thumb|upright=1.2|Kvindernes Internationale Kampdag i Dhaka, Bangladesh, 8. marts 2005 Feminisme er en betegnelse for en række politiske bevægelser, ideologier og sociale bevægelser, som har det fælles mål at definere, etablere og opnå politiske, økonomiske, personlige og sociale rettigheder for kvinder, der er ligestillet med mænds. Dette omfatter at søge at etablere lige muligheder for kvinder inden for uddannelse og erhvervsliv.
Feministiske bevægelser har længe demonstreret, og demonstrerer fortsat, for kvinders rettigheder, heriblandt valgret, retten til at besidde offentlige erhverv (eller i nogle dele af verden blot retten til at arbejde), retten til fair løn og ligeløn, retten til at have personlig ejendom, til at modtage uddannelse, til at indgå kontrakter, til at have lige rettigheder inden for ægteskab og til barselsorlov. Feminister har også arbejdet for at fremme kropslig autonomi og integritet, og for at beskytte kvinder og piger mod voldtægt, sexchikane og hustruvold.
Feministiske kampagner menes generelt at have været en af de centrale drivkræfter bag store historiske sociale forandringer indenfor kvinders rettigheder, særligt i Vesten, hvor de næsten enstemmigt tilskrives æren for indførslen af kvinders valgret, reproduktive rettigheder for kvinder (heriblandt adgang til præventionsmidler og abort), samt retten til at indgå kontrakter og eje ejendom. Selvom feministiske bevægelser som hovedregel fokuserer på kvinders rettigheder, argumenterer nogle feminister, heriblandt Bell hooks, for inklusion af mænds rettigheder under begrebets faner, da mænd også rammes af traditionelle kønsroller. Feministisk teori, som udviklede sig fra feministiske bevægelser, søger at forstå kønsulighedens natur ved at undersøge kvinders sociale roller og oplevelser; det har udviklet teorier indenfor en række forskellige discipliner for at kunne besvare spørgsmål vedrørende køn.
Nogle typer feminisme er blevet kritiseret for kun at omhandle perspektiver fra hvide, veluddannede middelklassekvinder. Denne kritik har ført til udviklingen af etnisk specifikke eller multikulturelle typer af feminisme, heriblandt sort feminisme og intersektionel feminisme.
Historie thumb|Feministisk parade for kvinders valgret i New York City, 6. maj 1912
Charles Fourier, en utopisk socialist og fransk filosof, tilskrives den første anvendelse af ordet "féminisme" i 1837. Ordene "féminisme" ("feminisme") og "féminist" ("feminist") figurerede for første gang i Frankrig og Holland i 1872,Den hollandske feministiske pioner Mina Kruseman i et brev til Alexandre Dumas – i: Maria Grever, Strijd tegen de stilte. Johanna Naber (1859–1941) en de vrouwenstem in geschiedenis (Hilversum 1994) , page 31 i Storbritannien i 1890'erne, og i USA i 1910. Feminister har på verdensplan haft forskellige sager og formål, afhængig af historisk øjeblik, kultur og land. De fleste vestlige feministiske historikere mener at alle bevægelser, der har arbejdet for at tildele kvinder rettigheder bør kunne betragtes som feministiske bevægelser, selv når de ikke selv har anvendt begrebet. Andre historikere mener at begrebet bør begrænses til den moderne feministiske bevægelse og dens efterkommere. Disse historikere foretrækker at anvende begrebet "protofeminisme" om tidligere bevægelser.
De moderne feministbevægelser er opdelt i fire "bølger".Humm, Maggie. 1995. The Dictionary of Feminist Theory. Columbus: Ohio State University Press, p. 251 Hver bølge har beskæftiget sig med forskellige aspekter af de samme feministiske problemstilling. Den første bølge bestod af bevægelser for kvinders valgret i det 19. og tidlige 20. århundrede. Den anden bølge blev associeret med kvindebevægelsen, der startede i 1960'erne. Den anden bølge arbejdede hovedsageligt for kvinders juridiske og sociale lighed. Den tredje bølge begyndte i 1990'erne, og er en fortsættelse af, og reaktion på, det der blev anset som den anden bølges nederlag. Medens 1990ernes tredje bølge havde queerteori og kønnet som en social konstruktion som temaer er den fjerde bølge mere kompleks. Fjerdebølgefeminismen er digitalt dreven og inspireret af #MeToo-bevægelsen og fokuserer ikke længere kun på køn, men også om social klasse, etnicitet og identitet. Den foregår primært på sociale medier (også kaldet hashtag-aktivisme) og er dermed mere global end nogensinde før.Jensen, J.A. (2019) Ny feministisk litteratur. Litteratursiden, 30. december 2020. Hentet 11. december 2012.
19. og starten af 20. århundrede
thumb|right|Efter at have solgt sit hus rejste Emmeline Pankhurst konstant fra sted til sted, og holdt taler i Storbritannien og USA. thumb|I Holland kæmpede Wilhelmina Drucker (1847-1925) en vellykket kamp for kvinders rettigheder, heriblandt kvinders valgret, gennem de politiske og feministiske organisationer som hun grundlagde. thumb|right|Louise Weiss sammen med andre parisiske suffragetter i 1935. Avisoverskriften lyder "Den franske kvinde skal stemme."
Den første bølge af feminisme fandt sted i det 19. århundrede samt starten af det 20. århundrede. I Storbritannien og USA fokuserede den på at kæmpe for lige rettigheder til kontrakter, ægteskab, forældremyndighed samt ejendomsret for kvinder. Ved udgangen af det 19. århundrede fokuserede aktivismen hovedsageligt på at opnå politisk magt, særligt kvinders valgret, om end nogle feminister også var aktive i kampen for kvinders seksuelle, reproduktive og økonomiske rettigheder.
Kvinders valgret startede i Storbritanniens australasiatiske kolonier ved udgangen af det 19. århundrede, da den selvregerende koloni New Zealand gav kvinder valgret i 1893 og Sydaustralien gav kvinder både valgret og retten til selv at stille op til valg i 1895. Dette blev fulgt af Australien som gav kvinder valgret i 1902.
I Storbritannien drev Suffragetterne og Suffragisterne for kvinders valgret, og i 1918 vedtog man Representation of the People Act, som gav alle kvinder på mere end 30 år, og som ejede land, stemmeret. I 1928 blev dette udvidet til at omfatte alle kvinder over 21. Emmeline Pankhurst var den mest betydningsfulde aktivist i England, og Time udråbte hende til en af de 100 vigtigste personer i det 20. århundrede med begrundelsen: "hun skabte en idé om kvinder til vor tid; hun rystede samfundet ind i et nyt mønster hvorfra der ikke var nogen vej tilbage." I USA var nogle af de mest betydningsfulde ledere af bevægelsen Lucretia Mott, Elizabeth Cady Stanton og Susan B. Anthony, som alle tidligere havde ført kampagner for afskaffelse af slaveriet i USA. Disse kvinder var påvirket af kvækerteologien om spirituel lighed, som fastslår at mænd og kvinder er lige under Gud. I USA betragtes den første bølge af feminisme som værende afsluttet med vedtagelsen af den 19. tilføjelse til den amerikanske forfatning (1919), som tildelte kvinder valgret i alle delstater. Begrebet første bølge blev anvendt retroaktivt til at kategorisere disse vestlige bevægelser efter begrebet second-wave feminism ("anden bølge af feminisme") begyndte at blive anvendt til at beskrive en nyere feministisk bevægelse, der udover politisk ulighed nu også fokuserede på at bekæmpe social og kulturel ulighed.
Under den sene Qing-periode samt reformer såsom Hundreddagesreformen, kæmpede kinesiske feminister for kvinders befrielse fra traditionelle kønsroller og neokonfuciansk kønsopdeling. Senere oprettede det kinesiske kommunistparti projekter, der havde til formål at integrere kvinder ind i arbejdsstyrken, og konkluderede at revolutionen havde fuldført kvinders frihedskamp.
Ifølge Nawar al-Hassan Golley var arabisk feminisme tæt forbundet med arabisk nationalisme. I 1899 skrev Qasim Amin, ofte kaldet den arabiske feminismes "far", تحرير المرأة ("Kvinders Befrielse"), hvori han opfordrede til juridiske og sociale reformer for kvinder. I bogen forbandt han kvinders position i det egyptiske samfund med nationalisme, og førte til udviklingen af Cairo-universitetet samt den Nationale Bevægelse. I 1923 grundlagde Hoda Shaarawi den Egyptiske Feministiske Union og blev dens forkvinde og et symbol på arabiske kvinders rettighedsbevægelse.
Den iranske konstitutionelle revolution i 1905 udløste den iranske kvindebevægelse, som søgte at give kvinder lige rettigheder med mænd hvad angår uddannelse, ægteskab, karriere og juridiske rettigheder. Under den iranske revolution i 1979 blev mange af de rettigheder som kvinder havde opnået fra kvindebevægelsen i Iran dog systematisk afskaffet, heriblandt familiebeskyttelsesloven.
I Frankrig fik kvinder først valgret af den provisoriske regering. Den Algiers' rådgivende forsamling foreslår 24. marts 1944 at give kvinder valgret, og efter en ændring af Fernand Grenier fik alle kvinder fuldgyldigt borgerskab, heriblandt valgret. Greniers forslag blev vedtaget med 51 stemmer mod 16. I maj 1947, efter novembervalget i 1946, forkastede sociologen Robert Verdier idéen om "politiske kønsforskelle", og udtalte i Le Populaire at kvinder ikke havde stemt på en konsekvent måde, men ligesom mænd havde opdelt sig langs sociale klasser. Under baby boom-perioden dalede feminismens vigtighed. To verdenskrige havde medført nogle kvinders provisoriske frigørelse, men efterkrigstiden signalerede en tilbagevenden til konservative roller.
Midten af det 20. århundrede Ved midten af det 20. århundrede manglede kvinder i nogle europæiske lande stadig flere rettigheder sammenlignet med mænd, og feminister i disse lande fortsatte kampen for kvinders valgret. I Schweiz opnåede kvinder retten til at stemme i føderale valg i 1971; men i kantonen Appenzell Innerrhoden fik kvinder først retten til at stemme i lokale afstemninger i 1991, da kantonen af den føderale højesteret blev tvunget hertil. I Liechtenstein fik kvinder valgret efter en folkeafstemning i i 1984. Tre tidligere folkeafstemninger var tidligere blevet afholdt i 1968, 1971 og 1973, som alle tre havde afvist idéen.
Feminister fortsatte samtidig kampen for at reformere familielove, der gav mænd det juridiske ansvar for deres kone. Selvom coverture i det 20. århundrede allerede var blevet afskaffet i USA og mange europæiske lande, var der stadig flere steder store forskelle mellem mænds og kvinders rettigheder. I Frankrig fik kvinder retten til at arbejde uden deres ægtemands tilladelse i 1965. Feminister har også kæmpet for at afskaffe "ægteskabsundtagelser" i voldtægtsparagraffer, som umuliggjorde at retsforfølge mænd, som voldtog deres kone. Nogle feminister i den første bølge, såsom Voltairine de Cleyre, Victoria Woodhull og Elizabeth Clarke Wolstenholme Elmy, havde allerede i slutningen af det 19. århundrede forsøgt at få kriminaliseret voldtægt inden ægteskabet, men uden held; dette blev først en realitet et århundrede senere i de fleste vestlige lande, om end flere steder i verden stadig tillader voldtægt i ægteskabet.
Den franske filosof Simone de Beauvoir kom med en marxistisk løsning og et eksistentielt syn på mange af feminismens spørgsmål i sit værk Le Deuxième Sexe (Det andet køn) i 1949. Den anden bølge af feminisme begyndte i starten af 1960'erne og er fortsat frem til nu; den sameksisterer således med den tredje bølge. Den anden bølge af feminisme har hovedsageligt beskæftiget sig med problemstillinger der går udover kvinders valgret, såsom at bekæmpe kønsdiskrimination generelt i samfund og kultur.
Den anden følge af feminister ser kvinders kulturelle og politiske ulighed som forbundne, og opfordrer kvinder til at forstå flere aspekter af deres privatliv som dybt politiserede og som reflekterende sexistiske magtstrukturer. Den feministiske aktivist og forfatter Carol Hanisch anvendte sloganet "Det Personlige er Politisk", som blev synonymt med den anden bølge.
I Kina er den anden og tredje bølge blevet karakteriseret ved en undersøgende af kvinders rolle under den kommunistiske revolution og andre reformbevægelser, og der er blevet startet nye debatter omkring hvorvidt kvinder rent faktisk opnåede fuld lighed med mænd som følge af revolutionen.