Johan 1. af Brandenburg (født i ca. 1213, død 4. april 1266) var fra 1220 til sin død markgreve af Brandenburg sammen med sin bror, Otto 3. også kaldet Otto den Fromme.
De to markgrever tilhørte slægten askanierne, og deres regeringstid var præget af en omfattende ekspansion af markgrevskabet mod øst, som indlemmede de sidste dele af Teltow og Barnim, Uckermark, Land Stargard, Land Lebus og de første dele øst for Oder i Neumark. De kunne fastholde den indenrigspolitiske indflydelse og Brandenburgs stilling i det hellige Tysk-romerske rige, hvilket blandt andet kom til udtryk ved, at Johans bror Otto i 1256 var kandidat til at blive rigets konge. Yderligere grundlagde de flere byer og herunder de to byer, Cölln og Berlin, som senere smeltede sammen til den tyske hovedstad Berlin. De udbyggede den nærliggende askaniske borg i Spandau til at være deres foretrukne residens.
I den sidste tid af deres regeringsperiode delte de Brandenburg mellem sig i den johanske- og ottoske linje i henhold til arvereglerne og stiftede i 1258 under navnet Mariensee cistercienserklosteret Kloster Chorin, mens det traditionelle askaniske gravmæle Kloster Lehnin forblev hos den ottoske linje. Da denne linje uddøde i 1317, blev de to landsdele igen sammenlagt under Johan 1.'s barnebarn Valdemar af Brandenburg.
thumb|300px|Siegesallee i Berlin med dobbeltstatuen for markgreverne Johan 1. og Otto 3. Bifiguren til venstre viser provst Simeon af Cölln, mens figuren til højre er Marsilius af Berlin. Billedhugger: Max Baumbach, afsløret 1900.
Liv Formynderskabstiden thumb|Oprindelig bekendtgørelse fra Johan 1. fra 1253 om Frankfurt an der Oders (Vrankenvorde) opnåelse af bystatus. Johan var ældste søn af Albrecht 2. af Brandenburg af slægten Askanierne og Mathilde (Mechthild) af slægten Lausitz, datter af grev Konrad 2. af Groitzsch fra en sidegren af Wettin-slægten. Da både Johan og hans to år yngre bror Otto var umyndige ved deres faders død i 1220, overdrog kejser Frederik 2. det lensformynderskab, som tilfaldt ham, til ærkebiskop Albrecht 1. fra Magdeburg. Formynderskabet udøvede grev Henrik 1. af Anhalt sammen med hertug Albrecht 1. af Sachsen, der var fætre til Albrecht 2. Som sønner af hertug Bernhard 3. af Sachsen var de to de nærmeste slægtninge på faderens side, idet dog Henrik som den ældste af dem havde førstefødselsretten.
I 1221 tilbagekøbte deres mor, grevinde Mathilde, lensformynderskabet fra Magdeburg ærkebispedømme for 1900 Mark Magdeburger-sølv og regerede i den følgende tid sammen med Henrik 1. i sine sønners sted. Stefan Warnatsch: Geschichte des Klosters Lehnin ... (Kloster Lehnins historie), s. 62 Da Magdeburgs ærkebiskop kort tid efter rejste til kejser Frederik 2. i Italien, forsøgte den sachsiske hertug Albrecht at udnytte situationen til egen fordel, hvilket førte til en splid med broderen Henrik 1. De sachsiske overgreb fik Mechthilds svoger, grev Henrik 1. af Braunschweig-Lüneburg til at gribe ind. En egentlig fejde blev dog forhindret, da Frederik 2. opfordrede de fyrstelige brødre til at holde fred.
Sandsynligvis udøvede brødrene Johan og Otto stillingen som lensherrer for markgrevskabet Brandenburg i fællesskab fra deres mors død i 1225. De var på dette tidspunkt formodentlig henholdsvis 12 (Johan) og 10 år (Otto) gamle. I 1231 skal de i Brandenburger Neustadt have fået deres ridderslag ("Schwertleite") – dette år anses for den officielle begyndelse på deres regeringstid.Marca Brandenburgensis www.brandenburg1260.de – Johann I und Otto III
Indenrigspolitik Efter grev Henrik af Braunschweig-Lüneburgs død i 1227 støttede brødrene dennes nevø, Otto "Barnet", som var deres svoger, og som kun med våbenmagt kunne holde stand mod staufiske krav og sine egne regeringsråder. I 1229 kom det til en fejde med den tidligere lensformynder, ærkebiskop Albrecht, som dog blev bilagt fredeligt. Sammen med deres tidligere modstandere og forsvarere deltog de i 1235 i rigsdagen i Mainz, hvor landefreden i Mainz blev bekendtgjort.
Efter opgøret om kongemagten mellem Konrad 4. og Henrik Raspe anerkendte de i 1251 kong Vilhelm af Holland, og i 1257 udøvede de for første gang den brandenburgske kurret ved valget af Alfons 10. efter at Otto 3. i 1256 havde været en af kandidaterne til kongeværdigheden. Han blev ikke konge, men kandidaturet udtrykte i sig selv den voksende indenrigspolitiske betydning, som brødrenes regering havde givet grevskabet, der var grundlagt af Albrecht der Bär i 1157. Det var i de første år knap blevet taget i betragtning, men opnåede i 1230'erne/1240'erne endegyldigt status som Reichskämmerer-område. Markgrevernes ret til at deltage i valg af tysk statsoverhoved kunne der fra midten af det 13. århundrede ikke ses bort fra.Lutz Partenheimer: Albrecht der Bär ..., S. 195
Udvidelse af landområdet Sammen med sin broder udvidede Johann 1. markgrevskabets område og udbyggede markedspladser eller borganlæg som Spandau, Cölln, Berlin og Prenzlau til centrale landsbyer eller byer. Dertil hørte også Frankfurt an der Oder, som Johan I. efter at have udnævnt en "lokator" (som styrede tilflytning og bosættelse) i 1253 opløftede til bystatus.
Teltowkrigen og Landin-overenskomsten thumb|Johan 1.'s og Otto 3.'s Stiftelse. Kloster Chorin, set fra nord 1854 De sidste dele af Barnim og den sydlige del af Uckermark til floden Welse indgik fra 1230/1245 i markgrevskabet Brandenburg. Den 20. juni 1236 overtog de to markgrever ved Kremmen-aftalen området Land Stargard foruden Beseritz og Wustrow fra hertug Wartislaw 3. af Pommern. Samme år påbegyndte askanierne opførelsen af borgen Burg Stargard til sikring af deres nordøstlige besiddelser.
Selv om den ligger tæt ved Berlin-Cölln og i dag er en bydel i Berlin, kom det daværende hovedsæde for Sprewanerne, den slaviske borg Köpenick (Copnic = ø-by) ved sammenløbet af Spree og Dahme, først i 1245 under askanisk styre efter en syvårig kamp om Barnim og Teltow med meißner-wettinerne. Efter denne Teltowkrig kom også den wettinske fæstning Mittenwalde i markgrevernes besiddelse, og de udvidede i det følgende konsekvent deres område mod øst. I 1249 nåede de med erhvervelsen af dele af Land Lebus Oderfloden.
Da pommernhertugerne ved Landin-overenskomsten i 1250 udvekslede det nordlige Uckermark (Terra uckra) til floden Welse, Randow og Löcknitz mod halvdelen af landområdet Wolgast med askanierne, havde Johan 1. og Otto 3. endegyldigt lagt grundlaget for den tyske kolonisering af landet hinsides Oder (Terra trans Oderam). Ved denne udveksling kom også ægteskabspolitikken ham til hjælp, for Johans første hustru Sofie, datter af den danske konge Valdemar Sejr, havde i 1230 bragt det halve Wolgast med ind i ægteskabet som medgift. Overenskomsten i Landin fra år 1250 gælder som Uckermarks fødselsdag.Uwe Michas: Die Eroberung und Besiedlung ...(Erobringen og koloniseringen), S. 41
Neumark og stabiliseringspolitik thumb|Byer i Teltow og Barnim omkring 1250. thumb|Det askaniske Mark Brandenburg omkring 1320. Ved landerhvervelser overskred brødrene Oder og udbyggede deres herskerområde videre østpå til floden Drage og nordpå til floden Persante. I 1257 grundlagde Johan 1. byen Landsberg ved Warthe omkring 80 kilometer nordøst for Frankfurt an der Oder som bolværk mod den nærliggende polske grænsefæstning Santok. I 1261 købte markgreverne byen Myślibórz (tysk navn: Soldin) af tempelridderne, og den udviklede sig til et magtcentrum for Neumark-området.
For at sikre stabiliteten i de nye landsdele greb de to markgrever til et gennemprøvet askanisk middel: At grundlægge klostre og oprette beboelser. Allerede omkring 1230 havde de understøttet den polske grev Nicolaus Bronisius' oprettelse af cistercienserklostret Kloster Paradies i nærheden af Międzyrzecz (Meseritz) som aflægger af Lehnin. Forbindelsen med den polske greve tjente til grænsesikring mod Pommern og forberedte i økonomisk henseende overtagelsen af den del af Neumark. Som bosættere kom for eksempel den senere adelsslægt Sydow dertil. I den vestlige del af det nuværende polske voivodskab Vestpommern forlenede de adelsfamilien von Jagow med den lille by Cedynia (Zehden).
Landudvidelserne og askaniernes fremtrængen mod Østersøen, den mellemste Oder og Uckermark resumerer Stefan Warnatsch således: "Den store succes med herskerområdets udbygning i det 13. århundrede skyldtes frem for alt bedstefaderen Albrecht des Bären […]. I deres opfattelse af førelse nåede de i rumlig og konceptmæssig forstand tydeligt længere end deres forgængere."Stefan Warnatsch: Geschichte des Klosters Lehnin ... (Kloster Lehnins historie), S. 26 Ifølge Lutz Partenheimer "havde askanierne (omkring 1250) trængt deres magdeburgske, wettinske, mecklenburgske, pommerske, polske og mindre konkurrenter tilbage på alle fronter.“ Dog lykkedes det ikke Johan 1. og Otto 3. at etablere den strategisk vigtige forbindelse med Østersøen, som de forsøgte at opnå ved at omgå Pommern langs Oder og senere gennem Neumark.
Udvikling af Berlinområdet Udviklingen af Berlinområdet er tæt knyttet til de to markgrevers politik. Mens Berlins to grundlæggelsesbyer (Cölln og Berlin) er relativt sene grundlæggelser fra omkring 1230/1240 (eller, efter nyere analyser 1170/1200Wolfgang Fritze: Gründungsstadt Berlin. Die Anfange von Berlin-Cölln als Forschungsproblem. (Grundlæggerby Berlin. Påbegyndelsen af Berlin-Cölln som forskningsproblem), Potsdam 2000 ), fandtes de nuværende berlinerdele Spandau og Köpenick som murede borge allerede i slavisk tid (nogenlunde fra 720) og havde derved af naturlige grunde større strategisk og politisk betydning end de to købmandsbyer Berlin og Cölln. Grænsen mellem slaverstammerne Hevellerne og Sprewanerne løb længe midt gennem det nuværende Berlin. Spandau var som hevellernes østlige forpost under Pribislaw-Henrik allerede omkring 1130 forbundet, omend kun indirekte, med markgrevskabet via en arveaftale (som først blev gældende i 1150) mellem Albrecht der Bär og Pribislaw-Henrik, mens Köpenick først kom endeligt med i 1245.
Spandauresidensen thumb|Plauer See, kampplads for det tabte slag 1229 Efter et slag ved Plauer See i nærheden af deres residens Brandenburg an der Havel, som de tabte i 1229 mod tropper fra den magdeburgske ærkebiskop, deres tidligere lensformynder, måtte brødrene flygte til deres borg i Spandau, da brandenburgerne på grund af de forfølgende magdeburgere nægtede at åbne byens porte.Stefan Warnatsch: Geschichte des Klosters Lehnin ... (Kloster Lehnins historie) , s. 63 I den følgende tid gjorde brødrene Spandau – ved Tangermünde i Altmark – til deres foretrukne residens. Mellem 1232 og 1266 er bevidnet sytten ophold på stedet, flere end for noget andet sted.Felix Escher: Der Wandel der Residenzfunktion. ... (Ændringen af residensstedet, s. 161
Mest sandsynligt havde allerede Albrecht der Bär endnu før eller kort efter sin sejr mod Jaxa (sandsynligvis Jaxa af KöpenickSkønt dette er gængs historieopfattelse, er det ikke ganske sikkert, at den Jaxa, som var i strid med Albrecht dem Bären i 1157, er den samme som Jaxa af Köpenick. ) i 1157 ladet det slaviske anlæg på borgøen udbygge af hensyn til grænsesikringen. Mod århundredets slutning flyttede askanierne – formodentlig på grund af det stigende grundvandsspejl – denne borg omkring en kilometer mod nord til området omkring det nuværende Spandau Zitadel. Fra 1197 anses eksistensen af en askanisk borg for sikkert påvist.Winfried Schich: Die Entstehung der mittelalterlichen Stadt Spandau. ... (Den middelalderlige by Spandaus opståen), s. 63f Johan 1. og hans bror udbyggede anlægget og fremmede civitas (byrettigheder senest fra 1232) med mange initiativer, blandt andet gennem den rigt udstyrede benediktiner-stiftelse, nonneklosteret Sankt Marien i 1239. Nonnendammallee, en af Berlins ældste gader og allerede del af en handelsgade i det 13. århundrede under navnet Nonnendamm, minder om klosteret. Kaupert: Nonnendammallee, i Straßennamenlexikon des Luisenstädtischen Bildungsvereins
Udbygning af Cölln og Berlin