Slaget ved Brody (som også omtales som Slaget ved Dubma, Slaget ved Dubno, Slaget ved Rovne, Slaget ved Rovne-Brody) var et kampvognsslag, som blev udkæmpet mellem 1. tyske pansergruppes 3. armé og 48. panserkorps mod fem mekaniserede korps i den sovjetiske 5. og 6. armé. Slaget foregik i et trekantet område mellem byerne Dubno, Lutsk og Brody i Ukraine mellem den 23. og 30. juni 1941. I sovjetisk historieskrivning indgår slaget i Grænseslagene. Selv om den Røde Hærs enheder tilføjede de tyske enheder store tab, blev de udmanøvreret og mistede et stort antal kampvogne. Dette var et af de største panserslag i den indledende fase af Operation Barbarossa og var det største kampvognsslag i 2. verdenskrig indtil slaget ved Kursk to år senere.
Optakt Den 1. tyske pansergruppe under kommando af von Kleist havde ordre til at sikre overgangen over floden Bug og rykke frem til Rovno og Korosten med Kijev som det strategiske mål. Den satte to korps i teten og rykkede frem fra Lviv til Rovno i et forsøg på at afskære Lviv – Kiev jernbanen og drive en kile ind mellem den 5. og den 6. russiske armé.
Den sydvestlige sovjetiske front under kommando af Mikhail Kirponos blev overrasket over at den sovjetiske overkommando STAVKA, trods mangelfunde efterretninger, med direktiv nr. 3 beordrede et generelt modangreb på vegne af Georgij Zjukov. Hovedparten af fronthovedkvarterets stab var overbevist om at direktivet ville dreje sig om at indtage en defensiv holdning indtil situationen var mere afklaret. Senere sagde Hovhannes Bagramjan, en stabsofficer ved fronthovedkvarteret, som fik til opgave at skrive en første rapport til Moskva, at "vores første kamprapport til Moskva var fuld af generaliseringer og uklarheder."
Trods det, eller måske netop derfor, kom direktiv nr. 3 til at lyde således:
"Samtidig med at de fastholder et stærkt forsvar ved landegrænsen til Ungarn, skal 5. og 6. armé gennemføre koncentriske angreb i retning mod Lublin, med indsats af mindst 5 mekaniserede korps og frontens luftstyrker, med henblik på at omringe og nedkæmpe de fjendtlige styrker, som er under fremrykning ved fronten Vladimir-Volynski-Krystonopol, og ved udgangen af den 24. juni erobre området ved Lublin."
Om natten mellem den 22. og 23. juni var generalstabschef G. K. Zhukov på vej til den sydvestlige fronts hovedkvarter ved Tarnopol sammen med Nikita Khrushchev, den tidligere leder af organisations departementet i det ukrainske kommunistpartis centralkomite, for at sikre sig at disse ordrer blev ført ud i livet.
Styrkernes placering Seks mekaniserede sovjetiske korps med over 2.500 kampvogne var samlet for at tage det i et koncentrisk angreb mod 1. pansergruppes flanker i et forsøg på at etablere et knibtangsangreb fra nord (5. armé) og fra syd (6. armé) som skulle mødes vest for Dubno og afskære dele af den 6. og 17. tyske armé, som udgjorde den nordlige del af Heeresgruppe Süd.
For at opnå dette blev 8. mekaniserede korps overført fra 26. armé, som lå syd for 6. armé og underlagt N. I. Muzychenkos 6. armé. Dette betød at stort set hele den sydvestlige fronts mobile styrker blev indsat mod udgangspunktet for von Kleists fremstød mod Kiev.
Den primære tyske infanterienhed, som var indsat på denne del af fronten, 4. korps under von Schwedler) fra 17. armé (under Carl-Heinrich von Stülpnagel) rykkede frem i sydøstlig retning med den opgave at afskære jernbanen Lviv-Kiev.
Styrkeforholdet i kampvogne
Den 22. juni 1941 var styrkeforholdet indenfor kampvogne indenfor hele Heeresgruppe Süd og den sydvestlige sovjetiske front således:
Tyske korps Tyske divisioner Tyske kampvogne i altDet samlede antal tyske kampvogne inkluderer ubevæbnede kommandokampvogne samt forældede Panzer I og Panzer II kampvogne kampvogne med 37 mm kanon(inkl. Panzer 38(t) og Panzer III) Kampvogne med 50 mm eller større kanon(inkl. Panzer III og Panzer IV 3. panserkorps 13. og 14. panserdivision 296 42 140 48. panserkorps 11. og 16. panserdivision 289 47 135 14. panserkorps 9. panserdivision 143 11 80 Alle andre enheder i Heeresgruppe Süd 0 0 0 I alt 728 355
Sovjetiske korps Sovjetiske divisioner Sovjetiske kampvogne i alt T-34 og KV 22. mekaniserede korps 19., 41., 215. 712 31 15. mekaniserede korps 10., 37., 212. 749 136 4. mekaniserede korps 8., 32., 81. 979 414 8. mekaniserede korps 12., 34., 7. 899 171 9. mekaniserede korps 20., 35., 131. 316 0 19. mekaniserede korps 40., 43., 213. 453 5 16. mekaniserede korps 15., 39., 240. 478 76 24. mekaniserede korps 45., 49., 216. 222 0 (fra sovjetiske vestfront) 109. pansrede division 209 0 2. mekaniserede korps 11., 16., 15. 527 60 18. mekaniserede korps 44., 47., 218. 282 0 Kampvogne fordelt på forskellige andre enheder, almindelige riffeldivisioner o.l. er ikke inkl. - I alt 5.826 893
Slaget i luften Den sovjetiske luftstyrke ved sydvestfronten led samme skæbne som langs hele fronten, dvs. at langt hovedparten af flyene blev ødelagt på jorden, som følge af Stalins afvisning af at alarmere de sovjetiske styrker trods efterretninger om at det tyske angreb var umiddelbart forestående. For eksempel blev løjtnant Arkhipenkos 17. jager regiment fanget på jorden og udraderet på krigens 3. dag. Resterne af regimentet, som blot bestod af 10 I-153er og en Mig-1 blev trukket tilbage til en reserveflyveplads nær Rovno.
Trods det indsatte de sovjetiske styrker alle overlevende fly til støtte for offensiven. Luftslaget afstedkom store tab for de angribende sovjetstyrker. JG 3 under kommando af Fliegerkorps IV nedskød 24 Tupolev SBer den første dag. Blandt de dræbte var lederen af 86. SBAP, Podpolkovnik Sorokin. Kun 20 af de oprindelige 251 SBer var der tilbage. De tyske tab var også store. 28 ødelagte og 23 beskadigede (herunder 8 He 111 og Ju 88).Bergström 2007, p. 38.
Det røde luftvåbens indsats var ikke uden effekt. Den sydvestlige fronts luftstyrker fløj 523 missioner mellem den 22. og 24. juni og nedkastede 2.500 bomber. Gustav Shrodek, en kampvognschef i 15. kampvognsregiment (11. panserdivision): "Ved daggry den 24. juni blev regimentet udsat for det første sovjetiske angreb med bombefly. Det var ikke dagens eneste. Tværtimod. Som følge heraf havde regimentet nu adskillige døde og sårede."
På den anden side skulle den næste totale overlegenhed, som Luftwaffe havde i luften blive en vigtig faktor i at bryde det sovjetiske modangreb.
Opmarch I angrebet deltog 6 mekaniserede korps under kommando af 5. armé i nord og 6. armé i syd, der var underlagt chefen for den sydvestlige front, Mikhail Kirponos. I kommando af 5. armé skulle Konstantin Rokossovskijs 9. og Feklenkos 19. mekaniserede korps indsættes nordvest for Rovno, mens 22. mekaniserede korps skulle samles nordøst for Lutsk. Mod syd, under kommando af 6. armé skulle Ryabyshevs 8. og I. Karpezos 15. mekaniserede korps indsættes sydvest og nordøst for Brody, mens 4. mekaniserede korps under Andrej Vlasov skulle indsættes mellem Sokal og Radekhov til venstre for 15. mekaniserede korps.
Ifølge planen skulle disse styrker samles og indlede offensiven kl. 22 den 23. juni, 36 timer efter starten på det tyske angreb, i et forsøg på at fange angriberne på det forkerte ben og inden de kunne konsolidere deres stilling ved at fremføre forstærkninger bagfra til støtte for deres hurtigt fremrykkende 11. panserdivision.
De sovjetiske korpschefer led under den forvirring, som var skabt af det chok som det tyske angreb havde afstedkommet, afbrudte kommunikationslinjer, stadige angreb fra luften, mangel på transportmidler og et stort antal civile og soldater på flugt fra den tyske fremrykning, som blokerede vejene og gjorde det vanskeligt for de styrker, som skulle deltage i modangrebet, at nå frem til deres samlingspunkter.
Mens kommunikationen mellem fronthovedkvarteret og de enkelte arméhovedkvarteret i almindelighed fungerede udmærket, var kommunikationen til fronten alvorligt forstyrret, da den var afhængig af civile telefon og telegraflinjer. Tyske sprængningseksperter, luftangreb og endda ukrainske nationalister havde gennemført mange angreb på dette system, og med den ønskede effekt. De ledende officerer ved fronten var ofte afskåret fra kommunikation, og måtte handle på eget initiativ, hvilket havde betydelig indflydelse på effektiviteten af det sovjetiske kommando og kontrolsystem. For eksempel var der chefen for 41. kampvognsdivision i 22. mekaniserede korps, som af mangel på nye ordrer flyttede sin division frem til det tidligere planlagte samlingspunkt ved Kovel, og herved fjernede divisionen fra der hvor kampen foregik.
Et andet udbredt problem var manglen på transportkøretøjer til infanteridelen af de mekaniserede korps. De var kun motoriserede af navn. Mange af disse divisioner havde kun en del af de nødvendige køretøjer til rådighed. De enkelte korpschefer måtte improvisere løsninger for at få alle deres soldater frem til samlingspunkterne.
Det lykkedes Rokossovskij at rekvirere 200 lastbiler fra distriktets reserve i Shepetovka, men alligevel måtte en stor del af hans infanteri sidde oven på kampvogne. Og alligevel måtte mange af hans infanterister gå til fods fordi mange lastbiler blev brugt til transport af ammunition og forsyninger. I et andet tilfælde blev det tunge artilleri i 22. mekaniserede korps efterladt bag fronten, da der ikke var traktorer til rådighed til at trække dem. Chefen for 19. mekaniserede korps valgte at lade sine tropper fremad i to grupper, med kampvognene langt forude mens infanteriet marcherede bagefter, hvilket betød at hans kampvogne ankom til slagmarken uden infanteristøtte. Ryabyshev chefen for 8. mekaniserede korps rapporterede om tilsvarende problemer, da korpsets artilleri blev trukket af umådeligt langsomme traktorer, som forsinkede fremføringen af hele kolonner: "Kolonnerne rykkede frem i højeste fart. Uheldigvis kom det traktortrukne artilleri stadig mere bagefter. Forskellen i hastighed forsinkede hele koncentrationen af styrker ved samlingspunkterne".
Disse komplikationer blev forværret af at de ledende sovjetiske officerer på stedet tilsyneladende ikke kunne vurdere hvilken angrebsretning der skulle vælges under indtryk af det hurtigt voksende tyske frontfremspring – mellem den 22. og den 24. juni fik 8. mekaniserede korps 3 forskellige instrukser om hvor det skulle samles, den oprindelige ordre fra frontkommandoen, en ny ordre fra chefen for 6. armé og derpå den 24. juni en ny ordre fra frontkommandoen. Det betød at korpset krydsede sin egen vej og vendte om flere gange inden det endelig ankom til Brody.
Senere skrev chefen for 8. mekaniserede korps D. I. Ryabyshev:
"Omkring ved den 2. halvdel af den 25. juni blev korpsets enheder indsat nordvest for Brody. Under den næsten 500 km lange march mistede korpset op imod halvdelen af sine ældre kampvogne og en betydelig andel sit artilleri og sine panserværnskanoner både ved fjendtlige luftangreb og som følge af mekaniske nedbrud. Alle de resterende kampvogne havde også behov for vedligeholdelse i varierende grad, og var ikke i stand til at operere over lange afstande. Så allerede inden starten på modoffensiven befandt korpset sig i en betydelig svækket tilstand."
Som følge af de mange problemer med at samle de styrker som var udpeget til angrebet, blev det oprindelige ambitiøse angrebstidspunkt udskudt 6 timer til kl. 4 om morgenen den 24. juni.
På det tidspunkt hvor denne beslutning blev truffet, om aftenen den 23. juni, blot 48 timer efter at krigen var startet, var 11. panserdivision allerede trængt 65 km ind på sovjetisk område og med 16. panserdivision i sit kølvand. Den 14. og 13. panserdivision var godt på vej ad vejen til Lutsk, med det mål at nå Styrfloden den 24., og 298., 44. og 299. infanteridivision var under fremrykning for at konsolidere fremrykningen.
Selv efter udsættelsen ville modoffensiven begynde drypvis, da hele angrebsstyrken først kunne være på plads to dage senere. Det 4., 8., 9. og 19. mekaniserede korps var stadig undervejs. Infanteristøtten var endnu længere borte.