thumb|Profil af en hedejord, hvor det organiske materiale (førne og humus) er ophobet som et lag af førne øverst under plantedækket. Neden under ser man den udvaskede blegsand. Så følger et sort udfældningslag (al), og endelig har man nederst den oprindelige, gulbrune råjord (her sand).

Jordbundslære eller pedologi (af græsk πέδον pedon = "jordbund") er læren om jordbundens sammensætning, dannelse og typeinddeling. Jordbundsgeografi er den særlige gren af jordbundslæren, der drejer sig om at beskrive og forklare de stedlige jordbundsuligheder og deres årsager.

Jordbunden er ikke et uforanderligt og stabilt levested for væksterne, men det er snarere stedet for talrige påvirkninger mellem klimaforholdene, jordbundens levende organismer og førne, råjordens mineralske materialer og nedbrydningsprodukterne fra dem. Med tiden ændres jordbunden, og der dannes forskellige lag, horisonter, i den, mens den nærmer sig en stabil tilstand.

Jordbrugerne (f.eks. agronomer og bønder) viste fra begyndelsen ikke megen interesse for jordbundens foranderlighed. De så den som et sted, hvis kemiske, fysiske og biologiske egenskaber var nyttige i tjeneste hos landbrugets produktivitet. Pedologer og geologer var på deres side ikke synderligt interesserede i den landbrugsmæssige anvendelse af jordbundens muligheder, men meget mere i dens forhold til naturen og landskabshistorien.

Nu til dags er pedologerne lige så interesserede i en praktisk anvendelse af kundskaben om de processer, der påvirker jordbundens udvikling, f.eks. gennem fortolkning af dens miljømæssige fortid og forudsigelse af konsekvenserne ved omlægning i brugen af landbrugsjorden. Samtidig har agronomerne fået forståelse for, at den dyrkede jord er et komplekst medium, hvis egenskaber ofte er resultatet af flere tusinde års udvikling. De indser, at den øjeblikkelige balance er sårbar, og at kun en grundig viden om jordbundens forhistorie gør det muligt at sikre en bæredygtig fortsættelse af jordbruget.

Historisk baggrund

thumb|Dokutjajev i 1888.

Jordbundslæren udvikledes i 1800-tallet. Allerede tidligere havde man opdaget, at det ikke var ligegyldigt for afgrødeudbytternes størrelse, hvorledes jorden blev behandlet. Gødningstilførsel, braklægning, omdrift (afgrødeskifte), pløjning i rygge og lignende var alle fremgangsmåder udviklet siden middelalderen på erfaringens grundlag.

Et stor fremskridt blev opnået i 1840, da Justus von Liebig gennem sine banebrydende arbejder anlagde en kemisk forståelse af jordbunden og dens ydeevne. Han udviklede den betragtning, at jordbunden kunne sammenlignes med en bankkonto, idet plantenæringsstofferne var at betragte som indsat formue, hvis beståen beroede på, om der blev indsat lige så store mængder, som afgrøderne udtog i forbindelse med deres vækst – med andre ord: af tilførslen af gødning. Von Liebig formulerede endvidere det princip, at afgrødevæksten var begrænset af det plantenæringsstof, som der for en afgrødes vækst var mindst mængder af i forhold til behovet. Men von Liebig nåede ikke frem til en forståelse af ulighederne i jordbundssammensætningen og årsagerne hertil.

Moderne jordbundslære fik først sit gennembrud omkring 1870, da den russiske jordbundsforsker V.V. Dokutjajev erkendte eksistensen af jordbundsprofilerne og nåede frem til årsagerne til disses ulige former som værende sammenhængende med klima- og plantebælter. Dermed var vejen åbnet for den forskning, der førte frem til moderne jordbundslære.

Hvad er jord?

Jord er et sammensat miljø bestående af fire deleBridges, s. 14: uorganisk materiale (mineraler) organisk materiale (mere eller mindre nedbrudt) vand luft Sammensætningen af disse bestanddele veksler fra sted til sted og med jorddybden, men i grove træk kan man regne med, at de faste bestanddele tilsammen udgør halvdelen (og heraf udgør mineraler almindeligvis mere end 90%), mens vand og luft – der befinder sig i poremellemrum – udgør den anden del. Sammensætningen vil dog variere dels over kortvarig, dels over langvarig tid. Således vil et regnskyl kortvarigt betyde, at vand optager en større dels af poremellemrummet end luft. Omvendt vil tørke indebære, at luftens andel vokser i forhold til vandet på grund af fordampning og manglende vandtilførsel.

Jordbunden kan siges at udgøre den del af jordens overflade, der befinder sig over den uorganiske undergrund og hvor planter og dyr lever.

Jordbundens lagdeling

Jordbunden er ikke ens fra øverst til nederst men mere eller mindre lagdelt. De lag, der kan udskilles og som afviger indbyrdes med hensyn til: tykkelse, fremtræden (konstitutionVed kostitution forstås jordens porøsitet, kompakthed og konsistens, hvilke alle afspejler fordelingen i og forholdet mellem porerumfang. Porøsitet kan forekomme som sprækker eller hulheder og beskrives ved deres størrelse (diameter), form og fordeling. Kompakthed angiver jordlagets egenskaber i henseende til gennemtrængelighed og nedbrydning. Konsistens angiver jordens evne til at mostå sønderrivning eller deformation. Konsistens beror på et samspil mellem jordens tekstur og fugtighedsindhold: der skelnes mellem konsistens i våd tilstand, fugtig tilstand og tør tilstand. Desuden kan jordens partikler have cementeret konsistens, sammenkittet af et andet kemisk stof.) farveJordbundens farve betinges af indholdet af organisk stof henholdsvis uorganisk stof. Jern kan give farverne rød, orange, gul, brun samt (i ferroform) blå og grøn. Calcium, magnesium, natrium, kalium og aluminium er hvide, mangan sort eller brun. Gule farver fremkommer ved iltning af jern ilter og karbonater. Farver vurderes efter tre retningslinjer: hue, der angiver spektralfarve og beror på lysets bølgelængde, value, der angiver den relative lysstyrke og som er en funktion af kvadratroden på den samlede lysmængde, og chroma, der udtrykker mætheden det vil sige den forholdsmæssige renhed af farven eller spektralfarvens styrke, der vokser med faldende gråtone. Farver kan forekomme i ulige former: ensfarvet, plettet, lodret stribet, vandret plettet, bølget, båndet, flammet eller broget. Pletter beskrives ved antal, størrelse, kontrast og farve., struktur, surhedsgrad (pH-værdi), indhold af organisk stof, sammensætning af mineraler, tekstur, kaldes i fagsproget for horisonter, mens den samlede lagserie kaldes en soil-serie (engelsk: soil profile).

thumb|Enkelt horisontdiagram, der kan vise uensartetheden for de enkelte jordlag eller horisonter

Man skelner mellem overordnede og underordnede horisontbetegnelserdet følgende efter Granat, bilag 5 og Bridges, s. 11-13. De overordnede horisonter, der kan forekomme, er fra øverst til nederst følgende: L. Frisk (unedbrudt) organisk materiale; F. Delvist nedbrudt organisk materiale; H. Vel nedbrudt organisk materiale, hvor de oprindelige vækststrukturer ikke mere lader sig genkende; O. Tørv: plantematerialet ophobes og bevares under våde betingelser; A. En mineral-horisont på eller lige under jordoverfladen, hvor det organiske materiale er sammenblandet med mineraler, E. En mineral-horisont under A-horisonten, der er lysere i farven og med lavere indhold af organisk materiale, ler og jern på grund af delvis udvaskning; B. En horisont mørkere i farven under A- og E-horisonten og med større mængder af silikat-ler, jern, aluminium og/eller humus på grund af udfældning fra udvaskning fra de ovenliggende lag; C. Udgangsmaterialet. En svagt udviklet horisont uden prægene fra de ovenliggende A-, E- og B-horisonter; dog kan der optræde en vis ophobning af dels karbonater, dels opløselige salte; R. Klippegrund (undergrund).

Underordnede horisontbetegnelser (der tilføjes den overordnede betegnelse) er: a. Fuldt omsat organisk materiale: Symbolet anvendes med "O" til at angive organisk materiale. Fiberindholdet skal være mindre end 17%. b. Begravet (genetisk) horisont: Symbolet anvendes i mineraljorde til at angive begravede horisonter med klare genetiske træk, som er udviklet før tildækningen. Genetiske horisonter kan være tilstede eller fraværende i det overliggende materiale, som kan være det samme eller afvigende fra den begravede horisont. Symbolet anvendes ikke til at adskille et organisk lag fra et minerallag. c. Forekomst af konkretioner og noduler (kemiske udfældningspletter af f.eks. jern eller mangan, der ikke har stor fasthed), blandt andet i dårligt drænede jorder. d. Kompakt horisont: Naturligt forekommende eller menneskeskabte horisonter med høj volumenvægt, fx kompakt moræne eller pløjesål eller andre mekanisk sammenpressede lag. Rødder findes kun i sprækker og bioturbationer. e. Delvist nedbrudt organisk materiale: Symbolet anvendes med "O" til at angive organisk materiale med et indhold af rå fibre på 17-40%, som er delvist nedbrudt. Findes normalt i jorde, som er vandmættede i længere perioder, men kan også findes i jorde, som er mættede i kortere perioder. f. Placisk horisont: Tynd sort til mørkrød og hårdt cementeret horisont. Horisonten er cementeret med jern og mangan eller med jern og organisk materiale. Horisonten er normalt mellem 2 og 10 mm tyk. g. Stærkt gleypræg: Symbolet anvendes til at angive enten, at jern er reduceret og omflyttet under jorddannelsen, eller at grundvandsmætning har bevaret et reduceret miljø. De fleste af de påvirkede jordlag har lav chroma og mange er plettede. Lav chroma kan skyldes reduktionsprocesser, hvor jern eller sand- og siltpartikler har fået fjernet deres jerncoating. Anvendes ikke for materialer med lav chroma, fx kalkskaller eller E-horisonter, med mindre de er hydrologisk prægede. Bruges "g" sammen med "B" findes andre genetiske træk end gley. Hvis der ikke findes andre pedogenetiske træk end gley, anvendes Cg. (g). Pseudogley: Symbolet bruges til at angive reduktion og omflytning af jern som følge af midlertidig vandstuvning i horisonten. h. Illuvialilluvial = udfældet ophobning af organisk materiale. Bruges sammen med s som "hs" hvis den spodiske horisont har value og chroma £ 3. i. Let nedbrudt organisk materiale: Symbolet anvendes med "O" til at indikere det mindst nedbrudte organiske materiale med et indhold af rå fibre på mere end 40%. k. Symbolet angiver ophobning af carbonater. m. Cementering eller hærdning: Symbolet anvendes til at angive kontinuert eller næsten kontinuert cementering. Symbolet bruges kun for horisonter, som er mere end 90% cementerede. Laget er rodhæmmende, og rødder findes kun i sprækker. Cementering med jern angives med "sm". o. Residual akkumulation af sesquioxider (jernilter). p. Pløjning eller anden forstyrrelse: Symbolet anvendes til at betegne forstyrrelse af overfladelaget på grund af dyrkning, kvægdrift eller lignende. En forstyrret organisk horisont betegnes "Op". En forstyrret mineralhorisont betegnes Ap, selv om den oprindeligt er en E, B eller C-horisont. pp. Dybdepløjning: Horisonter der er pløjet til stor dybde, og som består af tydeligt forskellige og dårligt sammenblandede materialer. q. Symbolet angiver ophobning af silikater. r. Forvitret eller blødt grundfjeld. s. Illuvial ophobning af sesquioxider (jern- og aluminium-ilter) og organisk materiale: Symbolet anvendes med "B" for at angive ophobning af illuviale, amorfe og opløselige organiske sesquioxidkomplekser, hvis både de organiske og sesuioxidkomponenterne er tydelige, og value og chroma i horisonten er mere end 3. Symbolet anvendes sammen med "h" som "Bhs", hvis både de organiske og sesquioxidkomponenterne er tydelige, og value og chroma er 3 eller mindre. t. Ophobning af lermineralerkaolinit (Al2(Si2O5)(OH)4), illit(K0,65Al2,0Al0,65Si3,35O10(OH)2), montmorillonit (Al2[(OH)2/Si4O10]•nH2O): Symbolet betegner ophobning af ler, enten ved illuvialeudfældnings- processer eller ved dannelse og omflytning indenfor horisonten, eller begge. Leret kan findes i form af coatings på aggregat-overflader, i porer eller sprækker, eller som broer mellem sandkorn.