Anzac-klassen (også benævnt MEKO 200 ANZ) er en skibsklasse på ti fregatter, otte australske og to newzealandske. I løbet af 1980'erne begyndte Royal Australian Navy (RAN) at planlægge erstatningen af River-klasse destroyerne med en mellemstor fregat og besluttede at benytte et gennemprøvet udenlandsk koncept, MEKO, tilpasset australske og newzealandske behov. På samme tid søgte Royal New Zealand Navy (RNZN) at erstatte deres aldrende Leander-klasse med en ny klasse der skulle være i stand til at operere langt fra newzealandske farvande. Dan New Zealand oprettede en kernevåbenfri zone omkring øriget resulterede det i et anstrengt forhold til USA samt et sammenbrud i ANZUS-pagten. Dette betød New Zealand søgte at øge samarbejdet på forsvarsområdet med Australien. Begge lande ønskede orlogsskibe med nogenlunde samme kapaciteter og i 1987 blev det besluttet at samarbejde om anskaffelsen af skibene. Projektet blev navngivet efter det Australsk-Newzealandske armékorps fra 1. verdenskrig, ANZAC.
Tolv forskellige skibsdesigns (inklusiv et luftskib) deltog i konkurrencen om det endelige design i 1986. I 1989 faldt det endelige valg på det tyske selskab Blohm + Voss og deres MEKO 200 design, skibene skulle bygges på licens i Australien af AMECON i Williamstown, Victoria. Fregatternes modulære opbygning betød at dele af skibene kunne bygges i Whangarei, New Zealand og Newcastle, New South Wales. RAN bestilte otte skibe mens RNZN bestilte to samt en option på yderligere to. Anskaffelsen af fregatterne var dog et kontroversielt emne i New Zealand og optionen på de to skibe blev ikke taget op.
I 1992 fandt køllægningen på de første skibe sted, de var 3.600 tons og skulle være i stand til at have en topfart på 27 knob, de ville være i stand til at sejle 6.000 sømil ved 18 knob. Bevæbningen bestod oprindeligt af en enkelt 5 tommer kanon samt nærforsvarsmissiler og en missilbevæbnet helikopter. Derudover var skibene klargjort (men ikke udrustet) til et torpedosystem, sømålsmissiler og en CIWS. Det sidste skib i klassen hejste kommando i 2006 og på dette tidspunkt var RAN og RNZN allerede gået i gang med omfattende nationale opgraderingsprogrammer.
Efter skibene indgik i operativ tjeneste har ANZAC-klassen deltaget i adskillige operationer udenfor nationalt farvand, inklusiv INTERFET-operationen i Østtimor samt flere udsendelser til den persiske bugt. Alle skibe var i 1. kvartal 2012 i aktiv tjeneste og RAN forventer at begynde at erstatte deres skibe i 2024, mens RNZN's skibe skal forblive i tjeneste frem til 2030.
Planlægning og udvikling ANZAC-klassen udsprang fra RAN's "New Surface Combatant"-projekt, som blev startet i 1980'erne som en planlagt erstatning for flådens seks destroyere af River-klassen.Jones, in Stevens, The Royal Australian Navy, side. 244Fairall-Lee, Miller, & Murphy, in Forbes, Sea Power, side 336 I 1985 havde projekteledelsen seks forskellige designs fra 1.200 til 5.000 tons deplacement under overvejelse. Projektets primære parametre fokuserede på havarikontrol, overlevelsesevne samt missilforsvar, og her benyttede man de erfaringer Royal Navy havde gjort sig under Falklandskrigen. Man lagde sig til sidst fast på en skibsstørrelse på omkring de 3.600 tons. På dette tidspunkt mente man fra australsk side at landets egen skibsbygningsindustri ikke ville være i stand til at udvikle et orlogsskib på denne størrelse fra bunden, så det blev besluttet at indkøbe et fungerende udenlandsk design og udruste det med australske systemer. I starten af 1986 klassificeredes projektet som værende i den midterste af tre kategorier; en patruljefregat til lav- og mellemintensive operationer i Australiens eksklusive økonomiske zone.
thumb|left|HMAS Torrens (forrest) og HMAS Yarra under en øvelse. Disse destroyere af River-klassen skulle erstattes af ANZAC-klassen. Den lettere modificerede Leander-klasse som RNZN også stod til at erstatte var af et lignende design, beggge klasser var baseret på den britiske Leander-klasse.
Omtrent på samme tid overvejede man i New Zealands flåde at erstatte sine utidssvarende fregatter af Leander-klassen.Greener, Timing is everything , side 23–25 Regeringen ønskede en styrke på omkring tre eller fire skibe der kunne operere langt fra hjemmeøerne, men prisen for anskaffelsen og vedligeholdelsen af disse skibe var en betydelig begrænsende faktor.Greener, Timing is everything , side 25–6 Alternative forslag til indkøbet af skibene var at omdanne flåden til en decideret kystvagt med små inspektionsskibe, kun med ansvar for fiskeriinspektion og suverænitetshævdelse eller et andet forslag der gik ud på at skabe en flåde af undervandsbåde, disse ville dog betyde en væsentlig forringelse af de kapaciteter man samtidig ønskede. I samme periode implementerede regeringen i New Zealand en kernevåbenfri zone som betød en forringelse af forholdet til USA, hvorefter amerikanerne suspenderede ANZUS-traktaten.Greener, Timing is everything , side 26 Som et resultat af denne suspendering søgte regeringen i New Zealand at forbedre forholdet til sin nabo Australien; en oplagt måde at gøre dette på var at øge det militære samarbejde mellem landene ved at standardisere udstyr og procedurer hvor muligt.Greener, Timing is everything , side 26–27 Det australske NSC-projekt blev anset til at være stort set identisk med RNZN's behov for erstatningen af Leander-klassen.Greener, Timing is everything , side 27–9
Den 6. marts 1987, underskrev de to lande et memorandum og repræsentanter fra RNZN blev inviteret til at deltage i projektet.Jones, in Stevens, The Royal Australian Navy, side 245 For at tydeliggøre New Zealands deltagelse i projektet blev det omdøbt til ANZAC-projektet, der tog sit navn fra det fælles Australian and New Zealand Army Corps under 1. verdenskrig. New Zealands engagement i projektet betød desuden at man fik indflydelse på designet samt en forpligtelse på at visse dele af skibene ville kunne blive bygget af newzealandsk industri, og da man nåede til et skæringspunkt havde man tre muligheder, fortsætte samarbejdet med Australien, bestille skibene selv fra designeren eller droppe projektet.Greener, Timing is everything , side 29
Grundlæggende skulle skibene være i stand til at nå hastigheder på over 27 knob, have en rækkevidde på 6.000 sømil ved 18 knob, være udrustet med både dieselmotorer og gasturbiner, kunne operere i Sea State 5 samt kunne understøtte en mellemstore helikoptere såsom Seahawk.Greener, Timing is everything , side 159 Skibene skulle udrustes med enten en 76 mm eller el 127 mm kanon, otte RIM-7 Sea Sparrow samt være klargjort til at kunne udrustes med et torpedosystem, sømålsmissiler samt et CIWS.Greener, Timing is everything , side 159–160 Projektet blev sat i udbud i slutningen af 1986 og der blev tilbudt 19 forskellige designs, blandt andet det nederlandske Karel Doorman-design, det tyske MEKO 200, Maestrale-klassen (Italien), det franske F2000 design, den canadiske Halifax-klasse, en moderne version af den britiske Leander-klasse, den tyske Bremen-klasse, den norske Nordkapp-klasse, den britiske Type 23 fregat, den sydkoreanske Ulsan-klasse samt et luftskib der blev foreslået af Airship Industries.Greener, Timing is everything , side 30 I august 1987, vedtog man et udgiftsloft på 3,5 milliarder australske dollar (1986 niveau), og et antal indkomne forslag blev i september sorteret fra, således at konkurrencen nu stod mellem Blohm + Voss's MEKO design, Royal Schelde's Karel Doorman-klasse samt en nedskaleret version af den britiske Type 23-klasse fra Yarrow Shipbuilders.Greener, Timing is everything , side 31 Type 23 designet blev sorteret fra i november 1987, mens de to tilbageværende gik ind i en udviklingsfase hvor designbureauerne gik sammen med australske værfter, Blohm + Voss med AMECON, og Royal Schelde med Australian Warship Systems for at færdiggøre forslagene til fregatterne.
thumb|left|Den portugisiske fregat NRP Corte Real. MEKO 200 varianten blev designet for Portugal af AMECON på baggrund af Blohm + Voss.
Den 14. august 1989, bekendtgjorde den australske regering at AMECON havde vundet konkurrencen om konstruktionen af ANZAC-klassen baseret på Blohm + Voss' modificerede MEKO 200 design. Selvom designet af både MEKO 200 og Karel Doorman opfyldte de opstillede krav til designet valgte man MEKO designet da man kunne bygge flere skibe for den samme budgetterede pris. Kontrakten på fem milliarder australske dollar var på tidspunktet den største enkeltstående militære investering i Australien.Grazebrook, Anzac frigates sail diverging courses Beslutningen blev taget på trods af en vedvarende debat i New Zealand om projektet.Greener, Timing is everything , side 42 New Zealand bandt sig principielt til købet af to fregatter samt en option på yderligere to den syvende september. Kontrakten for de to første skibe blev indgået den 10. november 1989.Greener, Timing is everything , side 43–44
I 1992 øskede man at erstatte de tre destroyere af Perth-klassen samt fire af de seks fregatter af Adelaide-klassen med moderne luftforsvarsskibe.Gulber, Growth in Strength, side 4 Det oprindelige forslag, at bygge yderligere seks ANZAC-fregatter udstyret til luftforsvar, men det viste sig ikke at være holdbart da designet var for småt til at kunne udstyres med det nødvendige udstyr. I stedet valgte flåden at opgradere Adelaide-klassen fra 1999 for at dækket det tomrum der ville komme når Perth-klassen blev udfaset i perioden 1999-2001. På længere sigt skal Hobart-klassen erstatte Adelaide-klassen som flådens primære luftforsvarsenhed.Gulber, Growth in Strength, side 5
Kontroversen i New Zealand Fra midten af 1980'erne og frem var anskaffelsen af ANZAC-klassen en stor del af den politiske debat. Historikeren Peter Greener udtaler at det "var måske den mest omdiskuterede forsvarsanskaffelse i det 20. århundrede". I tidens New Zealand var ordet fregat tabu og i forsøget på at gøre indkøbet mere spiseligt for befolkningen og oppositionen benyttede man andre betegnelser såsom "maritimt kampskib" eller "maritimt overvågningsskib".Greener, Timing is everything , side 26-28 og 37 Regeringens officielle standpunkt var ønsket om opretholdelsen af en flåde der var i stand til at operere på de åbne have, primært for at kunne forsvare nationen og bidrage til den regionale sikkerhed.Greener, Timing is everything , side 31 og 35 På trods af dette var regeringen langsom til at reagere på modstanderne af projektet offentlige udtalelser; pacifister, politikere fra begge sider af det politiske spektrum, politikere i regeringspartierne samt militæret.Bassett, Working with David , side 400, 407, 461, 470 og 518 Størstedelen af bekymringerne gik på prisen for indkøbet af skibe af "fregat-typen", samt tanken om at fire højt specialiserede skibe ville være skudt over målet for de roller de var tiltænkt i RNZN.Greener, Timing is everything , side 31–32
thumb|right|Det danske inspektionsskib F357 Thetis. Thetis-klassen var et af alternativerne i beslutningen af indkøbet af ANZAC-klassen.