Martin Vahl Henrichsen (7. oktober 1749 i Bergen – 24. december 1804 i København) var en dansk-norsk botaniker.
Uddannelse Han blev født i Bergen og var søn af købmand Henrich Rasmussen og Christine Elisabeth født Friis, datter af Cornelius Friis og Vibeke Faal. Hans oprindelige navn var Martin Vahl Henrichsen, opkaldt efter sin mormoders broder Martinus Vahl, der stod fadder til ham. Navnet findes stavet på 5 forskellige måder: Faal, Fael, Fahl, Vahl, Wahl. På en billet, som Linné har skrevet til ham, er hans navn skrevet Fahl. Når og hvor hans egentlige fædrenenavn er faldet bort, vides ikke, rimeligvis kort efter hans ankomst til København, hvor han blev immatrikuleret ved Københavns Universitet under navnet "Martinus Wahl Henric. filius".
Sin skoleundervisning havde han nydt i Bergen, og 1766 blev han student ved Københavns Universitet. Han hørte her bl.a. Forelæsninger hos Johan Zoëga over planterne i Botanisk Have, men rejste det følgende år tilbage til Norge og opholdt sig her til 1769, dels i Bergen hos sin fader, dels og hovedsagelig hos naturforskeren og præsten, prof. Hans Strøm i Søndmør.
Af særlig betydning for hans udvikling blev hans ophold i Uppsala 1769-74; han nød her ikke alene Linnés undervisning, men hans omgang, fortrolighed og tillid og var de to somre deltager i privatissime kollegier i Hammarby; entomologi og botanik var især de fag, der beskæftigede ham. Han drog her fra som Linnés kæreste og bedste discipel og kom til København, egentlig for efter faderens ønske at studere medicin, men han vedblev at anvende al sin tid på naturhistorien, navnlig botanikken.
Karriere I dette tidsrum faldt den botaniske haves flytning fra Amalienborg til Charlottenborg, og her ydede Vahl god hjælp, ligesom han arbejdede meget sammen med havens dygtige gartner Käsemacher, der dog døde 1780. 1779 blev han udnævnt til lektor ved Haven, en stilling, hvis oprindelige bestemmelse var at hjælpe prof. botanices i tilfælde af forfald, holde nogle af de botaniske forelæsninger og lede ekskursioner, men Vahl kom tillige til at udføre et meget betydeligt arbejde ved bestemmelsen af planterne.
Der udviklede sig imidlertid en kabale imod ham, som bl.a. gav sig udslag i en instruks, udstedt af Johan Theodor Holmskiold og Christen Friis Rottbøll 1782, hvori der forekommer flere kedelige bestemmelser, f.eks. at lektoren ikke måtte have nøglen til Orangeriet, at ingen, altså heller ikke lektoren, måtte udlevere de studerende noget fra haven uden gartnerens samtykke, samt at gartneren på den tid, lektoren læser med de studerende i haven, skal fordele sine folk således, "at de kan obagte den studerende Ungdom og fraholde dem nogensteds at afplukke noget", en ting, som det vel havde været mere sømmeligt at overlade til lektoren selv at tage vare på.
Året efter, 1783, trak han sig tilbage fra denne stilling, der kun var lønnet med 200 rigsdaler, men blev samme år beordret til at rejse udenlands. Efter sin hjemkomst fra denne omtrent 3-årige rejse fik han titel af professor, blev udgiver af Flora Danica og foretog snart derefter en rejse til Norge, hovedsagelig for at gøre indsamlinger til Flora Danica, af hvilket værk han udgav hæfterne XVI-XXI (1787-1803).
1789 blev Naturhistorieselskabet stiftet, fornemmelig ved P.C. Abildgaards initiativ, men Vahl blev dets væsentligste støtte og ansattes som lærer ved det. Ved forelæsninger og anden vejledning fik han her stor betydning. 1799-1800 rejste han atter udenlands og blev 1801 professor i botanik ved universitetet. Da det gik tilbage med Naturhistorieselskabet i økonomisk henseende og det havde ondt ved at bestå, gjorde konferensråd Johan Frederik Classen det forslag, at det Classenske Fideikommis skulle overtage samlingerne, der skulle forenes med et Agerdyrkningsseminarium, Vahl skulle da ansættes som overinspektør ved denne anstalt med en gage, som holdt ham skadesløs for det, han mistede.
Men førend bestyrelsen tog imod dette tilbud, henvendte den sig i juni 1804 til den 1796 nedsatte kommission for indretningen af et kongeligt naturhistorisk museum med tilbud om overdragelse af sine samlinger på den betingelse, at Vahl fik en lønning af i det mindste 500 rigsdaler. Ved kongelig resolution af 31. august 1804 bemyndigedes kommissionen til at modtage tilbuddet, og 24. november opløstes selskabet; 12. december meddeltes dette til kommissionen, og Vahl var altså nu overgået til Naturhistorisk Museum. Men 12 dage efter døde han.
1791 var Vahl enstemmig blevet optaget som medlem af Videnskabernes Selskab; han synes dog ikke at have deltaget i selskabets forhandlinger, rimeligvis fordi Naturhistorieselskabet lagde så megen beslag på ham.
Skriftlig virksomhed Af Vahls produktion som botanisk forfatter må, foruden hans virksomhed ved Flora Danica, først og fremmest nævnes hans hovedværk, Enumeratio plantarum, dernæst nogle andre meget betydelige arbejder og endelig en række mindre afhandlinger.
Enumeratio plantarum 1753 var Linnés Species plantarum og 1762 den sidste af ham selv besørgede udgave udkommet; de senere ved den betydelige tilvækst af materiale nødvendiggjorte, ved andre besørgede, udgaver var meget lidt tilfredsstillende, bl.a. led de af den væsentlige skavank, at karaktererne på de forhen bekendte slægter og arter ikke rettedes efter det meget nye, som efterhånden var kommet til, og dette stod til dels i forbindelse med, at de mænd, der besørgede udgaverne, arbejdede med alt for ringe plantekendskab.
Dette kom til at stå Vahl klart allerede tidlig, og hans tanker og arbejde rettede sig hovedsagelig på at råde bod på denne mangel; men de talrige vanskeligheder, som navnlig bestod i nødvendigheden af selv at se planterne i deres samlinger, som havde beskrevet dem, gjorde ham betænkelig. Fra begyndelsen af året 1783 fik han imidlertid lejlighed til at foretage en rejse gennem Holland, England, Frankrig, en del af Berberiet, Italien og Schweitz. Denne rejse, der egentlig var bestemt til 2 år, men på ansøgning om fortsat understøttelse blev forlænget et år, blev af indgribende betydning for ham.
Ikke alene undersøgte han floraen i de gennemrejste lande, men han fik gjort personligt bekendtskab med datidens fremragende botanikere; disse synes at have fået et levende indtryk af hans store dygtighed og omfattende viden samt tillige at have følt sig tiltalt af hans personlighed, hvorfor han kom i venskabsforhold til mange af dem; dette var af stor vigtighed for ham, thi derved fik han ikke alene rigelig adgang til samlingerne, men de gav ham med rund hånd af det, de havde tilovers. Efter hjemkomsten fra denne rejse 1786 var atter tanken om selv at besørge en ny Species plantarum blevet levende hos ham, og man tager næppe fejl, naar man går ud fra, at dette har været hans væsentligste arbejde i hele den påfølgende tid.
Men efter som materialet voksede—i den tid rejstes og samledes der meget i oversøiske lande—følte han atter nødvendigheden af selv at se, hvad der var tilkommet af nyt, og revidere mangt og meget af det gamle, og 1799 fik han da efter ansøgning bevilget 1000 rigsdaler til en rejse til Paris, datidens centrum for det botaniske liv, og i foråret 1800 fik han tillæg til understøttelsen, da det for hånden værende materiale af planter i Parises samlinger var vokset langt betydeligere, end han havde ventet; han havde bl.a. haft lejlighed til at beskrive henved 2400 ukendte planter. Så vel i Paris som i Holland, hvor han på hjemvejen granskede i sin ven Adriaan van Royens rige samlinger, blev han modtaget med megen udmærkelse.
Efter sin hjemkomst fra denne sidste rejse arbejdede han ustandseligt på det store værk, der var hans livs opgave. 1801 fik han fra Fonden ad usus publicos 500 rigsdaler til de første nødvendige omkostninger ved værkets trykning, og endelig 1804 udkom 1. bind af denne Enumeratio plantarum, som han beskedent kaldte den, og hvis udgivelse han havde forberedt i 26 år, indeholdende de 2 første klasser efter Linnés system. Det var et stort anlagt værk og vistnok så fortrinlig udført, som ingen anden dalevende botaniker kunne gjøre det; det skulle indeholde en beskrivelse af alle kendte plantearter, og Vahl var for længst af Europas botanikere erkendt for at være manden, der kunne udføre det.
Umiddelbart efter dette binds udgivelse blev der atter bevilget ham 500 rigsdaler til dets fortsættelse, men da året var omme, var han død, og 2. del, indeholdende 1. orden af 3. klasse, kom først 1806, udgivet af nogle af hans venner. Resten af dette kæmpemæssige arbejde, hvoraf det udkomne er beregnet til at udgjøre omtrent 1/15, står som manuskript i Botanisk Haves bibliotek, men var ikke så vidt redigeret, at der kunne tænkes på dets udgivelse. Videnskaben forandrede efterhånden signaler, og desuden skulle en Species plantarum for fremtiden ikke blive ens, men mange mænds arbejde.
Det ser noget underligt ud, at Vahl i fortalen til et værk som dette motiverer valget af et kunstigt system i stedet for et naturligt med, at hint passer bedre for rekrutterne, dette for de fremskredne i videnskaben, men det hænger sammen med den store respekt, han nærer for dette naturlige system, der for ham som for Linné stod som målet, men et stort og fjernt mål, som en metode, siger han, man oprigtig må tilstå, ikke er opfundet endnu.
Mindre arbejder Dels før, dels under forberedelserne til Enumeratio plantarum beskæftigede Vahl sig også med udgivelsen af andre ting, men det er i øvrigt karakteristisk for ham som grundig og samvittighedsfuld forsker, at han var henved 40 år gammel, inden han begyndte at publicere. Han udgav i 3 foliohæfter, 1790-94, Symbolæ botanicæ, til hvilket betydelige arbejde der knytter sig den særlige interesse, at her blev først de af Pehr Forsskål på Carsten Niebuhrs ekspedition til Arabien samlede planter beskrevne; end videre Eclogæ Americanæ (1796-1807), ligeledes 3 hæfter i folio med tavler, af hvilke dog det sidste først udkom efter Vahls død.
Foruden disse har han udgivet en række mindre afhandlinger i Naturhistorieselskabets Skrifter. Man må imidlertid ikke tro, at Vahl kun gav sig af med de højere planter, også kryptogamerne faldt fuldstændig inden for hans interessesfære. Hans Nogle Iagttagelser ved en Rejse gjennem Norge indeholder, betegnende nok, meget lidt af almindelige rejseskildringer, derimod en mængde kritiske bemærkninger over norske planter, 2. del af beretningen endog udelukkende iagttagelser over svampe med bemærkninger om deres synonymik osv., hvorved han viser et indgående kendskab også til disse planter både i litteraturen og naturen.
Også som zoologisk forfatter har Vahl været virksom. Der findes i Naturhistorieselskabets Skrifter 12 afhandlinger af ham over dyr fra forskellige afdelinger i systemet, og til 4. bind af Zoologia Danica leverede han 19 tavler, af hvilke 5 fremstiller en søpølse og til dels dennes anatomi, også et eksempel på hans mangesidighed. 1803 testamenterede Peder Ascanius ham sit billedværk over fiskene til fortsættelse, men da Vahl døde det følgende år, blev det Jens Rathke, der kom til at udføre arbejdet.
Modgang Vahl nød den lykke at kunne arbejde så at sige hele sit liv igennem med sin videnskab, men han har sikkert ved siden deraf haft en del at kæmpe imod. Han sad småt i det, dels på grund af sine ringe indtægter, dels vel også, fordi han anvendte så meget på sit bibliotek. Han ansøgte Fonden ad usus publicos om et rentefrit lån på 500 rigsdaler til udgivelsen af Symbolæ; de 100 rigsdaler blev tilbagebetalte, de resterende 400 magtede han ikke; de blev eftergivne enken og børnene efter hans død.