thumb|right|Jernkorset blev brugt som identifikationsmærke på tyske og østrig-ungarske fly foruden tyske kampvogne i 1. verdenskrig thumb|Kejsermanøvre i Odenwald, 1888 Det tyske kejserriges hær, som ifølge artikel 60 i det tyske riges grundlov hed Deutsches Heer, er betegnelsen for Tysklands hær fra rigets samling i 1871 til etableringen af Reichswehr efter nederlaget i 1. verdenskrig i 1919.
I såvel krig som fred havde hæren kejseren som øverstbefalende. Den bestod af hærene fra de tyske stater Preussen, Bayern, Sachsen og Württemberg. Enhederne fra de andre tyske stater stod under preussisk ledelse, eller indgik i den preussiske hær. De bayerske, saksiske og württembergske hære var i fredstid underlagt deres respektive regenter. Deres forvaltning var underlagt egne krigsministerier. Den bayerske hær var en selvstændig del af den tyske hær med egen nummerering af enheder. De saksiske og württembergske hære udgjorde særskilte armékorps i det tyske kejserriges hær. Også enhederne fra de øvrige tyske stater udgjorde særskilte enheder, f.eks. regimenter eller som fyrstedømmet Lippe en bataljon. Württembergske officerer blev videreuddannet i den preussiske hær.
Det tyske kejserriges flåde og Schutztruppe var direkte underlagt kejseren og rigets forvaltning. Kejseren havde også i fredstid ret til at fastsætte troppestyrken og deres placering i garnisoner, anlægge fæstninger og ret og pligt til at gennemføre en ensartet organisation og formering, bevæbning og kommando samt uddannelse og træning af officerer og mandskab. Militærbudgettet blev fastlagt af parlamenterne i de enkelte stater og rigsdagen.
Indledning Hær og marine var ifølge forfatningen i vidt omfang underlagt kejseren. En parlamentarisk kontrol var etableret i form af at rigsdagen og de forskellige landdage skulle godkende militærbevillingerne. Grænserne for den næsten enevældige ledelsesmagt var i den forbindelse dårligt nok defineret. Militæret forblev derfor en vigtig del af fundamentet under monarkiet. Under kejseren var der militærkabinettet, det preussiske krigsministerium og generalstaben. De tre institutioner var til tider i strid om deres indbyrdes kompetencer. Især generalstaben forsøgte at få indflydelse på de politiske beslutninger. Det skete allerede under Helmuth Karl Bernhard von Moltke og senere under Alfred von Waldersee. Det samme var tilfældet med Alfred von Tirpitz i flådespørgsmål.Wehler, Gesellschaftsgeschichte Bd.3, S. 877 f.
Den tætte tilknytning til monarkiet afspejledes i starten af det stærkt adeligt prægede officerskorps. Også senere fastholdt adelen en stærk stilling især blandt de højtstående officerer, men i takt med hærens og flådens udbygning voksede andelen af borgerlige officerer. Adelens funktion som forbillede sørgede udover en indre socialisering i militæret også for at den borgerlige gruppes selvforståelse ikke afveg fra den adeliges i nævneværdig grad.
Mellem 1848 og 1860'erne så det øvrige samfund nærmest med mistro på militæret. Dette ændrede sig efter sejrene i krigene der førte til Tysklands samling (2. slesvigske krig, Preussisk-østrigske krig og Fransk-preussiske krig) mellem 1864-1871. Militæret blev til et centralt element i den voksende tysk nationale patriotisme. Kritik af militæret blev anset for upassende. Trods det støttede partierne ikke ubetinget en forøgelse af hæren. Således nåede de væbnede styrker først i 1890 op på den i grundloven fastlagte fredsstyrke på en 1 % af befolkningen, svarende til 490.000 mand.Til sammenligning havde Bundeswehr før den tyske genforening i 1990 en styrke på omkring 0,9 % af befolkningen og DDR's væbnede styrker udgjorde omkring 1,5 % af befolkningen. I dag udgør de væbnede styrker kun omkring 0,3 % af befolkningen i Tyskland. I de følgende år blev hæren yderligere udvidet. Mellem 1898 og 1911 krævede den bekostelige flådeoprustning indskrænkninger i hæren. Bemærkelsesværdigt er det, at i denne periode var selv generalstaben modstander af en yderligere udbygning af troppestyrken, idet den var bange for at få flere borgerlige officerer på bekostning af de adelige. I denne periode blev Schlieffenplanen udarbejdet, som indeholdt konceptet for en mulig tofrontskrig mod Frankrig og Rusland med deltagelse af Storbritannien på modstandernes side. Efter 1911 blev hæren udvidet i stort tempo. Den for gennemførelsen af Schlieffenplanen nødvendige troppestyrke nåede man dog ikke op på.
Hæren fik i løbet af kejserrigets tid en stærk stilling i samfundet. Officerskorpset blev af de toneangivende dele af befolkningen betragtet som "de første i staten". Dets verdensbillede var præget af troskab mod monarkiet og forsvar af regentens rettigheder. Det var konservativt, antisocialistisk og grundlæggende antiparlamentarisk. Det militære adfærds- og æreskodeks prægede også store dele af det omgivende samfund. Også for mange borgere blev den status der fulgte med at være reserveofficer et attråværdigt mål.
Militæret havde uden tvivl også betydning for etableringen af en fælles tysk nation. Den fælles tjeneste forbedrede integrationen af den katolske befolkning i det protestantisk prægede rige. Selv arbejderne var ikke immune overfor militærets udstråling. I den forbindelse spillede den lange værnepligtstid på 2 eller 3 år i den såkaldte "nationens skole", som man begyndte at betragte hæren som, en stor rolle.
Overalt i riget blev de nye soldaterforeninger (Kriegervereine) bærere af militære værdier og en militært præget verdensanskuelse. Hvilken bred effekt disse grupper udøvede kan man se af medlemstallet på 2,9 mio. i Kyffhäuserbund (1913). Denne forening var dermed den største i riget. De af staten støttede foreninger skulle fremme militærvenlige, nationale og monarkistiske følelser og gøre medlemmerne immune overfor socialdemokratisme.Wehler, Gesellschaftsgeschichte Bd. 3, S. 873–885, S. 1109–1138, Nipperdey, Machtstaat, S. 230–238.
Historie
Allerede i forfatningen for det Nordtyske forbund, som var den umiddelbare forgænger til det tyske kejserrige, blev der gennemført en standardisering af hærene ved at de små staters tropper blev indlemmet i den preussiske hær. Kun Sachsen havde taget forbehold om særlige rettigheder for sin hær ved indlemmelsen i det Nordtyske forbund. Efter sejren over Frankrig indtrådte også de sydtyske stater, dvs. storfyrstendømmerne Baden og Hessen samt kongerigerne Bayern og Württemberg i det Nordtyske forbund. Württemberg og Bayern fastholdt nogle forbehold, såsom fastholdelsen af egne hærorganisationer. Først i tilfælde af krig ville de bayeriske tropper blive underlagt fælles kommando, mens de württembergske og saksiske tropper allerede i fredstid var underlagt den store generalstab. Forvaltningen af de württembergske og saksiske tropper skete dog fra krigsministerierne i Stuttgart og Dresden.
Dette organisatoriske roderi var i begyndelsen af 1. verdenskrig årsag til betydelige vanskeligheder, da krigsministerierne i Berlin, Stuttgart, München og Dresden ikke havde koordineret materielanskaffelsen, og udrustningen i de forskellige hære afveg derfor fra hinanden i betydelig grad. Dette førte til sidst til, at man i 1917 oprettede "Normenausschusses der deutschen Industrie", forløberen for Deutsches Institut für Normung og de velkendte "DIN-Normer".
Juridisk grundlag Grundlaget for størrelsen og organisationen af den tyske hær var især fastlagt i:
Rigsforfatningen af 16. april 1871 Forbundet mellem det Nordtyske forbund og Bayern af 23. november 1870 Militærkonventionen mellem det Nordtyske forbund og Württemberg af 21./25. november 1870 Konventionerne mellem Preussen og Sachsen af 7. februar 1867 Konventionerne mellem Preussen og de øvrige forbundsstater Rigsmilitærloven af 2. maj 1874 Lovene vedrørende den tyske hærs fredsstyrke.
Ledelsesprincipper i den tyske hær Herom skrev den israelske militærhistoriker Martin van Creveld: "I modsætning til den alment udbredte kliche om "kadaverdisciplin" og preussisk disciplin havde den tyske hær i det mindste fra den ældre Moltkes tid altid lagt vægt på den afgørende betydning af selvstændigt initiativ og ansvarlighed – selv på de laveste rangtrin".
Allerede siden Frederik den Stores tid blev officerer konsekvent opdraget til at handle selvstændigt.
Et citat fra Frederik den Store illustrerer dette:
Som eksempel på hvorledes den preussiske lydighed skulle forstås kan fremhæves en hændelse fra Slaget ved Zorndorf. Seydlitz nægtede flere gange at udføre kongens befaling om at gribe ind i slaget med sine kavalerienheder, selv om han blev truet med at "han ville med sit hoved blive holdt ansvarlig for slagets udgang". Seydlitz greb først ind da han med sit angreb i flanken kunne opnå den maksimale virkning med sit angreb. Dette var af stor betydning for sejren. Seydlitz adlød ikke kongens befaling bogstaveligt, men efter meningen.
En hurtig udvikling indledtes i Preussen efter 1806, og efter 1888 blev opgavetaktikken ved "Exerzierreglement für die Infanterie" obligatorisk i den preussiske hær og blev senere overført til de andre hære og senere videreudviklet i Reichswehr.
Andre elementer er grundsætninger som f.eks. Ledelse fra front. Også her er forudsætningen en stor selvstændighed og ansvarsbevidsthed fra soldaternes side en forudsætning. Den højere fleksibilitet og de hurtigere reaktionsmuligheder skal her vurderes i forhold til risikoen for at frontofficeren kunne blive afskåret og de store tab af officerer. Trods denne risiko var dette et fast princip i den tyske hær.
En anden grundsætning fra eksercitsreglementet af 1888: "Undladelse af at gøre noget er en større synd end at vælge det forkerte middel". Heri lå den erkendelse af tøvende og afventende adfærd i tvivlstilfælde altid er værre end en måske ikke optimal handling. De preussisk/tyske soldater blev opdraget til med alle midler at fastholde initiativet. Et britisk studie efter den Fransk-preussiske krig nåede frem til følgende konklusion: "Ingen andre steder bliver den uafhængige vurdering og valgfriheden fra kommanderende general til underofficer plejet og tilskyndet i en grad som i den tyske hær. Glæden ved at have et ansvar blev betragtet som den vigtigste lederegenskab i den preussisk/tyske hær, det var ilde set at skubbe ansvar fra sig.
Sådanne ledelsesprincipper havde deres andel i de preussisk/tyske hæres tydelige operative overlegenhed i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Bundeswehr og andre stridskræfter ledes fortsat efter dette forbillede. Moderne ledelsesmetoder såsom Management by Objectives er opbygget efter lignende grundprincipper.
Ledere af den tyske generalstab (1871–1919)
Helmuth von Moltke 7. oktober 1857–10. august 1888 Alfred von Waldersee 10. august 1888–7. februar 1891 Alfred Graf von Schlieffen 7. februar 1891–1. januar 1906 Helmuth von Moltke (den yngre) 1. januar 1906–14. september 1914 Erich von Falkenhayn 14. september 1914–29. august 1916 Paul von Hindenburg 29. august 1916–3. juli 1919 Wilhelm Groener 3. juli 1919–7. juli 1919 Hans von Seeckt 7. juli 1919–15. juli 1919
Struktur I fredstid var hæren opbygget omkring arméinspektorater med tilknyttede armékorps. Oprindelig var der fem inspektorater, men i 1914 var de blevet til 8. I krigstid blev disse inspektorater omdannet til arméer.Das kleine Buch vom deutschen Heere, Verlag von Lipsius & Tischler, Kiel und Leipzig 1901, Side 24 ff.