thumb|Glasmaleri af Thomas Aquinas og den korsfæstede Kristus i St. Patrick-kirken, Columbus, Ohio. Skolastik er siden renæssancen betegnelse for en videnskab omfattende filosofi og teologi, der fra ca. 1100 blev dyrket ved de højere skoler i Vesteuropa og fra ca. 1200 især ved universiteterne. Skolastikkens sprog var latin.
Skolastik er en betegnelse til sammenfatning af de politiske, sociale, økonomiske og filosofiske anskuelser, der var fremherskende i Vesteuropa i tiden fra middelalderens begyndelse frem til gennembruddet for skattestaten i 1600-tallet. Til trods for fællesbetegnelsen må det fastslås, at skolastiske anskuelser gennemgik en betydelig udvikling med tiden, hvorunder de gradvist frigjorde sig fra deres oprindelige udgangspunkter: Bibelen og de klassiske græske filosoffer, først og fremmest Aristoteles. De skolastiske filosoffer gjorde meget ud af begrebsanalyse, og de fik med tiden et (ufortjent) ry for at være virkelighedsfjerne ordkløvere.
Oprindelse og udvikling 290px|thumb|Billede fra 1300-tallet af en universitetsforelæsning. Ordet "skolastik" kommer af det græske sammensatte ord skolastikos (Σχολαστικός) = tilhørende skolerne. Med "skolerne" menes de universiteter, der opstod i den kreative intellektuelle brydningsflade mellem de latinske og arabiske verdener omkring 1100-tallet. Tænkningen var baseret på deduktion fra bestemte præmisser (fx Aristoteles' metafysik og Bibelen) mere end på erfaring. Diskussionsformen var karakteristisk: Man startede med en fremsat tese eller et spørgsmål; argumenterede for og imod efter strengt opstillede regler, ofte med citater fra Bibelen og andre autoriteter; fremsatte så i hoveddelen slutningen og besvarede til sidst modargumenterne.skolastikk – Store norske leksikon Studiet bestod af nærlæsning af grundbøger og disputation, dvs. diskussion efter en fastlagt procedure. De få grundtekster skyldtes, at bøger - håndskrifter, sidst i 1400-tallet suppleret af trykte bøger - var meget kostbare.Sten Ebbesen: skolastik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160217
Skolastikken søgte at sammenfatte kirkens dogmer med traditionen fra kirkefædrene og Aristoteles' filosofi til et sammenhængende system, ofte med spidsfindige argumenter. skolastik — Den Danske Ordbog Man søgte at forene de politiske, sociale, økonomiske og filosofiske anskuelser fremherskende fra middelalderens begyndelse frem til gennembruddet for skattestaten i 1600-tallet. De skolastiske anskuelser gennemgik en betydelig udvikling i perioden, hvorunder de gradvist frigjorde sig fra deres oprindelige udgangspunkter: Bibelen og de klassiske græske filosoffer, først og fremmest Aristoteles. Skolastikken formulerede blandt andet en statslære, en etik og økonomiske betragtninger. Man prøvede teologisk og filosofisk at systematisere troslæren ved hjælp af Aristoteles' logik. Thomas Aquinas var den mest betydningsfulde bidragsyder med sit ønske om at bygge bro mellem tro og fornuft. Gud skulle forstås gennem verden, modsat "verden gennem Gud", som Augustin kunne have sagt. Sociale forskelle blev forklaret som "Vorherres mening". thumb|200px|Thomas Aquinas (1225-74). Skolastikken er ikke en filosofi, men en analyseteknik: den blev brugt af mange filosofiske retninger, såsom realisme, nominalisme, aristotelisme, timæansk platonisme etc. Metodens "tese–antitese–syntese"-system er da også ganske fremragende til at få forskellige synspunkter til at harmonere, måske på grund af dens oprindelse. Dette var et voldsomt fremskridt i forhold til tidligere tiders abstraktionsniveau, for eksempel den angelsaksiske klosterkulturs, der primært havde koncentreret sig om at bevare viden fra det forfald, den græsktalende verdens centralisme havde påført dem. Skolastikken inkluderede også brugen af et specialiseret fagsprog, skolastisk latin, som blandt andet den danske ærkebiskop Anders Sunesen, (cirka 1167–1228) har bidraget meget til.
I løbet af 1400-tallet tabte skolastikken gradvis sin magt over sindene. En retning, som i ramme alvor drøftede spørgsmålet om, hvorvidt en mus, der åd noget af en hostie, indtog Kristi legeme,Lorenz Bergmann: Kirkehistorie, bind 1 (s. 208), forlaget Haase, København 1973 og om afklippet hår og negle også får del i opstandelsen,Lorenz Bergmann: Kirkehistorie, bind 1 (s. 267) kunne ikke i længden vinde tilhængere. Ligeledes virkede det pinligt, når Thomas Aquinas så nogen værdi i at diskutere spørgsmålet om en kannibal, der har spist sin næste, så dennes krop er gået helt op i hans egen - vil da kun kannibalen genopstå? (Thomas mente, begge genopstod.)Hartvig Frisch: Europas kulturhistorie bind 2 (s. 331-32), Gyldendal, Oslo, 1962
Den samfundsmæssige baggrund De middelalderlige, europæiske stater kan fælles betegnes som fyrstelige domænestater.historikeren Aksel E. Christensen bruger udtrykket "det dominiale kongedømme" (Christensen, s. 71), mens E. Ladewig Pedersen bruger udtrykket "domænestat" fx i Gyldendals Danmarks Historie bind 2.2 (1980), jævnfør også fx Kersten Krüger: Finanzstaat Hessen 1500-1567. Staatsbildung im Übergang vom Domänenstaat zum Steuerstaat (Marburg 1980) Bag denne benævnelse gemmer sig nogle få, særegne træk, som med nuancer genfindes fra stat til stat i datiden.
Fyrsten Staten blev regeret af en fyrste, der efter de nærmere forhold kunne benævnes konge, kejser, hertug, fyrstbiskop eller lignende. Denne fyrste var dels tillagt visse rettigheder vedrørende statens styrelse indadtil og udadtil, dels indtægtsmuligheder til dækning af de ved denne styrelse forbundne udgifter.
Fyrstens første kilde til indkomster hidrørte fra fyrstelige domæner, jordegods eller krongodsChristensen (1976), s. 101ff. Fra disse domæner skulle fyrsten oppebære indtægter i form af stedsmål eller indfæstning, når en ny bruger overtog en landbrugsejendom, landgilde eller årlige afgifter eller betalinger af det afkast, landbruget kunne give, samt førlov eller erstatning, hvis en bosat fæster ville forlade stedet i utide.
Fyrstens anden indtægtskilde udsprang af fyrstelige regalerjvf Arup (1905) og Christensen (1976) s. 29, det vil sige særrettigheder, der knyttedes til fyrsten som værende den ansvarshavende for fred, retsskaffenhed og sikkerhed indadtil i landet og udadtil i forhold til fremmede stater. Denne fyrstelige regaleret omfattede: - sikring af retsforholdene (og retten til at oppebære alle idømte bøder), - sikring af torvefreden (og retten til at opkræve accise for varer, der bragtes til torvs), - kontrol med vareind- og udførsel (og retten til told af varer), - strandret og retten til vrag, - ret til danefæ (al ejendom, for hvilket der ikke kunne påvises anden ejer).
Fyrstens tredje indtægtskilde var ekstraskatter, der i princippet kun måtte udskrives i nødstilfælde. Den mest kendte af sådanne ekstraskatter er utvivlsomt den på plove, der gav den ansvarlige konge øgenavnet "Erik Plovpenning".
Len og købstæder Den middelalderlige stats forvaltningsordning omfattede tre hoveddele: lensvæsen, toldvæsen og købstadsvæsen.
Oprindeligt var fyrsten omkringrejsende og kunne ret beset kun opretholde ro og orden der, hvor denne befandt sig.jvf. Riddersporre En sådan ordning var naturligvis uholdbar og blev derfor afløst af en ordning, hvor fyrsten dels lod sig omgive med et hof af faste rådgivere, dels lod sig repræsentere rundt om i rigets ulige egne med kongelige lensmænd siddende på en kongsgård eller et kongeligt slot, der på kongens vegne skulle føre det daglige tilsyn med en nærmere afgrænset del af riget, et lenChristensen (1976), s. 30, desuden ved købstæder delvist tildelt et vist selvstyre i kraft af fyrstelige privilegier eller særrettigheder, omend under overopsyn af en byfoged, og endelig en kongelig tolder, der skulle forestå tilsynet med al ind- og udførsel, forhindre smugleri og så videre.
Standssamfundet I social henseende var de europæiske middelalderstater standssamfundjvf. Ladewig Pedersen (1980) inddelt i 4 stænder med hver deres særlige rettigheder og pligter: adel, gejstlighed, borgerskab og bønder. Hertil kom rettelig en femte stand af tiggere og andre uden rettigheder.
Naturaløkonomien Som et sidste træk ved middelaldersamfundene kan nævnes naturaløkonomiens store udbredelse. Ganske vist spillede pengeøkonomi en vis rolle, især i købstæderne og i samfundets øvre lag, men for det store indbyggerflertal af bønder og husmænd synes ydelser at være lagt i form af naturalier som korn, æg, lam og lignende. Først hen imod middelalderens slutning og i renæssancen synes penge at have fået en større rolle, og folk af bondestanden at have begyndt at opbygge sig formuer i form af pengesummer.jvf. fx Poulsen (1990)
Skolastikkens forhold til middelaldersamfundet Det er kendetegnende for skolastikken, at den kun i ringe omfang sysselsatte sig med overvejelser om middelaldersamfundets indretning som sådan. Hovedemnerne for skolastikken var af etisk og moralsk art og drejede sig om: - spørgsmålet om fyrstens ret til at styre og om godt eller ondt styre, - spørgsmålet om varers rette pris, - spørgsmålene om rente og åger, - spørgsmålet om næsteansvar.
Sagt på en anden måde: skolastikken forholdt sig til det indbyrdes forhold mellem mennesker, ikke til samfundets indretning og slet ikke til helhedsstatslige forhold.
Statsteoretiske overvejelser Udgangspunktet for skolastikken var den augustinske verdensopfattelse, der var kommet til udtryk i Augustins De civitate Dei allerede i begyndelsen af det 5. århundrede.Christensen, s. 204
Fra orientalsk filosofi havde skolastikerne overtaget ideen om, at al magt og myndighed på jorden i sidste ende beroede på Guds nåde og derfor var guddommelig.Christensen (1976), s. 205 Fra det 12. århundrede lærte man gennem araberne i Spanien Aristoteles filosofiske betragtninger at kende og udviklede herefter en anskuelse, der skulle forene dennes filosofi med kirkens lære.
Thomas af Aquinas thumb|Thomas Aquinas var en ledende skikkelse indenfor skolastikken. I denne virksomhed kom Thomas af Aquinas (ca. 1225-1274) til at indtage en hovedrolle. Han samordnede den aristoteliske tankeverden med den bibelske i Summa theologica, skolastikkens hovedværk. Desuden udarbejdede han det uafsluttede skrift De regimine principum, hvori han udviklede sin statsopfattelse.
Ifølge Thomas havde mennesket en uforanderlig samfundsdannende evne, der uden egentlig guddommelig indgriben og alene i kraft af en naturen medfødt drift udviste en vilje til at gøre det gode og det rette. Al samfundslivs mål er at stræbe hen imod den himmelske salighed, hvorfor den teleologiske verdensorden sættes højest. Derunder følger den uforanderlige naturret som samfundslivets faste norm, den guddommelige lov åbenbaret i Gamle og Nye Testamente og sidst den borgerlige lov, der er ufuldkommen, og som menneskene selv kan forandre efter behov.Christensen (1976), s. 206
Thomas erklærer sig som tilhænger af monarkiet, men omtaler både det konstitutionelle og det absolutte monarki som egnede løsninger. Som regeringens mål sættes det fælles bedste, hvilket bedst opnås med en fyrste med etisk ansvar, omend det stærke fyrstestyre rummer faren for at udvikle sig til tyranni. Netop denne problemstilling udgjorde for Thomas et uafklaret spørgsmål: skal folket underkaste sig en tyran eller styrte denne? I Summa theologica når han til den slutning, at den bedste løsning er at give alle del i statens styre og derved forene de bedste sider fra alle styreformer: monarken (den ansvarlige leder), aristokratiet (elitens evner) og folkestyret (folkets vilje og fælles ansvar gennem alles valgdeltagelse) i en blandet styreform. Men han finder, at al menneskelig magt i sidste ende er underkastet det guddommelige mandat, naturretten som ledestjerne til den evige salighed.Christensen (1976), s. 207
Aegidius Romanus