.
thumb|Relief fra Urnes stavkirke, slangerne og dragerne er blevet tolket som symboler på Ragnarok.Fazio, Moffet, Wodehouse (2003:201). Ragnarok (oldnordisk: Ragnarökr) er i germansk og nordisk religion betegnelsen for en række begivenheder, som fører til verdens undergang. Ordet betyder Gudernes skæbne og betyder, at de magtfulde guder vil dø under det sidste og afgørende slag med deres fjender. Ragnaroksmyten er beskrevet i det anonyme digt Völuspá og Snorre Sturlasons Edda,Simek (2007:260). men der er mange andre referencer til eskatologi fra hele det germanske område.
Ragnarok indledes af naturkatastrofer, der kulminerer i en fimbulvinter, som varer tre år i træk, uden somre imellem. Herefter vil guderne på den ene side bekæmpe jætterne sammen med kaosuhyrerne. De fleste kæmpende vil dø, også de største guder. Slaget afsluttes af en verdensomspændende brand, hvorefter Jorden vil synke ned i havet. En ny og frisk Jord stiger op, befolket af de få overlevende af gudernes slægter og et menneskepar. Ragnarok var et vigtigt element i den nordiske verdensforståelse, der har betydning for tolkningen af mange forhold i den nordiske kultur. Betegnelsen blev gjort berømt af Richard Wagner, der kaldte sidste del af Nibelungens ringLindow (2001:254). "Götterdämmerung", se Ragnarok (opera).
Etymologi thumb|400px|Ragnarök. Thor møder Midgårdsormen og Odin rider mod Fenrisulven. Maleri af Johannes Gehrts Det nordiske ord "ragnarökr" består af to led: ragna, er en genitiv flertal af regin, "herskende magter" (protogermansk: *ragenō) og rökr, som betyder årsag, bane, skæbne, domfældelse, relation og afslutning (Skæbne i nordisk kultur).
Ragnarok bliver oversat med De herskende magters skæbne eller Dom.Simek (2007: 259) Denne tolkning bygger på, at ordet før sammensmeltningen af /ö/ og /ø/ (ca. 1200) var Rökr, der stammer fra den proto-germanske rekonstruktion *rakō.Bjordvand og Lindemann (2007:856-57). I 2007 foreslog Haraldur Bernharðsson, at det andet ord i Ragnarok oprindeligt var røk, det leder til en anden proto-germanske rod, *rekwa og åbner for andre semantiske muligheder.Haraldur Bernharðsson (2007:30-32).
I digtet Lokasenna og i Yngre Edda optræder formen ragnarøk(k)r, hvor andet led røkkr betyder "mørke". Det er usikkert om denne form skyldes en misforståelse eller en lærd omfortolkning af det oprindelige navn. I Skandinavien betyder ragnarok også katastrofe eller ulykke med meget store konsekvenser.
I kilderne bruges synonymer for begivenhederne omkring ragnarok: Aldar rök (Afslutning af det forhenværende) i Vafþruðnismál strofe 39 Tíva rök (tíva = gudernes) i Vafþrúðnismál strofe 38 og 42 þá er regin deyja (der Regin skal dø) i Vafþrúðnismál strofe 47 Unz um rjúfask regin (når Regin ødelægges) i Vafþrúðnismál strofe 52, Lokasenna strofe 41 og Sigrdrífumál strofe 19 Alder rof ("Det forhenværendes ødelæggelse") i Helgakviða Hundingsbana II strofe 41 Regin þrjóta ("Regin-afslutning") i Hyndluljóð strofe 42 þá er Muspellz-synir herja ("når Muspellsønnerne går i krig ") i Gylfaginning (kapitel 18 og 36)
thumb|left|200px|Vidar skubber Fenrisulvens kæber fra hinanden, inden han dræber den. Detalje fra Gosforth-korset, Cumbria.
Kosmologisk sammenhæng
I den før-kristne kosmologi findes årsagen til Ragnarok i urtiden. Allerede fra skabelsen indeholdt verdensordenen en konfliktfyldt spænding mellem verdens magter. Det var den, som til sidst udløste dens destruktion. Konflikten bundede i, at guderne dræbte jætternes stamfar Ymir for at bruge hans krop til skabe Jorden af. I det nordiske slægtssamfund vedrørte et drab på et individ hele ætten, og hævn var et grundbegreb. Nordboernes forestilling om en kommende ødelæggelse af verden blev i mytologien forklaret som én magtgruppes hævn over en anden.
Det før-kristne nordiske verdensbillede var præget af ideen om, at ulige kræfter stod over for hinanden: aserne sammen med vanerne over for jætterne. Guderne repræsenterede kulturens ordnende kræfter, mens jætterne repræsenterede naturens kaoskræfter. Guderne var endnu i stand til at holde jætterne stangen og opretholde verdensordenen. Den kosmiske kamp kan tolkes som et billede på menneskets egen konstante kamp mod en farlig natur, der konstant truede med at ødelægge alt, hvad menneskene havde, men som også gav umådelige rigdomme fra sig. Mange af de nordiske myter handler om, hvordan det lykkedes guderne at fravriste jætterne deres rigdomme. Det skærpede konflikten og gjorde det endelige opgør uundgåeligt. Udviklingen mod ødelæggelsen var et resultat af et begær efter magt og rigdom, dvs. guddommelig ufuldkommenhed, men ikke af ondskab.Steinsland (2005) s. 124
Det er den almindelige opfattelse, at hovedparten af de nordiske myter udspiller sig mellem afslutningen på den oprindelige guldalder og Ragnarok.Schjødt (1994) s. 169 I vikingetiden var truslen om Ragnarok en eksistentiel nutid: de begivenheder, der beseglede verdens og gudernes skæbne, var mytologisk set allerede sket, og verden havde allerede bevæget sig ind i slutfasen. Det er blevet foreslået at denne millenaristiske tendens måske har været en del af en større europæisk apokalyptisk strømning, som var udbredt i hele Europa omkring år 1000.Bæksted (1994) s. 187
Overlevering thumb|"Da begyndte den frygtelige kamp" af George Wright (1908).thumb|"Thor og Midgårdsormen" af Emil Doepler (1905).thumb|"De dømte guders slag " af Friedrich Wilhelm Heine (1882).thumb|right|"Gudernes tusmørke" af Willy Pogany (1920).thumb|"Fenris og Odin" af Lorenz Frølich (1895).thumb|right|Víðarr dræber Fenrisulven, mens han holder dens kæber fra hinanden, illustration af W. G. Collingwood (1908), inspireret af the Gosforth Cross.right|thumb|Asgård brænder, illustration af Emil Doepler (ca. 1905)thumb|Líf og Lífthrasir, de to eneste mennesker, der overlever Ragnarok af Lorenz Frølich (1895). Ældre Edda Teksterne i Ældre Edda indeholder flere referencer til Ragnarok. Den er skrevet ned ganske sent, omkr. 1225 samlede Snorri digtene, men man mener at de er blevet overleveret allerede fra omk. år 750.
Vølvens Spådom I digtet Völuspá er der en lang beretning om begivenheder, som vil finde sted før verdens undergang. I første del af digtet rykker den gradvist nærmere pga. de tab guderne lider, bl.a. Odins øje, Sifs hår, Thors hammer, Tyrs hånd og til sidst Balders død. Hvert tab svækker gudernes kræfter yderligere. Samtidigt tæres Yggdrasil ustandseligt.Steinsland (2005) s. 122 Den strækker sig fra strofe 40 til 58. I digtets rammefortælling har guden Odin opvækket den døde Vølve, for at hun skal fortælle ham verdens skæbne, herunder dens undergang og hans egen død. Citat fra strofe 41 og 42: 41. Fyllisk fjörvi feigra manna, rýðr ragna sjöt rauðum dreyra; svört verða sólskin um sumur eftir, veðr öll válynd. Vituð ér enn - eða hvat? 42. Sat þar á haugi ok sló hörpu gýgjar hirðir, glaðr Eggþér; gól of hánum í galgviði fagrrauðr hani, sá er Fjalarr heitir.Völuspá, normaliseret af Guðni Jónsson42. Fylde Dødsens Folk i Bugen, gyde Blod over Guders Sæde, sort bliver Solskin Somrene efter, alt Vejr truer. - Hvad ved I mon mer? 43. Sad der paa Højen og slog Harpen Gygens Hyrde, gladen Egdir; ovenfor klart i [Kobberskoven] gol en herligtrød Hane Fjalar..Vølvens spaadom, oversat af Thøger Larsen 1914
Fjalar betyder "Skjuler, Bedrager"Orchard (1997:43). Vølven beskriver derpå to andre haners galen: Den gyldne Gullinkambi galer hos aserne i Valhalla, mens en tredje navnløs hane sort som sod galer i Helheim i strofe 43.Larrington (1996:9). Efter dette ser hun, at hunden Garmr med et kæmpe hyl vil slippe fri af sin lænke foran Gnipahellir og løbe frit. Disse begivenheder markerer begyndelse på enden. Da guderne mister kontrollen over kaosuhyret Garmr, mister de kontrollen i verden.
Vølven beskriver nu tilstanden i menneskenes verden: Brødre vil dræbe brødre, søstre og brødre vil bryde slægtskabets bånd, og hor sprede sig; dvs. samfundets orden vil bryde sammen, da de regler, som regulerer det, ikke længere gælder (strofe 40-45). Beskrivelsen af sammenbruddet af menneskenes verden slutter: 45: Bræðr munu berjask ok at bönum verðask, munu systrungar sifjum spilla; hart er í heimi, hórdómr mikill, skeggöld, skalmöld, skildir ro klofnir, vindöld, vargöld, áðr veröld steypisk; mun engi maðr öðrum þyrma.46. Brødre hinanden Banesaar hugger, Søstres Børn Slægtskab bryder. Haardt lever Verden, Hor saa vide. 47. Sværd-Old, Slag-Old, Skjoldene skaarne, Vind-Old, Varg-Old, før Verden styrter, Grunde gjalder, Gyger flyvende, aldrig en Mand andre sparer. Vølven fortæller videre, at haner vil gale (strofe 42-43). Derpå vil hunden Garm hyle og bryde den kæde, han er bundet med. Míms sønner, som nævnes, findes der ingen andre bevarede referencer til, og deres rolle er derfor ukendt.Larrington (1996:265). Så løfter Heimdall Gjallarhorn og blæser dybt i det, og Odin rådspørger Míms hoved, mens verdenstræet, Yggdrasil, skælver og ryster, og vejen til Hel opsluges i flammer. Fra øst kommer jætten Hrym med sit skjold foran sig. Midgårdsormen vrider sig rasende og oprører verdenshavet. Hræsvælg skriger op, mens han sønderriver ligene af døde mænd, og skibet Naglfar river sig løs for at sejle mod vest med ildjætterne fra Muspelheim som besætning og med Loke ved roret.
Vølven fortæller videre, at mens hele Jotunheim skælver, vil guderne holde ting, og dværgene vil stå jamrende udenfor deres bjerghuler af frygt. Nu vil Surt ankomme fra syd med sit brændende sværd i hånden, klipperne vil sprække og himmel og Jord bryde sønder.
Da begynder det sidste slag, hvor guderne vil kæmpe mod de indtrængende fjender. Odin vil dø i kamp med ulven (Fenris), hvilket vil påføre hans hustru Frigg hendes anden store sorg efter sønnen Balders død. Odins søn, Vidar, vil hævne sin fader ved at dræbe ulven. Frej skal kæmpe mod Surt, hvor Frej vil blive besejret fordi han ikke har sit magiske sværd, da han gav det væk til sin tjener Skirner for at kunne blive gift med jættekvinden Gerd. Midgårdsormen vil åbne sit gab, så det når fra himlen til jorden og møde Thor i kamp. Ormen bliver dræbt, men Thor vil kun gå ni skridt, før han selv falder om, dræbt af ormens gift. Da verdens store beskytter er død, vil alle flygte fra deres hjem, solen blive mørk, jorden forsvinde i havet og stjernerne forsvinde fra himlen. Damp vil da stige op, og flammer vil nå himlen.Bellows (2004:23).
Ragnarok var ikke afslutningen, for en ny verden vil stige op efter den gamles undergang. Denne skabelse beskrives som upersonlig, den er præget af naturbilleder, og aserne dukker først op efter den er fuldført. Minder og spillebrikker skaber en forbindelse til den gamle verdens lykkelige urtid, og verden er alt i alt bedre end den gamle. Det beskrives ved at Vølven ser en ny Jord stige op af havet, der vil være et vandfald, og en ørn oven over vil jage fisk på et bjerg. De overlevende aser vil atter mødes på Idasletten, hvor de vil tale om de store begivenheder i fortiden, de vil tale om Midgårdsormen og om runerne. I græsset vil de finde de gyldne spillebrikker, som det blev fortalt om i begyndelsen af digtet, at guderne lykkeligt havde spillet med i urtiden (strofe 9). Markerne vil blomstre usåede, og Høder og Balder vil vende tilbage fra dødsriget og leve sammen.Steinsland (2005) s. 124-125