thumb|300px|Kort over Spitsbergen med Isfjorden og dens sidefjorde afmærket midt på kortet. thumb|Udsigt mod Isfjorden. thumb|Isfjorden.
Isfjorden er en fjord på vestsiden af Spitsbergen på Svalbard. På sydsiden af fjorden ligger halvøen Nordenskiöld Land, og på nordsiden Oscar II Land og Dickson Land. Isfjorden udmunder i Nordishavet med afgrænsningerne Kapp Linné og Isfjord radio på sydkysten og Daudmannsodden på nordkysten. Fjorden er 107 km lang og er den næstlængste fjord på Svalbard efter Wijdefjorden på 108 km. På det bredeste sted er fjorden omkring 24 km bred. Fra Isfjorden udgår der flere sidefjorde: Grønfjorden (med Barentsburg), Adventfjorden (med Longyearbyen), Sassenfjorden, som inderst hedder Tempelfjorden, Billefjorden (med Pyramiden) og Nordfjorden, som deler sig i Dicksonfjorden og Ekmanfjorden.
Fjordmundingen er præget af afrundede fjelde af foldet grundfjeld. På sydsiden, indenfor Grønfjorden, er der plateauformet fjeld på op mod 1 000 meters højde. Disse fjelde er aflejringer fra devon- og tertiærtiden, og de tertiære lag indeholder kul.
Rundt om fjorden ligger flere af de nuværende og tidligere beboede områder på Svalbard: Barentsburg, Longyearbyen og de nedlagte Brucebyen, Ankershamn, Grumantbyen, Moskushamn og Pyramiden. Yderst i fjorden, på sydsiden, ligger den nedlagte radiostation Isfjord radio. Ved Isfjorden ligger også Norges eneste kulkraftværk, Longyear Energiverk.
På grund af lokale klimatiske forhold har nordsiden af Isfjorden flere isbræer, hvis front ligger i havet, mens der på sydsiden kun er isbræer inderst i Grønfjorden, og de ender alle på land. Der ligger tre fuglereservater i Isfjorden: Kapp Linné, Boheman og Gåsøyane.
Geografi Landskab Isfjorden skærer sig relativt dybt ind i landet og omkranses af høje fjelde, specielt langs sydkysten og inderst mod øst. Fjorddybden er indtil 250 meter, mens fjeldene mod syd når op i 1.050 moh. og mod øst 1.106 moh. langs fjorden. På nordkysten er fjeldene noget lavere, og der er en del lavlandsområder langs kysten.
Landområderne omkring fjorden er de følgende, anført med uret fra nordvest til sydvest: Oscar II Land James I Land Dickson Land Bünsow Land Sabine Land Nordenskiöld Land
Sidefjorde thumb| Grønfjorden og Barentsburg set fra luften.
Udefra og indad er Isfjordens sidearme med forgreninger de følgende, listet med uret fra Daudmannsodden i nordvest til Kapp Linné i sydvest: Ymerbukta Borebukta Nordfjorden Yoldiabukta Ekmanfjorden Dicksonfjorden Billefjorden, med den tidligere bebyggelse Pyramiden Sassenfjorden Tempelfjorden Adventfjorden, med bebyggelsen Longyearbyen Colesbukta Grønfjorden (med bebyggelsen Barentsburg og det nedlagte Ankershamn)
Bebyggelser Omkring fjorden findes de to største bebyggelser på Svalbard, Barentsburg og Longyearbyen. Desuden ligger der flere nedlagte minedriftsamfund rundt om fjorden, som Moskushamn, Brucebyen, Grumantbyen, Ankershamn og Pyramiden. Den nu automatiserede radiostation Isfjord radio ligger yderst i fjorden på dennes sydside.
Longyearbyen thumb|Longyeardalen set fra Hiorthfjellet. Adventfjorden i forgrunden, Adventdalen mod venstre, og Longyeardalen bagerst midt i billedet.
Longyearbyen er Svalbards administrationscenter og ligger i Adventfjorden. Byen har 2 075 indbyggere (marts 2007) og er en af verdens nordligste bebyggelser. De allerfleste indbyggere er nordmænd, men næsten 40 nationaliteter er repræsenteret. Der er fri adgang til at bosætte seg i Longyearbyen for borgere fra alle de stater, som har underskrevet Svalbardtraktaten.
Stedet blev oprettet i 1906 af John Munroe Longyear (1850–1922). Han var hovedejer af minedriftselskabet Arctic Coal Company med hovedkontor i Boston i USA. Minerne og byen blev i 1916 købt af Store Norske Spitsbergen Kulkompani. Longyearbyen blev afbrændt og ødelagt af tyske styrker den 8. september 1943, men genopbygget efter anden verdenskrigs afslutning.
Tidligere var Longyearbyen en ren mineby, men fra begyndelsen af 1990-tallet har samfundet ændret sig. Mens der tidligere var flere miner i gang omkring Longyearbyen, er det nu kun mine 7, som er i drift. Den producerer ca. 60 000 ton kul om året, hvoraf halvdelen går til Longyear Energiverk, landets eneste kulkraftværk. I dag er turisme, forskning og uddannelse vigtige næringsveje ud over minedriften. Longyears lufthavn har flyforbindelse til fastlandet hele året.
I 2002 blev der indført lokalt selvstyre i Longyearbyen, hvor det folkevalgte organ Longyearbyens lokalstyre blandt andet fik ansvar for infrastruktur og samfunds- og arealplanlæning.
Grønfjorden (Green Harbour) Det første samfund på Svalbard blev etableret i Grønfjorden under navnet Green Harbour, eller Ankershamn. Her var der fangststation fra 1905 og postkontor fra 1908. Da Telegrafvesenet anlagde den første norske radiostation her i 1911, blev stedet det reelle center på Svalbard. Spitsbergen radio dækkede hele Ishavet og var en forudsætning for Norges krav på øgruppen. Efter underskrivelsen af Svalbardtraktaten i 1925 blev der indsat en norsk "sysselmann" i Green Harbour.
I 1929 flyttede både sysselmanden og telegrafstationen ind til Longyearbyen, men man kan fortsat se resterne efter fjeldantennen på Skjæringa. Allerede i 1930 blev Isfjord radio oprettet yderst i Isfjorden, da denne ydre placering lå nærmere skibstrafikken, og da der var sovjetisk ønske om bedre støtte til skibstrafikken fra fjordmundingen og ind til de sovjetiske minebyer.
Barentsburg thumb|Barentsburg set fra Isfjorden
Barentsburg er en mineby med cirka 500 indbyggere (2007), næsten udelukkende af russisk og ukrainsk nationalitet. Barentsburg ligger vest for Grønfjorden omkring 40 kilometer fra Longyearbyen i luftlinje, og den nås enten med snescooter om vinteren eller med båd i den isfrie tid. Stedet kan naturligvis også nås med helikopter, og der findes en mindre landingsplads på Heerodden lige uden for byen. Byen har hotel, forsamlingslokale, museum, idrætshal med svømmebassin og andre bebyggelser. Indbyggerne er i stort omfang selvforsynende med grøntsager fra eget drivhus, og man har kvæghold. Der er norsk postkontor på hotellet.
Den helt dominerende arbejdsgiver er det russiske mineselskab Trust Arktikugol. Barentsburg blev hårdt ramt efter flyulykken på Operafjellet i 1996, hvor alle passagererne omkom.
Den russiske konsul på Svalbard har kontor i Barentsburg og sysselmannen på Svalbard udøver også her den sædvanlige politi- og domsmyndighed, som er gældende for Svalbard.
Isfjord radio thumb|Isfjord radio set fra vest i juli 2005. Isfjord radio er en radiostation på Kapp Linné, yderst på sydsiden af Isfjorden. Stationen er i dag automatiseret og fjernstyret fra Bodø radio. Bygningerne, som tilhørte radiostationen, bliver om vinteren benyttet til overnatning for turister. Om sommeren er de for det meste ikke i brug, bortset fra ved enkelte mastergradskurser, som afholdes af UNIS. Stationen får strøm fra en dieseldrevet generator.
Isfjord radio blev oprettet før anden verdenskrig efter forespørgsel fra Sovjetunionen, fordi de vanskelige is- og vejrforhold kunne give problemer for skibsfarten til minebyerne i Isfjorden. Et sovjetisk skibsforlis var den udslagsgivende årsag, og en bemandet radiostation med et fyrtårn var på plads i 1930'erne. Da Svalbard blev evakueret i 1941, blev byerne nedrevet eller brændt. Lige efter krigens slutning blev radiostationen genopbygget på samme sted som før. I 1957 – 58 blev stationen udvidet med en ny hovedbygning og et nyt generatorrum. Isfjord radio ejes i dag af Store Norske Spitsbergen Kulkompani.
Grumantbyen thumb|To af de forfaldne huse, som fortsat står i Grumantbyen.
Grumantbyen er en rømmet sovjetisk bosættelse, der blev forladt i 1961–62. Stedet ligger lige sydvest for Longyearbyen og nordøst for Colesdalen. "Grumant" var et toponym, som tidligere blev brugt om hele Svalbard, og som kan være en forvanskning af "Grønland".
Den første bebyggelse i området blev opført omkring 1910. Det sovjetiske selskab Trust Arktikugol drev minedrift i Grumantdalen, men nedlagde driften på grund af vanskelige havneforhold og faldende produktion. Udskibning af kul skete fra Colesbukta, og det ankom fra Grumantbyen via en 40 cm smalsporet jernbane. I efterkrigstiden var Grumantbyen den største by på Svalbard med op mod 1.200 indbyggere. Trust Artikugol har ønske om at genoptage minedriften i området, men i stedet for at genopbygge Grumantbyen ønskes det at få anlagt en vej til Barentsburg.
Over Grumantbyen ligger fjeldene Grønberget og Lindströmfjellet.
Moskushamn Moskushamn er en tidligere mineby i Adventfjorden, på den modsatte side af fjorden i forhold til Longyearbyen. Minebyen blev etableret i 1917, og indgangen til minen ligger 582 moh. Efter 1921 har der kun været periodisk minedrift; det sidste driftsår var 1940. Kulminedriften på nordsiden af Adventfjorden begyndte i Advent City i 1905. Kullet var af dårlig kvalitet, og driften blev efter kort tid indstillet. I 1917 flyttede Fredrik Hiorth og selskabet De Norske Kulfelter Spitsbergen dele af anlægget længere ind i fjorden til det, som blev Hiorthhamn. Byen ligger ved fjordbredden, ved foden af Hiortfjellet (786 moh). Mineindgangen ligger 582 moh og går under navnet Sneheim.
Moskushamn består i dag af en række bygninger og tekniske anlæg, specielt svævebaner, og mængder af efterladt materiel. Svævebanens endestation på molen er velbevaret og istandsat for nogle år siden. Mange af bygningerne i Moskushamn bruges som fritidshuse, hvilket har medvirket til at bevare dem.
Efter Ny-Ålesund er det Moskushamn, som har flest fredede kulturminder på Svalbard.
Pyramiden thumb|Hovedgaden i Pyramiden
Byen Pyramiden blev grundlagt af svenske interesser i 1910 og solgt til det sovjetiske, senere russiske, mineselskab Trust Arktikugol i 1927. Pyramiden har sit navn fra det pyramideformede fjeld, som ligger i nærheden (i sidefjorden Billefjorden). Bosættelsen havde på sit højeste over 1.000 indbyggere. Trust Arktikugol lukkede kulminedriften i Pyramiden i april 1998 efter 53 års uafbrudt drift. Siden vinteren 1998/99 har Pyramiden været ubeboet.
Det er ingen restriktioner for at besøge Pyramiden, men besøgende må ikke gå ind i nogen bygning uden tilladelse. Longyearbyen ligger omtrent 50 km længere mod syd, og Ny-Ålesund 100 km mod vest.
Biologi thumb|Mallemuk i Isfjorden, billede fra 2006. thumb|Svalbardren lige uden for Longyearbyens centrum.
Isfjorden med de omkringliggende områder er efter svalbardmålestok et højproduktivt område. Havfugle findes i stort antal om sommeren og er koncentreret i store ynglekolonier. Alle de sædvanlige arter fra fuglefjelde er repræsenteret, som søkonge, lunde, polarlomvie, gråmåge, tejst, mallemuk og ride. Alle disse arter undtagen gråmåge yngler i Templet i Sassenfjorden og i Skansbukta i Billefjorden. Fuglefjeldene inden for Grumant har de samme arter, men ikke mallemukker. I Fjordnibba i Tempelfjorden og Gipshuken på Billefjordens sydøstside er der ikke søkonger. På Diabasodden er både søkonge og mallemuk fraværende. I Tschermakfjellet i Nordfjorden er polarlomvie, mallemuk og ride de dominerende arter, mens der i Alkhornet findes lunde, polarlomvie, tejst og ride. Nøisdalen og Borgen inderst i Dicksonfjorden har store mallemukkolonier.
Tre af Svalbards fuglereservater ligger i Isfjordområdet, Kapp Linné ved Isfjord Radio med bramgås, edderfugl, kongeedderfugl, havterne, stenvender, havlit, sortgrå ryle, thorshane, almindelig kjove og stor præstekrave. Gåsøyane fuglereservat ved mundingen af Billefjorden er et ramsarområde og har en stor ynglebestand af edderfugl, bramgås, kortnæbbet gås, knortegås, havterne, thorshane, gråmåge og svartbag. Boheman fuglereservat har stor ynglebestand af edderfugl, bramgås, gråmåge og svartbag.
De fleste af de 800–1.500 svalbardryper (en underart af fjeldrype), som hvert år skydes på Svalbard, bliver nedlagt i området omkring Isfjorden.