thumb|300px|Det portugisiske koloniimperium (1410-1999)
Det portugisiske koloniimperium var historiens første verdensomspændende koloniimperium og det ældste og længste af de europæiske koloniriger; det varede fra 1415 til 1999.
Det var tilknytningen til havet, som gjorde, at kongedømmet kunne erobre Ceuta i 1415 og udforske Atlanterhavet tidligt i 1400-tallet. Henrik Søfareren grundlagde en søfartsskole i Sagres, og den skabte grundlag for opfindelser som karavellen og at den portugisiske kartografi blev videreudviklet. Hundrede år senere fandt man en sejlrute til Indien, og Portugal begyndte at ekspandere ud over verden. De berømte opdagere Bartolomeu Dias, Vasco da Gama og Magellan var portugisere, selv om Magellean sejlede for den spanske krone, som var Portugals konkurrent inden for søfart efter 1492.
Imperiet var afgrænset til en samling små, men godt bevogtede udposter ved kysten på grund af Portugals lave folketal og beskedne udstrækning. Imperiet nåede sin storhedstid i 1500-tallet, men på grund af Habsburg-kongernes manglende engagement og konkurrencen fra de nye kolonimagter England, Frankrig og Holland begyndte et langvarigt og gradvist forfald. Fra 1700-tallet koncentrerede Portugal sig om koloniseringen af Brasilien og de afrikanske territorier. Guld fra Brasilien gav ny næring til imperiet, men det katastrofale jordskælv i Lissabon i 1755 gik hårdt ud over imperiets hovedstad og var begyndelsen på enden for Portugals mægtige position på den internationale politiske arena. I 1822 blev Brasilien uafhængigt, og i 1890 gjorde det britiske ultimatum ende på de portugisiske planer om en lignende storkoloni i Afrika.
Efter 2. verdenskrig forsøgte Portugal under Salazar at modarbejde afkoloniseringen. Det førte til den portugisiske kolonikrig i 1961. Den varede til 1974. Efter at Goa og Daman og Diu blev overtaget af Indien, blev det portugisiske herredømme i Asien indskrænket til Macao (egentlig et kinesisk territorium forvaltet af Portugal) og Østtimor. Efter nellikerevolutionen i 1974 ændrede Portugal politisk kurs og begyndte at støtte selvstændighed for sine hidtidige kolonier. Det oversøiske portugisiske imperium sluttede, da Portugal overleverede Macao til Kina i 1999, selv om Østtimor var et de jure portugisisk territorium, til det blev selvstændigt i 2002.
Imperiet har fået en kulturel arvtager i form af Sammenslutningen af portugisisksprogede lande, CPLP.
Begyndelsen på imperiet (1415-1494) thumb|Statue af Henrik Søfareren, prinsen, som støttede mange af Portugals tidlige udforskingsekspeditioner.
Den portugisiske genvinding af landet fra araberne (på portugisisk reconquista) nåede højdepunktet i 1249, da Alfonso 3. erobrede Algarve og dermed fastsatte den portugisiske stats grænser på den den iberiske halvø, som har været nærmest uændret til i dag. I 1500-tallet anvendte kongehusene Aragon og Portugal søvejen for at udvide sit territorium. Den castillenske trone erobrede først det sidste mauriske forsvarsværk i 1492. Det aragonske imperium, som havde gennemført sin reconquista i 1266, koncentrerede sig om Middelhavet, mens det portugisiske imperium rettede opmærksomheden mod Atlanterhavet og Nordafrika.
Portugisiske soldater tog kontrol over Ceuta på den nordafrikanske kyst i 1415 og nedkæmpede maurerne, som forsøgte en generobring i 1418. I 1419 blev to af Henrik Søfarerens kaptajner, João Gonçalves Zarco og Tristão Vaz Teixeira, ført af en storm til øen Madeira. I 1427 opdagede en anden portugisisk kaptajn øgruppen Azorerne.
Under en ekspedition til Tanger i 1436 udsendt af kong Edvard af Portugal 1433–1438 blev den portugisiske hær nedkæmpet, men undgik at blive ødelagt ved at lade prins Ferdinand, kongens yngste broder, blive gidsel. Prins Henriks kaptajner fortsatte med at udforske Afrika og Atlanterhavet. I 1434 blev søvejen rundt om Cape Bojador fundet. I 1441 kom den første ladning med slaver til Lissabon, og slavehandelen skulle snart blive en af de mest lønsomme indtægtskilder for det portugisiske imperium. Senegal og Kapp Verde blev nåede i 1445. I 1446 var António Fernandes nær ved at nå Sierra Leone.
Koloniseringen af Azorerne fortsatte fra og med 1439 og Madeira, hvor nybyggere fra Portugal, Frankrig og Flandern producerede sukker og vin. Guld fra Guinea stimulerede den portugisiske handelsøkonomi, og det blev tydeligt, at opdagelserne ikke kun havde religiøse og videnskabelige fordele men tillige var økonomisk yderst lønsomme.
Under Alfonso V, Afrikaneren (1443–1481), blev Guinea-bugten udforsket helt til Cape St Catherine, og der blev sendt tre ekspeditioner til Marokko i 1458, 1461 og 1471. I 1458 blev Alcácer Ceguer (arabisk: El Qsar es Seghir) erobret fra maurerne, og i 1471 blev Arzila og Tanger erobret.
I 1474 blev João Vaz Corte-Real kapitani på Azorerne for at have opdaget Terra Nova dos Bacalhaus (Det nye torskefiske-land) i 1472. Nogle mener, at det var Newfoundland. Det er muligt, at det er rigtigt, men portugiserne kun gav meget få informationer om deres opdagelser. Men João Vaz Corte-Real var far til Corte-Real-brødrene, som udforskede Newfoundland i 1500.
Alfonso 5. gjorde krav på den kastilliansk-leonske trone, da han giftede sig med prinsesse Joan af Castillen, men Isabella udråbte sig selv til dronning af Castillen. Alcáçovas-aftalen, som blev undertegnet i 1479, gav Portugal eneret til at sejle på havet sønden for De Kanariske øer, og portugiserne valgte da at anerkende Isabella som dronning af Castillen.
Under João 2. af Portugal (1481–1495) blev fortet São Jorge da Mina (nu Elmina i Ghana) grundlagt for at beskytte Guinea-handelen. Dette blev det portugisiske hovedkvarter i Vestafrika frem til 1637. Diogo Cão opdagede Congo i 1482 og nåede Cape Cross i 1486. I 1488 rundede Bartolomeu Dias Kap det gode håb, og dermed var passagen til Indien åbnet.
Tordesillas-traktaten (1494)
thumb|Første side af Tordesillas-traktaten, som delte verden mellem Spanien og Portugal. Portugal så for sig et enormt handelspotentiale i den fundne søvej rundt om Afrika til Indien og resten af Asien og arbejdede offensivt for at udvikle det både med handelsudsteder og fæstninger.
Pavebullen Inter caetera i 1493 og Tordesillas-traktaten i 1494 delte verden uden for Europa mellem Portugal og Spanien. Linjen blev bestemt til nord-syd-meridianen 1.550 km vest for Kap Verde-øerne ud for vestkysten af Afrika. Det resulterede i, at hele Afrika og næsten hele Asien tilhørte Portugal, mens næsten hele den nye verden ville tilhøre Spanien.
Det første forslag fra pave Alexander 6. var at linjen blev flyttet vestover af João den 2. af Portugal, og det blev vedtaget. Den nye linje gjorde, at Brasilien og Newfoundland blev en del af Portugal i år 1500. Da afstanden, som blev foreslået af João 2. ikke er et "rundt" tal (370 sømil), mener nogle, at Portugal kendte til disse landområder før Tordesillas-traktaten i 1494. João den 2. døde året efter.
Imperiets glansdage (1494-1580) thumb|Portugisisk villa i Goa.
Efter at Tordesillas-traktaten var underskrevet, fik Portugal eneret på at sejle rundt om Afrika, og i 1498 nåede Vasco da Gama Indien og etablerede de første portugisiske udposter der. Snart var Portugal midtpunktet for handelen med Østen.
I Østafrika blev små muslimske stater langs kysten af Mozambique, Kilwa, Brava og Mombasa enten ødelagt, eller de kom under eller allieret med Portugal. Pêro da Covilhã nåede Etiopien allerede i 1490 ved at rejse inkognito, og en delegation af diplomater mødte lederen for landet i 1520. Den 22. april 1500 gik Pedro Álvares Cabral i land på det senere Porto Seguro i Brasilien, og der blev oprettet midlertidige handelsstationer for at indsamle brasiliansk træ, som blev brugt til farvning.
Sokotra i Det Arabiske Hav blev okkuperet i 1506, og samme år besøgte Lourenço d'Almeida Ceylon. I Det Indiske Ocean blev Madagaskar opdaget i 1507 af et af Pedro Álvares Cabrals skibe, og landet blev delvist udforsket af Tristão da Cunha. Mauritius blev opdaget samme år. I 1509 vandt portugiserne søslaget ved Diu mod en koalition af Osman-sultanen Beyazid 2., sultanen af Gujarat, mameluk-sultanen af Kairo, raja Samoothiri af Kozhikode, Den venetianske republik og Ragusan-republikken (Dubrovnik). Det 2. slag om Diu i 1538 gjorde ende på de osmanniske fremstød i Indien og bekræftede det portugisiske enevælde i Det indiske ocean.
Portugal grundlagde handelsstationer på fjerne steder som Goa, Malakka, Molukkene, Macao og Nagasaki. Portugal holdt både europæiske og asiatiske konkurrenter ude og dominerede ikke blot handelen mellem Asien og Europa men også meget af handelen mellem områder i Asien som Indien, Indonesien, Kina og Japan. Jesuitmissionærer som den spanske Francis Xavier fulgte portugiserne for at sprede den romersk-katolske kristne tro til Asien.
Mens portugisiske skibe udforskede Asien og Sydamerika, fik João Fernandes Lavrador og Corte-Real-brødrene tilladelse af kong Manuel 1. af Portugal til at udforske Nordatlanten. Lavrador genopdagede Grønland og udforskede området Labrador, som blev opkaldt efter ham. Miguel og Gaspar Corte-Real udforskede Newfoundland og omkringliggende områder. Torsken på Newfoundland bankerne blev udnyttet, og der blev indført skatter for at give indtægter til kongedømmet. João Álvares Fagundes bad i 1521 om tilladelse til at bygge en koloni i området og fik kongens godkendelse. Kolonien blev forladt i løbet af fem år, men årsagen er ukendt. Da de afrikanske og asiatiske territorier var mere lukrative, faldt den portugisisk interesse for Nordamerika. I sidste halvdel af det 16. århundrede havde Portugal begrænset aktiviteten i Newfoundland og Labrador til fiskeri.
I 1503 opdagede en portugisisk ekspedition under ledelse af Gonçalo Coelho, at franskmændene plyndrede områder, som nu ligger i Brasilien. I 1530 organiserede João III koloniseringen af Brasilien i form af 15 capitanias hereditárias ('arvelige kapitani-områder'), som blev tilbudt alle, som ville administrere og udforske dem. Samme år blev en ny ekspedition sendt ud under ledelse af Martim Afonso de Souza med ordre til at afpatruljere hele den brasilianske kyst, drive franskmændene ud og grundlægge de første kolonibyer: São Vicente på kysten, og São Paulo ved højsletterne. Kun to af de 15 oprindelige kapitania, Pernambuco og São Vicente, oplevede vækst. Da bosættelserne blev permanente, blev sukkerrør-industrien indført, og den krævede megen arbejdskraft. Først blev behovet dækket af indianere og senere af afrikanske slaver. Den første generalguvernør over Brasilien, Tomé de Sousa blev udsendt i 1549. Han erklærede kapitani-systemet for ineffektivt og grundlagde hovedstaden Salvador ved Baía de Todos os Santos. De første jesuitter kom samme år.
Den 3. guvernørgeneral i Brasilien, portugiseren Mem de Sá, formåede at ødelægge den franske koloni i Guanabarabugten, som havde navnet France Antarctique, mellem 1565 og 1567. Kolonien havde eksisteret i 10 år. Mem de Sá grundlagde sammen med nevøen Estácio de Sá byen Rio de Janeiro i marts 1567.
I 1578 kom portugisiske korsfarere mod Marokko og blev mødt af Ahmed Mohammed af Fez ved Alcazarquivir. Det er sandsynligt, at kong Sebastian af Portugal blev dræbt i kampene, eller at han blev henrettet. Slaget markerede slutningen på Portugals ambitioner om verdensherredømmet.
Kongehuset Habsburg (1580-1640)
Mellem 1580 og 1640 var den portugisiske trone de spanske Habsburg-kongers, hvis besiddelser udgjorde det største koloniimperium til da. I 1583 sendte Filip 1. af Portugal, 2. af Spanien den samlede Iberiske flåde ud for at fordrive franske handelsmænd fra Azorerne. Azorerne var den sidste del af Portugal, som undgik Filips herredømme.
Med to verdensomspændende imperier at styre og med konkurrencen fra nederlændere, englændere og franskmænd undlod Habsburg-kongerne at værne om flere af de portugisiske territorier rundt om i verden. I denne periode mistede Portugal flere store områder til de andre kolonimagter.