Georges Prosper Remi RemiOpstal, H. van (1994) Essay RG. Het fenomeen Hergé, pp. 8+10+132-133+195Goddin, Philippe (2008) Hergé. Levenslijnen, p. 25, kendt som Hergé (født 22. maj 1907, Etterbeek ved Bruxelles, død 3. marts 1983 i Bruxelles) var en belgisk tegneserieforfatter og -tegner, bedst kendt for Tintin-serien på i alt 24 album (det sidste ufærdigt), som han tegnede fra 1929 til sin død i 1983. Han betegnes som den førende inden for tegnestilen "den rene linje" (ligne claire) og påvirkede den europæiske tegneseriekultur som få andre. Georges Rémis initialer, vendt om til "R.G." og udtalt på fransk, blev til kunstnernavnet Hergé.

Bemærkelsesværdige kvaliteter ved tegneserierne om Tintin er deres livsfulde humanisme, detaljerigdom og realistiske tegninger, der kom af Hergés omhyggelige baggrundsstudier. Baggrundsstudierne førte også til, at han gentegnede nogle albummer flere år senere. Hergé tog selv på dele af de rejser, som han beskrev, og samlede billeder og indtryk, som han anvendte i historierne. Mange af Tintin-seriens genstande, landskaber og gadebilleder fandtes i virkeligheden eller var baseret på virkeligheden. Voksne læsere nyder de mange satiriske referencer til historie og politik fra første halvdel af 1900-tallet. Albummet Den Blå Lotus var inspireret af Mukden-hændelsen, der førte til den første kinesisk-japanske krig i 1934. Albummet Ottokars scepter kan læses på baggrund af Adolf Hitlers "Anschluss" (Tysklands annektering af Østrig i 1938), mens hans senere albummer som Tournesolmysteriet kan læses som en allegori på den kolde krig. Hergé er blevet en af verdens mest berømte belgiere, og Tintin-serien har fortsat international succes.

Ud over Tintin skrev og tegnede Hergé også serier som Mads', Mettes og Sjokos oplevelser, Lars og Lue og Popol og Virginie.

Tidligt liv Georges Rémi blev født i 1907 i Etterbeek ved Bruxelles som søn af middelklasseforældrene Alexis og Elisabeth Rémi. Georges havde en fem år yngre bror, som han selv har hævdet var inspirationen til figuren Tintin. Faren var ansat i et firma, der solgte børnetøj.

Fra 1914 til 1918 gik Georges i kommuneskolen i Ixelles. Hans første skoleår faldt sammen med første verdenskrig, hvor Bruxelles blev okkuperet af Tyskland. Georges, hvis tegnetalent allerede havde vist sig, brugte margenen af sine skolebøger til at lave tegninger af tyske soldater. Bortset fra et par timers undervisning i tegning ved Ecole Saint-Luc, som han senere gik på, fik han aldrig formel kunstundervisning.

På grund af pres fra farens arbejdsgiver, en meget konservativ katolik, blev Georges i 1920 meldt ud af kommuneskolen og indskrevet i en religiøs skole, Collège Saint-Boniface, en videregående skole hvor lærerne var katolske præster. Han var en udmærket elev, næsten altid den bedste i klassen, bortset fra i et enkelt fag, tegning, hvor han aldrig fik gode karakterer. Samtidig med at han blev taget ud af kommuneskolen, måtte han også forlade spejderbevægelsen Boy Scouts de Belgique og i stedet melde sig ind i Fédération des Scouts Catholiques. Han har selv fortalt, at det var vanskeligt for ham at komme gennem disse omvæltninger, og at han følte sig forrådt og splittetPeeters, Benoit: Hergé. Bogen om Tintin og hans skaber. Carlsen if. 1983. .

På skolen var spejderbevægelsen fortsat hans store lidenskab, og han fik øgenavnet "Renard curieux" ("nysgerrige ræv"). Hans første professionelle tegninger blev trykt i Jamais assez, skolens spejderavis, og fra 1923 også i Le Boy-Scout Belge, spejderbevægelsens månedlige landsdækkende udgivelse. I 1924 signerede han for første gang sine tegninger med den senere så berømte signatur "Hergé". Hans første serie bar navnet Totor og havde undertekster. Serien handler om en belgisk spejderpatruljes eventyr. Totor var meget lig den senere Tintin, vel og mærke en Tintin uden hårtot og hund. Erfaringerne fra spejderbevægelsen og dens etik fik en betydelig indflydelse på Hergés senere tegneserier.

Efter at have afsluttet sin skolegang i 1925, begyndte Georges at arbejde for den katolske nyhedsavis Le XXe Siècle (Det tyvende århundrede), en katolsk avis med nyheder og trosspørgsmål. Under abbed Nobert Wallez' strenge ledelse fulgte avisen en meget kirkevenlig og nationalistisk linje. Ved siden af avisarbejdet fortsatte Hergé med at tegne Totor for Le Boy-Scout Belge.

I 1926 kom han i militæret, hvor han havnede i et feltjægerregiment. Fra begyndelsen var han menig, men blev senere korporal, så sergent og til sidst løjtnant af reserven. Efter militærtjenesten vendte han tilbage til Le XXème Siécle, denne gang som repro- og fotograflærling og som illustrator af specialsider. Den energiske abbed Wallez opmuntrede Hergé til at læse, tilegne sig viden og blive kultiveret og gav ham efterhånden også et større ansvar. Hergé har ved flere lejligheder understreget hvor vigtigt for ham mødet med Wallez var.

Da abbed Wallez i 1928 besluttede sig for at lave et ugentligt børnetillæg, Le Petit Vingtième, til Le XXème Siécle, fik Hergé til opgave at sammensætte indholdet med kortere reportager, fortællinger, bearbejdede referater af aktuelle nyheder samt tegneserien Flup, Nénesse, Poussette og Cochonnet, en billedfortælling tegnet af Hergé og skrevet af en journalist ved avisens sportsredaktion. Serien løb kun i tre måneder, før Hergé skiftede den ud med sin helt egen serie, hvor han kunne anvende den amerikanske stil med talebobler. Valget af seriefigur kan ikke have taget lang tid, da Hergé genoptog figuren Totor, ændrede nogle bogstaver i navnet og gav ham et arbejde som journalist, der passede bedre med hans nye omgivelser. Totor, eller Tintin som han nu hed, fik en karakteristisk hårtot (ifølge Hergé så han kunne genkendes) og en hund som følgesvend. Fra 1929 til midt i 1930 blev den første Tintin-historie, Tintin i Sovjetunionen, trykt i Le Petit Vingtième.

Historien om Tintin thumb|300px|Tintin-butik i London

Tintin i Sovjetunionen blev trykt første gang som føljeton i Le Petit Vingtième den 10. januar 1929 og løb frem til den 8. maj 1930. Tegneserien fortalte om de oplevelser, den unge journalist Tintin (der aldrig blev set foran en skrivemaskine) og hans hund, en kvik foxterrier ved navn Terry (Milou på fransk), mens de rejste gennem det kommunistiske Sovjetunionen. Figuren Tintin var som nævnt inspireret af Georges’ bror Paul Rémi, på daværende tidspunkt officer i den belgiske hær.

Tegneserien er primitiv. Hergé fylder entusiastisk på med vittigheder og katastrofer mellem hinanden, uden at bekymre sig om hvordan historien skulle ende. Da tegneserien afsluttedes, fik avisens chefredaktør den idé, at der skulle iscenesættes en stor modtagelse af Tintin i anledning af hans hjemkomst fra Sovjetunionen. Hergé har fortalt, at "da dagen oprandt måtte jeg drage af sted med ham, der var udvalgt til at spille rollen som Tintin. Jeg havde selv maskeret ham og udstyret ham med russisklignende kostume og et par flotte røde støvler. For at gøre det mere realistisk, steg vi om bord i det tog, der ankom fra Köln, altså østfra, fra Rusland. Den officielle modtagelse skulle finde sted i Bruxelles. Jeg var overbevist om, at vi ville stige af på en fuldstændig tom jernbanestation, men til min store overraskelse var der stopfyldt. Mængder af børn hagede sig fast i den vogn, som Tintins dobbeltgænger ankom i. Da gik det op for mig, at Tintin kunne blive noget stort"Citeret og oversat efter Schtroumpf, des cahiers de la bande dessinée, et specialnummer om Hergé..

Fra januar 1930 udgav Hergé yderligere en tegneserie i Le Petit Vingtième, om to gadedrenge fra Bruxelles, Lars og Lue (Quick et Flupke). I mange år udgav han disse fantasifulde, men til sammenligning noget mindre kendte, enkeltsider samtidig med de lange Tintin-historier. I juni begyndte han på sin anden Tintin-historie, Tintin i Congo. Det afrikanske land var på det tidspunkt Belgisk Congo). Historien blev efterfulgt af Tintin i Amerika samt Faraos cigarer, hvori de tumpede detektiver Dupond og Dupont bliver introduceret.

I 1932 blev Hergé gift med Germaine Kieckens, som var sekretær for Le XXe Siècles direktør. Ægteskabet var barnløst og parret blev skilt i 1975.

Det tog omkring et år at færdiggøre hver af de tidlige Tintin-historier. Efter avisudgivelsen blev de udgivet i bogform (tegneseriealbum) af forlaget Casterman. Hergé reviderede jævnligt disse historier til senere oplag, blandt andet opdaterede han tekniske ting som skibe og fly, men de blev også farvelagt. Senere udtrykte han forlegenhed over, hvor uvidende og fordomsfyldt han havde været i de første albummer, særligt Tintin i Sovjetunionen og ikke mindst Tintin i Congo. Han vægrede sig senere ved at genudgive disse to albummer. Der er en berygtet scene i Tintin i Congo, hvor Tintin giver geografiundervisning til indfødte elever på en missionsskole. "Mine kære venner," siger Tintin, "i dag vil jeg tale om jeres fædreland, Belgien." I en senere udgave blev denne scene ændret til en matematiktime. På trods af det imperialistiske syn i denne historie, har den i mange år været særlig populær i netop Congo.

Mødet med Tchang Med det femte Tintin-album, Den Blå Lotus, kom der en forandring. Hergé havde ved slutningen af det foregående album, Faraos cigarer, nævnt, at Tintin ville rejse til Kina i den næste historie. Fader Gosset, præst for de kinesiske studerendes ved Katholieke Universiteit Leuven, skrev til Hergé og bad ham om at være forsigtig med, hvad han skrev og tegnede om Kina. Hergé var enig, og i foråret 1934 præsenterede Gosset ham for Tchang Tchong-jen, en ung billedhuggerstuderende fra Bruxelles Académie des Beaux-Arts. De unge kunstnere blev hurtigt venner, og Tchang introducerede Hergé for Kinas historie, kultur og kunst.

Som følge af disse erfaringer søgte Hergé herefter at beskrive fremmede kulturer og skuepladser så nøjagtigt som muligt i Den Blå Lotus og efterfølgende albummer. I taknemmelighed over for Tchang Tchong-jen blev en fiktiv Tchang Tchong-jen indført i Den Blå Lotus. En ung kineser, som Tintin møder og bliver ven med. I historien optræder Tchang som en modsætning til mere overdrevne vestlige fabrikationer om kinesisk kultur.

En anden følge af venskabet med Tchang var, at Hergé i stigende grad blev opmærksom på kolonialismen, særligt Japans forhold til Kina. Den Blå Lotus har et tydeligt anti-imperialistisk budskab, som stod i modsætning til den vestens daværende fremherskende holdning, hvor man så positivt på Japans og landets kolonialistiske rolle. På grund heraf kom der fra flere sider skarp kritik af historien, blandt andre protesterede japanske diplomater over for det belgiske udenrigsministerium. Verdenshistoriens videre gang gav Hergé ret.

Tchang afsluttede sit studium i Bruxelles og vendte tilbage til Kina. Ved Japans erobring af Kina og den efterfølgende borgerkrig mistede Hergé og Tchang kontakten, og der skulle gå mere end fyrre år, før de to venner igen mødtes.

I 1935 tegnede Hergé de første sider af Mads', Mettes og Sjokos oplevelser (Jo, Zette et Jocko) for det franske ugeblad Cœurs Vaillants, om de to søskende og deres chimpanse. I tidens løb blev det til tre historier fordelt på fem album. Det sidste album, Kobradalen, var humormæssigt sammenligneligt med Tintin-historierne. Albummet blev påbegyndt i 1939, men først afsluttet i 1954.

2. verdenskrig Da den anden verdenskrig brød ud den 1. september 1939 med Nazi-Tysklands invasion af Polen, blev Hergé indkaldt til hæren. På grund af krigen og indkaldelsen måtte Hergé afslå en invitation fra Song Meiling, Chiang Kai-sheks hustru, til at besøge Republikken Kina. Invitationen var en følge af hans stillingtagen til fordel for det kinesiske folk i Den Blå Lotus. Arbejdet på den nye historie, Landet med det sorte guld, blev afbrudt. Efter de tyske troppers besættelse af Belgien i 1940 blev han hjemsendt fra militæret.