Gustav 2. Adolf (født 9. december 1594, død 6. november 1632) var konge af Sverige fra 1611 til 1632.
Han var søn af kong Karl 9. og kom til magten under Kalmarkrigen. Han regnes som protestanternes redningsmand, efter han i 1630 gik ind i Trediveårskrigen i Tyskland, hvor han sejrede ved Breitenfeld nord for Leipzig 1631, indtog München 1632, men blev stoppet ved Nürnberg og dræbt i et uafgjort slag ved Lützen. Han var særlig medvirkende til, at skydevåben blev den dominerende våbenart på den europæiske slagmark ved at omforme musketten og omdanne store dele af infanteriet til musketerer.Gwynne Dyer, Krig. Den væbnede konflikts historie, Borgen.
Barndom og opvækst
Gustav 2. Adolf var søn af hertug Karl af Södermanland, senere Karl IX, og Christina af Slesvig-Holsten-Gottorp, datter af hertug Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp og sønnedatter til landgreve Filip den Ædelmodige af Hessen.Stille, s. 436
Gustav Adolfs opdragelse lededes med stor omhu af Johan Skytte efter reformationens og humanismens ideer. Sideløbende med den teoretiske uddannelse gik den praktiske.
Meget tidligt fik Gustav Adolf lejlighed til at deltage i politisk gerning, og fra 1610 optræder han næsten som faderens medregent. I Kalmarkrigen var han yderst virksom; det var ham, der indtog Kristianopel med alle de forråd, der fandtes i denne fæstning 26. juni 1611.
30. oktober 1611 døde Karl 9. Egentlig skulle en formynderregering have styret riget, i det mindste til Gustav Adolf var fyldt 18 år, men allerede 26. december erklæredes han af stænderne for myndig, og først nu antog han kongenavnet. I mellemtiden blev de fleste regeringsforretninger afgjort i enkedronningens navn; foruden hende havde hertug Johan, søn af Johan 3., haft del i formynderregeringen.
Kalmarkrigen
Gustav Adolfs første opgave som konge blev at forsvare riget mod Christian 4., der i februar 1612 foretog et hærgningstog i det nordøstlige Skåne, som blev hårdt ødelagt. På tilbagetoget blev Gustav Adolf ved Wittsjö overrumplet af en dansk rytterstyrke under Gerd Rantzau og Anders Steensen Bille. Svenskerne led alvorlige tab, og Gustav Adolf var på flugten nær ved at drukne i Pickelsøen ved Wittsjö (Vidsø). Under sommerfelttoget 1612 måtte Gustav Adolf søge at hindre foreningen mellem de to danske hære, som fra øst- og vestkysten marcherede mod Sveriges centrale dele; han viste her prøve på feltherreegenskaber, særlig ved en behændig anvendelse af »de indre linjer«. Om end det ikke lykkedes Christian 4. at tilføje Sverige noget afgørende nederlag, så havde han dog under krigen haft en vis overmagt, og Freden i Knærød blev ret dyrekøbt for Gustav Adolf: Betalingen af løsepengene for Elfsborg, som danskerne havde erobret, krævede navnlig yderst følelige ofre.
Krigen med Rusland
Efter fredsslutningen i Knærød vendte Gustav Adolf sig mod Rusland. Han havde også arvet denne krig fra sin fader, som havde blandet sig i de dmitriske uroligheder, vel nærmest for ved landvindinger at søge dækning for den finske grænse og for at hindre, at Polen fik for stor indflydelse i Rusland. Gustav Adolfs krig mod Rusland var hovedsagelig en belejringskrig; det vigtigste resultat var erobringen af byen Gdov i september 1614. Freden sluttedes i Stolbova 1617. De store erobringsplaner, der havde foresvævet Gustav Adolf og hans mænd — Novgorods erobring og en udvidelse af Finland op mod ishavet — kunne ikke realiseres, efter at Rusland var blevet konsolideret under Mikhail Romanov, og stod også i for stærk modstrid til Englands handelsinteresser, men hvad der vandtes, var ikke ubetydeligt: Ingermanland og Kexholms län (Karelen). Gustav Adolf havde herved gjort det ret vanskeligt for russerne at gentage sådanne hærgende indfald i Finland og Sveriges øvrige baltiske landsdele, som var gjort under de tidligere Vasa-konger. Pejpus, Narova, de ingermanlandske sumpe og den havlignende Ladoga-sø syntes ham nu at være en naturlig grænse: "det skulde blive svært for russerne at springe over den bæk". Gustav Adolf havde også nu draget den grænselinje, der senere er blevet den adskillende mellem Finland og Rusland.
Samfundsreformatoren
Efter 1617 indtræder den fredeligste periode af Gustav Adolfs regering. For den svenske stats- og samfundsudvikling var han utrættelig virksom, ikke blot under denne fredsperiode, men også i krigstiderne, som jo optog den allerstørste del af hans regering. I alt sit arbejde støttedes han kraftigt af rigskansleren Axel Oxenstierna. Disse to geniale personligheder så at sige fuldstændiggjorde hinanden: Gustav Adolf med sin geniale skarpsindighed og sin ildfulde iver, der dog ikke udelukkede et realistisk syn på forholdene, og Oxenstjerna med sin urokkelige ro, kolde beregning og praktiske rutine udgjorde et statsmandspar, hvis lige sjælden har eksisteret. Gustav Adolf er den, som definitivt har organiseret og lovbundet det kongedømme, som skabtes af Gustav Vasa. Dette var i de forudgående urolige tider fremtrådt som en stedse mere påtrængende nødvendighed, og ved Gustav Adolfs tronbestigelse havde stændernes postulater og kongens forsikringer syntes at skulle medføre en indskrænkning af kongemagten, hvilken dog neutraliseredes af Gustav Adolfs personlige egenskaber og glimrende regering. Han ordnede rigsdagen og gav den mere bestemte former, frem for alt ved organisering af rigsdagen og ridderhusordningen 1626. Rigsdagen afløste nu definitivt landskabsmyndighederne i lovgivningen, og det blev regel, at kongen og stænder gav lovene. Også trængte den grundsætning igennem, at beskatningsretten tilkom stænderne, om end dens udøvelse endnu ikke var indskrænket til den formelige almindelige rigsdag. Bestemt indførtes inddelingen af rigsdagen i fire stænder, adelen med krigsbefalingen som anneks, præster, borgere og bønder.
Rigsrådet fik ved Gustav Adolf en til en vis grad ny virksomhed, idet han holdt rigsråderne til uafbrudt arbejde i statens tjeneste; ved at indrette faste embedskontorer i hovedstaden og lade rådsherrerne gøre tjeneste i disse lagde han grunden til det faste »Rådskammer«, der senere blev forvaltningens centralorgan. Gustav Adolf er skaberen af embedskollegierne i Sveriges administration, de første var kancelliet og kammeret. Nu uddannedes også for første gang et svensk diplomati. I den højere forvaltning havde Gustav Adolf således bragt orden og rede og umuliggjort en gentagelse af det fra hans farbrødres tid kendte, fordærvelige sekretærregimente. Den lavere administration havde også været uordnet, og almuen havde lidt under trykket af selvrådige fogder. Også her greb Gustav Adolf ind, reformerende og ordnende, en bestemt lensinddeling indførtes, civil og militær myndighed adskiltes, og den første overdroges til landshøvdinger. For retsplejen skabtes Svea Hofret 1614 som overdomstol. Derved skulle den mangel afhjælpes, som var opstået ved de gamle kongelige rettertings ophør; hofretten blev dog næsten straks en instansdomstol nærmest under kongens dom, og Gustav Adolf stiftede også Hofretten i Åbo og i Dorpat (Tartu). Gustav Adolf har også i Sverige indført en ordnet statshusholdning: budget oprettedes, og rigshovedbog førtes for første gang.Stille, s. 437
Skatteforholdene blev imidlertid en svag side i Gustav Adolfs forvaltning. De stadige krige og tillige statens udvidede virksomhed medførte en hård skattebyrde. Nye skatter og acciser måtte pålægges, og foruden ordentlige midler måtte der gribes til at sælge krongodser. Dog gjorde Gustav Adolf meget for at sætte folket i stand til at bære skattebyrden: således indførtes fx en mere ligelig skattefordeling og ny skattelægning. Nogen mere almindelig misfornøjelse synes heller ikke at have hersket blandt bønderne. For handelens og industriens fremme virkede Gustav Adolf ivrigt efter princippet om statens formynderskab og regulering af næringslivet. Handelskompagnier — eksempelvis Kobberkompagniet — oprettedes.
I længden bar disse sig dog ikke. Man anvendte kraftige midler, ikke mindst tvang, for at koncentrere al handel og industrivirksomhed til byerne. Flere nye byer, blandt dem Gøteborg, anlagdes. Gustav Adolf er den første svenske monark, som på nogen kraftigere måde tog sig af den åndelige udvikling og undervisning. Uppsala Universitet genoprettede han ved den storartede gave af 300 gustavianske arvegårde: det var hans private formue, der kom til økonomisk at betrygge universitetets tilværelse. I Vesterås, Strångnås, Linkoping, Åbo og Viborg indrettede han gymnasier. Han kan siges i Sverige at have indført den afgiftsfri undervisnings princip, der siden har udmærket de svenske skoler. I henseende til kirken påtænkte Gustav Adolf et generalkonsistorium, som skulle have den øverste ledelse af kirke og skole, fattigvæsenet og sygeplejen; det skulle bestå både af gejstlige og verdslige medlemmer. Denne plan strandede imidlertid på modstand fra kirkens side. På næsten alle områder af stats- og samfundsliv har Gustav Adolf grebet ind, nyskabende og livvækkende; næsten over alt har han afstukket den vej, ad hvilken den senere udvikling er blevet ført videre. Med skarpt blik for, hvad der trængte til at gøres, har han forenet et virkeligt realpolitisk begreb om, hvad der kunne udføres, og en vældig arbejdsevne.
Det er nemlig ejendommeligt, at det store samfundsarbejde under Gustav Adolf udførtes under næsten stadige krige, ledede af kongen personlig. Træffende er han bleven kaldt »sædemanden fra den fremilende stridsvogn«. Gustav Adolfs karakter var frem for alt en sådan, som præges af harmoni mellem alle sjælens egenskaber. Der er blevet sagt, at Vasa-ættens teoretiske, kunstneriske sind og praktiske viljekraft hos ham dannede et hele af høj intelligens og handlekraft. Frem for alt fremtræder hans praktiske begavelse. Han blev realpolitiker i den forstand, at han aldrig søgte mål ud over det rimeliges grænser og altid træffende bedømte sine egne og andres kræfter. Men de mål, han stræbte efter, stod for ham selv, såvel som for hans folk, som de store ideelle mål. Fremragende egenskaber hos Gustav Adolf er hans menneskekærlighed, forsonlighed og mildhed.
Tolerance mod anderledes troende viste han i den sidste del af sin regering; til de strenge forordninger, som 1617 gaves og også anvendtes mod katolikkerne, gav vel modsætningen til Polen og frygten for den katolske reaktion for en stor del anledning. Gustav Adolf viste alvorlig gudsfrygt i sand luthersk ånd, uden al bigotteri. Selvfølelse, men også selvbeherskelse fremtræder hos ham; det sidste er så meget mere anerkendelsesværdigt, som han i lighed med de fleste Vasaer havde et heftigt sind; når han i Tyskland stundom pristes næsten som en guddommelig befrier, afviste han med næsten utrolig ydmyghed en sådan hyldest. Både som menneske og regent er Gustav Adolf blevet dadlet for i for høj grad at have begunstiget adelen og tildelt den for store privilegier på de øvrige samfundsklassers bekostning. Hans forhold til adelen var imidlertid i høj grad betinget af de tidsforhold under hvilke, han levede. Adelen, som var blevet trængt til side under Gustaf 1., havde senere trængt sig frem og på en vis måde stillet sig i modsætning til Vasa-kongedømmet.
Karl 9. var gået frem med blodig strenghed mod den. Gustav Adolf var den, som forsonede adelen med kongedømmet, idet han knyttede adelen til sidstnævnte i det store reformarbejde. Adelen blev embedsstanden og var vel det eneste element i samfundet, som kunne blive det. Den blev ganske vist udrustet med store privilegier, men der blev også stillet store krav til den i statens tjeneste. Den ordnedes til en særlig stand ved Ridderhusets oprettelse, men denne stand stod dog i stadig forbindelse med de ufie ved den jævnlige nyadling. Enhver, som på et eller andet område havde udmærket sig, optoges i adelen; denne skulle altså på ethvert tidspunkt i sig rumme landets bedste mænd. Uligheden med den danske adel på samme tid fremtræder her skarpt.
Polske krig