader, der også havde gevær, men hvis rolle desuden var at kaste håndgranater. Som regel var derfor grenader de højeste og stærkeste, da der skulle bruges kræfter, når man skulle kaste med datidens håndgranater. I juni 1803 vil han have været blandt de 16.000 mænd i den danske hær indsat på grænsen til Hannover. Samme år fik han af grev Joachim Godske Moltke (1746-1818) ansættelse som markfoged i Spjellerup i Stevns på Vemmetofte klosters gods, som greven bestyrede under Bregentved gods. Markfogden på Vemmetofte klosters gods blev dengang aflønnet med 30 rigsdaler, et hus og noget brænde, og hans pligt var at se efter at at bønderne behandlede deres jord vel. I december 1803 giftede han sig i Garnisonskirken med Johanne Wilhelmine Wejle (1773-1860), datter af parykmager fra Aalborg Markus Johan Wiegant (1725-1794) og Marie Kristine Jensdatter Weile (1727-1788). De fik sønnerne Magnus Vilhelm Seidenfaden (1805-1868), der i folketællingen 1834 skrives som fæstehusmand og smed, Adam Vilhelm Seidenfaden (1808-1873), dyrlæge Carl Ferdinand Seidenfaden (1812-1876) og datteren Marie Elise Seidenfaden (1818-1838).

Adam Vilhelm Seidenfaden (1808-1874), blev gift med Anne (Hansen) Fjeldsted (1804-1886), plejedatter af lærer Niels Andersen Fjeldsted (1794-), og blev fader til Caroline Christine Seidenfaden (1833-1914), Emil August Seidenfaden (1835-1838), Johan Christian Seidenfaden (1842-1919), Wilhemine Sophie Seidenfaden (1846-1915) og Hans Wilhelm Seidenfaden (1848-1915). Adam Vilhelm Seidenfaden blev døbt i Spjellerup kirke den 26. september 1808, dimitterede fra Jonstrup Seminarium 1832, blev hjælpelærer i Øde Førslev 1832 og blev af "Deres højgrevelige Excellence" A.W. Moltke (1785-1864) kaldet til at være skolelærer i Rode skole ved Bregentved gods. Skolen og embedet var dengang grevens privilegium. Men da dette var "et af de ringeste embeder i omegnen" søgte han 1838 i flere omgange om en stilling i Freslev Skole, som han endelig fik. Seidenfadens fornavne vidner om hans forældres forbindelse med Moltke-slægten, idet han fik de samme fornavne som greven. Han skrev i en ansøgning i 1836 følgende, som er et vidnesbyrd om hvor meget greve A. W. Moltke, Bregentved, betød for ham: “Fra min tidligste barndom blev den store lykke mig tildel at turde kaldes Deres Højgrevelige Excellence min beskytter, min ædle og store velgører. Ofte blev, skønt jeg endnu er ung, sorg og bekymring min lod, men stedse var Deres Højgrevelige Excellence den ædle, gode, nådige Herre. Deres mildhed og nåde tillod mig at åbne mit bekymrede hjerte for Dem, det med godhed og ædel velvillighed hjalp mig og aftørre de sorgens tårer af mine og min families øjne.” Han virkede da også med flid og dygtighed. I folketællingen 1840 står der at han også var kirkesanger, og at husholdet omfattede et plejebarn og en tjenestepige. I 1847 forflyttedes han til Spjellerup, hvor han virkede til din død. Adam Vilhelm Seidenfaden var medlem af bestyrelsen af Lærernes Herredsforening og meget anset. Hans hjem var meget ofte samlingssted for omegnens lærere, ligesom han beredvillig modtog de mange, som ofte langvejs fra søgte hans hjælp for at få skrevet ansøgninger til grevskabet og Vemmetofte. Adam Vilhelms søn, Hans Wilhelm Seidenfaden, der blev gift 1876 med Maria Hansine Valentine Jantzen (1855-1919), dimitteredes fra Jonstrup Seminarium 1869 og gennemgik flere af statens kurser, særlig i pædagogik og fysik. Constitueret lærer i Døjringe 1870-1871, aftjente derefter sin værnepligt, og derpå hjælpelærer i Spjellerup frem til 1875, da han blev enelærer i Store Torhøje i Stevns. Han ville ændre navnet til Thorshøje, idet han gik ud fra, at der fandtes et par høje som fra gammel tid bar navnet Thorshøje. Her virkede han og holdt i mindst 33 år aftenskole for de konfirmerede, og i 1879 oprettede han en læseforening for Spjellerup-Smerup sogne, hvis formand han siden blev. I 1893 oprettede han en foredragsforening og 1898 oprettede han skolens børnebogsamling. Han var også medlem af kommunens værgeråd og formand for Præstø Amts Husflidsforening. Blandt Hans Wilhelm Seidenfadens børn var Adam Vilhelm Seidenfaden (1877-), gift med Caroline Marie Selck (1869-1945), datter af fabrikbestyrer Hans Heinrich Selck (1833-1917) fra Svendborg. Adam Vilhelm Seidenfaden blev elev ved Østsjællandske Jernbaner i 1895, assistent ved Lollandsbanen mellem 1900-1912, derefter stationsforstander i den ny invigede Rødbyhavn frem til 1915, og i 1920 stationsforstander i Rødby.

Caroline Christine Seidenfaden (1833-1914) blev gift med Carl Vilhelm Mørkeberg (1824-1890), forpagter af Christiansminde, Beldringe sogn, søn af skolelærer i Kongsted Johan Christopher Mørkeberg (1798-1861) og Louise Augusta Böttner (1794-1887). Blandt deres 8 børn skal nævnes dyrlæge, professor og direktør for Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole Adam Wilhelm Mørkeberg (1863-1933). Han blev formand for bestyrelsen for Den danske Dyrlægeforening og blev udnævnt til ridder af Dannebrog (1924), fik den finske Hvide Rose, den norske St.Olavs orden, den svenske Vasa orden og den franske Merit Agricole. En anden søn, Daniel Joakim "Dan" Mørkeberg (1870-1963), blev soldat i livgarden 1888-1890, og udvandrede i 1898 til Canada. Hans energi og viden gjorde ham en pioner i udviklingen af kvalitets mejeriprodukter. Han blev hurtigt leder af bevægelsen i at organisere mejerister og i 1919 fungerede som Alberta Dairyman's Associations første præsident. Som repræsentant for den liberale parti, blev han valgt i Innisfails valgkreds til provinsen Albertas lovgivende forsamling 1917-1921, og blev 1959 optaget i Albertas landbrugs Hall of Fame i Alberta.

Johan Christian Seidenfaden (1842-1919), lærer, blev gift med Sophia Augusta Jensen (1846-1937) og havde børnene Margrethe Vilhelmine Marie Seidenfaden (1869-1905), Anna Valborg Seidenfaden (1871-1887), Emil Vilhelm Seidenfaden (1873-1939), Harald Seidenfaden (1875-1963), Karl (Kaj) Kristian Seidenfaden (1877-1946), Viggo Sophus Seidenfaden (1879-1958), Adam Vilhelm Seidenfaden (1882-1965), Erik Seidenfaden (1883-1931), Johannes August Seidenfaden (1886-1919) og Fredrik Gunnar Seidenfaden (1889-1892).

Karl Kristian Seidenfaden (1877-1946) blev gift med Ida Lorente Friis (1882-1984) og blev 1905 medstifter og tillige frem til sin død direktør for A/S Lagermans Junior. Født i Alslev, tog præliminærexamen i Vordingborg 1893, i handelslærer hos tændstikker engros firmaet H.G.Worm & Co. i København 1894, senere ansat hos Nordisk Kaffekompani i Frihavnen, indtil 1905. Oprindeligt startede A/S Lagermans Junior som et handelsselskab i København med husholdingsartikler såsom skurepulver og fluesnapper, men i 1911 begynder salget af Läkerol på det danske marked. I starten havde Lagermans Juniors aktieselskab i bestyrelsen Alex. Lagerman, Pontus Larsen og K. K. Seidenfaden, af hvilke to i forening tegnede aktier for 10,000 kroner. I 1920 etableredes A/S Dansk-Engelsk Lakrits Fabrik, i hvis bestyrelse sad Enrique Fischer og K. K. Seidenfaden, hvor de to i forening tegner for 40,000 kr. og begynder i en nedlagt bageri i Glostrup fabrikation og handel af farmaceutisk lakrids og lakridsvarer, medicinalvarer, derunder særlig brysttabletter og halspastiller, sukker og sukkervarer, chokolade og chokoladevarer samt ikke farmaceutisk lakrids og lakridsvarer. I 1934 etableredes Malaco, dvs. Malmö Lakrits Compani i Sverige. I 1939 udsatte direktør K. K. Seidenfaden en bridgespil pokal kaldet Boldklubbernes Bridgepokal. Den varede frem til 1950 men blev altid kaldt Läkerol-pokalen. I 1927 sekretær for Danske Rotary Club. Udnævnelser: ridder af Dannebrog 1928.

Poul Seidenfaden (1915-1944) var søn af kommunelærer Erik Seidenfaden (1883-1931) og Elna Wille (1884-1964) og blev ingeniør og som modstandsmand under besættelsen 1940-1945 drev illegal efterretningsvirksomhed. Poul Seidenfaden blev student 1934 fra Sct. Jørgens Gymna­sium, cand. polyt. 1941. Ansat på radiofa­brikken Allways i København, under tje­nesterejser til Tyskland til­egnede han sig vigtige tegninger og labora­torieresultater, som han lod gå videre til England. Han blev også britisk SOE agent. Han flyttede så til Kolding, og distribuerede det illegale blad Budstikken der ønskede at vende stemningen i befolkningen fra passivitet til en aktiv modstand mod besættelsesmagten og regeringens samarbejdspolitik. Han blev arresteret i juli 1944, indsat i Frøslevlejren for sine modstandsaktiviteter og senere deporteret til koncentrationslejret Neuengamme (häftlingsnummer: 50539) hvor han, ligesom mindst 43,000 andre mennesker, døde i dec. 1944. I Mindelunden ved Ryvangen, under en pergola, findes en mindemur med de 151 navne på modstandsfolk, hvis jordiske rester aldrig er fundet: Poul Seidenfadens navn er bland dem. Bror til Annette Seidenfaden (1923-2008).

Carl Ferdinand Seidenfaden (1812-1876) tog dyrelægeeksamen fra Lanbohøjskolen og blev senere distriktdyrelæge under Knuthenborg Gods på Lolland. Han giftede sig med Marie Elisabeth Christiane Tarp (1805-1871), datter af Christen Larsen Tarp, skolelærer i Lindet og musiklærer ved Vesterborg Seminarium, og Johanne Frederikke Weiss. Med Marie Elisabeth Christiane Tarp fik han sønnerne Vilhelm Johan Christian Seidenfaden (1837-1910), Frederik Julius Seidenfaden (1839-1899), Carl Ferdinand Seidenfaden (1841-1897) og datteren Sophie Vilhelmine Seidenfaden (1842-1925).

Vilhelm Johan Christian Seidenfaden (1837-1910), blev gift med Anna Dorothea Nielsen (1844-1935) og fik børnene Niels Ferdinand Seidenfaden (1874-1923) som udvandrede til Schweiz, Christian Valdemar Seidenfaden (1882-1942), Gunver Sara Elisabeth Seidenfaden (1882-1948) og Ejnar Frederik Tarp Seidenfaden (1884-1951).

Frederik Julius Seidenfaden (1839-1899) blev student fra Herlufsholm med latin, græsk, hebraisk og matematik som bedste fag og 1860 tog adgangsexamen til Polytekniske Anstalt. I januar 1867 tog han eksamen som civilingeniør. Forinden havde han som frivillig under krigen 1864 gjort tjeneste i kaptain Bendt Christian Aarøes (1828-1886) strejfkorps, der foretog kommando-raids og andre aktioner mod de tysk-østrigske angribere. Som ingeniør forestod han først udtørringen af Bøtø Nor på Sydfalster, i april 1874 kontrollerende ingeniør ved den nye havn, der byggedes i Kalundborg i forbindelse med Nordvestbanen. Mens han ledede opførelsen af bryggeriet Ceres i Aarhus, blev han gift med Emmy Margrethe Jacobine Philipsen (1852–1920), datter af snedkermester og købmand Niels Peter Philipsen (1818-) og Susanne Marie Rønnow (1814-). Med hende fik han sønnerne politidirektør Aage Valdemar Seidenfaden (1877-1966) og Erik Seidenfaden (1881-1958).