Royal Canadian Navy (RCN) ( Marine royale canadienne), er den maritime gren af Canadas væbnede styrker. Flåden opererer omkring 33 krigsskibe samt adskillige støttefartøjer og har 8.500 militært ansatte, 5.100 reservister og 5.300 civilt ansatte. Den nuværende chef for marinestaben er Viceadmiral Paul Maddison.
Flåden blev grundlagt i 1910 som Naval Service of Canada og omdannet til Royal Canadian Navy i 1911 og blev underlagt det canadiske forsvarsministerium i 1923. I 1968 blev flåden sammenlagt med Royal Canadian Air Force og Canadian Army for således at danne et enhedsværn. Flåden var fra dette tidspunkt frem til 2011 benævnt Maritime Command. Igennem tiden har RCN gjort tjeneste i første og anden verdenskrig, Koreakrigen Golfkrigen og krigen mod terror samt adskillige af FN's fredsbevarende og -skabende missioner samt et stort antal NATO-operationer.
Historie 1910–1968 Etableringen af Naval Service of Canada fandt sted kort efter vedtagelsen af den canadiske flådelov der blev fremsat af den daværende premierminister Sir Wilfrid Laurier. Naval Service of Canada var tænkt som en selvstændig flådestyrke underlagt Dominion of Canada, som, hvis nødvendigt, kunne underlægges britiske kontrol. Loven blev godkendt af kongen den 4. maj 1910. Flådens to første skibe blev de tidligere Royal Navy-fartøjer HMCS Niobe og HMCS Rainbow. Naval Service blev omdøbt til Royal Canadian Navy af Kong George 5. den 29. august 1911.Gibert Norman Tucker, The Naval Service of Canada: Volume I: Origins and Early Years , (Ottawa: King's Printer, 1952), 137.
I de første år af 1. verdenskrig patruljerede RCN's seks skibe både øst- og vestkysten for at afskrække den tyske ubådstrussel, mens et syvende skib, HMCS Shearwater, indgik i flådens tal i 1915. Lige før afslutningen på krigen i 1918 blev Royal Canadian Naval Air Service etableret med henblik på antiubådskrigsførelse, flyvetjenesten blev dog nedlagt efter våbenhvilen den 11. november.J.D.F. Kealey and E.C. Russell, A History of Canadian Naval Aviation, 1918-1962 , (Ottawa: Queen's Printer, 1967), 1-10. Besøgt 20. august 2011
Efter krigen overtog Royal Canadian Navy nogle ansvarsområder fra transportministeriets marinetjeneste og flåden begyndte langsomt at opbygge kapaciteter og de første skibe bygget udelukkende til RCN hejste kommando i 1932.Marc Milner, "Walter Hose To The Rescue: Navy, Part 13", Legion Magazine, 1. januar 2006. Besøgt 20. august 2011. Ved 2. verdenskrigs udbrud var flåden i besiddelse af elleve krigsskibe, 145 officerer og 1.674 mand.Schull, Joseph, Far Distant Ships: An Official Account of Canadian Naval Operations in World War II, King's Printer, Ottawa, 1952 – genoptrykt af Stoddart Publishing, Toronto, 1987, s.1 Under krigen blev Royal Canadian Navy kraftigt udvidet og blev den tredjestørste flåde i verden efter United States Navy og Royal Navy. Ved afslutningen af slaget om Atlanten havde RCN sænket 27 tyske undervandsbåde og sænket eller erobret 42 fjendtlige overfladeskibe, mens det var lykkedes koffardiflåden at foretage 25.343 krydsninger af Atlanterhavet. Flåden mistede 24 skibe og 1.797 sømænd i krigen.Schull, Joseph, s.430-1
Fra 1950 til 1955, under Koreakrigen, fastholdt canadiske destroyere en tilstedeværelse ud for den koreanske halvø, hvor man foretog ildstøtte for de amerikanske landstyrker mens flåden hjemme opgraderede sine antiubådskapaciteter for at imødegå den stigende sovjetiske ubådstrussel.Thor Thorgrimsson and E.C. Russell, Canadian Naval Operations in Korean Waters, 1950-1955 , (Ottawa: Queen's Printer, 1965). Besøgt 20. august 2011. Marc Milner, Canada's Navy: The First Century, (Toronto: University of Toronto Press, 1999), s. 207-209, . I løbet af 1960'erne udfasede Royal Canadian Navy de sidste af krigsskibene fra 2. verdenskrig og forøgede sine antiubådskapaciteter betragteligt ved anskaffelsen af Sikorsky CH-124 Sea King og dermed var Canada en af de første til at bruge store helikoptere på små krigsskibe. På dette tidspunkt havde flåden desuden hangarskibet HMCS Bonaventure, der havde et antal McDonnell F2H Banshee jagerfly frem til 1962.
1968–nu I 1968, under Lester B. Pearsons Liberale regering, blev Royal Canadian Navy, Royal Canadian Air Force og Canadian Army omdannet til Canadian Forces, hvor de tre værns operative kommandoer blev nedlagt og omdannet til tre stabe direkte under forsvarsministeriet, på tidspunktet under forsvarsminister Paul Hellyer. Den kontroversielle sammenlægning betød flåden blev omdannet til Maritime Command (MARCOM), mens alle flådens luftenheder blev overført til Air Command (tidligere Royal Canadian Air Force) i 1975. Sammenlægningen af de canadiske værn var første gang en nation med et moderne militær kombinerede dets flåde-, land- og flystyrker under en kommando.
I 1970'erne og 1980'erne skete der en rationalisering af flåden samt tilgangen af Iroquois-klassen, som senere blev opgraderet til primære luftforsvarsenheder samt bygningen af Halifax-klassen i midten af 1990'erne. Adskillige andre rationaliseringsforslag blev fremsat under denne æra, både af regeringen og forsvaret såvel som det canadiske institut for militære og strategiske studier. I 1990 sendte Canada tre skibe til at støtte Operation Desert Shield, og senere Operation Desert Storm. Senere i årtiet sendte MARCOM enheder til at patruljere i Adriaterhavet under krigen i Eksjugoslavien samt Kosovokrigen. For nylig har flåden sendt fartøjer ud under Operation Apollo samt til Afrikas Horn for at bekæmpe sørøveri ud for Somalia. Den konservative regering ledet af Stephen Harper offentliggjorde den 16. august 2011 at Maritime Command skifter sit navn tilbage til Royal Canadian Navy.
Struktur Royal Canadian Navys hovedkvarter er National Defence Headquarters (NDHQ) i Ottawa, Ontario. Siden 1968, har RCN været den maritime del af Canadian Forces, og har til opgave at sætte styrker til rådighed for militærets fire operative kommandoer, primært Canada Command samt Expeditionary Command, men også for Canadian Operational Support Command samt i mindre grad til Canadian Special Operations Forces Command.
Atlanterhavsflåden thumb|HMCS Ville de Québec, underlagt MARLANT Royal Canadian Navys atlanterhavsflåde, benævnt Maritime Forces Atlantic (MARLANT), har hovedkvarter og basehavn i CFB Halifax i Halifax, Nova Scotia med støtte fra flyvestationen CFS St. John's i Newfoundland. Tilknyttet til MARLANT og CFB Halifax er Royal Canadian Air Forces 12. Wing Shearwater, på Shearwater Heliport, som står for fastvinget flystøtte til atlanterhavsflåden. RCAF's 14. Wing Greenwood støtter også MARLANT med fastvingede fly via 404. Maritime patrulje- og træningseskadrille samt 405. Maritime patruljeeskadrille. Atlanterhavsflådes andre faciliteter omfatter blandt andet CFAD Bedford, et ammunitionsdepot, to flåderadioer (Naval Radio Section (NRS) Newport Corner og NRS Mill Cove).
Atlanterhavsflåden består af 19 krigsskibe og et antal støtteskibe og er ansvarlig for patruljeringen i Canadas østlige eksklusive økonomiske zone (EØZ), såvel som Canadas ansvarsområder i Atlanterhavet og det østlige Ishav.
Stillehavsflåden thumb|Et patruljefartøj af Orca-klassen i British Columbia Royal Canadian Navy's stillehavsflåde, benævnt Maritime Forces Pacific eller MARPAC, har hovedkvarter på CFB Esquimalt i British Columbia. Organisationen er bemandet med 4.000 militære og 2.000 civile ansatte og bliver ledet af kontreadmiral Nigel S. Greenwood.
Med fjorten krigsskibe og adskillige støttefartøjer i Esquimalt, har stillehavsflåden ansvaret for Canadas EØZ på vestkysten, samt landets forpligtelser i Stillehavet og det vestlige Ishav. Orlogsværftet Cape Breton yder service og vedligehold til stillehavsflåden. Royal Canadian Air Forces 443. maritime helikoptereskadrille baseret på Patricia Bay Heliport yder støtte til stillehavsflåden, men er under kommando af 12. Wing Shearwater, mens 19. Wing Comox yder fastvinget støtte for MARPAC primært ved 407. langtrækkende patruljeeskadrille.
Reserve Canadas Naval Reserve Headquarters (NAVRESHQ) er placeret i Pointe-a-Carcy Naval Complekset i byen Quebec i provinsen Quebec. Hovedkvarteret er ansvarlig for fireogtyve flådereserveafdelinger fordelt over hele landet. I komplekset hører også Canadian Forces Fleet School Quebec samt HMCS Montcalm til. Flådens reservestyrke tæller omkring 4.000 reservister og er underlagt flotilleadmiral David W. Craig.
Flåden Kampskibe thumb|right|HMCS Regina, en fregat af Halifax-klassen. Den canadiske flåde har 24 overfladeskibe samt fire undervandsbåde. Overfladeskibene benytter præfikset Her Majesty's Canadian Ship ( Hendes majestæts canadiske skib, forkortet HMCS): 12 fregatter af Halifax-klassen. 12 patruljefartøjer af Kingston-klassen.
Udover overfladeskibene råder flåden over fire Victoria-klasse undervandsbåde købt fra Royal Navy i 1998. Disse fartøjer benytter præfikset Her Majesty's Canadian Submarine.
Royal Canadian Navy råder desuden over skoleskibet HMCS Oriole, et historisk sejlskib der hejste kommando i 1921. Selvom skibet indgår i flådens tal regnes det ikke med blandt aktive krigsskibe i Royal Canadian Navy.
Støtteskibe RCN har et antal støtteskibe til at støtte landets skibe, disse er ikke krigsskibe og bærer ikke præfikset HCMS. Blandt støtteskibene er otte patruljefartøjer af Orca-klassen, fem bugserbåde af Ville-klassen, fem bugserbåde af Glen-klassen samt to ildslukningsfartøjer af Fire-klassen.
Luftfartøjer Siden 1975 er alt luftstøtte til flåden blevet udført af Royal Canadian Air Force igennem 1 Canadian Division og 12 Wing Shearwater på vegne af Royal Canadian Navy. RCAF benytter fireogtyve Sikorsky CH-124 Sea King helikoptere udrustet til antiubådskrigsførelse og SAR samt 21 Lockheed CP-140 Aurora maritime patruljefly.
Fremtiden Flere moderniseringsprogrammer er igangsat for at føre flåden op til en moderne standard. Der er planer om at bygge to eller tre nye støtteskibe som erstatning for den nuværende Protecteur-klasse. Disse skibe skal kunne støtte en flådestyrke, give en begrænset transportkapacitet samt stabsfaciliteter. Man har desuden planer om at opbygge et arktisk beredskab bestående af seks til otte inspektionsskibe samt etablering af en flådestation, en dybtvandshavn i Nunavut. Fregatterne af Halifax-klassen undergår for tiden en levetidsforlængelse, mens de 24 Sea King-helikoptere som flåden benytter på deres skibe skal erstattes af 28 styks Sikorsky CH-148 Cyclone.
Rangorden Officersgruppen Canadiske officerer har et antal tjenestegrader fra OF-1 til OF-9. Der findes kun én OF-9 stilling i Canadas væbnede styrker; chefen for forsvarsstaben, som ikke nødvendigvis er fra flåden. Den højeste placerede rene flådestilling er OF-8, en viceadmiral, som er chef for marinestaben. OF-6 (Commodore) til OF-9 (Admiral/Amiral) er omtalt som chefgruppen, mens OF-3 (Lieutenant-Commander/Capitaine de corvette) til OF-5 (Captain (N)/Capitaine de vaisseau) er omtalt som seniorofficerer mens OF-2 (Lieutenant (N)/Lieutenant de vaisseau) og OF-1 (Sub-Lieutenant) er omtalt som juniorofficerer. Kadetter er omtalt som underordnede officerer. Alle officerer i det canadiske forsvar modtager et diplom fra Canadas generalguvernør, som også er den officielle øverstkommanderende for Canadas væbnede styrker.
Søofficerer bliver uddannet på Royal Military College of Canada i Kingston, Ontario, Royal Military College Saint-Jean i Saint-Jean, Quebec og søofficersuddannelsescentret ved Work Point, Esquimalt, British Columbia. Enkelte specialiserede kandidater kan blive udnævnt officer uden at have gennemgået Royal Military College, dette bliver omtalt som Direct Entry Officer (DEO) Plan.