thumb|Wiener Staatsoper, et af de vigtigste operahuse i verden, opfører tysk opera.
Tysk opera er opera fra tysktalende lande, navnlig Tyskland (eller de historiske stater, der nu danner Forbundsrepublikken Tyskland) og Østrig. Denne artikel fokuserer på opera på tysk med korte omtaler af tyske og østrigske komponister, der skrev opera på andre sprog såvel som ikke-tyske komponister, som skrev operaer på tysk (som fx italienske Ferruccio Busoni).
Den tysksprogede opera etablerede sig bemærkelsesværdigt hurtigt efter fremkomsten af operagenren i Italien. Den første italienske opera var Jacopo Peris Dafne fra 1598. I 1627 komponerede Heinrich Schütz en ny opera til en tysk oversættelse af den samme libretto, som Peri havde brugt.
I det meste af det 17. og 18. århundrede stod den tysksprogede opera dog i skyggen af sin italiensksprogede modpart, idet førende tysk-fødte komponister som Händel og Gluck valgte at arbejde med italiensksprogede forlæg og i genrer, der ikke i udgangspunktet havde en tysk tradition som fx opera seria. Nogle barokkomponister som Reinhard Keiser forsøgte at udfordre den italienske dominans, men det var først med Mozart, at den tysksprogede opera for alvor fik fodfæste. Mozart tog den simple, populære genre, Singspiel og udviklede og sofistikerede den. Beethoven fulgte hans eksempel med den idealistiske Fidelio, og med Jægerbruden fra 1821 fik Weber skabt en enestående tysk operaform i romantikkens ånd. Weber blev imidlertid overskygget af Richard Wagner, som var en af de mest revolutionerende og kontroversielle personer i musikhistorien. Wagner søgte at opnå sit ideal om opera som "musikdrama" ved at udviske den traditionelle skelnen mellem arier og recitativer og i stedet udvikle et kompliceret væv af ledemotiver og et stedse mere kraftigt og udtryksfuldt orkester. Wagner trak også på germansk mytologi i sin store operacyklus Der Ring des Nibelungen. Wagner skulle ændre på, hvad opera var og kunne udtrykke, så stor var hans indflydelse. Den komponist, der havde mest held med at følge i hans fodspor, var Richard Strauss. Operaen blomstrede i tysksprogede lande i begyndelsen af det 20. århundrede med navne som Paul Hindemith, Feruccio Busoni og Kurt Weill, indtil Hitlers magtovertagelse tvang mange komponister til tavshed eller eksil. Efter Anden Verdenskrig fandt unge operakomponister inspiration hos Schönberg og Berg, der havde fremmet nye modernistiske teknikker som atonalitet og serialisme først i århundredet. Hans Werner Henze og Karlheinz Stockhausen er eksempler på komponister, der har arbejdet videre med disse ideer.
Navne som Mozart, Weber, Wagner, Richard Strauss og Berg viser, at Tyskland og Østrig har en af de stærkeste operatraditioner i europæisk kulturliv. Dette fremgår også af det store antal scener, der er i disse lande, især i Tyskland, hvor næsten hver eneste større by har sit eget operateater eller -festival. Festspillene i Salzburg er et eksempel på en berømt østrigsk festival.
Barokken Fremkomsten af tysk opera thumb|left|Heinrich Schütz. Verdens første opera var Dafne af Jacopo Peri, der blev sat op i Firenze i 1598. Tre årtier senere komponerede Heinrich Schütz en opera til den samme libretto i en oversættelse af digteren Martin Opitz og skabte dermed den første tysksprogede opera. Musikken til Schützs udgave af Dafne er nu gået tabt, og der er kun få nærmere oplysninger om opsætningen, men det vides, at den skal være skrevet for at fejre ægteskabet mellem landgreve Georg II fra Hessen-Darmstadt og prinsesse Sophia Eleonora af Sachsen i Torgau i 1627. Som i Italien, var de første operamæcener i Tyskland og Østrig kongelige og adelige, og de var tilhængere af komponister og sangere fra Italien. Antonio Cesti havde særlig succes med sin ekstravagante opsætning af Il Pomo d'oro ved det kejserlige hof i Wien i 1668. Italiensk opera skulle fortsætte med at udøve en betydelig magt over den tysksprogede opera i barokken og wienerklassiken, men hjemlige former udviklede sig også. I Nürnberg i 1644 lavede Sigmund Theophil Staden en opsætning af en "åndelig pastorale", Seelewig, som indvarslede Singspiel-genren, en underafdeling i tysk opera, hvor arier veksler med talt dialog. Seelewig var en moralsk allegori, der var inspireret af datidens skoledramaer; den er den første tyske opera, hvis musik er overleveret.Oxford Illustrated History of Opera, ed. Parker, pp.31-32; A Short History of Opera, kapitlet om "Early German Opera", pp.121-131; artikler om Schütz og Staden i Viking Opera Guide.
Opera i Hamborg 1678-1738 En anden vigtig udvikling var grundlæggelsen af Theater am Gänsemarkt i Hamborg i 1678, der henvendte sig til den lokale middelklasse, der foretrak opera på sit eget sprog. Det nye operahus åbnede med en opsætning af Johann Theiles Der erschaffene, gefallene und aufgerichtete Mensch, der byggede på historien om Adam og Eva. Teatret skulle dog blive domineret af værker af Reinhard Keiser, en uhyre produktiv komponist, der skrev over hundrede operaer, tres af dem til Hamborg. Indledningsvist havde de værker, der blev opført i Hamborg, alle religiøse temaer som førnævnte opera af Theile. Grunden hertil var, at man forsøgte afværge kritik fra pietistiske kirkemyndigheder, der mente, at teater var umoralsk, men Keiser og hans komponistkolleger som Johann Mattheson udvidede rækken af emner til at omfatte historiske og mytologiske. Keiser trak på udenlandske opera-traditioner i sin udvikling af genren; for eksempel inddrog han danse efter fransk model, som man finder den hos Lully. Recitativet i hans operaer var altid på tysk, så publikum kunne følge handlingen, men fra Claudius i 1703 begyndte han at komponere arier til italiensk tekst, fordi dette sprog gav bedre mulighed for fuld sanglig stemmeudfoldelse. Kendetegnende for stilen i Hamborg var således dens eklekticisme. Orpheus fra 1726 af TelemannTelemann, en anden produktiv komponist, begyndte at overskygge Keiser som den førende komponist i Hamborg fra 1717. indeholder arier på italiensk fra berømte operaer af Georg Friedrich Händel samt kor på fransk, som Lully også havde komponeret. Komiske roller var også populære i Hamburg; personerne i Keisers Der Carneval von Venedig fra 1707 taler i den lokale nedersaksiske dialekt, der står i stærk kontrast kontrast til den ophøjede stil, man finder i opera seria som den fx ses hos Metastasio. Fremtiden tilhørte dog, en tid, den italienske opera. Den mest berømte tyskfødte komponist på den tid, Händel, skrev fire operaer til Hamborg i begyndelsen af sin karriere, men flyttede snart til Italien og England for at skrive opera seria der.Kun én af Händels tysksprogede operaer, Almira, er overleveret i rimeligt intakt stand. I 1738 gik Theater am Gänsemarkt konkurs, og opera på tysk stod de næste årtier tilbage for den italienske.Om Hamborgs opera: Oxford Illustrated History of Opera, pp.32 ,77-79; A Short History of Opera, afsnittet om Keiser, p.176ff.; Viking Opera Guide, artikler om Keiser, Mattheson og Telemann; CD-booklet til René Jacobs indspilning af Keisers opera Krøsus.
Opera seria og vækst i Singspiel thumb|left|Johann Adam Hiller.
De andre førende tyske komponister fra den tid havde en tendens til at følge Händels eksempel. Dette skyldtes, at hofferne i de forskellige tyske stater stadig foretrak opera på italiensk. I 1730 nedsatte den førende fortaler for opera seria, den italienske librettist Metastasio, sig som digter ved kejserhoffet i Wien. Johann Adolf Hasse skrev operaer på italiensk for kurfyrsten af Sachsen i Dresden. Hasse skrev også operaer for Frederik den Stores hof i Berlin, ligesom Carl Heinrich Graun gjorde. Kongen leverede selv librettoen til Grauns Montezuma, der blev uropført i 1755.
Uden aristokratiet som mæcen måtte komponister af tyske operaer henvende sig til en bredere offentlighed for at finde aftagere af deres værker. Dette betød, teater-selskaber måtte turnere fra by til by for at finde et publikum. Singspiel blev den mest populære form for tysk opera, især i den form komponisten Johann Adam Hiller gav det. Hillers omarbejdelse af Singspiel Die verwandelten Weiber fra 1766 var en milepæl i genrens historie, men hans mest berømte værk skulle dog blive Die Jagd fra 1770. Disse Singspiele var komedier med en blanding talt dialog og sang og påvirket af lignende genrer, ballad opera fra England og opéra comique i Frankrig. Stykkerne havde ofte sentimentale plots og en meget enkel musik og kunne sjældent måle sig med den samtidige opera seria i kunstnerisk raffinement. Men i slutningen af det 18. århundrede dukkede en komponist op, der ændrede på dette: Wolfgang Amadeus Mozart.Man and Music: The Classical Era, ed. Neal Zaslaw (Macmillan, 1989), pp.242-247, 258-260; Oxford Illustrated History of Opera, pp. 58-63, 98-103. Artikler om Hasse, Graun og Hiller i Viking Opera Guide.
Wienerklassik Mozarts Singspiele thumb|Die Zauberflöte (Tryllefløjten), her i en berømt opsætning fra Königliche Oper Berlin med en kulisse af Karl Friedrich Schinkel (1816). Ved slutningen af det 18. århundrede undgik de fleste tyskfødte komponister stadig at skrive operaer på deres eget sprog. Den store figur i det tidlige klassiske periode var Christoph Willibald Gluck, men hans banebrydende reformer var rettet mod italiensk og fransk opera, ikke det tyske repertoire. I 1778 forsøgte kejser Josef II at ændre denne situation gennem sin kunstpolitik. Burgtheater blev erklæret tysk nationalteater, og den unge komponist Wolfgang Amadeus Mozart fik i 1782 en bestilling på Die Entführung aus dem Serail, som skulle hæve den tyske musikkomedie op på et seriøst kunstnerisk plan. Operatruppen, der stod bag opførelsen, blev imidlertid opløst året efter, men værket havde med den succes, det opnåede, vist vejen frem. Goethe erkendte straks, at noget var i gærde, og de følgende år dukkede kommercielle teatre op i Wien med tysk opera på plakaten. Impresarioen Emanuel Schikaneder havde særlig succes med sit Theater auf der Wieden i udkanten af byen. I 1791 overtalte han Mozart til at komponere musikken til en af sine libretti, Die Zauberflöte. Dette viste sig at være mere end et almindeligt Singspiel. Selvom det indeholder traditionelle farceagtige elementer, fik Mozart tilføjet det en ny alvor, især i musikken for Sarastro og hans præster. Die Zauberflöte viste i end højere grad end Die Entführung aus dem Serail vejen frem for den tyske opera.Oxford Illustrated History of Opera, pp.118-121; Man and Music: The Classic Era, pp.134-140; The Viking Opera Guide, artiklen om Mozart.
Beethoven og Fidelio Den største tyske komponist i den næste generation var Ludwig van Beethoven, der tog afsæt i Die Zauberflöte ved kompositionen af Fidelio der skulle blive hans eneste opera. Historien handler om en hengiven kone, der redder sin mand fra politisk fængsel. Årene efter den franske revolution i 1789 havde været nogle af de mest turbulente i europæisk historie. I Fidelio ønskede Beethoven at udtrykke revolutionens idealer: Frihed, lighed og broderskab. Han var også inspireret af samtidige franske værker, især "redningsoperaer" af Luigi Cherubini. Beethovens værk havde dog en svær fødsel; selvom Fidelio blev uropført i 1805, var det ikke før 1814, at han udarbejdede sin endelige version. Ikke desto mindre betragtes Fidelio generelt som et mesterværk og som et af de helt centrale værker i det tyske repertoire. Artikel om Fidelio af David Cairns i The Viking Opera Guide.
Tysk romantisk opera Tidlig romantik