Sven Olof Joachim Palme (30. januar 192728. februar 1986) var en svensk socialdemokratisk politiker, der var Sveriges statsminister fra 1969 til 1976 og igen fra 1982 til 1986.
Palme var en af Nordens mest markante og kontroversielle politikere i anden halvdel af 1900-tallet. Han var central i opbygningen af den svenske velfærdsstat og var i udenrigspolitikken en skarp kritiker af imperialismen.
Han blev skudt ned på gaden en februarnat i 1986. Mordet på Olof Palme har efterfølgende ført til en af verdens største efterforskninger og til et nationalt traume for Sverige. Efter 34 års efterforskning blev hans formodede morder i juni 2020 udpeget som værende "Skandiamanden" Stig Engström.
Baggrund thumb|left|Östermalmsgatan 36 i Stockholm hvor Olof Palme voksede op. Bygningen huser nu Rumæniens ambassade. Olof Palme blev født ind i en overklassefamilie. Han voksede op i et stort hus på Östermalm i Stockholm, Östermalmsgatan 36, der nu er den rumænske ambassade. Han gik i privatskole, hvor hans begavelse blev bemærket. I 1944 fik han studentereksamen fra Sigtuna.
Palme uddannede sig senere på Kenyon College i Ohio, hvor han i 1948 bestod sine hovedfag, økonomi og statskundskab, med topkarakter. Med sine kundskaber i fransk og tysk fungerede han som vejleder for medstuderende. Mens han opholdt sig i Ohio, fik han besked om det kommunistiske kup i Prag. Palme skulle senere i 1968 skrive hvor en afgørende politisk oplevelse det var:
Ved Kenyon College fik han en Bachelor of Art i 1948. Før han tog tilbage til Sverige, foretog han en tre-måneders rejse rundt i Amerika. Palmes oplevelser på turen fik stor indflydelse på hans politiske ideer. Specielt mødet med de fattige sorte amerikanere i sydstaterne gjorde et varigt indtryk på ham.
Palme kom tilbage til Stockholms Universitet, hvor han studerede jura og blev cand.jur. i 1951. Han engagerede sig i studenterpolitik og var formand for Sveriges förenade studentkårer i 1952 og 1953.
Nogle ansatte i den amerikanske efterretningsorganisation CIA ønskede at rekruttere Palme som agent i 1949. Efter en studenterkonference i Prag overgav han ved et møde med Robert F. Woodward, en rådgiver ved den amerikanske ambassade i Stockholm, navne på tre svenskere der havde deltaget i konferencen. De tre var alle medlemmer af den radikale socialistiske/kommunistiske forening Clarté: Gunnar Claesson, Gunnar Svantesson og den senere formand for Amnesty International i Sverige Hans Göran Franck.
I Prag traf Palme en tjekkisk kvinde, Jelena Rennerova, der var på flugt fra sikkerhedspolitiet, og i 1949 indgik de et proformaægteskab, for at hun kunne forlade landet.
thumb|Olof Palme i 1963 med sønnerne Joakim og Mårten. I 1956 blev Palme gift med psykologen Lisbeth Beck-Friis, som han havde truffet på en skirejse i 1952. Parret fik tre sønner: Joakim født i 1958, Mårten født i 1961 og Mattias født i 1968. I midten af 1960'erne bosatte familien Palme sig i rækkehusområdet Atlantis i Vällingby, et af efterkrigstidens moderne bebyggelser anset som "folkehjemsidyl". De boede der til begyndelsen af 1980'erne hvor Palmeparret flyttede til Stockholms bymidte og overlod rækkehuset til sønnen Joakim Palme. Palmeparrets bopæl i bymidten var Västerlånggatan nummer 31, hvor flere andre fremtrædende svenske socialdemokrater har boet, dels Myrdal-parret, dels Göran Persson. Sønnen Joakim Palme er professor i statskundskab ved Instituttet for Fremtidsstudier i Stockholm, Joakim Palmes hjemmeside mens Mårten Palme er professor ved Stockholms Universitet.
Politisk karriere thumb|Olof Palme og Tage Erlander, 1964. Palme meldte sig ind i det svenske socialdemokrati, Socialdemokratiska Arbetarepartiet, og blev i 1953 sekretær for statsminister Tage Erlander. Det vakte opmærksomhed, at den kun 26-årige Palme blev ansat, og han blev en ganske tæt og uundværlig samarbejdspartner for Erlander. Lennart Geijer erindrede at Erlander sagde til ham: "Palme er den største politiske begavelse, vi har haft i Sverige i 1900-tallet". Erlanders tiltro til Palme illustreres af, at da Erlander blev svært forkølet under et statsbesøg i Sovjetunionen i april 1956, overtog den 29-årige Palme forhandlingerne med Khrusjtjov inden for kulturområdet. Man begyndte at betegne Palme som den grå eminence og Erlanders skygge.Berggren, siderne 234-235.
Palme blev valgt til det svenske parlament, Riksdagen, i 1958. Palme blev kommunikationsminister i 1965 og undervisningsminister i 1967. Som kommunikationsminister stod Palme bag en af svensk histories største kampagner, da Sverige overgik fra venstre til højrekørsel. Som kommunikationsminister kom han også til at behandle sagen om den svenske reklamefinansierede piratradio Radio Syd, som sendte til Malmø fra internationalt farvand. Chefen for radioen, Britt Wadner, blev idømt en fængselsstraf. Trods en underskriftsindsamling med 130.000 navne der blev sendt til Palme, stod han fast med ordene "man måste ju följa spelreglerna".Franchell (2013) side 24-25
thumb|Olof Palme demonstrerer mod Vietnamkrigen ved siden af den nordvietnamesiske ambassadør Nhuyen Tho Chyan, februar 1968. I sin ministertid var Palme med til at kølne forholdet mellem Sverige og USA. Det første anslag kom efter at USA optrappede indsatsen i Vietnamkrigen i 1965, og Palme i juli det år i Gävle fremførte kritikken: "det är en illusion att tro att man kan möta krav på social rättvisa med våld och militära maktmedel". Efter at Vietnamkrigen igen optrappedes i begyndelsen af 1968 med Tet-offensiven, deltog Palme den 21. februar i et fakkeltog gennem Stockholm og et protestmøde ved Sergels Torg mod amerikanernes krigsførsel. Ved dette møde sagde Palme blandt andet "Men skall man tala om demokrati i Vietnam är det uppenbart att den i betydligt högre grad representeras av FNL än av Förenta Staterna och dess allierade juntor." Hvad der især pådrog sig opmærksomhed var et fotografi af den demonstrerende Palme gående ved siden af den nordvietnamesiske Moskvaambassadør, der var på besøg i Stockholm. USA's regering blev oprørt over symbolikken i billedet og hjemkaldte deres ambassadør William Health. Før Health rejste hjem fik han et møde med Tage Erlander og udenrigsminister Torsten Nilsson. Ved mødet tog Erlander og Nilsson dog ikke afstand fra Palme. Sagen førte også til en heftig indenrigspolitisk debat i Sverige.Fred och säkerhet - säkerhetspolitiska utredningen , SOU 2002:108, 20. december 2001, Statens offentliga utredningar, Utrikesdepartementet. Siderne 246+ Oppositionen krævede hans afgang som undervisningsminister.
Palme medvirkede i Vilgot Sjömans usædvanlige film Jeg er nysgerrig fra 1967, der blandede elementer fra spillefilm, reportage og dokumentarfilm. I filmen blev Palme, som 39-årig kommunikationsminister, interviewet af Sjöman om politiske emner. Filmen indeholdte også scener med sex og nøgenhed. Med datidens manglende sexualliberalisme kunne det skabe noget debat at et regeringsmedlem medvirkede i hvad andre politikere oprørt mente var en ren pornofilm.
thumb|Palme taler fra en lastbil, 1968. I 1968 talte Palme ved et politisk arrangement i Almedalen. Det skulle blive begyndelsen på den årlige såkaldte Almedalsveckan, — inspirationen for det danske Folkemøde i 2011.
I 1968 udgav Palme bogen Politik är att vilja (dansk 1968: Politik er at ville).
Statsminister Olof Palme overtog formandsposten i partiet og blev statsminister i 1969.
I 1972 holdt han sin berømte juletale, hvori han sammenlignede USA's bombeangreb mod Hanoi med krigsforbrydelser: "Guernica, Oradour, Babij Jar, Katyn, Lidice, Sharpeville, Treblinka. Der har volden sejret, men eftertiden har fældet en hård dom over de ansvarlige. Nu føjer et nyt navn sig ind i rækken: Hanoi – julen 1972." Talen skabte en alvorlig diplomatisk krise mellem USA og Sverige, hvad Palme må have forudset.Henrik Arnstad: Skyld (s. 162), forlaget Spartacus, Oslo 2010,
thumb|Palme i diskussion Første maj, 1973, Norra Bantorget. I første halvdel af 1970'erne blev Sverige ramt af terror og et alvorligt gidseldrama, som Palme som statsminister blev inddraget i. I september 1972 kaprede nogle kroater et DC-9-fly der var på vej fra Gøteborg til Stockholm og tvang det ned i Bulltofta lufthavn ved Malmø. Kaprerne krævede syv landsmænd, der var fængslede i Sverige, frigivet. De krævede også en million kroner. Med statsminister Palme i spidsen frigav regeringen de fængslede og overgav en halv million kroner. Kaprerne tvang herefter flyet til Spanien. Frigivelsen er senere kaldt et groft lovbrud og er diskuteret blandt jurister hvor begrebet "konstitutionel nødret" er født. Bind 1, siderne 219-220.
Gidseldramaet i Kreditbanken på Norrmalmstorg i Stockholm i august 1973 varede over flere dage og den svenske regering blev inddraget. Gidseltagerene ringede Palme op fra bankboksen og krævede frit lejde. Under gidseldramaet talte Palme også i telefon med et af gidslerne. Mens gidslernes reaktionsmønter blev betegnet Stockholmsyndromet, fremstod Palme som hvad Henrik Berggren senere betegnede som "en yderst effektiv og koldsindig leder".Berggren, side 428. Endelig i 1975 var der et gidseldrama på Vesttysklands ambassade i Stockholm, hvor fem medlemmer af Rote Armee Fraktion holdt blandt andet den vesttyske ambassadør som gidsel.
Dramaet på Norrmalmstorget opstod midt i valgkampen for det svenske valg søndag den 16. september 1973. Dagen før valgdagen døde den svenske konge. Efter de usædvanlige hændelser gennemførte Palme valget, og sammen med Vänsterpartiet opnåede Socialdemokraterne 175 mandater, det samme antal mandater som oppositionen. Palme kunne fortsætte som statsminister, på grund af den negative parlamentarisme i Sverige.Franchell (2013) side 40 Socialdemokraternes valgresultat på 43,6% var den laveste tilslutning siden 1932.Berggren (2012) side 492 Valgets resultat var dog positivt set på baggrunden af at der i Sveriges nabolande, Danmark og Norge, havde opstået en række nye partier ledt af Mogens Glistrup, Erhard Jakobsen og Anders Lange. I Danmark kom de nogle måneder efter Riksdagsvalget til at gøre et ordentligt indhug i de danske socialdemokraters vælgertilslutning ved Folketingsvalget 1973. Den samme store vælgervandring sås ikke i Palmes Sverige.
I midten af 1970'erne afslørede journalister to sager, der kunne have blevet politiske skandaler. Palme slog hårdt ned på folkene bag afsløringerne, og sagerne kom til i alvorlig grad at påvirke to af Sveriges senere fremtrædende forfattere: Jan Guillou og Leif G.W. Persson. Den ene var den såkaldte IB-affære, hvor det hemmelige efterretningsorgan IB blev afsløret. Afsløringen udkom den 3. maj 1973 i tidsskriftet Folket i Bild/Kulturfront og var et samarbejde med journalisten Peter Bratt og Jan Guillou. De blev begge dømt for spionage. I den anden sag, den såkaldte Geijer-affære, sendte rigspolitichef Carl Persson et dokument til statsminister Palme, hvori Palmes justitsminister Geijer og oppositionslederen Thorbjörn Fälldin blev beskyldt for at have købt seksuelle ydelser. Historien om Geijer blev lækket af Leif G.W. Persson fra Rigspolitistyrelsen til journalisten Peter Bratt og udgivet i Dagens Nyheter i 1977. Palme og Geijer benægtede historien, Leif G.W. Persson blev afskediget og DN måtte betale erstatning til Geijer.
Som i sin kritik af USA's krigsførelse var Olof Palme heller ikke bleg for at anvende en hård retorik overfor fascistiske regimer. Ved en tale på den socialdemokratiske partikongres den 28. september 1975 kaldte han Francos fascistiske regering for "disse satans mordere".Olof Palme, Programkommissionens förslag till nytt partiprogram, side 96. Tidligere på året, den 19. april, havde Palme rettet kritik mod den modsatte side af jerntæppet, da han kaldte den tjekkoslovakiske regering under Gustáv Husák for "diktaturets kreatur". Andre udemokratiske ledere mødte dog ikke Palmes hårde kritik: Samme år besøgte han Fidel Castros Cuba, blev hyldet og gav tale på spansk.
1976: Palme taber magten