Krigsforbrydelser begået af Sovjetunionens væbnede styrker fra 1919 til 1991 omfatter handlinger begået af den Røde Hær foruden NKVD herunder Indenrigsministeriets styrker, som var underlagt NKVD. I nogle tilfælde er disse forbrydelser begået efter direkte ordre fra regeringen, som led i sovjetregeringens politik om Rød terror. I andre tilfælde blev de begået af tropper fra hæren, som gengældelse mod militær og civile i lande, som var i krig med eller blev invaderet af Sovjetunionen, eller som var medlemmer af nationale befrielsesbevægelser.

Mange af disse hændelser foregik i Central- og Østeuropa før og under 2. Verdenskrig, og omfattede standretter og massemord på krigsfanger og mishandling af civile i sovjetisk besatte områder. Selv om der er dokumenterede tilfælde af sådanne episoder har hverken Den Internationale Straffedomstol eller sovjetiske eller russiske anklagemyndigheder nogensinde tiltalt et medlem af de sovjetiske væbnede styrker for krigsforbrydelser. thumb|right|200px|Opgravning af lig i Katyn 1943. Foto fra Den internationale Røde Kors Komité.

Sovjetstaten, krigsførelse og krigsforbrydelser Sovjetunionen anerkendte ikke Det russiske imperiums underskrivelse af Haager Landkrigsreglementet (1899 og 1907) som bindende, og nægtede at anerkende dem indtil 1955.Liste over signaturstater og de lande som fastlagde Haager konventionerne i 1899 og 1907 samt datoerne hvor konventionerne trådte i kraft for hver af dem Det førte til en situation, hvor krigsforbrydelser begået af sovjetiske styrker efterfølgende kunne begrundes. Ved at Sovjetunionen afviste at overholde Haager konventionerne, gav det samtidig Nazityskland en undskyldning for sin umenneskelige behandling af sovjetiske krigsfanger.

Den Røde Hær og pogromerne Selv om tidlige sovjetiske militære ledere behandlede antisemitisme med foragt,William Korey. The Origins and Development of Soviet Anti-Semitism: An Analysis. Slavic Review, Vol. 31, No. 1 (Mar., 1972), pp. 111-135 og der blev gjort meget fra de sovjetiske myndigheder for at begrænse anti-jødisk intolerance, begik nogle enheder i den Røde Hær pogromer under Den Russiske Borgerkrig,John Doyle Klier, Shlomo Lambroza, Pogroms, Cambridge University Press, 2004, p294United States Holocaust Museum, Pogroms og den polsk-sovjetiske krig i 1919-1920, ikke mindst ved Baranovichi.Совершенно СЕКРЕТНО – Веди ж, Буденный, нас смелее…Можно Ли Верить Речистым БылинникамСтатья «Евреи Украины в 1914–1920 гг.» в Электронной еврейской энциклопедии Det er imidlertid kun et beskedent antal pogromer, der tilskrives den Røde Hær, mens hovedparten af pogromerne i denne periode blev begået af nationalistiske og anti-kommunistiske styrker.Henry Abramson, Jewish Representation in the Independent Ukrainian Governments of 1917-1920, Slavic review, Vol. 50, No. 3 (Autumn, 1991), pp. 542-550 Pogromerne blev kraftigt fordømt af den Røde Hærs overkommando, og skyldige enheder blev afvæbnet og deltagere i pogromer blev stillet for en krigsret. De som blev fundet skyldige blev henrettet.Nora Levin The Jews in the Soviet Union Since 1917: Paradox of Survival NYU Press, 1991, , 9780814750513, p.43"Pogroms". The Jewish Virtual Library. 2009. Hentet 5. september 2009.

Den Røde Hær og NKVD

Den Røde Hær støttede ofte NKVD, som bl.a. havde til opgave at udøve politisk undertrykkelse. NKVD's hovedopgave bestod i i at beskytte statens sikkerhed, hvilket den gjorde ved storstillet politisk undertrykkelse af klassefjender. Som indre sikkerhedsstyrke og vagter ved Gulag-lejrene spillede de interne troppe en rolle ved såvel den politiske undertrykkelse som ved krigsforbrydelser under krige og konflikter under hele Sovjetunionens historie. Især havde de ansvar for at styre Gulag-lejrene og for at gennemføre massedeportationer og tvangsforflyttelser af adskillige etniske grupper, som sovjetregimet antog var fjendtlige overfor sin politik, og mente kunne finde på at kollaborere med fjenden – f.eks. tjetjenere, krimtatarer og koreanere.

Under 2. verdenskrig blev en række massehenrettelser begået af det sovjetiske NKVD mod fanger i Østeuropa – fortrinsvis Polen, Baltikum, Rumænien, Ukraine og andre dele af Sovjetunionen da den Røde Hær trak sig tilbage under den tyske invasion i 1941 (se Operation Barbarossa). Det samlede antal døde vurderes til omkring 100.000. Der var talrige anklager om krigsforbrydelser udført af sovjetiske styrker, især mod tilfangetagne piloter fra Luftwaffe i begyndelsen af krigen, og herefter med mellemrum i løbet af krigen, som følge af høje civile tab på grund af ukritiske bombardementer fra Luftwaffe .de Zayas, Alfred M., The Wehrmacht War Crimes Bureau, 1939-1945, University of Nebraska Press, Lincoln, NE, 1989 Interne tropper fra NKVD blev indsat ved siden af styrker fra den Røde Hær i kamp, og NKVD blev indsat i bagområder som sikring, herunder som barrieretropper. I områder, som var blev befriet eller besat, gennemførte NKVD massearrestationer, deportationer og henrettelser. Genstanden for disse handlinger var såvel tyske kollaboratører som medlemmer anti-kommunistiske modstandsbevægelser såsom den Ukrainske oprørshær i Ukraine, "Skovbrødre" i Litauen og den polske Armia Krajowa. NKVD henrettede også uden videre mange tilfangetagne polske militærofficerer i 1939–41.

Efter at den tyske invasion af Sovjetunionen var slået tilbage, trængte sovjetiske tropper ind i Tyskland, Rumænien og Ungarn i slutningen af 1944. Soldaterne i den Røde Hær kendte på daværende tidspunkt til de nazistiske krigsforbrydelser, og henrettede som gengældelse ofte tyske soldater som ville eller allerede havde overgivet sig. Der var talrige øjenvidneskildringer af sovjetiske krigsforbrydelser begået af sovjetiske styrker – plyndring og mord på civile samt voldtægt. I både Sovjetunionen og vore dages Rusland omtales disse forbrydelser sjældent i historiebøgerne om "den store patriotiske krig".Ordre nr. 270 på internet-school.ru Russere vrede over påstande om voldtægter under krigen Telegraph.co.uk 01/25/2002

Estland

Estland blev formelt annekteret af Sovjetunionen den 6. august 1940 og omdøbt til Estiske SSR.Magnus Ilmjärv Hääletu alistumine, (Silent Submission), Tallinn, Argo, 2004, I 1941 blev ca. 34.000 estere indkaldt til den Røde Hær, hvoraf under 30 % overlevede krigen. Da det stod klart, at den tyske invasion af Estland ville lykkes, blev politiske fanger, som ikke kunne evakueres, henrettet af NKVD, så de ikke kunne tage kontakt til de nazistiske myndigheder.The Baltic Revolution: Estonia, Latvia, Lithuania and the Path to Independence by Anatol Lieven p. 424 Over 300.000 borgere i Estland, næsten en tredjedel af befolkningen, blev berørt at deportation, arrestation, henrettelse eller andre former for undertrykkelse.Sovjetiske krigsforbrydelser i Estland Som følge af den sovjetiske magtovertagelse mistede Estland 200.000 borgere, eller 20 % af befolkningen på grund af undertrykkelse, udvandring og krig.

Sovjetunionens politiske undertrykkelse i Estland blev mødt med en væbnet modstand fra såkaldte skovbrødre, fortrinsvis estiske veteraner fra Waffen-SS, det paramilitære Omakaitse og frivillige fra den finske hær, som udkæmpede en guerillakrig, som først blev helt nedkæmpet i slutningen af 1950'erne.Valge raamat , pp. 25-30 Udover de forventelige menneskelige og materielle tab ved kampene i denne konflikt, førte den til deportation af titusinder af mennesker foruden at hundreder af politiske fanger og tusinder af civile mistede livet.

Letland

I 1939 blev Letland offer for Molotov-Ribbentrop-pagten mellem Sovjetunionen og Nazityskland, der førte til at landet blev annekteret og indlemmet i Sovjetunionen den 5. august 1940. Etableringen af en brutal marionetstat, den Lettiske SSR, førte til masseterror, afskaffelsen af borgerlige rettigheder og ødelæggelse af lettisk kultur. I alt blev over 200.000 ramt af den sovjetiske undertrykkelse i Letland, hvoraf ca. 60 % blev deporteret til det sovjetiske Gulag i Sibirien og Fjernøsten. Det sovjetiske regime tvang over 260.000 letter til at flygte fra landet.

Litauen

Litauen og de andre Baltiske lande blev ofre for Molotov-Ribbentrop-pagten. Denne aftale blev underskrevet af Sovjetunionen og Nazityskland i august 1939 og førte i første omgang til at Litauen blev invaderet af den Røde Hær den 15. juni 1940, hvorefter landet blev annekteret og indlemmet i Sovjetunionen den 3. august 1940. Den sovjetiske anneksion førte til masseterror, ødelæggelse af de borgerlige rettigheder, det økonomiske system og litauisk kultur. I 1940-41 blev tusinder af litauere arresteret og hundredvis af politiske fanger blev tilfældigt henrettet. Over 17.000 mennesker blev deporteret til Sibirien i juni 1941. Efter det tyske angreb på Sovjetunionen blev det spirende sovjetiske politiske apparat enten ødelagt eller trak sig tilbage østpå. Litauen blev herefter besat af Nazityskland i lidt over tre år. I 1944 blev den sovjetiske besættelse af Litauen genoptaget efter at den tyske hær var blevet fordrevet. Efter 2. verdenskrig og den efterfølgende nedkæmpelse af det litauiske skovbrødre henrettede de sovjetiske myndigheder tusindvis af modstandskæmpere og civile, som var anklaget for at støtte dem. Omkring 300.000 litauere blev deporteret eller idømt ophold i fangelejre af politiske grunde. Det vurderes at Litauen mistede næsten 780.000 borgere som følge af den sovjetiske besættelse, hvoraf omkring 440.000 var krigsflygtninge.

I forbindelse med at Litauen genvandt sin uafhængighed i 1990 dræbte den sovjetiske hær 13 demonstranter i Vilnius.

Polen 1939–41

I september 1939 invaderede den Røde Hær det østlige Polen og besatte det i overensstemmelse med de hemmelige protokoller i Molotov-Ribbentrop-pagten. Senere besatte Sovjetunionen også de Baltiske lande og dele af Rumænien, herunder Bessarabien og det nordlige Bukovina. |250px|right|thumb|En af massegravene i Katyn hvor NKVD myrdede tusindvis af polske officerer, politifolk, intellektuelle og civile krigsfanger.Sanford, George. "Katyn And The Soviet Massacre Of 1940: Truth, Justice And Memory". Routledge, 2005. Den sovjetiske politik i alle disse områder var hård overfor de folkeslag, som var kommet under dets kontrol med stærke elementer af etnisk udrensning. NKVD indsatsstyrker fulgte efter den Røde Hær for at fjerne "Sovjetfjendtlige elementer" fra de erobrede områder. Den polske historiker Tomasz Strzembosz har bemærket paralleller mellem de nazistiske Einsatzgruppen og disse sovjetiske enheder.Interview med Tomasz Strzembosz: Die verschwiegene Kollaboration Transodra, 23. Dezember 2001, P. 2 Mange forsøgte at undslippe det sovjetiske NKVD. De som det mislykkedes blev taget i forvaring og efterfølgende deporteret til Sibirien hvor de forsvandt i Gulag. Thomas Urban Der Verlust, P. 145, Verlag C. H. Beck 2004, 1 Tortur blev anvendt i vidt omfang i forskellige fængsler, især de i mindre byer. Fanger blev skoldet med kogende vand i Bobrka. I Przemyslany fik folk skåret næse, ører og fingre af og øjne stukket ud. I Czortkow fik kvindelige fanger brysterne skåret af, og i Drohobycz blev fanger bundet sammen med ståltråd. Lignende grusomheder forekom i Sambor, Stanislawow, Stryj og Zloczow.Jan T. Gross. Revolution From Abroad: The Soviet Conquest of Poland's Western Ukraine and Western Belorussia. Princeton University Press, 2002. pp. 181-182 Ifølge historikeren Jan T. Gross:

"Vi kan ikke undgå denne konklusion: De sovjetiske statssikkerhedsorganer torterede deres fanger, ikke blot for at hale tilståelser ud af dem, men også for at dræbe dem. Det var ikke således, at NKVD havde sadister i sine rækker, som var gået amok. I stedet var der tale om en bred systematisk indsats."