thumb|Memorial Continental Hall
Washington-konferencen var en militær konference, som blev afholdt i Memorial Continental Hall i Washington DC, USA, mellem den 12. november 1921 og 6. februar 1922 angående oprustningsbegrænsninger, Stillehavspolitikken og Kinas stilling. Et af konferencens hovedformål var at imødekomme den kinesiske regerings utilfredshed med udfaldet for Kinas vedkommende ved Versaillesfreden. Det forhold, at USA stod uden for Folkeforbundet gjorde det også nødvendigt at skabe et forum for diskussion af disse spørgsmål uden for forbundets regi.
Baggrund
Indbydelsen blev givet af USAs regering den 10. juli 1921. Deltagere var i forhandlingerne om oprustningsbegrænsninger: USA, Frankrig, Italien, Japan og Storbritannien og i forhandlingerne om udlændinges opholdsbetingelser i Kina tillige Belgien, Kina, Nederlandene og Portugalen række lande: Belgien, Brasilien, Danmark, England, Frankrig, Holland, Italien, Japan, Mexico, Norge, Peru, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige og USA nød for sine borgere den såkaldte exterritorialitet, det vil sige, at borgere fra disse lande ikke kunne underkastes kinesisk lov og domstol, hvilken særstilling kineserne ønskede afskaffet, jvf. Renborg (246), s. 246; Portugal havde desuden kolonien Macao i Kina. Den amerikanske regerings mål med konferencen var at få aftalt en rustningsbegrænsning, især til søs, ved hvilken man håbede at kunne skaffe sig selv en betydelig skattenedsættelse. Man ville derfor søge at forhindre en fornyelse af den britisk-japanske alliance, som ansås at ville medføre en fortsat oprustning til søs, samt ønskede desuden at få bekræftet "den åbne dørs politik" i Kina og specielt at forhindre Japan i at der sikre sig en økonomisk og politisk styrket stilling. Blandt andet håbede man at kunne afvikle Lansing-Ishii-aftalen af 2. november 1917, ved hvilken USA under 1. verdenskrig havde erkendt, at Japan på grund af naboskabet havde "specielle interesser" i Kina. Den britiske regering, som af sine dominions i sommeren 1921 til rigskonference samlede premiereministre ivrigt var blevet opfordret til ikke at forny alliancen med Japan, men i stedet at søge intimt samarbejde med USA, søgte først at få gennemført forhandlinger i London om britisk-amerikansk-japansk entente, men bøjede sig til sidst efter amerikanernes ønske og accepterede deres konferenceindbydelse den 21. august. Denne var allerede 12. juli accepteret af den franske regering, som overvurderede uenigheden mellem Washington og London og troede sig at det på konferencen skulle kunne spille en indflydelserig formidlerrolle. I Tokyo indså man, at konferencen kunne føre til trusler mod japanske interesser, men af frygt for at blive isoleret gav man dog den 26. juli et accepterende svar.Rustningsminskningens problem, s. 530
Deltagere thumb|Shidehara Kijuro thumb|Wellington Koo ()
USAs konferencerepræsentanter var udenrigsministeren Charles Evans Hughes, senator Henry Cabot Lodge, den tidligere senator Elihu Root og senator Oscar UnderwoodUnited States history: Washington Naval Conference (engelsk). I spidsen for den britiske delegation stod lord Balfour, og desuden marineministeren lord Lee of Fareham, ambassadøren sir Auckland Geddes og (for Canada) den tidligere premierminister sir Robert Borden. Frankrig var repræsenteret ved konseilspræsident Aristide Briand, den tidligere konseillepræsident René Viviani, kolonialminister Albert Sarraut og ambassadøren Jean Jules Jusserand. Briand rejste hjem allerede den 22. november, Viviani den 22, og den franske delegations leder var derefter Sarraut.Söderberg, sp. 1180
Blandt de øvrige konferencedeltagere bemærkedes den italienske senator Carlo Schanzer, den japanske marineminister admiral Katō Tomosaburō samt ambassadøren Shidehara Kijuro og førstekammerets (overhusets) præsident Tokugawa Iesato, de to kinesiske envoyéer Alfred Sze og Wellington Koo samt den nederlandske udenrigsminister Herman van Karnebeek.
Konferencens syv plenarmøder var mest af formel natur og blev lavet for at lokke pressens og almenhedens interesse for konferencen; det egentlige arbejde lå i udvalg og underudvalg. Separat forhandlede desuden USA, Storbritannien, Frankrig og Japan om en status-quo-aftale for Stillehavet, USA og Japan om øen Yap, samt Japan og Kina om Shandong-halvøen.
Firemagtsaftalen
thumb|Warren G. Harding
Konferencen åbnedes den 12. november 1921 med en tale af præsident Warren G. Harding, hvor efter Hughes fremlagde det detaljerede amerikanske program for rustningsbegrænsningen til søs.Rustningsminskningens problem, s. 528f Ifølge dette skulle USAs, Storbritanniens og Japans orlogsfartøjer, det vil sige krigsfartøjer, hangarskibe undtagne, over 10.000 tons deplacement eller armerede med kanoner af grovere kaliber end 8 tommer (203 mm.), begrænses i sammenlagt vægt til henholdsvis 500.000, 500.000 og 300.000 ton, det vil sige i proportionsforholdet 5:5:3.Unite States History: Five-Power Naval Limitation Treaty (engelsk). Frankrig og Italiens flåder skulle hver begrænses til 1,67
Ved det andet plenarmøde, den 15. november, antoges dette program i princippet, og ved det tredje redegjorde Briand for Frankrigs forsvarsproblemer, hvorpå spørgsmålet om rustningsbegrænsning til lands efter Frankrigs ønske i stilhed udgik af konferenceprogrammet.Rustningsminskningens problem, s. 530
Ved det fjerde plenarmøde den 10. december forelagde Lodge teksten til status quo-aftalen om Stillehavet, hvilken gik under navnet "Stillehavsaftalen" eller "Firemagtsaftalen", foruden at konferencen antog de såkaldte "Root-principper" om almene retningslinjer for magternes Kinapolitik.
Firemagtsaftalen, som 13. december 1921 blev underskrevet af USA, Storbritannien, Frankrig og Japan, indeholdt kontrahenternes gensidige løfte at respektere hinandens rettigheder angående "insulære besiddelser og insulære dominions i Stillehavsområdet".
Ved truende konflikter dem imellem på dette område skulle, om de ikke kunne løses ad sædvanlig diplomatisk vej, en konference afholdes mellem kontrahenterne for at prøve at regulere spørgsmålet i dets helhed. Hvis truslen kom fra en uden for stående magt, skulle kontrahenterne indbyrdes søge at nå samforståelse om de mest virksomme tiltag for at, sammen eller hver for sig, at møde situationens krav. Aftalen gjaldt 10 år fra ikrafttrædelsen og løb der efter med 12 måneders opsigelse; den skulle træde i kraft, når ratifikationerne var deponerede i Washington, hvorefter den britisk-japanske alliance af 13. juli 1911 skulle ophøre at gælde. I en samtidigt afgivet erklæring betonedes, at status quo-aftalen også gjaldt mandatområder og at til der berørte konfliktemner ikke hørte spørgsmål, som ifølge folkeretten faldt udelukkende inden for vedrørende magts suverænitet.herunder kunne regnes nationale modforholdsregler mod indvandrere og deres rettigheder, fx den såkaldte "Webb Act" i Californien fra 1913, der forhindrede japanere i at købe jord i denne stat, og "Alian Land Act" fra 1920, hvor man søgte at fratage japanere enhver mulighed for at blive grundejere. Sådanne tiltag måtte give anledning til politiske spændinger mellem Japan og USA, jvf. Schaffalitzky de Muckadell, s. 152f En tillægsaftale af 6. februar 1922 tydeliggjorde på japansk foranledning udtrykket "insulære besiddelser" derhen, at deri ikke indregnedes selve Japan, men for Japans vedkommende alene dets besiddelser på det sydlige Sakhalin, Formosa, Pescadores samt øer under japansk mandat.Söderberg, sp. 1181
Femstatsaftalen om rustningsbegrænsninger
Efter, at den britisk-japanske alliance således havde fået en hæderfuld begravelse, var en grundforudsætning opfyldt for at beslutte om gensidig rustningsbegrænsning til søs. I aftalen fastlagdes ikke nogen "sanktioner" (en betingelse for at det skulle have udsigt til at blive ratificeret af det amerikanske senat), og de fire underskrivere påtog sig således at ikke anvende våbenmagt til at opretholde status quo, men de havde dog givet hinanden en slags moralsk garanti for status quo og dermed for ret lang tid fremover mindsket en spænding, som tidligere havde betydet oprustning. Aftalens fredsværdi mindskedes imidlertid derved, at man på grund af amerikansk, canadisk og australsk modstand mod dens rækkevidde havde udeladt konflikter vedrørende japanske immigranters stilling.Japan havde i årtierne før og efter år 1900 en voldsom befolkningsvækst, fra henved 33 mio. indbyggere i 1872 til henved 56 mio. indbyggere i 1920 – og væksten fortsatte til 64,5 mio. indbyggere i 1930. For at skaffe disse mennesker livsmuligheder havde Japan kun to muligheder: industrialisering og udvandring, og begge disse blev søgt taget i anvendelse. Langt den største del af befolkningen blev optaget i den japanske industri, og endnu i 1930 udgjorde antallet af Japanere uden for hjemlandet kun omkring 0,5 mio. mennesker. Men selv denne ret beskedne udvandring i forhold til indbyggertallet gav anledning til skrappe modforholdsregler fra USAs, Canadas og Australiens side, hvilket japanerne følte som en krænkelse. I stedet skete japansk udvandring til Korea, Manchuriet, Formosa (Taiwan), Hawaii, det japanske mandatområde i Stillehavet (Marianerne, Palau, Karolinerne og Marshall-øerne), Hollandsk Indien (Indonesien) samt Brasilien, jvf Schaffalitzky de Muckadell, s. 149-153, og Hatt, s. 14-24
Det amerikanske rustningsbegrænsningsprogram indeholdt indgående detailbestemmelser om hvilke større krigsskibe, som skulle udgå, i hvilken ordning erstatningsbyggeri måtte ske og lignende. Alle de færdige eller under byggeri værende større krigsskibe, som ikke var omtalt i disse lister, skulle udgå (skrottes), de projekterede skulle aflyses. I Japan vaktes stor harme mod forslaget om at skrotte slagskibet Mutsu, der var næsten færdigt og en ved indsamling bekostet "F-båd".
thumb|Settsu
For at redde Mutsu foreslog japanerne en modificeret tonnageproportion (10:10:7). Til sidst nåedes et kompromis, hvorefter Japan i stedet skrottede et noget mindre fartøj, Settsu, og i forbindelse hermed fik USA lov at beholde 2 skrotningstruede større krigsskibe og Storbritannien bemyndigedes at bygge 2 nye.
Derved kom de tilladte tonnagetal at blive henholdsvis 525.000, 525.000 og 315.000. For Frankrig som for Italien foreslog man tonnagetallet 175.000. Sarraut opponerede energisk her imod, men efter et telegram fra Hughes til Briand gav den franske regering sit samtykke. Derimod lykkedes det Sarraut med amerikansk støtte efter hede debatter at tilbagevise et slet motiveret britisk forslag om totalt forbud mod enhver anvendelse i krig af undervandsbåde. Ej heller kom der nogen aftale om begrænsning af ubådes sammenlagte tonnage eller individuelle størrelse. Der imod aftaltes (i en særskilt aftale), at ubåde ikke måtte sænke handelsskibe, men at disses besætninger og passagerer forinden skulle bringes i sikkerhed, og at brud her imod skulle straffes som sørøveri.Avtal och besvikelser..., s. 75
Øvrige civiliserede stater skulle indbydes at tilslutte sig denne aftale, der skulle udvides til et formeligt forbud mod at over hovedet anvende ubåde "til handelens ødelæggelse". I samme aftale forbød man anvendelse i krig af kvælende eller giftige gasser samt alle lignende "væsker, materier eller handlingsmåder", til hvilket (mere eller mindre oprigtigt mente) forbud alle øvrige civiliserede stater skulle opfordres at tilslutte sig.