Første Mosebog (eller Genesis (, tr. Bereshit = "I begyndelsen"; Génesis = "Begyndelse"), er den første bog i Bibelen. Både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente, hvor den udgør første del af Pentateuken (de fem Mosebøger). Første Mosebog er kanonisk litteratur i kristendommen, jødedommen og i mindre grad islam.
Bogen er inddelt i 50 kapitler. De første 11 kapitler udgør urhistorie med beretningen om verdens og de første menneskers skabelse, syndefaldet og Adams og Evas udstødelse fra Edens have, Kains drab på sin broder Abel, Noas Ark og Babelstårnet.
De sidste 39 kapitler indeholder historierne om de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob. De beretter bl.a. om Guds udvælgelse af Abram, som kom til at hedde Abraham, og Guds løfte til Abraham om, at alle jordens folk ville blive velsignet gennem hans afkom (), Sodomas og Gomorras udslettelse, Abrahams vilje til at ofre sin egen søn Isak. Og Jakobs kamp med englen. Bogen beretter også generelt om det israelittiske folks forhistorie. Bogen ender med, at efterkommerne af Jakob (også kaldet Israel) rejser til Ægypten, hvor de etablerer et godt forhold til farao.
Teksten tillægges traditionelt Moses, men det er blevet draget i tvivl. Flere teologer mener, teksten er sammensat af flere kilder. Emnet er i mange kredse stadig kontroversielt. Teksten indeholder det mytologiske grundlag og den narrative basis for mange nationale og religiøse institutioner i det klassiske Israel og er en introduktion til landets og folkets historie og traditioner.
Indhold Skabelsen og syndefaldet (1 Mos 1-3)
"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene." Gud skaber dag og nat; hvælvingen "som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen.", det tørre land og havene og planterne; solen, månen og stjernerne; havdyrene og fuglene, og på den sjette dag "alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!" "Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!...i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." På sabbatten, den syvende dag, hvilede han: "Gud velsignede den syvende dag og helligede den".
Adam og Eva thumb|300px|left|Gud skaber manden. Gud former en mand "... af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen." (). Gud satte manden i Edens have og tillader ham at spise frugten af alle træerne, men "... træet til kundskab om godt og ondt ..." forbød Gud ham at spise af, "... for den dag du spiser af det, skal du dø!" Gud beslutter sig for at skabe en hjælper til manden fordi han er alene, og skaber: "... alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, ... men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham." Derfor skaber Gud af mandens ribben en kvinde mens han sover, og da han vågnede sagde han: "Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget." "Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke."
thumb|250px|Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« (1 Mos 3:12) I haven møder kvinden slangen, som fortæller hende, at hun ikke vil dø, selv om hun spiser af træet: "Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt." Så kvinden spiser af frugtenI europæisk tradition gengives det oftest som et æble, men teksten specificerer ikke frugten. Se: Syberg, Karen. Æblets fortælling, Forlaget People's Press, 2007., og giver manden at spise. "Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet." Gud forbander slangen: "På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage."; kvinden straffer han ved at hun skal føde børn i smerte, og at hendes mand skal herske over hende; og manden straffer han ved et liv i hårdt arbejde: "I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden." Manden giver kvinden navnet Eva, "... for hun blev mor til alle mennesker." "Og Gud Herren sagde: 'Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!'", så Gud smider dem ud af Edens have og en kerub og et flammesværd bevogter indgangen.
Kain og Abel (1 Mos 4) Adam og Eva fik to sønner, Kain og Abel. Den første var agerdyrker, den anden fårehyrde. Begge bringer ofre til Gud, men Gud accepterer kun Abels, formentlig fordi Kain ikke bringer ofret af et oprigtigt hjerte. Kain myrder sin broder af misundelse, og da Gud spørger, hvad der er sket med hans broder, svarer han: ”Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?” Gud forbander Kain: ”Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!” Kain frygter, at hvem der end vil møde ham, vil slå ham ihjel, men Gud sætter et mærke på ham med løftet: ”... hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.” Kain slår sig ned i landet Nod, øst for Eden.
Noa og Syndfloden (1 Mos 6-9) Vred over menneskets ondskab udvælger Gud Noa, ”... en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige ...” og befaler ham at bygge en ark og at tage sin familie og eksemplarer af alle dyr med. Gud lader vandet regne i 40 dage og oversvømmer hele jorden (). Efter 150 dage støder arken på grund på Ararats bjerg i det nuværende Tyrkiet, og efter 40 dages venten forlader Noa og hans familie sammen med alle dyrene arken. Gud laver derefter en pagt med Noa og hans efterkommere, hvor Gud lover aldrig at ødelægge hele jorden igen. Som tegn på, at Gud vil holde pagten, sætter han regnbuen på himlen ().
Efter syndfloden planter Noa en vingård, drikker vinen, bliver beruset og falder i søvn. Kam, Noas søn, ser sin far nøgen; og da Noa vågner, forbander han Kams søn, Kana'an, hvor han siger at hans efterkommere i fremtiden skal være slaver for Sem og Jafet.
Babelstårnet (1 Mos 11) thumb|Babelstårnet af Pieter Brueghel den Ældre (1563).
Folkene på jorden beslutter at bygge "... en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn ..." i landet Sinear, "... for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Men Gud tillader ikke mennesket dette. "Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden." Og således bliver mennesket spredt over jordkloden, og byen "hedder [...] Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."
Abraham (1 Mos 11-20) Første Mosebog 11 indeholder en slægtsbog med generationerne fra Sem til Tera. Tera forlader Ur i Kaldæa sammen med sin søn Abram, Abrams kone Saraj, og hans bror, Harans søn, Lot, og drager mod landet Kana'an. De slår sig sig ned i byen Karan midtvejs på rejsen i 205 år, hvor Tera dør. Gud siger til Abram:
Så Abraham tager sin familie og sine ejendele og rejser til landet Kana'an, hvor Gud åbenbarer sig for Abram og siger "Jeg vil give dine efterkommere dette land."
Hungersnød tvinger Abram til at drage til Egypten, hvor Farao henter Abrams smukke kone Saraj til sit palads, fordi Abram har fortalt at hun er hans søster.Hvilket til dels er rigtigt da han er gift med sin halvsøster: "... hun er virkelig min søster! Hun er datter af min far, men ikke af min mor ..." (). Gud slår Farao og hans familie med plager, så han returnerer Saraj og udviser Abram og hans familie fra Egypten ().
Abram vender tilbage til Kana'an, men skiller sig fra Lot pga. uenighed mellem Abram og Lots hyrder, fordi landet ikke kunne brødføde deres hjorde. Han giver Lot Jordandalen helt ned til Sodoma, hvis indbyggere "... var meget onde og syndede mod Herren." (). Til Abram sagde Herren, "Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt. Jeg vil lade dine efterkommere blive som jordens støv; hvis nogen kan tælle jordens støv, kan også dine efterkommere tælles. Drag nu omkring i landet, så langt og bredt det er, for jeg giver det til dig."
Lot bliver taget til fange under en krig mellem kongen af Sinear og kongen af Sodoma og deres allierede, "... fire konger mod de fem." (). Abram redder Lot og bliver ved hjemkomsten velsignet af præsten Melkisedek, kongen af Salem (som formentlig er det fremtidige Jerusalem). Abram afslår kongen af Sodomas tilbud om krigsbytte og svarer, "Jeg løfter min hånd til Herren, Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord: Jeg vil ikke have noget af dit, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke kunne sige: Jeg har gjort Abram rig!"
Gud slutter en pagt med Abram og lover, at Abrams efterkommere skal blive talrige som stjernerne på himlen, at de skal lide under et undertrykkende regime i et fremmed land i fire hundrede år, men at de skal arve landet "... fra Ægyptens flod til den store flod, Eufratfloden ..." ().
Saraj fik ingen børn og opfordrer som en nødløsning Abram til at gå ind til hendes trælkvinde Hagar, der bliver gravid med Ismael. Men Saraj bliver jaloux og behandler hende så hårdt, at hun til sidst flygter ud i ørkenen. Her møder hun Herrens engel som siger, "Vend tilbage til din frue, og find dig i hendes behandling." Og englen fortsætter, "Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles. [...] Han skal blive et vildæsel af et menneske; hans hånd skal være vendt mod alle og alles hånd mod ham, han skal leve på tværs af alle sine brødre." ().
I kapitel 17 udfoldes Guds pagt med Abraham for tredje gang. Gud siger til den nu 99-årige Abram, "Jeg indgår en pagt med dig, og du skal blive fader til en mængde folkeslag. Du skal ikke længere hedde Abram. Dit navn skal være Abraham,På hebraisk er der ordspil mellem Abraham og "fader til en mængde". Se: Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1992, side 20. for jeg gør dig til fader til en mængde folkeslag. Jeg gør dig uhyre frugtbar; jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana'an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud." Gud giver også Saraj det nye navn, Sara, og indstifter omskæringen af alle af hankøn som et pagtstegn. Abraham siger til Gud, "Måtte Ismael leve for dit ansigt!", hvortil Gud svarer, "Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak."
Gud viser sig for Abraham igen. Tre fremmede kommer til Abrahams telt, og han modtager dem hjerteligt. Gud fortæller ham at Sara vil blive med barn og føde en søn inden for et år. Da Sara overhører samtalen griner hun: "Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?" (1 Mos 18) Herren ved at Sara ler og spørger hende, hvorfor hun ler, og hun svarer "Jeg lo ikke," hvortil Herren siger: "Jo! Du lo!" Gud sender de to fremmede videre, og fortæller, at han vil gå videre til Sodoma og straffe byen, for der "... lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor." Abraham indvender, at det ikke er retfærdigt at "... slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige," og spørger om hele byen kan blive skånet, hvis der bare er ti retfærdige mænd. Gud svarer: "For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
De to fremmede bliver gæstfrit inviteret til at bo hos Lot. Mændene i Sodoma omringer huset og forlanger at få mændene udleveret så de kan voldtage dem; Lot tilbyder dem sine to døtre i stedet, men mændene afslår. Lot og hans familie flygter ud af byen, og Sodoma og Gomorra bliver ødelagt af "svovl og ild"; men da Lots kone ser sig tilbage, hvad Gud har forbudt, bliver hun forvandlet til en saltstøtte ().
Isak (1 Mos 21-24) thumb|200px|left|Gud sætter Abraham på prøve. Maleri af af Laurent de LaHire, 1650.