thumb|Sejdkvinde - illstration af Louis Moe, 1898 til Frederik Winkel Horns udgave af Saxos danmarkskrønike. thumb|right|Genstande fra en vølves grav i Köpingsvik, Öland. Der er en 82 cm lang jernstav med bronzeornamenter og en model af et hus på toppen, en kande fra Persien eller Centralasien, og en bronzekeddel fra Vesteuropa. Liget var iklædt bjørnepels og var begravet i en skibssætning, der indeholdt ofrede dyr og mennesker. Fundet er i dag udstillet på det svenske nationalmuseum i Stockholm. Sejd (af norrønt: seiðr) er en type magi og spirituel praksis fra norrøn tid, der især bliver praktiseret som sjælerejser. Formålet med sejd er at opnå kontakt med guder og overnaturlige kræfter og modtage guddommelige budskaber eller vejledning. Sejd har nogle lighedstræk med shamanisme, men der er også væsentlige forskelle, og i dag betragtes sejd ikke som shamanismeSchjødt, Jens Peter. "Journeys to Other Worlds in pre-Christian Scandinavian Mythology: Different Worlds–Different Purposes." Between the Worlds: Contexts, Sources, and Analogues of Scandinavian Otherworld Journeys 118 (2020): 15.seid – Store norske leksikon.
Vanerne rådede for sejd og frugtbarhed, og da Freja var af vaneslægt, var det hende, der lærte Odin og de andre aser op i sejdkunst. I Ynglingatal kaldes hun "blotgydje".Frøya – Store norske leksikon Snorre fortæller, at Odin var den største sejdmand. Derfor kendte han folks skæbne; han kunne spå, og give folk død eller ulykke. "Men denne trolddom følger der så megen umandighed (ergi) med, at mænd ikke kan bedrive den uden med skam, og derfor lærte de gydjerne denne kunst."Samer og vikinger kunne kunsten: Sjamanismens sentrale plass i førkristen tid
Sejd kunne være enten god- eller ondartet; godartet sejd kunne helbrede eller beskytte og være spådomskunst, mens ondartet sejd kunne forvolde impotens eller tab af livslyst. I nyere tid er sejdritualerne blevet rekonstrueret i relation til den moderne asetro.
Etymologi Etymologisk er begrebet "sejd" sandsynligvis beslægtet med sanskrit siddhi eller siddha. I vedisk religion, hinduisme og buddhisme er en siddhi en person med paranormale eller magiske egenskaber, der ikke opfattes som et mål i sig selv, men snarere som positive bivirkninger af en åndelig udvikling. På oldengelsk er termerne siden og sidsa nært beslægtet med sejd med en betydning, der minder om den nordiske sejd. Begge disse ord kendes kun fra sammenhænge, som tyder på, at de var egenskaber knyttet til elfs (alfer).Hall 2004, s. 117-30
Karakteristik Sejd byggede på forestillingen om sjælens potentiale for at agere udenfor kroppen, såkaldte sjælerejser.Ström (1985) s. 223 Ritualet bestod som regel af at en vølve eller sejdmand (seiðmaðr) gik i trance, mens en hjælper sang særlige tryllesange (galder). Under trancen kunne sejderen kommunikere med den guddommelige sfære eller foretage en åndelig rejse til en anden verden. Sejderen kunne få svar på spørgsmål om fremtiden og om de kræfter, der kunne påvirke denne.Ellis Davidson (1966) pp. 118 I myterne var sejd især associeret med vanerne, men Odin blev oplært af Freja og beskrives som den største sejdmager.Bæksted (1994) pp. 107)
Samerne omtales i sagaerne som trolddomskyndige, og der er blevet påvist mange strukturelle ligheder mellem den nordiske sejd og noaidetradtionen i samisk religion. Derfor er sejd sat i forbindelse med de shamanistiske traditioner, der har været udbredt i nordpolsområderne og store dele af Asien,Grambo (1991) pp. 136 i første omgang af den svenske religionsforsker Dag Strömbäck.Strömbäck (1935) Men den udbredte brug af kvindelige kultledere - gydjer og vølver - og opfattelsen af sejd som umandig, adskiller den nordiske tradition fra de fleste andre shamanistiske kulturer.
Vi kender ingen beskrivelser af sejd fra før-kristen tid, men i flere eddadigte og skjaldekvad er der beskrivelser af sejd og iblandt af ritualerne. Det viser, at fænomenet var udbredt og kendt.Holtsmark (1989) s. 79 Vi har imidlertid ikke kendskab til alle ritualer, så rekonstruktioner er baseret på hypoteser.Ellis Davidson (1966) s. 117Steinsland (2005) s. 307Grambo (1991) pp. 133
Sejd blev for det meste udført af kvinder, mens mænd, der havde befatning med sejd, muligvis blev set på med foragt og beskyldt for ergi, "umandighed", dvs. homoseksualitet. Denne antagelse bygger dog kun på en enkelt historisk kilde, og det vides ikke, om den er berettigetLarrington, Carolyne, ed. The Poetic Edda. Oxford University Press, USA, 2014..
Ritualer 400px|thumb|Kvinder i vikingetidens dragter optaget med et ritual. Et vigtigt element i et sejdritual var sjælerejser. Det vil sige rejser, hvor man forlader kroppen og bevæger sig ind i en anden verden. Ved hjælp af enten sang og musik eller psykedeliske planter eller begge dele bragte sejderen sig i trance, så sjælen frit kunne bevæge sig udenfor kroppen og derved komme i kontakt med det transcendenteDreby, 2023, kap. 4. Beskrivelser i mytologien tyder på, at sjælerejser blev opfattet som rejser til dødsriget.Holtsmark (1989) s. 80 Kunsten krævede uddannelse og opøvelse, hvilket mytisk blev udtrykt ved, at Freja lærte den fra sig.
De centrale elementer i ritualet blev udført af en kultleder, hvor kvinden blev kaldt "vølve" eller "sejdkone", mens en mand blev kaldt "sejdmand". Vølverne var omrejsende kvinder, der besøgte folk i forbindelse med situationer, som krævede særlig religiøs ekspertise; fx ved barnefødsler, bryllupper og krisesituationer som sygdom og hungersnød. Ritualet bestod i reglen af at kultlederen faldt i trance. Hun blev assisteret af et kor, tilsyneladende yngre kvinder, som sang særlige tryllesange (galder), der skulle tilkalde hjælpeånder for at etablere kontakt mellem vølven og åndeverdenen, hvor hun kunne opnå skjult viden. Folke Ström har foreslået, at den stav vølverne normalt havde med, måske blev brugt til at ride på under sjælerejsen.strom224 Ritualet afsluttes ved at kultlederen fremsagde den hellige viden hun havde opnået i forbindelse med ritualet.
Vølverne i eddadigtene Balders drøm og Völuspá svarer kun modvilligt på spørgsmål. Hilda Ellis Davidson foreslår, at det kan afspejle en rituel praksis.Ellis Davidson (1966) s. 146 Hjælpeånderne blev i reglen beskrevet som dyr, og arkæologen Lotte Hedeager har foreslået, at de meget udbredte dyremotiver i nordisk kunst skal forstås i sammenhæng med sejd og kommunikation med den anden verden, da det var en udbredt opfattelse, at dyr kunne bevæge sig mellem denne verden og den transcendente. Ved hjælp af hamskifte var det også muligt for guderne at rejse til andre verdner i dyreskikkelse.Hedeager 136
Praksis varierede; i nogle ritualformer blev der fx brugt trommer som i samisk religion.Steinsland, G. & Meulengracht Sørensen, P. 1998:82 Sejdudøveren kunne også udføre ritualer alene. J. Blain mener, at útiseta (= udesidning) var en sådan speciel form for sejd,Blain 2001:61ffKeyser 1854:275 der tilsyneladende involverede meditation eller introspektion. Formålet var formentlig spådomme og opnåelse af hellig viden ved at tyde de lyde og gestalter, som blev åbenbaret for sejderen i løbet af natten. Odins udspørgen af vølven i Völuspá og Balders drøm kan måske være et mytisk eksempel på en udesidning. Disse fandt sted på gravhøje, korsveje og andre steder, hvor ånderne opholdt sig.Ström (1986) s. 227 Begrebet útiseta kendes fra en islandsk lovtekst fra 13. århundrede. I den står, at útiseta at vekja tröll upp ok fremja heiðni (= udesidning for at opvække trolde og praktisere hedenskab) var forbudt. Udbredelsen af teknikken er usikker, og vi har ikke kendskab til, at nogen er blevet straffet for denne forbrydelse før i 17. århundrede.Blain 2001:62
Vølverne blev opfattet som seersker, som vølven, der gæstede Orvar-Odds fosterfar og spåede dem alle efter tur.https://heimskringla.no/wiki/Fortællingen_om_Orvar-Odd kap. 1 Måske har der været en mere direkte forbindelse mellem de virkelige vølver og de forskellige kollektiver af kvindelige guddomme, der optræder i mytologien, såsom norner, valkyrier og diser, alle guddomme der var associeret med skæbnebegrebet.Bæksted (1994) s. 179 right|thumb|I Olav Tryggvasons saga berettes om Øyvind Kelda og hans mandskab, der ved Karmøy blev bundet på et skær, som kun var oven vande ved ebbe.https://avaldsnes.info/content/uploads/2013/10/SEIDMENNENE-PA-SKRATTASKJAER-fra-Heimskringla.pdf. Tegning af Halfdan Egedius, 1897.
Social marginalitet thumb|Freja var af vaneslægt og den, der bragte sejden til aserne. Arthur Rackham. I både myter og sagaer fremstilles sejd og trolddom mest som forbeholdt kvinder, selv om den også kunne udøves af sejdmænd. Sejd omfattede grænseoverskridelser som kønsskifte, hamskifte og rejser mellem denne verden og den åndelige. Det kan være baggrunden for sejdens tvetydige status, hvor udøverne både var frygtet, respekteret og set ned på.Kofod & Warmind (1989) pp. 73Grambo (1991) pp. 134
En mandlig udøver af sejd havde tabt sin ære, som det fremgår af Skjern-stenene: "En sejdkarl er den mand, som bryder disse kumler." I Erik den Rødes saga fortælles det, at Harald Hårfagers søn Ragnvald Retben var en seiðmaðr (sejdmand). Ifølge Flatøbogen blev Ragnvald derfor indebrændt af sin halvbror Erik Blodøkse på sin fars bud, sammen med 80 andre sejdmænd. Flatøbogen
I digtet Lokasenna håner Loke Odin for at have sejdet på Samsø: Det siges, du sysled’ med sejd imens — på Samsø med virke som vølve. Du traskede rundt som tryllende kone — det kalder jeg argt og ækelt.Lokes mundhuggeri – heimskringla.no
Traditionelt er sejd i forskningen beskrevet med udgangspunkt i de islandske tekster, hvor sejdudøveren ofte er marginaliseret af det øvrige samfund og den øvrige religion, også i før-kristen tid. Snorre omtaler sejd med afsky, især når mænd praktiserede det. For ham var formålet med sejd at bringe ulykke over folk. Disse tekster er imidlertid alle skrevet efter religionsskiftet, da ritualer associeret med hedenskab blev forbudt i det kristne samfund.Steinsland (2005) pp.312
Margaret Clunies Ross mener, at den ambivalens ved sejd, der spores i litteraturen, er ældre end kristendommens fremvækst; tendensen er dog i de middelalderlige tekster yderligere forstærket af kirkens holdning til trolddom.Clunies Ross (1994) s. 208 Ross mener, at det var socialt uacceptabelt for mænd at udøve sejd pga shamanens funktion som bindeled mellem de to verdner, den guddommelige og den menneskelige, hvor han er den passive og modtagende part overfor en anden verden. I den norrøne kønsopfattelse blev passivitet associeret med kvindelighed. Ross mener, at sejd derfor kunne sammenlignes med et samleje med sejderen som den kvindelige part; samtidig som sejd kunne forudsige og manipulere fremtiden, og dermed blev associeret med tiden og med skæbnen, som Ross mener, var særligt relateret til kvindelighed.ross208_210 Et lignende forhold kendes fra flere nordamerikanske og sibiriske kulturer, hvor mandlige shamaner iklæder sig kvindetøj som led i ritualer.Clunies Ross (1994) s. 209 Folke Ström har ligeledes forklaret nedvurderingen af mandlige sejdere med, at de tilsyneladende påtog sig den kvindelige rolle i et seksuelt forhold. I lighed med Clunies Ross bygger Ström sit synspunkt på, at norrøn kultur skelnede mellem aktiv og passiv seksualitet.
Dertil kom sejdens grænseoverskridende karaktér i forbindelse med sjælerejserne under ekstase og trance, og de tætte forbindelser til både kønsskifte, hamskifte og unormal seksuel adfærd. Sejdmanden satte derved sin mandighed på spil ved at overskride grænsen til tabubelagte områder. Sådanne overtrædelser blev opfattet som trusler mod samfundets stabilitet. I modsætning til den traditionelle kvinderolle, var vølven ikke knyttet til en husstand, slægt og de forpligtelser, som var forbundet med det. Kilderne tyder på, at de levede i kvindekollektiver, der rejste rundt i landet fra gård til gård. Det betyder dog ikke, at vølverne ikke blev behandlet med respekt som en naturlig del af samfundet.Steinsland (2005) pp.312-313