Den Franske flåde, officielt kaldt Marine nationale (Den nationale flåde) og ofte kaldt La Royale er den maritime del af det franske militær. Den består af et bredt udvalg af skibe, fra patruljebåde til missilbevæbnede fregatter, og den har et atomdrevet hangarskib og 10 atomdrevne undervandsbåde, hvoraf de fire er udrustet med interkontinentale missiler.
Den franske flådes motto er Honneur, Patrie, Valeur, Discipline ("Ære, Fædreland, Mod, Disciplin"). Disse ord kan findes prentet på dækket af alle flådens skibe.
Historie Den franske flåde har tilnavnet La Royale ("den kongelige"). Årsagen er ikke helt klar. Nogle mener at det skyldes den traditionelle tilknytning til det franske monarki, andre hævder, at før den blev nationale var det naturligt at kalde den royale, men navnet kan også skyldes, at dens hovedkvarter lå i rue Royale i Paris. Den franske flåde benyttede ikke officielt den kongelige titel, som det skete i andre europæiske lande, for eksempel HMS i Storbritanniens Royal Navy.
Middelalderen thumb|260px|right|Slaget ved Sluys under hundredårskrigen i 1340. Den franske flådes historie rækker tilbage til middelalderen, hvor den blev slået af englænderne i slaget ved Sluys i 1340. Støttet af en flåde fra Castilien lykkedes det til gengæld franskmændene af slå englænderne i slaget ved La Rochelle i 1372, men de fleste kilder påpeger også, at den franske indsats primært foregik på landjorden.
Colbert Flåden blev en fast bestanddel i det nationale magtapparat i løbet af det 17. århundrede, i Ludvig 14.'s regeringstid. Under "Solkongen" og hans finansminister Colberts bevågenhed fik flåden både penge og udrustning, og slog for alvor igennem i krigen mod Nederlandene i 1672-78, hvor den blandt andet besejrede en kombineret hollandsk-spansk flåde i slaget ved Palermo i 1676, der førte til fransk dominans på Middelhavet. Senere, i den Pfalziske Arvefølgekrig 1688-97, gjorde flåden sig også godt gældende mod Royal Navy og den hollandske flåde, men pengemangel tvang senere flåden til at blive i havn, og derefter overtog englænderne og hollænderne initiativet.
18. århundrede thumb|left|260px|Franske linjeskibe i slaget ved Chesapeake. thumb|right|260px|Model af det franske linjeskib L'Océan med 120 kanoner, søsat i 1790. I det 18. århundrede blev Royal Navy den helt dominerende flåde, og den tilføjede den franske flåde en række nederlag. Franskmændene havde dog ind imellem held med kampagner, blandt andet i Atlanterhavet under ledelse af Picquet de la Motte. I 1766-69 stod Louis Antoine de Bougainville i spidsen for den første franske jordomsejling.
Under den Amerikanske uafhængighedskrig spillede den franske flåde en afgørende rolle på amerikansk side. Flåden leverede en af sine bedste præstationer, da den under ledelse af de Grasse besejrede en jævnbyrdig britisk flåde i slaget ved Chesapeake i 1781. Det betød, at belejringen af Yorktown kunne opretholdes, så den indesluttede engelske hær til sidst måtte overgive sig til en fransk-amerikansk hær.
I Indien blev de franske kolonier forsvaret til søs af admiral Suffren, der i 1781-84 formåede at fravriste kontrollen over farvandet fra en lidt større britisk flådeafdeling under viceadmiral Sir Edward Hughes. Det skete gennem et antal søslag, der sikrede Suffrens berømmelse som en af Frankrigs bedste søkrigere.
Under den franske revolution blev en lang række officerer med adelig baggrund udrenset af flåden (Blandt andet grev Charles d'Estaing), og uden ledelse var flåden kun en skygge af sig selv. Under Napoleon 1. blev der gjort ihærdige forsøg på at genoprette den som kampstyrke, men først døde admiral Latouche Tréville i 1804, og så kom slaget ved Trafalgar i 1805, hvor briterne ødelagde det meste af den kombinerede fransk-spanske flåde. Med den sejr lagde Storbritannien grunden til et maritimt overtag, der holdt helt frem til slutningen af 1. verdenskrig.
Den franske flåde var ind imellem stadig i stand til at bide fra sig, omend i mindre målestok. I 1810 lykkedes det en fransk fregateskadre at besejre en tilsvarende britisk styrke i slaget ved Grand Port ud for Île de France (det nuværende Mauritius), hvilket indbragte stor hæder til lederen, admiral Duperré. I resten af 1810 hærgede de franske fregatter handelsruterne i det Indiske Ocean, men sidst på året ankom en stærk engelsk eskadre, der både erobrede Île de France og ødelagde de franske skibe.
Genopbygning i det 19. århundrede thumb|right|260px|Admiral Dupetit Thouars gør Tahiti til fransk protektorat, 9. september 1842. Global indblanding I en tale i 1852 proklamerede Napoleon 3., at "Imperiet står for fred" ("L'Empire, c'est la paix"), men i virkeligheden var hans udenrigspolitik klart fokuseret på at udvide Frankrigs magt og ære, om nødvendigt med våbenmagt. I den periode blev den franske flåde involveret i en række operationer over hele verden.
Oceanien I 1842 sørgede en afdeling af den franske flåde, under admiral Dupetit Thouars for, at Tahiti blev et fransk protektorat. Den franske indflydelse i området blev efterhånden udvidet, blandt andet i kraft af at admiralens nevø Abel-Nicolas Dupetit Thouars undertvang Marquesasøerne i 1880.
Krimkrigen thumb|right|260px|Det pansrede flådebatteri Lave (en forløber for panserskibet) i 1854, under Krimkrigen. Napoleon 3. modsatte sig Ruslands krav på indflydelse i det Osmanniske Rige, og det førte til Frankrigs vellykkede deltagelse i Krimkrigen (Marts 1854–marts 1856). Under krigen kæmpede Frankrig sammen med Storbritannien, og det lykkedes Napoleon af få skabt en alliance mellem de to lande, der også bestod efter krigens afslutning.
Erobringen af Indokina Napoleon 3. var initiativtager til de første franske forsøg på at få skabt en koloni i Indokina. Han godkendte en kampagne i 1858, der skulle straffe vietnameserne for deres behandling af franske missionærer, og som samtidig skulle tvinge hoffet til at acceptere fransk tilstedeværelse i landet. Hans beslutning var præget af frygten for, at Frankrig ville blive reduceret til en andenrangs nation, hvis det ikke udbyggede sin indflydelse i Østasien. Der var også en voksende følelse af, at fransk kultur fortjente at blive udbredt. Indblandingen i Vietnam førte til en egentlig invasion i 1861. Året efter var krigen slut, og Vietnam afstod tre provinser mod syd, som blev til fransk Cochinkina. Desuden blev tre andre havne åbnet for fransk skibsfart, og franske krigsskibe fik fri passage til Cambodja (hvilket førte til dannelsen af et fransk protektorat over Cambodja i 1867), franske missionærer fik frit spil i området og endelig fik Frankrig en stor krigsskadeserstatning for sine udgifter i forbindelse med krigen.
Anden opiumskrig I Kina tog Frankrig del i den anden opiumskrig side om side med Storbritannien, og i 1860 trængte franske tropper ind i Beijing. Kina blev tvunget til at afgive flere rettigheder på handelsområder, at tillade fri sejlads Yangtze-floden, at give borgerrettigheder og religionsfrihed til alle kristne, og til at betale en enorm skadeserstatning til Frankrig og Storbritannien. Kombineret med den franske fremfærd i Vietnam, var der nu basis for at øge den franske indflydelse i Kina, og det førte til dannelsen af en fransk indflydelsessfære i det sydlige Kina.
Mexico thumb|right|260px|Den franske fregat Guerrière, under kommando af admiral Roze, var flagskib i den franske kampagne mod Korea i 1866. Skibet er fotograferet i Nagasakis havn cirka 1865. Den franske flåde gennemførte en vellykket blokade af Mexico under kagekrigen i 1838.Krigen hed sådan, fordi en fransk bager bosat i Mexico følte sig forulempet af den mexicanske hær, og fordi han efter flere års forgæves erstatningssag appellerede til den franske konge, som så tog affære. Flåden var tilbage i mexicanske farvande under den franske intervention i Mexico (januar 1862–marts 1867). Napoleon 3. brugte den mexicanske republiks manglende vilje og evne til at betale sin udenlandske gæld som springbræt for en plan om at (gen)etablere Frankrigs indflydelse i Nordamerika. Det skete via oprettelsen af et fransk-støttet monarki i Mexico, støttet af lokale konservative, der var trætte af den mexicanske republiks anti-kirkelige politik.
Korea I 1866 deltog den franske flåde i et forsøg på at afstraffe Korea efter mord på franske missionærer. Der blev også gjort forsøg på at opbygge en base i koreanske farvande, men uden held. Den franske flåde opererede også i japanske farvande. og deltog i bombardementet af Shimonoseki i 1863. I 1867-1868 var der en franske militærdelegation i Japan, og nogle af dens officerer tog senere del i Boshinkrigen på shogunatets side og på privat initiativ, .
Fransk-kinesiske krig Anvendelsen af den franske flåde i fjernøsten nåede sit højdepunkt i første halvdel af 1880'erne. Den fjernøstlige eskadre (escadre de l'Extrême-Orient) blev oprettet ved begyndelsen af den fransk-kinesiske krig (August 1884 til april 1885), og den bestod af to (senere tre) divisioner under kommando af admiral Courbet, og deltog i adskillige operationer langs den kinesiske kyst og i farvandene omkring Formosa (Taiwan). Det afgørende slag stod ved Fuzhou, 23. august 1884, hvor det meste af Kinas sydlige flåde, baseret i Fujian-provinsen, blev ødelagt. Desuden tog eskadren del i bombardementer og landgangsoperationer ved Jilong (Keelung) og Danshui (Tamsui) (5. og 6. august 1884 og 1.-8. oktober 1884), i blokaden af Formosa (Oktober 1884 til april 1885), i slaget ved Shipu (14. februar 1885), det såkaldte "slag ved Zhenhai" (1. marts 1885), Pescadores-kampagnen (marts 1885) og endelig "risblokaden" af Yangtze-floden (marts-juni 1885).
Teknologiske fremskridt (19. århundrede) thumb|right|260px|Le Napoléon blev søsat i 1850 som verdens første skruedrevne linjeskib. I det 19. århundrede blev flåden genopbygget og blev betragtet som den næstbedste i verden, efter Royal Navy, der var langt større. Det, Frankrig manglede i værftskapacitet og økonomisk muskelkraft, søgte man i stedet at opveje via et teknologisk forspring, for på den måde at kunne konkurrere med briterne. De vigtigste franske landvindinger var: Frankrig var foregangsland i udviklingen af eksplosive granater (i stedet for kanonkugler) til flåden, baseret på den opfindelse, der var gjort af Henri-Joseph Paixhans I 1850 blev Le Napoléon søsat som verdens første skruedrevne linjeskib. La Gloire var verdens første oceangående panserskib, da den blev søsat i 1859. I 1863 søsatte den franske flåde Plongeur, den første undervandsbåd i verden med mekanisk fremdrift. I 1876 blev det franske slagskib Redoutable søsat som verdens første krigsskib af stål. I 1887 søsattes Dupuy de Lôme som den første moderne panserkrydser uden rigning. Byggeriet var imidlertid så længe undervejs, at andre tilsvarende krydsere nåede at blive færdige først.
Den franske flåde fulgte i 1880'erne og 90'erne doktrinen fra Jeune École (den unge skole), der gik ud på, at landet bedst kunne forsvares (mod Storbritannien) af en stor styrke af små skibe, der var udrustet med torpedoer, først torpedobåde og senere også undervandsbåde.
Fransk skibsbygning vakte blandt andet interesse i det nyligt industrialiserede Japan, som i 1885 inviterede den franske ingeniør Émile Bertin til landet, hvor han assisterede i udviklingen af nye krigsskibe til den kejserlige japanske flåde i perioden 1886-90. Nogle af skibene blev bygget i Frankrig, andre i Japan, hvor Bertin også bidrog til udviklingen af skibsværfter og flådebaser. Andre lande som Spanien og Grækenland fik også bygget skibe i Frankrig i denne periode.
20. århundrede