thumb|Skilt med stednavnet Toftum på Rømø Stednavneforskning eller toponymi er det filologiske studium af den del af sprogenes ordforråd, som omfatter proprier (egennavne), som betegner lokaliteter. Overalt hvor mennesker har boet eller færdedes på jordens overflade, er lokaliteter blevet navngivet. Overlevering af de ældste stednavne falder sammen med de første eksempler på nedskrevet sprog, som samtidig er de første historiske kilder, omkring år 4000 f.v.t. Menneskets bofaste levevis i forbindelse med landbrug har medført fastholdelse af stednavne gennem flere tusind år, men navngivning af lokaliteter finder fortsat sted.

Stednavne kendes fra den vestlige kulturkreds' oldtid i Middelhavsområdet og Mellemøsten fra bronze- og jernalder, og kendskabet udvides i takt med den historiske overlevering. I nogle områder er de fleste navne dannet, allerede inden den historiske overlevering begynder. Navnedannnelsen fortsætter gennem antikken og middelalderen men stagnerer dog i Europa omkring år 1500, hvor kontinentet i alt væsentligt er fuldt bebygget. Den europæiske stednavneskik fortsætter herefter i Den Nye Verden.

Inddeling

Stednavne kan inddeles efter hvad, de betegner: større eller samlede landområder mindre landområder (fx syssel, herred) landskabselementer, såkaldte "naturnavne" (vandløb, højdedrag, fremspring mv) bebyggelsesnavne marknavne.

Ligeledes kan stednavne inddeles i to grundtyper: sammensatte stednavne, usammensatte stednavne, såkaldte kortetyper.

De sammensatte stednavne består af sprogenes nominale ordforråd, det vil sige navneord og tillægsord, idet den almindeligste stednavnetype er kombinationen af to navneord, enten ved sammensætning eller ved sammenbinding med ejefald, eller kombinationen af et tillægsord og et navneord. Disse elementer betegnes som led, og skønt der findes navne med både ét led og med tre led eller derover, er det almindeligste på verdensplan to led, hvorfor disse også betegnes for- og efterled. Disse undersøges hver for sig. Således undersøges for efterleddet blandt andet hvilke forled, de har: landskabsbetegnelser, kulturbetegnelser, fællesbetegnelser, personnavne eller andet. Ofte viser der sig at være en karakteristisk fordeling, hyppig forekomst eller omvendt manglende forekomst mellem typer af forled og et bestemt efterled.

I de fleste sprogområder findes dog også enleddede stednavne, der er udvidet med enten aflednings- eller bøjningsendelser. I mange sprogområder optræder stednavne med flertalsendelser, idet de muligvis tidligere har betegnet stedets indbyggere.

Stednavneforskningen

Stednavneforskning er udforskningen af stednavne og hører som sådan under sprogforskning.

Stednavneforskningens formål

Stednavneforskningens formål er: bestemmelse af stednavnenes og deres forleds og efterleds betydning, bestemmelse af stednavnenes udbredelse (herunder at udskille "falske former"), bestemmelse af stednavnenes alder, bestemmelse af det indbyrdes forhold mellem stednavne.

Stednavnes betydning

Bestemmelse af stednavnes eller stednavneleds betydning sker sprogligt, ofte ud fra sprogudviklingen. ad denne vej forsøges fastslået hvilket ord, der lå til grund for stednavnet, og hvilken sproglig udvikling, dette måtte have gennemgået.

Stednavnes udbredelse

Stednavnes udbredelse sker ligeledes sprogligt. Den stednavneform, der ønskes undersøgt, belyses ved hjælp af de ældste kilder for at få fastlagt, om den oprindelige form falder inden for navnetypen eller ej. Ved således at gennemgå alle mulige stednavne, kan eventuelt udskilles "falske former", der nok ligner navnetypen i dag, men som oprindeligt er udviklet fra en anden navnetype. Efter således at have udskilt de "ægte" stednavne af en bestemt type er det muligt at fastlægge deres udbredelse, der efter forholdene vil kunne karakteriseres fx som fællesgermansk, nordisk, dansk, tysk, vendisk eller på anden måde.

Stednavnes datering

Ved bestemmelsen af stednavnes alder tages flere fremgangsmåder i brug: Først og fremmest sker aldersbestemmelsen sprogligt. Hvis dannelsen af navnet er sket i forhistorisk tid, hvilket er tilfældet for de fleste europæiske stednavne, kan navnets elementer, særligt efterleddet, medvirke til at datere dannelsen, idet et givet efterled typisk er produktivt i en periode på nogle århundreder, hvorefter dannelse med dette led gradvis ophører. Blandt de forled, som lader sig datere, er navne, idet fx kristne navne og udtryk (fx "munke-") som forled må afspejle, at stednavnet er dannet efter kristendommens indførelse i området.

Desuden anvendes skriftlige kilder, idet disse kan vise en mindste alder for stednavnetypen.

Også udbredelsen kan anvendes til at bestemme stednavnes alder, idet der ikke sjældent kan peges på historiske begivenheder eller forhold, som kan formodes at have haft indflydelse herpå. Når således stednavne på -by forekommer i Danelagen i England, sættes dette i forbindelse med vikingernes bosættelse her, og stednavneformen må derfor have været i brug på dette tidspunkt (hvilket ikke forhindrer, at den tillige kan have været i anvendelse både ældre og yngre end vikingetiden).

Blandt andre metoder har været at undersøge sammenfald mellem stednavneformer og arkæologiske fund. Man mente, at der ved konstateret sammenfald mellem en bestemt navneform og arkæologiske fund fra en bestemt tidsperiode kunne formodes en sammenhæng. Denne fremgangsmåde er imidlertid senere opgivet igen, da det blandt andet ved udgravninger i danske landsbyer viste sig, at disse kun har ligget på samme sted tilbage til tidlig middelalder, mens der for de tidligere perioder kunne være store spring i forekomsten af arkæologiske levn (typisk fra romersk jernalder eller over 600 år tidligere) hvorfor ethvert forsøg på at datere stednavne efter denne fremgangsmåde må anses for spekulativt.

Indbyrdes forhold mellem stednavne

Det indbyrdes forhold mellem stednavne kan tage sig forskelligt ud. I visse tilfælde kan det påvises, at et stednavn har fået navn efter et andet (fx Søby sø, hvor søen først har navngivet byen, som der efter atter har lagt navn til søen).

I en række tilfælde har samme stednavn for to hinanden nært liggende bebyggelser fået tilføjet et "nørre" henholdsvis "sønder" eller et "øster" og et "vester" eller et "-magle" henholdsvis "-lille" til det sammenfaldende navn. I sådanne tilfælde kan et deling af bebyggelsen tænkes at være sket.

En anden sammenhæng belyses ved den såkaldt "geometriske metode". Når der fx inden for et bestemt sogn ligger en stor by, som tillige har store jordtilliggender, og i randområderne af sognet ligger mindre byer med tilsvarende mindre jordtilliggender, er det nærliggende at formode, at disse små bebyggelser oprindeligt er udskilt fra den større fx ved udflytning, og denne tolkning kan ikke sjældent understøttes ved stednavnene (fx -torp, der betyder "udflytterbebyggelse", eller -rød, der betyder "rydning").

Kilder

Stednavneforskningens kilder er: skriftlige kilder, især de ældst bevarede, da disse giver de ældste vidnesbyrd om stavemåden for stednavnene. Da der er mulighed for, at navneformen udvikler sig over tid, kan den oprindelige navneform blive forvansket til ukendelighed. De vigtigste middelalderlige kilder er diplomer omfattende skøder, testamenter, mageskifter, jordebøger, tingsvidner og lignende. For Danmarks og Nordens vedkommende kan nævnes blandt andet Kong Valdemars Jordebog, hvori fx den såkaldte liste over kongelev bringer oplysninger om krongodset, Falsterlisten giver en oversigt over bebyggelser på Falster, Hallandslisten oplyser om stednavne i denne landsdel, mens Estlandslisten giver stednavne for de middelalderlige danske besiddelser i det nordlige Estland. Af andre kilder kan nævnes fx Adam af Bremens fremstilling af de hamborgske ærkebispers historie. folkemålet eller den stedlige udtale, der undertiden kan afspejle en sproglig overlevering, som er gået tabt i skriftlige kilder.

Forskningens fremgangsmåder

En række fremgangsmåder tages i brug ved stednavnestudier. Navnenes sproglige forhold med hensyn til lydlære, bøjning og ordforråd bidrager til at belyse omstændigheder omkring stednavnenes tilblivelse. Ofte kan samme sproglige udvikling godtgøres eller sandsynliggøres for flere stednavnes vedkommende, hvorved forståelsen af sprogudviklingen styrkes. Derfor vil sammenlignende sprogstudier altid indtage en betydelig rolle ved stednavnegranskningen. Selve udtydningen af forled og efterled i et stednavn kan afsløre meget om de forhold, hvorunder et stednavn er blevet til. Fremgangsmåden består ofte i for fx et bestemt efterled at undersøge forleddenes fordeling efter type og indhold. Studier af især forholdene for bebyggelser med samme stednavnetype (oftest endelsen) har især i den ældre forskning spillet en betydningsfuld rolle. Man har lagt vægt på den overordnede udbredelse, om der var tale om store eller små byer (eventuelt spredt bebyggelse) med høj eller lav værdiansættelse, om de lå på række langs en (formodet) udbredelsesvej, deres beliggenhed i landskabet (nær vandløb eller enge, på sandede eller lerede jorder og så videre) og meget andet. Sådanne studier har givet anledning til formodninger dels om særlige kendetegn for de enkelte stednavnetyper, dels om historiske træk ved bebyggelsen fx om denne samlede sig i "bygder" indbyrdes adskilte ved ubeboede områder.

Forskningens historie

Interessen for stednavne går langt tilbage i historien. Allerede i middelalderen var der munke og andre, som forsøgte at udtyde stednavnes betydning ud fra især sproglige forhold.

Senere, i 16.-18. århundrede forsøgte alskens oldgranskere at forklare stednavne, ofte ret fantasifuldt: tilfældige sproglige ligheder blev anvendte som forklaringer på stednavne, og i visse tilfælde med personnavne forsøgtes disse identificerede med kendte personer fra den folkelige overlevering, mens andre inddrog fremmede sprog i deres forklaringer. Resultaterne af disse forklaringer var sjældent særligt vellykkede og er oftest siden forkastede igen, men der fremkom også forklaringer af blivende værdi.

En moderne stednavneforskning kan først siges at indtræde i det 19. århundrede, da sproggranskerne dels inddelte stednavnene efter deres for- og efterled og således fik et redskab i hænde til at undersøge de enkelte navneled i deres sproglige sammenhænge, dels gik over til kildestudier med inddragelse af de ældste kendte skriftlige kilder og dermed fik mulighed for at komme den sproglige forståelse af stednavnenes oprindelige former langt nærmere end hidtil.

Fra slutningen af det 19. århundrede begyndte stednavneforskningen at komme i faste rammer, idet der i de fleste lande blev nedsat komiteer og oprettet forskningssteder, hvor stednavneforskningen kunne bedrives systematisk og på faglig vis. Første skridt i disse stednavneinstitutioners virksomhed bestod i den systematiske indsamling af oplysninger om de enkelte stednavne og deres udvikling i de områder, institutionerne dækkede.

Danmark

I Danmark går den tidligste stednavneforskning tilbage til middelalderen, men det var først i 1800-tallet, at stednavneforskningen fik et videnskabeligt præg. Det blev N.M. Petersen, der kom til at gøre det grundlæggende arbejde. I 1833 skrev han "Bemærkninger om danske og norske stednavnes oprindelse og forklaring", der blev udgangspunktet for stednavneforskningen ikke blot i Norden, men blandt andet også i Frankrig. Hans omfattende sproglige uddannelse i forbindelse med hans historiske lærdom gjorde, at han søgte tilbage til navnenes gamle former og tolkede ud fra disse. Mange af hans resultater har bevaret deres gyldighed.