James Christian Carl Sophus lensgreve Danneskiold-Samsøe (19. marts 1900 – 9. april 1966) var en dansk lensgreve, godsejer, kammerherre og hofjægermester, der fra 1947 til sin død var overdirektør for Gisselfeld adelige Jomfrukloster. Han var desuden nyder af successorfonden for Grevskabet Samsøe, besidder af Det Holmegaardske Fideikommis og bestyrelsesformand for Den Ostenfeldske Stiftelse i Næstved samt A/S Dansk Skovindustri. Han førte prædikatet Hans Excellence.

Danneskiold-Samsøe tilhørte den adelige slægt Danneskiold-Samsøe og tilbragte størstedelen af sit tidlige voksenliv i USA, hvor han efter en landbrugsuddannelse ved Michigan Agricultural College etablerede en større frugtplantage og drev avl af fuldblodsheste i Californien. Efter hans fjerne slægtning, lensgreve Aage Danneskiold-Samsøes, død i 1945 uden mandlige efterkommere blev han nærmeste arveberettigede til overdirektørembedet ved Gisselfeld og vendte i 1947 tilbage til Danmark. Hans amerikanske familieforhold gav siden anledning til en længerevarende retssag om forældremyndigheden over sønnen Valdemar Dale Danneskiold-Samsøe, hvis afslag på selv at overtage Gisselfeld efter faderens død i 1966 udløste en arvefølgestrid inden for slægten.

Slægt, opvækst og uddannelse

Sophus Danneskiold-Samsøe blev født den 19. marts 1900 i København som søn af greve C. Valdemar Danneskiold-Samsøe, premierløjtnant i Flåden, og grevinde Margrethe Danneskiold-Samsøe (1867–1943), født komtesse Juel-Brockdorff. Han blev hjemmedøbt den 24. maj 1900 og fremstillet i kirken den 23. december samme år. Han havde tre søstre, Wanda, gift Treschow, Marie, gift Schimmelmann, og Vibeke, gift Moltke.

Hans mor var ældste datter af lensbaron Carl Juel-Brockdorff til Baroniet Scheelenborg og Stamhuset Taasinge. Faderen tog i 1903 sin afsked fra Flåden på grund af svagelighed og døde i 1931. Moderen bosatte sig senere i nærheden af Vallø Slot, hvor hun gennem mange år havde nær tilknytning til stiftets virksomhed.

I 1916 tog Danneskiold-Samsøe realeksamen fra Hass' Skole på Stenhus, hvorefter han fra 1917 til 1921 gennemgik praktisk landbrugsuddannelse i Danmark. I 1921 rejste han, 21 år gammel, til USA for at videreføre sine landbrugsstudier og etablere sig som landmand.

Opholdet i USA og landbrugsvirksomheden i Californien

Efter ankomsten til USA gennemførte Danneskiold-Samsøe i 1921–1922 to landbrugskurser ved Michigan Agricultural College. I 1929 erhvervede han uopdyrket jord i San Fernando Valley i Californien, hvor han etablerede en større frugtplantage med navnlig citrondyrkning og samtidig drev avl af fuldblodsheste. Han fortsatte denne landbrugsvirksomhed indtil sin tilbagevenden til Danmark i 1947. Fra 1936 til 1947 var han desuden medlem af bestyrelsen for den lokale afdeling af KFUM i San Fernando Valley.

Den 24. oktober 1931 giftede han sig med amerikanerinden Isabel Nina Craven Dilworth (18. oktober 1901 – 1967), datter af glasfabrikant J. Dale Dilworth og Letitia Craven. Hun var født på Cravenhurst i Salem, New Jersey, og havde tidligere været gift med skuespilleren og filmproducenten Lou Tellegen. Ægteparret fik sønnen Valdemar Dale Danneskiold-Samsøe, der blev født i USA. Isabel havde senere bopæl på en landejendom i San Fernando Valley.

Den 1. december 1932 blev Danneskiold-Samsøes mor, grevinde Margrethe, udnævnt til dekanesse ved Vallø Stift som efterfølger for grevinde Sponneck. I april 1936 vendte hun tilbage til Danmark efter en rejse til USA, hvor hun havde besøgt sin søn. Hun beklædte dekanesseembedet indtil sin død den 23. oktober 1943, mens Sophus fortsat drev landbrugsvirksomhed ved Los Angeles i Californien.

Overtagelsen af Gisselfeld

Ved lensgreve Aage Danneskiold-Samsøes død i december 1945 uden mandlige efterkommere blev Sophus Danneskiold-Samsøe som fjernere slægtning nærmeste arveberettigede til det arvelige overdirektørembede ved Gisselfeld adelige Jomfrukloster. Han tilhørte en anden gren af slægten Danneskiold-Samsøe og var sønnesøn af Aage Danneskiold-Samsøes fars fætter. Allerede i begyndelsen af januar 1946 blev det meddelt, at overdirektionen skulle tilfalde Sophus, der fortsat opholdt sig i USA. Såfremt han ikke ønskede at vende tilbage til Danmark, forventedes en af hans fætre at overtage embedet.

Overdirektørembedet havde været knyttet til slægten Danneskiold-Samsøe, siden kong Christian 5. havde skænket Gisselfeld til sin søn Christian Gyldenløve, der havde indrettet godset som et adeligt jomfrukloster. Ifølge fundatsens arvefølgebestemmelser skulle den ældste søn i lige mandlig linje forestå slottets administration, sørge for de adelige jomfruers underhold og modtage vederlag herfor. Gisselfeld omfattede over 7.000 tønder land og var Danmarks femtestørste gods. Det arvelige overdirektørembede var betydeligt og vellønnet og sikrede indehaveren en fremtrædende stilling.

Overdirektørembedet var adskilt fra ejendomsretten til de private godser, som Aage Danneskiold-Samsøe havde besiddet. Brattingsborg og Holmegaard tilfaldt således hans enke, Fanny Danneskiold-Samsøe, født Evers, og parrets eneste datter, komtesse Elisabeth Danneskiold-Samsøe.

I 1947 afsluttede Sophus Danneskiold-Samsøe sin landbrugsvirksomhed i Californien og vendte tilbage til Danmark for at overtage overdirektionen af Gisselfeld. Fra samme år og indtil sin død i 1966 var han desuden nyder af successorfonden for Grevskabet Samsøe samt besidder af Det Holmegaardske Fideikommis. Ved sin tilbagevenden ledsagedes han af sin amerikanske hustru Isabel og sønnen Valdemar, og familien tog ophold på Gisselfeld. Hustruen og sønnen faldt imidlertid ikke til i Danmark og vendte senere tilbage til USA, hvilket med tiden førte til ægteparrets separation og skilsmisse.

Overdirektør for Gisselfeld og øvrige hverv

Den 17. marts 1947 blev Danneskiold-Samsøe formand for bestyrelsen for Den Ostenfeldtske Stiftelse i Næstved, et hverv, han beklædte indtil sin død i 1966. Han forestod samtidig som overdirektør den løbende administration af Gisselfeld adelige Jomfrukloster. Den 1. januar 1949 blev han udnævnt til hofjægermester.

I juli 1954 udnævnte Danneskiold-Samsøe komtesse Helle Danneskiold-Samsøe, datter af greve Knud Danneskiold-Samsøe, til priorinde ved Gisselfeld adelige Jomfrukloster. Hun efterfulgte den nyligt afdøde komtesse Magdalene Danneskiold-Samsøe.

Den 11. marts 1958 blev Danneskiold-Samsøe udnævnt til kammerherre. Under den norske kong Olav 5.s officielle besøg i Danmark samme år indgik Gisselfeld i det planlagte besøgsprogram. Fredag den 12. september skulle kongen efter besøg på Risø og i Roskilde Domkirke spise frokost hos Danneskiold-Samsøe på Gisselfeld.

Omkring 1959 blev Danneskiold-Samsøe formand for bestyrelsen for A/S Dansk Skovindustri i Næstved, og fra samme år til sin død var han ekstraordinært medlem af Hellerup Idræts Klub. Omkring 1959 blev han desuden udnævnt til Kommandør af 1. grad af Sankt Olavs Orden, og den 1. januar 1964 blev han Ridder af Dannebrog.

Familieliv og retssagen om sønnen Valdemar

Danneskiold-Samsøes tilbagevenden til Danmark i 1947 havde medført en voksende uenighed mellem ham og hans amerikanske hustru Isabel om familiens fremtidige bopæl og sønnen Valdemars opvækst. Isabel og sønnen vendte tilbage til Californien, hvor hun bosatte sig på sin landejendom i San Fernando Valley, mens Sophus fortsatte som overdirektør på Gisselfeld. Uenigheden udviklede sig til en retssag om forældremyndigheden over sønnen under ægteparrets separationsforhandlinger.

I december 1954 blev Danneskiold-Samsøe part i en sag ved en domstol i Los Angeles om forældremyndigheden over Valdemar, der blev omtalt som 19-årig og studerede ved Pierce Junior College i Californien. Sophus gjorde gældende, at Isabel ikke var egnet til at tage sig af sønnen, og ønskede, at Valdemar skulle vende tilbage til Danmark og indtage sin plads i den adelige familie på Gisselfeld. Sønnen ønskede imidlertid at blive boende hos sin mor i USA og uddanne sig til landskabsarkitekt. Under retsmødet erklærede han, at han hellere ville skabe sig en selvstændig tilværelse i Amerika end leve som aristokrat på det danske gods. Han udtalte: "Jeg vil foretrække at bo i Amerika og blive til noget. Jeg kan ikke tænke mig at tage til Danmark og prinse den på et slot".

Dommer Joseph W. Vickers afgjorde, at Isabel havde ret til at beholde sønnen hos sig, eftersom forældrene ikke længere boede sammen, og Valdemar var født i USA. Dommeren opfordrede dog den unge greve til at overveje sin beslutning grundigt, inden han endeligt bestemte, hvor han ville bo.

Striden fortsatte i foråret 1955, hvor Valdemar under de verserende separationsforhandlinger udtrykte bekymring for, at han skulle blive "lokket ud af landet" for at leve på faderens gods, Gisselfeld. Den 29. april 1955 blev spørgsmålet om sønnens formynderskab behandlet ved en domstol i Los Angeles, hvor dommer Luis H. Burke afsagde kendelse til fordel for Isabel Nina Danneskiold-Samsøe, der blev udpeget som Valdemars formynder. Sønnen kunne dermed forblive hos sin mor i USA trods faderens ønske om, at han skulle vende tilbage til Danmark.

Ægteskabet mellem Sophus og Isabel Danneskiold-Samsøe blev opløst ved skilsmisse i 1958.

Andet ægteskab med Dorit Natalia Holm

Den 23. september 1959 giftede Danneskiold-Samsøe sig anden gang med sekretær og korrespondent Dorit Natalia Holm (født 8. februar 1937 i Rio de Janeiro), datter af direktør og civilingeniør Ejnar Johan Holm, tilknyttet Dansk Skovindustri A/S i Næstved, og Ulla Margrethe Brøchner-Larsen. Vielsen fandt sted i Sankt Mortens Kirke i Næstved og blev gennemført i dybeste hemmelighed med deltagelse af kun parrets nærmeste familie og venner.

Brylluppet var blevet holdt så hemmeligt, at selv medarbejderne på Gisselfeld ikke på forhånd havde kendskab til begivenheden. Først kort før middag på bryllupsdagen blev flagene hejst til tops på godset, hvor vielsen kom fuldstændig bag på personalet. Begivenheden blev omtalt som et greveligt bryllup, der var foregået "i al ubemærkethed" og "i dyb hemmelighed".

Også Danneskiold-Samsøes andet ægteskab endte med skilsmisse. Efter hans død giftede Dorit Holm sig den 28. februar 1967 med fuldmægtig i Udenrigsministeriet, senere ambassadør, cand.jur. Carl Vigand Johan Lose (9. november 1928 i København – 20. juni 1991), fra hvem hun senere blev skilt.

Død og den efterfølgende arvefølgestrid

Den 9. april 1966 døde Sophus Danneskiold-Samsøe på Næstved Sygehus, 66 år gammel. Ifølge Gisselfeld adelige Jomfruklosters mere end 200 år gamle fundats skulle det arvelige overdirektørembede tilfalde hans søn, greve Valdemar Danneskiold-Samsøe, der imidlertid frasagde sig arveretten. Valdemar, som var født og opvokset i USA, havde allerede som ung afvist at etablere sig som dansk godsejer og foretrak at forblive i Pasadena i Californien, hvor han drev en bar med bevilling til udskænkning af stærke alkoholiske drikke. Han havde heller ikke ønsket at besøge sin far under dennes sidste sygdom.

Danneskiold-Samsøe havde inden sin død taget initiativ til oprettelsen af et familieråd til varetagelse af slægtens interesser omkring Gisselfeld og udpeget kammerherrerne Gregers Juel og Edvard Tesdorpf, der efter hans død fungerede som midlertidige overdirektører. Valdemars afslag udløste en omfattende arvefølgestrid mellem greverne Knud og Christian Danneskiold-Samsøe, der var halvbrødre og sønner af greve Viggo Danneskiold-Samsøe. Striden omfattede beskyldninger om tidligere kriminalitet, en mulig injuriesag og spørgsmålet om Justitsministeriets adgang til at gribe ind i klostrets arvefølge. Efter flere års familiestridigheder og retssager overtog Knud overdirektørembedet, og ved hans død i oktober 1969 blev Christian nærmeste arveberettigede.

Referencer

Eksterne henvisninger Sophus lensgreve, hofjægermester; Kraks Blå Bog 1957

Sophus Kategori:Lensgrever fra Danmark Kategori:Danskere i 1900-tallet Kategori:Landmænd fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)