thumb|upright|Romersk-ægyptisk begravelsesportræt af en kvinde Enkaustik (af gr. ἔγκαυσις, enkauston = "indbrændt") om voksmaleri.
Der er flere definitioner af enkaustik At enkaustere betyder at imprægnere, anvendende varme og voks, som man gjorde i antikken når man lagde ny voks i skrivetavler, eller når man på billedhuggerværkstederne opvarmede marmor for at give stenen det første lag af voks.
Enkaustik dækker også over en malemetode, hvor der anvendes varme, og hvor voks anvendes som bindemiddel for pigmenter og olie eller harpiks. De mest kendte eksempler på antik enkaustik er de ægyptiske mumieportrætter.
Der er kastet nyt lys over de bemærkelsesværdige mumieportrætter, der er fundet i Fayyum.Richard Graul, Die antiken Porträtgemälde aus den Grabstätten des Faijûm, Leipzig 1888 Allerede langt tilbage i tiden har man forsøgt at rekonstruere fortidens voksmalerier, dels af historisk interesse, dels for at frembringe en ny, brugbar teknik. i 18. århundrede arbejdede Caylus og andre med undersøgelser over voksmaleri, og i 19. århundrede mente bl.a. Jacques-Nicolas Paillot de Montabert at have fundet et praktisk voks-bindemiddel (Traité complet de la peinture [1829—30]). I Tyskland, hvor professor Jakob Wilhelm Roux i Heidelberg i 1820'erne tog spørgsmålet om voksmaleri op til undersøgelse, praktiserede man ved fremstillingen af malerierne i Königsbau i München 1833 en art voksmaleri (et bindemiddel, der bestod af dammaraharpiks, terpentinolie og voks). Til vægmalerierne i hohenstaufersalen i Münchens Neue Residenz brugte man en fremgangsmåde, der var opfundet af maleren Franz Xavier Fernbach (1793—1851) (bindemidlet bestod af opløsninger af harpiks fortyndet med terpentinolie).
Andre forsøg ved Eichhorn og ved A. Müller i Düsseldorf, særlig den sidstes metode, er blevet anvendt en del i praksis; Carl Rottmann brugte en art voksmaleri til sine græske landskaber i Münchens Ny Pinakotek, Friedrich Preller den ældre ligeså til Odyssé-Landskaberne i Weimar-Museet. I England blev nogle af Armitages vægbilleder i University Hall udført med en blanding af voks og terpentin. Når man i nyere tid ret ofte har forsøgt sig i voksmaleri (der har tilbøjelighed til at eftermørkne) ved udførelsen af større vægmalerier, har det gerne været for at komme uden om den vanskelige freskoteknik og for at opnå en rigere kolorit.
De antikke teknikker enkaustik og ganosis blev genstand for mange diskussioner og forsøg efter udgravningerne af Pompeji og Herculaneum, hvor man fandt antikke vægmalerier malet eller overfladebehandlet med voks. Herefter optog flere kunstnere ideen op og begyndte at arbejde med voks som bindemiddel, blandt andre Georg Treus assistent Ludwig Otto, som rekonstruere bemalingen af antik skulptur,Kader, I. (2003). Die Rekonstruktion des Olympia-Ostgiebels von Georg Treu. In: Brinkmann & Wünsche R. (eds.)(2003). Bunte Götter. Die Farbigkeit antiker Skulptur. Munchen: Glyptothek München. 246-247 der kan også nævnes den berømte franske kunstner Jean-Leon Gerome (1824-1904) og den amerikanske kunstner Jasper Johns (1930-).
Enkaustik i Antikken Ordet “cera/cerae” (voks) var i antikken synonymt med, ikke kun enkaustik, men også med maleri/maling/farver og voksportrætterBerger, E. (1917). Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 173, 186-187Cuni, J. (2010) Encaustic cuni. http://encausticcuni.com/esw_preview/Note1whatwas.html (2011, 27. maj), , , (2012, 4. september), . (2012, 16.oktober)Lahusen, G. (2010). Römische Bildnisse. Auftraggeber-Funktionen-Standorte. Mainz. von Zabern. 205). Det engelske ord “sincere” kommer fra Latin “sine cere” og betyder uden voks, i de antikke romerske tider anvendtes voks til at reparere marmorskulpturer og “sine cere” betød altså uden voksreparation.Brown, R. (1995). Beeswax. Burrowbridge. BeeBooks New & Old. 12
Antikke skriftlige kilder om enkaustik Voks blev anvendt til bemaling af skibe, vogne, templer, skulptur og til flademaleri. Antikke forfattere har skrevet om enkaustik, især Plinius den ældre, men andre har omtalt emnet, også en del antikke inskriptioner har behandlet det.
Antikke forfattere om enkaustik Plinius den ældre. Gaius Plinius Secundus var romersk statsborger og levede fra 23 - 79 e.Kr. Han var i militær-administrationen og rejste en del. Han var så stærkt interesseret i sin omverden, at han døde af det, fordi han ville undersøge det vulkanudbrud fra Vesuv, der forårsagede at Pompeji og Herculanum blev begravet i aske i 79 e.Kr. Hans eneste overleverede værk er Naturalis Historia (NH) i 37 bind. I det er mange oplysninger om antikken overleveret.
Plinius skriver i NH 35.39: “Vi ved ikke med sikkerhed, hvem der først opfandt kunsten at male med voksfarver og indbrænde maleriet. Nogle mener at det blev opfundet af Aristeides og perfektioneret af Praxiteles, men enkaustiske malerier har eksisteret tidligere, for eksempel, af Polygnotos og af Nikador og Mnasilaaos fra Paros. Elasippos af Aigina skrev også på en af hans malerier è𝑣é𝑘𝑎𝑒𝑣, indbrændt.”Jex-Blake, K., Sellers, E. & Schoder, R.V. (Eds.) (1968). Pliny the Elder. The Pliny’s Chapters on the History of Art. Chicago. Argonaut, Inc., Publisher. 151 Jex-Blake skriver i note hertil, at Praxiteles anvender enkaustik til circumlitio af hans statuer.Jex-Blake, K., Sellers, E. & Schoder, R.V. (Eds.) (1968). Pliny the Elder. The Pliny’s Chapters on the History of Art. Chicago. Argonaut, Inc., Publisher. 150, note
Plinius, i NH 35.51: “…Fra de tidligste tider har der eksisteret to metoder af enkaustisk maleri - en med voks, den anden på elfenben - ved hjælp af et cestrum eller spidst redskab….”Jex-Blake, K., Sellers, E. & Schoder, R.V. (Eds.) (1968). Pliny the Elder. The Pliny’s Chapters on the History of Art. Chicago. Argonaut, Inc., Publisher. 173
Plinius skriver i NH 35.10, at kejser Augustus lod et billede indsætte i væggen på Curien på Forum Romanum, som forestillede en Nemea siddende på en løve og bærende en palme i hånden, tæt ved hende er en gammel mand, der står med en stav, oven over hans hoved hænger et billede af en vogn med to heste. Nicias har på dette billede skrevet, at han har udført det i enkaustik, è𝑣é𝑘𝑎𝑒𝑣.Rackham, H. (ed.) (1952). Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV. London. Harvard University Press. 281
Dette billede beskrives senere i NH 35.40: “Antidotus selv var mere omhyggelig end frodig, og alvorlig i hans brug af farver; hans hovedudmærkelse var at være lærer for Atheneren Nicias, som var en yderst omhyggelig maler af kvindeportrætter. Nicias var en striks fortolker af lys og skygge, og gjorde sig stor umage for at få sine malerier til stå ud fra baggrunden. Hans værker er: en Nemea, bragt til Rom fra Asien af Silanus og deponeret i senatsbygningen som tidligere nævnt….”. I samme afsnit får vi at vide, at det er denne samme Nicias som bemalede den berømte billedhugger Praxiteles marmorskulpturer, “… Det er denne Nicias over hvem Praxiteles plejede at sige, når han blev spurgt, hvilke af hans marmorværker han satte højst ‘Dem som Nicias har sat sin hånd på’ - så meget værdig tilskrev han bemalingen af hans overflader”.Rackham, H. (ed.) (1952). Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV. London. Harvard University Press. 357, 359 Jex-Blake skriver dog, at han kun malede attributerne,Jex-Blake, K., Sellers, E. & Schoder, R.V. (Eds.) (1968). Pliny the Elder. The Pliny’s Chapters on the History of Art. Chicago. Argonaut, Inc., Publisher. 157 men i den latinske tekst står der circumlitioni.
I NH 35.40 skriver Plinius: “det er også noteret, at Pamphilius, Apelles' lærer, ikke kun malede enkaustissk men også lærte det til Pausias af Sicyon…. dette kapitel fylder 20 sider og beskriver formodentlig arbejder udført i enkaustik. Han beskriver, hvorledes Pausias, bliver drillet med sin langsomme enkaustiske metode, hvorefter han, for at tilbagevise dette, maler et billede af en dreng på én dag. Pausias malede hovedsageligt miniaturebilleder af børn, men også kassettelofter. Han lavede blomster i enkaustik (det er noget usikkert, om han malede blomster, modellerede dem eller lavede voksfarver i blomsternes toner, det er oversat forskelligt). Pausias malede dog også store billeder, blandt andet et forestillende ofringen af en sort okse, og her står noget om den enkaustiske maleteknik: “I dette maleri opfandt han forskellige forbedringer, som mange kunstnere senere har imiteret, men ingen med samme succes. Skønt det i billedet især var hans ønske at give et indtryk af oksens længde, så malede han den i frontal, ikke set fra siden, men stadigvæk forstår man helt dyrets store dimensioner. Og derudover, hvor alle andre malere giver hvid farve til de dele, som de ønsker skal være fremtrædende, og sort farve til de områder, der skal være i baggrunden, så malede han alle dele af oksen med sort farve, og viste kroppens dimensioner ved at materialet selv kaster skygge, der hvor skyggen skal være; således udvisende en vidunderlig grad af evner i at lave relief på en pels malet med en enkel farve, formidlende et indtryk af ensartet masse på en opbrudt grund.”Rackham, H. (ed.) (1952). Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV. London. Harvard University Press. 351 - 371
I NH 35.64 skriver Plinius om enkaustiske vægge i badene: “…Agrippa bestilte lertøjsvæggene til at blive enkaustisk bemalet i de varme bade i termerne, som han var ved at bygge i Rom..”,Bostock, J. (ed.). (1855). Pliny the Elder. The Natural History. London. Taylor and Francis. . (2010-2012) men i NH 35.31, at enkaustik ikke kan anvendes til vægge.Rackham, H. (ed.) (1952). Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV. London. Harvard University Press. 297-298
Plinius om skibsmaling: “… Da det blev moderne at male krigsskibe, en tredje metode blev introduceret, af voks smeltet ved ild og anvendende en børste. Maling påført skibe på denne måde kan ikke ødelægges hverken af solen, saltet eller vinden.” forlyder det i NH 35.51.
Og i NH 35.31: “Af alle de farver som elsker det hvide lers tørre overflade, og nægter at blive påført en fugtig gips, er purpur, indigo, blå, melian, orpiment, appian (persillegrøn) og ceruse. Voks farves med disse samme farver til enkaustisk maleri, en arbejdsgang som ikke kan anvendes til vægge men er almindelig til flådens skibe, og bestemt nu om dage også til handelsskibe, siden af vi endog dekorerer fartøjer med maleri, så behøver ingen at blive overrasket over, at selv tømmer til begravelsesbål er bemalede; og at vi, som gladiatorer der går i kamp, i pragt rider ind på dødens scene eller i hvert fald til blodbad.”
Plinius beretter i NH 16.23, at grækerne anvendte en blanding af beg og voks, som de kaldte zopissa, som blev skrabet af bunden af havgående skibe. Denne blanding har vist sig mere effektiv til alle de formål i hvilke beg og voks anvendes, da den får en større hårdhed, hvilket skyldes effekten af saltvandet. NH 24.26 nævner zopissa er beg bearbejdet med saltvand og voks, som er skrabet af bunden af skibe, den bedste, er den taget fra både, der har været på havet for første gang.Bostock, J. (ed.). (1855). Pliny the Elder. The Natural History. London. Taylor and Francis. . (2010-2012).