Il ritorno d'Ulisse in patria (SV 325, Odysseus' hjemkomst) er en opera i en prolog og fem akter (en prolog og tre akter i en senere revideret udgave) af Claudio Monteverdi med libretto af Giacomo Badoaro. Operaen blev først opført på Teatro Santi Giovanni e Paolo i Venedig i karnevalssæsonen 1639-1640. Historien, der er taget fra anden halvdel af Odysséen af Homer, beretter, hvordan fasthed og dydighed belønnes til sidst, efter at forræderi og bedrag er blevet overvundet. Efter sin lange rejse hjem fra den trojanske krig opdager Ulisse, at tre skurkagtige bejlere har overtaget hans kongerige og gør kur til hans trofaste dronning, Penelope. Med hjælp fra guderne, sønnen Telemaco (Telemachus) og den faste ven Eumete får Odysseus dog has på bejlerne og genvinder sit kongerige.
Il ritorno d'Ulisse in patria er den første af tre operaer i fuld længde, som Monteverdi i sine sidste år skrev for det blomstrende operaliv i Venedig. Efter at den første række af opførelser i Venedig var blevet kronet med succes, blev operaen spillet i Bologna, før den vendte tilbage til Venedig i sæsonen 1640-1641. Med undtagelse af en mulig opførelse ved habsburgske kejserhof i Wien sidst i det 17. århundrede blev operaen ikke opført før det 20. århundrede. Musikken blev kendt i moderne tid gennem opdagelsen af et ukomplet, håndskrevet partitur, som dukkede op sidst i det 19. århundrede, og som i mange enkeltheder afviger fra de overleverede udgaver af librettoen. Efter offentliggørelsen af partituret i 1922 blev dets autenticitet et omstridt spørgsmål. Operaen blev kun sjældent opført, men da det i 1950'erne efterhånden var blevet almindeligt anerkendt, at værket var Monteverdis, steg dets popularitet, særligt efter opførelser i Wien og Glyndebourne. Det er siden blevet opført på operahuse verden over og er indspillet mange gange.
Sammen med de øvrige værker Monteverdi skrev for scenen i Venedig, betragtes Il ritorno d'Ulisse in patria som en af de første moderne operaer. Dens musik, der bærer træk fra tidligere værker, viser også Monteverdis udvikling som operakomponist gennem hans brug af avancerede udtryk som arioso, duet og ensemble foruden det traditionelle recitativ. Ved at bruge en mangfoldighed af musikalske udtryk var Monteverdi i stand til at fremmane følelser hos både mennesker og guder. Il ritorno d'Ulisse in patria er beskrevet som en "grim ælling", men også som den mest blide og bevægende af Monteverdis overleverede operaer og som en opera der, skønt den måske skuffer umiddelbart, vil afsløre en ekstraordinært veludviklet vokalstil ved gentagelse.
Historisk kontekst thumb|left|alt= Billedstøtte af mandshoved, der viser tegn på erosion grundet værkets alder. Det mest fremtrædende træk er det stærkt krøllede skæg og hår. Øjnene ser blindt opad. |Hoved af Odysseus (Ulisse) fra en skulptur fra det 2. århundrede e.Kr. Monteverdi var etableret hofkomponist i hertug Vincenzo Gonzagas tjeneste i Mantova, da han skrev sine første operaer, L'Orfeo og L'Arianna i 1606-1608.Carter (2002), pp. 1-2 Efter en uoverensstemmelse med Vincenzos efterfølger hertug Francesco Gonzaga flyttede Monteverdi i 1613 til Venedig, hvor han blev maestro di capella ved Markuskirken, en stilling han forblev i til sin død i 1643.Neef, p. 324 Ud over sin løbende produktion af madrigaler og kirkemusik fortsatte Monteverdi med at komponere værker til scenen, omend ikke egentlige operaer. Han skrev adskillige balletter, og til karnevallet i 1624-1625 frembragte han Il combattimento di Tancredi e Clorinda, der var en blanding af ballet, opera og oratorium.
I 1637 fik Venedig et egentligt operahus med åbningen af Teatro San Cassiano. Teatret var sponsoreret af den rige Tron-familie og var det første, der udelukkende opførte opera. Teatrets åbningsforestilling den 6. marts 1637 var L'Andromeda af Francesco Manelli og Benedetto Ferrari. Værket blev meget entusiastisk modtaget lige som deres La Maga fulminata blev det året efter. Tre andre operahuse åbnede hurtigt efter i byen, da de førende familier i republikken Venedig ønskede at fremvise deres rigdom og status ved at støtte den nyeste musikalske mode.Ringer, pp. 130-31 Først holdt Monteverdi sig fra disse aktiviteter, måske på grund sin alder (han var over 70) eller måske på grund af den værdighed, der var forbundet med hans stilling ved Markuskirken. Ikke desto mindre mente en uidentificeret samtidig foranlediget af Monteverdis tavshed i relation til genren, at il maestro stadig kunne nå at skrive en opera til Venedig.Rosand (1991), pp. 15-16 Kommentatoren skulle vise sig at være forudseende, for Monteverdis første offentlige bidrag til operaen i Venedig kom med karnevalssæsonen 1639-1640 med en genopførelse af L'arianna på Teatro San Moisè.
L'Arianna blev hurtigt fulgt af tre helt nye operaer, af hvilke Il ritorno d'Ulisse in patria var den første.Ringer, pp. 137-38 Den anden Le nozze d' Enea in Lavinia blev opført ved karnevallet i 1640-1641, men Monteverdis musik til den er gået tabt, omend librettoen, hvis ophavsmand er ukendt, er overleveret. Den sidste af de tre operaer, der var skrevet for karnevallet i 1642-1643 var L'incoronazione di Poppea (Poppeas kroning), der blev opført kort før komponistens død i 1643.Carter (2002), p. 305
Tilblivelseshistorie Librettoen thumb|alt= En åben, antik bog, der på venstre side viser en buste af en skægget mand og på højre side titelsiden med de følgende oplysninger: "The Odyssey of Homer, transalted from the Greek. Vol. I, London. Printed for Henry Lintot MDCCLII" |Homers Odysséen. En langt senere udgave. Den er på latin kilde til librettoen til Il ritorno d'Ulisse in patria. Giacomo Badoaro (1602-1654) var en produktiv digter på den venetianske dialekt og medlem af Accademia degli Incogniti, en gruppe af fritænkende intellektuelle, der var interesserede i at fremme musikteateret i Venedig. Badoaro havde selv økonomiske interesser i Teatro Novissimo. Il ritorno d'Ulisse in patria var hans første libretto; han skrev i 1644 en anden Odysseus-baseret libretto til en opera af Francesco Sacrati. Teksten til Il ritorno d'Ulisse in patria, der oprindeligt var i fem akter, der senere blev til tre akter, er en mere eller mindre teksttro tilpasning af bog 13-23 af Odysséen af Homer, idet nogle personers betydning og karateristik blev ændret eller udvidet. Badoaro kan have påvirket af skuespillet Penelope af Giambattista Della Porta fra 1591 i sin behandling af historien.Ringer, pp. 140-41 Librettoen blev skrevet med det bevidste formål at lokke Monteverdi til at skrive en venetiansk opera, og librettoen satte åbenbart den ældre komponists fantasi i sving. Både Badoaro og Monteverdi kunne se mulighederne i at lade en klassisk fortælling ilustrere menneskene lod i deres egen tid.Ringer, p. 145
Monteverdi-forskeren Ellen Rosand nævner tolv udgaver af den offentliggjorte libretto, som er blevet opdaget efter urpremieren.Rosand (2007), pp. 52-56 De fleste af dem synes at være kopier fra det 18. århundrede, der muligvis alle skyldes en enkelt kilde; nogle er litterære versioner uden forbindelse til teateropførelser. På én nær står Badoaro som forfatter; den ene udgave anfører ikke noget forfatternavn. Kun to henviser til Monteverdi som komponist, men komponisters navne blev kun sjældent oplyst på trykte libretti. Teksten i de tolv udgaver er overordnet set den samme, og de afviger således alle fra den eneste overleverede kopi af Monteverdis partitur, der har tre akter i stedet for fem, en anden prolog og en anden slutning, lige som mange scener og passager enten er udeladt eller omarrangeret.Rosand (1991), p. 53 Nogle af bøgerne angiver, at urpremieren fandt sted på Teatro San Cassiano, sel vom Teatro Santi Giovanni e Paolo generelt anerkendes som det teater, der var ramme om begivenheden.Rosand (2007), pp. 57-58
Partituret Det er ikke kendt, hvornår Monteverdi modtog librettoen fra Badoaro, men det skete formentlig i 1639 eller før, da værket skulle opføres under karnevallet i 1639-1640. I overensstemmelse med konventionerne for opera i Venedig blev værket skrevet for et lille orkester af en fem strygere og forskellige basso continuo-instrumenter. Der var en økonomisk overvejelse bag valget af orkesterstørrelsen, for de rige handelsfolk, der støttede operahusene, ønskede, at nye operaer skulle blive såvel kommercielle som kunstneriske succeser og forsøgte derfor at minimere omkostningerne.Ringer, pp. 135-36 Som det var almindeligt på den tid blev den præcise instrumentering ikke angivet i partituret. Partituret findes i et enkelt håndskrevet eksemplar, der blev opdaget på Wiens nationalbibliotek i det 19. århundrede.
Partituret afslører mange træk, der er karakteristiske for Monteverdi, og som stammer fra hans lange erfaring som komponist af sceneværker og sangværker. Rosand mener, at de betragtelige forskelle på partituret og librettoen, der kunne støtte en tvivl på, om Monteverdi virkelig var værkets ophavsmand, må tilskrives Monteverdis velkendte ønske om at tilpasse de tekster, han skulle sætte i musik, efter forgodtbefindende. Ringer støtter denne tese og mener, at Monteverdi gik frisk til Badoaros tekst og omformede den til et sammenhængende og effektivt grundlag for det musikalske drama og tilføjer, at Badoaro skal have hævdet ikke længere at kunne genkende værket som sit eget. Komponistens og librettistens samtidige identificerede Monteverdi med Ulisse; begge vender hjem, Ulisse til Ithaka, Monteverdi til operagenren, som han havde lært at beherske og derefter forladt 30 år tidligere.Ringer, p. 142
Autenticitet Musikforskere har både før og efter offentliggørelsen af partituret i 1922 betvivlet værkets autenticitet. At Monteverdi var ophavsmand til værket var omdiskuteret frem til 1950'erne. Den italienske musikhistoriker Giacomo Benvenuti hævder på basis af en opførelse i 1942 i Milano, at værket simpelthen ikke var godt nok til at være skrevet af Monteverdi. Når der ses bort fra de stilistiske forskelle på Il ritorno d'Ulisse in patria og Monteverdis anden overleverede sene opera, L'incoronazione di Poppea, er hovedårsagen til tvivlen en række forskelle mellem partituret og librettoen. Meget af usikkerheden blev imidlertid opklaret gennem opdagelsen af samtidige dokumenter, der alle bekræfter, at Monteverdi var komponisten. De omfatter et brev fra den ukendte librettist til Le nozze d'Enea in Lavinia, i hvilket Monteverdis komposition af Il ritorno d'Ulisse in patria diskuteres,Rosand and Varolo, pp. 21-23 Badoaros forord til librettoen til Il ritorno d'Ulisse in patria, der er henvendt til komponisten med ordene: "I can firmly state that my Ulysses is more indebted to you than ever was the real Ulysses to the ever-gracious Minerva",Rosand and Vartolo, p. 24 et brev fra 1644 fra Badoaro til Michelangelo Torcigliani, i hvilket der står at "Il ritorno d'Ulisse in patria was embellished with the music of Claudio Monteverdi, a man of great fame and enduring name" samt endelig et hæfte fra 1640 med titlen Le Glorie della Musica, som anfører Badoaro og Monteverdi som operaens ophavsmænd.Rosand and Vartolo, p. 25 Ifølge dirigent og instrumentalist Sergio Vartolo må disse dokumenter uden tvivl fastslå, at Monteverdi var værkets hovedkomponist.Rosand and Vartolo, p. 20 Selvom dele af musikken kan have været skrevet af andre, er der ikke tvivl om, at værket i altovervejende grad er skrevet af Monteverdi, og at det overleverede er tæt på den form, han oprindelig gav det.
Roller