thumb|Kort fra 1650 over Regentskabet Algier og Kongeriget Fez Algeriets historie deles i forhistorisk tid, tiden som koloni under Rom, under vandalerne, under kalifatet, under Frankrig og som selvstændigt fra 1962.
Oldtiden I oldtiden beboedes Algeriets landområde af to folkeslag, numidierne mod øst og maurerne mod vest. I Hannibals kampe mod Rom sluttede den numidiske fyrste sig til romerne og blev efter deres endelige sejr, herre over hele Numidien. Efter opgøret mellem Cæsar og Pompejus, under hvilket Numidiens konge, Juba, tog parti for Pompejus, kom hele landet under Rom (46 f. Kr.), og hermed begyndte Algeriets blomstringsperiode. Agerbruget blev drevet mønsterværdigt, store byer voksede op, og langt inde i landet findes den dag i dag ruiner af termer, templer og vandledninger. Kristendommen vandt stor udbredelse (123 bispesæder).
Folkevandringstiden Da vandalerne i 428 gik i land i Nordafrika, var det slut med de fredelige tider. Fra 429 plyndrede de under kong Geiserik i det nuværende Algeriet, og fra 432 herskede de over den østligste del af landet, med en vigtig base i Hippo Regius. Det østromerske rige tilbageerobrede de vandalske landområder i 533 under ledelse af kejser Justinians general Belisarius.
Under kalifatet Allerede i det 7. århundrede trængte araberne ind, tvang indbyggerne til at antage islam, og der dannedes en mængde småstater. 935 byggede Zeiri byen Al Dschesair (nu Alger). Fra 1148-1269 var størstedelen af landet samlet under alhomaderne. Da maurerne og jøderne blev fordrevet fra den iberiske halvø i 1400-tallet, bosatte en del af dem sig i Algeriet. Efter Granadas indtagelse 1492 blev Algeriet tilflugtssted for de flygtende maurere, der ved sørøveri søgte at hævne sig på de kristne. Ferdinand den Katolske foretog adskillige togter imod dem og erobrede byerne (Oran, Alger og Bougie), men Algeriet fik hjælp af de tyrkiske røverhøvdinger, brødrene Barbarossa (specielt Khair ed-Din Barbarossa), der 1520 stillede landet under tyrkisk beskyttelse og tilbageerobrede byerne (undtagen Oran). Fra nu af blev sørøveriet drevet mere og mere systematisk, og efter at janitsharerne 1600 var kommet til magten, blev det beboernes almindeligste næringsvej. Flere ekspeditioner foretoges imod dem, men næsten uden resultat: Karl V (1541), englænderne (1655), hollænderne (1669-1670) og franskmændene (1682-1683, 1687). 1708 gik Oran tabt, 1732 blev den atter spansk, men tabtes på ny 1791. Under Napoleonskrigene var der nogenlunde ro, men efter 1814 begyndte det gamle uvæsen igen. 1815 tvang en amerikansk flåde deyen til at respektere USA's flag, men desto frygteligere gik det så ud over de små magter. 1816 overfaldt sørøverne 359 italienske fiskerskibe i Bone og nedhuggede mandskabet. Det medførte, at Alger blev bombarderet af en engelsk flåde og deyen måtte frigive en del kristne slaver, men allerede året efter vovede sørøverne sig op i Kanalen, og man begyndte at indse, at det eneste middel til sørøveriets udryddelse var en direkte erobring af landet.
Frankrig erobrer Algeriet
thumb|Kort over den tidsmæssige udvidelse af det franske styre i Algeriet 1830-1956 Det blev Frankrig, som kom til at tage affære. Efter at den franske konsul ved en fest 1827 var blevet slået med en fluesmækker af deyen, Husein, begyndte en fransk flåde at blokere Alger, men først i 1830 tog erobringen rigtig fart. 75 krigsskibe, 400 transportskibe med 37500 mand sendtes til Algeriet. Duperré kommanderede flåden, Bourmont hæren. Alger blev straks indtaget, og deyen måtte afstå hele sit land og blev landsforvist. Men hermed var kampen ikke til ende. En araberhær under beyen af Titteri angreb franskmændene, og da samtidig Julirevolutionen udbrød, så det en tid mindre lyst ud for de franske våben. Under generalerne Clauzel og Berthezéne fik franskmændene atter fast fod i Algeriet, men deres voldsomme fremgangsmåde mod muslimerne bevirkede, at alle som een rejste sig mod undertrykkerne. Som anfører fik de emiren af Mascara, Abd-el-Kader, der tilmed fik hjælp fra Marokko, medens franskmændene stadig måtte skifte guvernører (1831-1837: Savary, Voirol, Drouet d'Erlon, Clauzel). Franskmændene tabte slaget ved Makla (1835), men erobrede Mascara; de blev gentagne gange slåede tilbage ved Constantine, men erobrede den endelig 1837 under anførsel af Valée, der derefter blev generalguvernør. Ham lykkedes det ad fredelig vej at besætte det meste af kysten og egnen omkring Constantine. En tid så det ud til fred, men november 1839 erklærede Abd-el-Kader hellig krig og franskmændenes udryddelse. Franskmændene trængtes i begyndelsen tilbage til kystbyerne, men under Bugeaud gik det atter fremad (1841). Abd-el-Kader blev gang på gang slået og måtte søge tilflugt i Marokko, men hver gang kom han tilbage med ny stridskræfter. Så erklærede Frankrig Marokko krig, en marokkansk hær blev slået ved Isly. Tanger og Mogador blev bombarderede. Sultanen af Marokko bad derfor om fred og forpligtede sig til ikke at støtte Abd-el-Kader, men alligevel holdt denne sig endnu i 3 år, og først 1847 – efter at han også var kommet i krig med Marokko – blev han omringet og fanget. Imidlertid havde generalguvernøren Bugeaud arbejdet ivrig på at befæste Frankrigs herredømme. 1845 afløstes den rent militære administration af en civilorganisation. 1847 deltes landet i tre Provinser: Alger, Oran, Constantine (under hertugen af Aumale). Under Cavaignac blev provinsen direkte inddraget under Frankrig og fik 4 deputerede i Nationalforsamlingen. For at forøge befolkningens tal forsøgte man at grunde arbejderkolonier, men uden held; af samme grund gjorde man Lambessa til deportationssted. Krigen med bjergstammerne fortsattes stadig; 1851 leverede general Saint Arnaud i løbet af 80 dage ikke mindre end 20 træfninger og seks større slag. 1852 blev oasen Laghouat besat, og stammen Beni Mzab stillede sig under fransk beskyttelse. 1853-1854 erobredes oaserne Tuggurt og Wadi Suf, 1855 Uargla, og endelig blev kabylerne tvungne til fred 1857. Da nåede Algeriet lige til Sahara. 1860 omordnedes koloniens styrelse, idet Algeriet stilledes under en militærguvernør. Mac Mahon fik denne post overdraget 1864. Året efter besøgte Napoleon 3. selv kolonien. Men efter republikkens genindførelse 1870 afløstes militærguvernøren af en civilguvernør, der skulle have 3 præfekter under sig. Formindskelsen af tropperne under krigen med Tyskland medførte ny opstande, som først efter heftige kampe blev slåede ned, og først 1879 blev civilguvernørembedet besat, dog med den forandring, at kun kystegnene (Territoire civil) stod under guvernøren, medens landets sydlige del (Territoire militaire) stadig blev administreret på militær vis. Da franskmændene 1881 brugte nogle af deres algierske tropper til at erobre Tunis, udbrød der ny opstande (høvdingen Bu Amema). De blev dog hurtigt undertrykt. Derpå var der ro indtil slutningen af 1890-erne. Den antisemitiske bevægelse, der kom fra Frankrig, fik god næring i den misfornøjelse, der herskede i Algeriet, fordi alle jøderne 1870 var blevet naturaliserede, trods det, at mange af dem stod på et meget lavt kulturtrin. 1897 og 1898 kom det til uroligheder. 1898 blev en antisemit valgt til Maire i Alger, en anden til deputeret. Efterhånden stilnede bevægelsen af, efter at generalguvernøren Jonnert var trængt igennem med sit program: at styre den indfødte og europæiske befolkning hver for sig.
Den franske koloniadministration
Fra 1900 fik Algeriet sit eget budget. 1907 blev en nyordning af Algeriets administration (i egentlige Algeriet og territorierne) indført.
Under tyrkernes herredømme styredes Algeriet af en bey, landet var delt i fire provinser under hver sin bey. Men efter erobringen 1830 forvaltedes kolonien på fuldstændig militær vis. Nu blev både den civile og militære myndighed overdraget til en generalguvernør, der residerede i Alger og stod under det franske ministerium. Ved hans side stod et af embedsmænd og fremragende borgere sammensat råd. Kolonien deltes i Nordalgérie eller det egentlige Algeriet, omfattende departementerne Oran, Alger, Constantine og Sydalgérie eller sydterritoriet, der omfattede fire territorier Aïn-Sefra, Ghardaïa, Tuggurt og Sahara-oaserne). Departementerne deltes i arrondissementer, territorierne i divisioner og subdivisioner.
Størrelse og folkemængde 1911 og 1916Salmonsen (1930), s. 38 ses af nedenstående oversigt:
Departement km² (1911) Indbyggertal (1911) km² (1916) Indbyggertal (1916) heraf europæere (1916) Alger 54.540 1.720.881 52.659 1.866.714 307.195 Constatine 87.302 2.118.446 67.326 2.275.125 173.369 Oran 65.897 1.230.195 84.498 1.380.801 350.841 Nordalgérie i alt 207.739 5.069.522 207.483 5.522.640 831.405 Sydalgérie i alt 369.550 494.306 1.987.604 542.225 4.779 I alt 577.289 5.563.828 2.195.087 6.064.865 836.184 note: Tuareglandet og Tibesti blev indlemmet i 1916
Departementerne blev styret som departementer i Frankrig og var repræsenterede i det franske senat med 1 senator og i deputeretkammeret med 2 deputerede fra hvert departement. Sydterritorierne sorterede under militære kommandanter under generalguvernørens tilsyn.
Den 4. februar 1919 vedtog det franske parlament en ny lov om de indfødtes politiske rettigheder. Efter denne kunne de få fransk borgerskab på visse betingelser: man skulle være fyldt 25 år, kun havde een kone eller være ugift, måtte ikke være straffet, skulle være ejendomsbesidder eller betale en vis skat; dog kunne fransk borgerskab også opnås, hvis ansøgeren havde et offentligt embede, kunne læse og skrive fransk, havde tjent i den franske hær eller flåde eller havde en fransk dekoration.
Næringsveje Agerbrug
Algeriets jordbund var frugtbar og gav godt udbytte, når der blot kunne skaffes rigeligt vand. I Tell var nedbøren stor nok til, at agerbrug kunne finde sted uden kunstig vanding, selv om denne langt fra var ukendt, men uden for Tell var kunstig vanding en absolut nødvendighed; dette gjaldt i særdeleshed for Sahara, hvor franskmændene foretog en uhyre mængde artesiske brøndboringer (den første 1856 i nærheden af Tuggurt), hvorved et stort antal nye oaser opstod i før fuldstændig golde egne. Andre steder i sandørkenen plantede man blot daddelpalmen i gravede fordybninger (ritaner); den sendte da sine rødder så langt ned, at de nåede de vandførende lag. De vigtigste kornsorter var byg, hvede og havre, og der udførtes ikke lidt heraf, men uheldigvis forårsagede de uhyre græshoppesværme undertiden store ødelæggelser på afgrøden. Andre vigtige kulturplanter var daddelpalmen (særligt i oaserne), oliven, frugttræer, tobak, grønsager ("ny kartofler" til England, Tyskland, Danmark) og senere også bomuld. Betydeligst var dog dyrkningen af vin, der blev Algeriets hovedudførselsvare. Vigtig som udførselsprodukt var også det på højsletten voksende alfagræs (espartogræs), hvoraf kun en af regeringen bestemt mængde måtte udføres.
Kvægavl
Kvægavlen spillede også en stor rolle. I 1905 var der 221.140 heste, 174.234 muldyr, 277.523 æsler, 199.715 kameler, 1.066.404 stykker hornkvæg, 9.062.636 får, 4.030.208 geder og 91.267 svin. 93 % af kvægbestanden ejedes af de indfødte. Strudseavl fandtes, men var ringe; det samme var tilfældet med silkeavlen.
Skovbrug
Som i de fleste andre Middelhavslande huggede man tidligere løs på skovene for at få træ, eller man afbrændte dem for at skaffe græsgange til kvæghjorderne. Derfor var der efterhånden kun forholdsvis lidt skov tilbage. Der udførtes kork, garvebark (kermesege), palmetrævler og forarbejdet træ.
Fiskeri
Fiskeriet blev drevet i stort omfang langs kysten. Kun franske undersåtter havde ret til dette. Sardiner, brislinger og laks udførtes til Frankrig, Italien og Spanien. Fra Bone og østpå blev drevet et betydeligt koralfiskeri.
Bjergværksdrift