Der var et begrænset antal angreb på Amerika under 2. verdenskrig hovedsageligt på grund af kontinentets geografiske adskillelse fra de centrale krigsskuepladser i Europa og Asien. Denne artikel indeholder angreb på fastland (indtil 370 km eller 200 sømil i havet), der i dag er under suverænitet af USA, Canada, Mexico og en række andre mindre lande, men udelukker militære kampe i det danske territorium Grønland (se Grønland under 2. verdenskrig), på Hawaii (se Angrebet på Pearl Harbor) og Aleuterne (se Slaget om Aleuterne).
Tyske operationer Sydamerika Slaget ved Río de la Plata
right|thumb|Admiral Graf Spee brænder og synker ud for Montevideo. Det første søslag under krigen blev udkæmpet den 13. december 1939 ud for Sydamerikas Atlanterhavskyst. Det tyske "lommeslagskib" Deutschland-klassen#Admiral Graf Spee (der fungerede som handelsraider) mødte en af de britiske styrker, der søgte efter den. Gruppen af tre krydsere fra Royal Navy, HMS Exeter, Ajax og Achilles, var på patrulje ud for Río de la Platas udmunding ved Argentina og Uruguay. I et blodigt slag slog Graf Spee i første omgang de britiske angreb tilbage, men den tyske kaptajn Hans Langsdorff søgte tilflugt i det neutral Uruguay. Langsdorff blev narret til at tro, at en overlegen britisk styrke ventede på havet, og han sænkede derfor sit skib ved Montevideo i stedet for kamp eller internering. Tyskerne mistede deres skib og 96 dræbte eller sårede, mens deres modstandere havde 72 dræbte og 28 sårede og to beskadigede skibe.O'Hara, s. 7-9
Tyske landgange i USA right|thumb|Fritz Joubert Duquesne, filfoto fra FBI.
Duquesne-spionringen
Allerede før krigen havde man fundet en stor nazistisk spionring, der opererede i USA. Duquesne-spionringen er stadig den største spionagesag i USA's historie, der er endt i straffesager. De 33 tyske agenter, der dannede Duquesne-spionringen, sad i centrale job i USA for at få oplysninger, der kunne bruges i tilfælde af krig og til at udføre sabotage. En mand åbnede en restaurant og fik der oplysninger fra sine kunder. En anden arbejdede på et flyselskab, så han kunne rapportere allierede skibe der krydsede Atlanterhavet, mens andre i ringen arbejdede som postmænd, så de kunne levere hemmelige beskeder ved siden af normale breve. Ringen blev ledet af kaptajn Fritz Joubert Duquesne, en sydafrikansk Boer, der spionerede for Tyskland i de begge verdenskrige og er bedst kendt som "Manden der dræbte Kitchener", efter at han blev tildelt Jernkorset for sin hovedrolle i sabotage og forliset af HMS Hampshire i 1916. William G. Sebold, en dobbeltagent, var den afgørende faktor i FBI's løsning af sagen. I næsten to år kørte Sebold en radiostation i New York for ringen, der gav FBI værdifulde information om, hvad Tyskland sendte til sine spioner i USA samtidig med den kontrollerede informationer, der blev sendt til Tyskland. Den 29. juni 1941, afsluttede FBI sagen, ved at rykke ind. Alle 33 spioner blev anholdt, fundet skyldige og dømt til samlet mere end 300 år i fængsel.
Operation Pastorius
Efter krigserklæringen mod USA beordrede Adolf Hitler de tyske sabotører til at anrette skade på landet. Ansvaret for det fik den tyske efterretningstjeneste, Abwehr. I juni 1942 blev otte agenter rekrutteret og opdelt i to grupper: Den første, under kommando af George John Dasch, med Ernst Peter Burger, Heinrich Heinck og Richard Quirin, og den anden, under ledelse af Edward Kerling, med Hermann Neubauer, Werner Thiel og Herbert Haupt.
Den 12. juni 1942, gik Daschs hold i land med sprængstoffer og planer på East Hampton, Long Island i New York med ubåden U-202. Deres mission var at ødelægge kraftværker ved Niagara Falls og tre Aluminum Company of America (Alcoa)-fabrikker i Illinois, Tennessee og New York. Dasch henvendte sig i stedet til FBI og gav dem en komplet redegørelse for den planlagte mission. Det førte til anholdelsen af hele holdet.
Kerlings hold gik i land med U-584 ved Ponte Vedra Beach (40 km sydøst for Jacksonville, Florida), den 17. juni. De fik til opgave at lægge miner i fire områder: Pennsylvania Railroad i Newark, New Jersey, kanalsluserne i både St. Louis og Cincinnati, og New Yorks vandforsyningsrør. Holdet nåede til Cincinnati, Ohio og opdelte sig, da to gik til Chicago, Illinois og de andre til New York. Daschs tilståelse førte til anholdelse af alle de mænd inden den 10. juli.
Alle otte tyske agenter blev retsforfulgt, dømt af den militære kommissionen. De seks blev dømt til døden. Præsident Roosevelt godkendte dommene. Med forfatningen stadfæstet af Højesteret i Ex parte Quirin blev de seks henrettet i den elektriske stol den 8. august. Dasch og Burger fik 30 års fængsel. Begge blev løsladt i 1948 og udvist til Tyskland. (fra internet arkiv) Dasch (alias George Davis), der havde været bosat i mange år i USA før krigen, havde et svært liv i Tyskland efter sin hjemkomst fra et amerikansk fængsel, på grund af hans samarbejde med de amerikanske myndigheder. En betingelse for hans udvisning var, at han ikke fik lov til at vende tilbage til USA, selv om han brugte mange år på at skrive breve til fremtrædende amerikanske myndigheder (J. Edgar Hoover, præsident Eisenhower, osv.) om tilladelse til det. Han flyttede til Schweiz og skrev en bog Eight Spies Against America.
Operation Elster I 1944 var der et forsøg på infiltration, med kodenavnet Operation Elster ("Magpie"). Elster involverede Erich Gimpel og den tysk-amerikanske afhopper William Colepaugh. Deres mission var at indsamle efterretninger om Manhattan-projektet og forsøge sabotage. Parret sejlede fra Kiel med U-1230 og gik i land ved Hancock Point, Maine den 30. november 1944. De nåede til New York, men operationen udartede til en total fiasko. Colepaugh henvendte sig til FBI den 26. december og tilstod hele planen, og Gimpel blev anholdt fire dage senere i New York. Begge mænd blev dømt til døden, men i sidste instans fik de deres domme omstødt. Gimpel sad 10 år i fængsel, og Colepaugh blev løsladt i 1960 og drev en virksomhed i King of Prussia, Pennsylvania, før han blev pensionist i Florida.
Tyske landgange i Canada St. Martins, New Brunswick På omtrent samme tid som den Dasch-operationen (den 25. april 1944) var en enkelt Abwehr-agent, Marius A. Langbein, gået i land fra en ubåd i nærheden af St. Martins, New Brunswick i Canada. Hans mission var at observere og rapportere skibsbevægelser i Halifax, Nova Scotia (den største afgangshavn for nordatlantiske konvojer). Langbein, der havde boet i Canada før krigen, skiftede mening og flyttede til Ottawa, hvor han levede af sine Abwehr-midler, indtil han overgav sig til de canadiske myndigheder i december 1944. En jury fandt ikke Langbein skyldig i spionage, eftersom han aldrig havde begået nogen fjendtlige handlinger mod Canada under krigen.Secret U-Boat Ops
New Carlisle, Quebec I november 1942 sænkede U-518 to fragtskibe med jernmalm og beskadigede en anden ud for Bell Island i Conception Bay, Newfoundland. U-518 var på vej til Gaspéhalvøen, hvor det trods et angreb fra et Royal Canadian Air Force-fly var lykkedes at få spionen Werner von Janowski i land ved New Carlisle i Quebec den 9. november 1942. Han blev hurtigt pågrebet, efter at Earle Annett Jr., ejeren af New Carlisle Hotel, hvor Janowski opholdt sig, blev mistænksom og alarmerede myndighederne, da den fremmede ville bruge forældet valuta i hotellets bar.Essex, James W. 2004. Victory in the St. Lawrence: the unknown u-boat war. Erin, Ontario: Boston Mills Press R.C.M.P. (det canadiske politi) arresterede Janowski på et CNR-passagertog på vej til Montreal. Inspektionen af Janowskis personlige ejendele afslørede, at han bl.a. havde en kraftig radiosender. Janowski tilbragte nogen tid som en dobbeltagent, ved at sende falske beskeder til Abwehr i Tyskland. I The Double Cross System, skriver John Cecil Masterman: "I november blev WATCHDOG sat i land af en ubåd i Canada sammen med en trådløs radio og et omfattende spørgeskema. Dette skridt på den del af tyskerne truede en udvidelse af vores aktiviteter til andre dele af verden, men tilfældet udviklede sig faktisk ikke meget tilfredsstillende. ... WATCHDOG blev indstillet i sommeren [i 1943]."Cecil Masterman, The Double Cross System, New Haven: Yale University Press, 1972, p. 121, 144
Tyske landgange i Newfoundland Vejrstation Kurt i Martin Bay Nøjagtige vejrudsigter var vigtige for havkrigen, og den 18. september 1943 sejlede U-537 fra Kiel via Bergen i Norge, med et meteorologisk hold under ledelse af professor Kurt Sommermeyer. De gik i land ved Martin Bay nær den nordlige spids af Labrador den 22. oktober 1943 og opsatte en automatisk vejrstation ("Vejrstation Kurt" eller "Wetter-Funkgerät Land-26"), på trods af den konstante risiko for Allierede luftpatruljer. Stationen blev drevet af batterier, der var forventet at kunne holde i omkring tre måneder. I begyndelsen af juli 1944 forlod U-867 Bergen for at udskifte udstyr, men blev sænket undervejs. Vejrstationen forblev uforstyrret af de lokale indtil 1980'erne og er nu udstillet på Canadian War Museum.
Ubådsoperationer Atlanterhavet Atlanterhavet var en stor strategisk kampzone ("Slaget om Atlanten"), og da Tyskland erklærede krig mod USA, bød USA's østkyst lette mål for tyske ubåde (kaldet "Den gode tid"). Efter et meget vellykket togt med fem Type IX-langtrækkende ubåde, blev offensiven maksimeret ved hjælp af kortrækkende Type VII ubåde, med øgede brændstoftanke, der blev genopfyldt fra forsyningsubåde kaldes Milchkühe (mælkekøer). Fra februar til maj 1942 blev 348 skibe sænket, for tabet af to ubåde i april og maj. Amerikanske flådeledere var tilbageholdende med at indføre konvojer, der havde beskyttet transatlantisk skibsfart, og uden kystnære mørklægninger, fik skibe silhuetter fra det lyse lys fra amerikanske byer som f.eks. Atlantic City, indtil en mørklægning blev beordret i maj.
Den samlede virkning af angrebene var alvorlig, og en fjerdedel af alle krigens skibsforlis – 3,1 millioner tons – fandt sted i denne tid. Der var flere grunde til det: Flådekommandøren, admiral Ernest King, var utilbøjelig til at høre på britiske anbefalinger om at indføre konvojer, den amerikanske kystvagt og flådes patruljer var forudsigelig og kunne undgås af ubådene, samarbejdet var dårlig, og den amerikanske flåde var ikke i besiddelse af nok egnede eskortfartøjer. Britiske og canadiske krigsskibe blev senere overført til den amerikanske østkyst.
USA's østkyst
Flere skibe blev torpederet inden for synsvidde af byer på østkysten som New York og Boston, nogle civile sad på strande og så kampe mellem amerikanske og tyske skibe. Den eneste dokumenterede forlis af en ubåd under 2. verdenskrig tæt på New Englands kyster fandt sted den 5. maj 1945, da U-853 torpederede og sænkede kulskibet Black Point ud for Newport, Rhode Island. Da Black Point blev ramt, jagede den amerikanske flåde straks ubåden og begyndte at kaste dybvandsbomber. Næste dag, da et olieudslip og flydende vragrester dukkede op, bekræftede de, at U-853 og hele dets besætning var tilintetgjort. I de senere år er U-853 blevet et populært dykkersted. Dens intakte skrog med åbne luger ligger i 40 m i vandet ud for Block Island, Rhode Island. Et vrag blev opdaget i 1991 ud for New Jerseys kyst. Det blev i 1997 konstateret at være U-869. Tidligere var U-869 formodet at være sunket ud for Rabat i Marokko.
Den Mexicanske Golf Da konvojer og luftdækning blev indført i Atlanterhavet, blev tallet for sænkninger reduceret, og ubådene skiftede til at angribe skibsfart i den Mexicanske Golf. I løbet af 1942 og 1943 opererede mere end 20 ubåde i den Mexicanske Golf. De angreb tankskibe, der transporterede olie fra havne i Texas og Louisiana, hvoraf det lykkedes at synke 56 fartøjer. Ved udgangen af 1943, begyndte ubådsangrebne at blive mindsket, da handelsskibe startede med at sejle i væbnede konvojer.