Slaget ved Samar var den midterste af kampene under slaget om Leyte Gulf, et af de største søslag i historien, som fandt sted i det Filippinske Hav ud for øen Samar i Filippinerne den 25. oktober 1944. Det var den eneste større kamp i slaget hvor amerikanerne stort set var uforberedt på at støde på den fjendtlige styrke. Nogle historikere har kaldt det for et af de mest ubalancerede slag i søkrigsførelsens historie.
Admiral William Halsey, Jr. blev narret til at forfølge en afledningsstyrke med sin stærke 3. flåde. Der var således kun tre grupper af eskorthangarskibe fra 7. flåde tilbage i området. En kraftig japansk flådestyrke bestående af slagskibe og krydsere, som amerikanerne troede, at de allerede havde besejret og jaget på flugt, var vendt tilbage og stødte på den nordligste af de tre eskortehangarskibsgrupper, Task Unit 77.4.3 ("Taffy 3"). Taffy 3 havde nogle få destroyere og eskortedestroyere, som hverken havde ildkraft eller pansring til effektivt at imødegå pansrede krigsskibe, men alligevel gik de til angreb med deres 5 tommer kanoner og torpedoer. Fly fra de langsomme "jeep" eskortehangarskibe angreb japanerne fortrinsvis med bomber og dybdebomber, som stort set var virkningsløse mod skibe.
Clifton Spragues task unit mistede to eskortehangarskibe, to destroyere, en eskortedestroyere og et antal fly. Over 1.000 amerikanere døde, hvilket svarer til de samlede amerikanske tab af mænd og skibe i de mere velkendte slag i Koralhavet og ved Midway. Men til gengæld for disse svære tab, som ramte en så lille styrke, lykkedes det dem at sænke eller uskadeliggøre tre japanske krydsere og skabe tilstrækkelig forvirring til at den japanske viceadmiral Takeo Kurita valgte at omgruppere sin styrke og senere trække sig tilbage i stedet for at rykke frem og sænke troppetransport og forsyningsskibe i Leyte Gulf. I alle slagene ved Leyte Gulf omkom 10.000 fra den japanske og 3.000 fra den amerikanske flåde. Selv om slagskibet Yamato og den resterende styrke vendte tilbage til Japan var disse slag afslutningen på den japanske flåde som kampenhed.
Baggrund Den overordnede japanske strategi ved Leyte var en plan kaldet Shō-Go 1. Den gik ud på at viceadmiral Jisaburō Ozawas flåde – kaldet den nordlige styrke – skulle lokke den 3. amerikanske flåde væk fra den allierede landgang på Leyte, ved hjælp af en tilsyneladende sårbar hangarskibsstyrke. Når landgangsstyrkerne således havde mistet deres luftstøtte skulle de angribes vest og sydfra af viceadmiral centrale styrke, som skulle ankomme fra Brunei, og viceadmiral Shoji Nishimuras sydlige styrke. Kuritas styrke bestod af fem slagskibe heriblandt Yamato og Musashi, der var verdens største slagskibe, eskorteret af krydsere og destroyere. Nishimuras flotille omfattede to slagskibe og skulle ledsages af viceadmiral Kiyohide Shima med tre krydsere.
Om natten den 23. oktober opdagede to amerikanske undervandsbåde USS Dace og USS Darter den centrale styrke da den sejlede ind i Palawan strædet. Efter at have alarmeret Halsey torpederede og sænkede undervandsbådene to krydsere og beskadigede en tredje, som blev tvunget til at vende om. En af de to krydsere, som gik tabt var admiral Kuritas flagskib, men han blev reddet og overførte sit flag til Yamato.
Efterfølgende gennemførte hangarskibene i 3. flåde en række luftangreb på Kuritas styrker i Sibuyanhavet hvorved en række fartøjer blev beskadiget og Musashi sænket. Det fik i første omgang Kurita til at vende om. Et luftangreb fra 3. flåde ramte også Nishimuras sydlige styrke, som fik mindre skader. Samtidig indledte viceadmiral Takijirō Ōnishi angreb fra flyvepladser på Luzon mod Halseys styrker. Et bombefly ramte det lette hangarskib USS Princeton, hvilket udløste eksplosioner som førte til at det blev sænket.
Samme nat skulle Nishimuras sydlige styrke med to slagskibe en tung krydser og fire destroyere nærme sig sydfra og koordinere med Kuritas styrke. Det andet element i den sydlige styrke – 3 krydsere og 7 destroyere – under kommando af viceadmiral Kiyohide Shima var ca. 70 km bag Nishimura. I slaget i Surigaostrædet løb Nashimuras styrke ind i en dødsfælde. De var 7. flådes støtteflåde langt underlegen. De løb spidsrod mellem torpedoer fra 28 torpedobåde og 28 destroyere inden de blev taget under radarstyret beskydning fra 6 gamle slagskibe og 8 krydsere. Senere da Shimas styrke nåede frem til de resterende af Nishimuras skibe blev den også angrebet, men formåede at trække sig tilbage. Af Nashimuras styrke overlevede kun en destroyer.
I slaget ved Kap Engaño bestod Ozawas nordlige styrke af et stort hangarskib og tre lette hangarskibe med i alt 108 fly (svarende til det antal fly der normalt var på et stort hangarskib), to gamle slagskibe, tre lette krydsere og ni destroyere. Admiral Halsey var overbevist om, at den nordlige styrke var den største trussel og at de centrale styrke var blevet slået på flugt i Slaget i Sibuyanhavet. Halsey tog tre grupper af Task Force 38 (TF 38), som var langt stærkere end Ozawas nordlige styrke, med fem hangarskibe og fem lette hangarskibe med til sammen over 600 fly, seks hurtige slagskibe, 8 krydsere og over 40 destroyere. Halsey klarede nemt det som senere blev afsløret som en afledningsstyrke der ikke udgjorde nogen større trussel.
Som følge af Halseys beslutning var døren efterladt på vid gab til Kurita. Da Kurita i starten trak sig tilbage, regnede amerikanerne med at den japanske styrke trak sig ud af slaget; men Kurita vendte om igen og sejlede gennem San Bernardino Strædet i ly af mørket. Kun lette styrker, som var udstyret til at angribe styrker på landjorden og undervandsbåde stod herefter i vejen for Kuritas slagskibe og krydsere, der havde til hensigt at knuse de amerikanske landgangsstyrker.
Overblik over slaget left|thumb|150px|Admiral Takeo Kurita
I slaget ved Samar gik en meget slagskraftig japansk styrke bestående af slagskibe, krydsere og destroyere under kommando af admiral Kurita til angreb på en amerikansk task unit bestående af seks eskortehangarskibe, tre destroyere og fire ekskortedestroyere. Amerikanerne blev overrasket fuldstændigt fordi 7. flåde regnede med at dens nordlige flanke var beskyttet af admiral Halseys umådelig slagkraftige 3. flåde, som bestod af otte store hangarskibe og seks hurtige slagskibe.
Hovedvægten af det japanske angreb ramte den nordligste af eskortehangarskibsenhederne kontreadmiral Clifton Spragues Task Unit 77.4.3 (normalt omtalt med sit radiokaldesignal "Taffy 3"). Taffy 3 var dårligt forberedt til at bekæmpe svært bestykkede krigsskibe, og eskortehangarskibene forsøgte at undslippe den japanske styrke samtidig med at Taffy 3's destroyere, eskortedestroyere og fly gennemførte vedvarende angreb på Kuritas styrke. Destroyerne og eskortedestroyerne havde kun torpedoer og kanoner af en kaliber op til 5 tommer (12,7 cm), men til gengæld havde de radar som hjælp ved ildledningen. Japanerne havde svært kalibrede kanoner på op til 46 cm kanoner, men de havde knap så præcise optiske afstandsmålere. Amerikanerne havde også et stort antal fly til rådighed, hvilket japanerne ikke havde. Eskortehangarskibenes fly var udstyret med højeksplosive bomber, som anvendtes til for styrker på landjorden og dybdebomber til angreb på undervandsbåde, frem for pansergennemtrængende bomber og torpedoer, som havde været mere effektive mod de svært pansrede skibe. Trods det, og selv om deres ammunition slap op, blev de amerikanske fly ved med at genere fjenden og gennemførte gentagne skinangreb, hvilket afledte japanernes opmærksomhed og spredte deres formationer.
Alt i alt blev to amerikanske destroyere, en eskortedestroyer og et eskortehangarskib sænket af beskydning fra japanske kanoner og yderligere et eskortehangarskib blev ramt og sænket af et kamikaze fly under slaget. Kuritas slagskibe blev drevet tilbage med torpedoangreb fra de amerikanske destroyere, og var ude af stand til at omgruppere sig i kaos, mens tre krydsere gik tabt efter angreb fra amerikanske fly og destroyere og adskillige andre krydsere blev beskadiget. På grund af forsvarets intensitet var Kurita overbevist om, at han stod over for en styrke, som var langt stærkere end hans egen og trak sig tilbage, hvorved han fjernede truslen mod troppetransport- og forsyningsskibene.
Slaget var et af de sidste store flådeslag mellem amerikanske og japanske overfladeskibe under 2. verdenskrig. Efter slaget blev Filippinerne generobret af amerikanerne, hvilket afskar japanerne fra deres oliefelter i Sydøstasien. Den kejserlige japanske flåde gik aldrig igen i kamp med en sådan styrke. De fleste skibe vendte tilbage til deres baser i Japan hvor de stort set lå inaktive i resten af krigen.
Slaget fremstilles ofte som et af de store "hvad nu hvis" i 2. verdenskrig. Hvis Kurita havde fortsat angrebet i stedet for at trække sig tilbage, er det muligt at amerikanerne kunne have lidt svære tab af tropper og forsyninger, hvilket ville have forsinket deres erobring af Filippinerne. Hvis Kuritas og Halseys flåde var stødt sammen ville det have været det længe ventede "afgørende slag" hvor begge sider havde haft mulighed for at indsætte deres største slagskibe; men Halseys styrke var Kuritas overlegen i antal af alle skibstyper især de 6 amerikanske slagskibe mod de 4 japanske. Kun Yamato havde sværere panser og større kanoner end de amerikanske slagskibe, de øvrige tre var fra 1. verdenskrig og havde generelt svagere kanoner og pansring, mens deres modstandere i 3. flåde var forholdsvis nye med 16 tommer kanoner (40,6 cm) og var udstyret med radar assisteret ildledning.
Modstandernes styrker Den centrale japanske styrke bestod nu af slagskibene Yamato, Nagato, Kongō og Haruna, de tunge krydsere Chōkai, Haguro, Kumano, Suzuya, Chikuma, Tone, de lette krydsere Yahagi og Noshiro samt 11 destroyere af Kagerō- og Asashio-klassen. Slagskibene og krydserne var fuldt pansrede mod 5 tommer projektiler. Til sammen havde de snesevis af af svære kanoner helt op til Yamatos 46 cm, som havde en rækkevidde på 40 km. Skibene havde optisk sigte, som gav oplysninger til computerassisterede ildstyringssystemer. De var dog knap så avancerede som de radarstyrede systemer på de amerikanske destroyere.Tincan Sailors p. 153
Hver af de tre task units i 7. flådes tast group 77.4 bestod af seks små eskortehangarskibe af Casablanca- eller den lidt større Sangamon-klasse. Hver destroyer havde fem 12,8 cm kanoner mens eskortedestroyerne kun havde 2 og eskortehangarskibene blot 1. Da ingen af kanonerne havde en rækkevidde på mere end 16 km virkede det som en håbløs opgave mod de japanske kanonerer, som lagde vægt på lang rækkevidde og store kanoner; men slaget ville vise, at deres delvis automatiserede ildledning var stort set ineffektiv mod manøvrerende skibe på lang afstand (selv om nogle skibe såsom Kongō systematisk ramte deres mål når de kom nærmere). Japanerne fik rent faktisk ikke træffere ind på hangarskibene før de selv nåede inden for hangarskibenes skudvidde. Til gengæld havde selv de små amerikanske destroyere ildledningssystemer, som automatisk rettede akkurat ild mod mål på overfladen og i luften samtidig med at destroyerne selv manøvrerede under slaget. Manglen på tilsvarende systemer i de japanske skibe førte til kommentarer fra amerikanske piloter om japanernes ineffektive antiluftskyts.
thumb| and her escorts laying a smoke screen early in the battle.
Kontreadmiral Clifton Spragues Task Unit 77.4.1 ("Taffy 1") bestod af Hangarskibsdivision 22 med eskortehangarskibene USS Sangamon, Suwannee, Santee og Petrof Bay. (De resterende to eskortehangarskibe i Taffy 1, kontreadmiral George R. Hendersons COMCARDIV 28 med USS Chenango og Saginaw Bay var afsejlet mod Morotai i Indonesien den 24. oktober med defekte fly fra andre hangarskibe, som skulle sættes i land. De kom tilbage med nye fly efter slaget.)