Flådeadmiral Ernest Joseph King (23. november 1878 – 25. juni 1956) var øverstkommanderende for den amerikanske flåde og flådens operationschef (COMINCH-CNO) under 2. verdenskrig. Som COMINCH ledede han den amerikanske flådes operationer, planlægning og administration og var medlem af Joint Chiefs of Staff. Han var den amerikanske flådes næstøverste officer efter flådeadmiral William D. Leahy, og var den anden admiral, som blev forfremmet til femstjernet rang. Som COMINCH gjorde han tjeneste under flådeminister Frank Knox og senere under James Forrestal.
Tidlige år King blev født i Lorain, Ohio den 23. november 1878, søn af James Clydesdale King og Elizabath Keam King.Buell, Master of Sea Power, p. 3 Han blev uddannet på United States Naval Academy fra 1897 til 1901, og tog eksamen som den 4. i klassen. I hans sidste år på akademiet opnåede han rang af Cadet Lieutenant Commander, den højeste kadetrang på daværende tidspunkt.Morison, The Battle of the Atlantic, p. 51
Overfladeskibe Mens han stadig var på akademiet gjorde han tjeneste på USS San Francisco under den Spansk-amerikanske krig. Efter eksamen gjorde han tjeneste som underordnet officer på opmålingsskibet USS Eagle, slagskibene USS Illinois, USS Alabama og USS New Hampshire samt krydseren USS Cincinnati.Buell, Master of Sea Power, 1980, pp. 10-12, 15-41
Mens han stadig var på flådeakademiet mødte han Martha Rankin ("Mattie") Egerton, en prominent person fra Baltimore, som han giftede sig med i flådeakademiets kapel den 10. oktober 1905.Buell, Master of Sea Power, 1980, pp. 12, 17, 26. De fik seks døtre: Claire, Elizabeth, Florence, Martha, Eleanor og Mildred samt derefter en søn Ernest Joseph King, Jr. (kommandørkaptajn, USN Ret.)Buell, Master of Sea Power, 1980, pp. 56, 452
King vendte tilbage til tjeneste i land ved Annapolis i 1912. Han fik sin første kommando, destroyeren USS Terry i 1914, hvor han deltog i den amerikanske besættelse af Veracruz. Han skiftede derefter over til et mere moderne skib USS Cassin.
Under 1. verdenskrig gjorde han tjeneste ved staben for viceadmiral Henry T. Mayo, den øverstkommanderende for Atlanterhavsflåden. Som sådan var han en hyppig gæst ved Royal Navy og kom med mellemrum i kamp som observatør om bord på britiske skibe. Det lader til at hans anti-britiske følelser udviklede sig i denne periode,Gannon, Operation Drumbeat, p. 168 selv om årsagerne er uklare. Han blev tildelt Navy Cross "for fremragende tjeneste indenfor set felt som assisterende stabschef for Atlanterhavsflåden".
Efter krigen blev King, som nu var kommandør, leder af Naval Postgraduate School. Sammen med kommandørerne Dudley Wright Knox og William S. Pye udarbejdede King en rapport om flådens uddannelser, som anbefalede ændringer i uddannelsen og karriereforløb. De fleste af rapportens anbefalinger blev accepteret og gennemført.Buell, Master of Sea Power, 1980, pp. 54-55.
Undervandsbåde Før 1. Verdenskrig gjorde King tjeneste i overfladeskibe. Fra 1923 til 1925 beklædte han en række poster i forbindelse med undervandsbåde. Som ung kommandør var den bedste stilling han kunne sikre sig i 1921 ubådsmoderskibet USS Bridge. Den relativt nye undervandsstyrke gav mulighed for forfremmelse.Buell, Master of Sea Power, 1980, p. 58.
King deltog i et kort træningskursus på ubådsbasen i New London inden han overtog kommandoen over en ubådsdivision, hvor han hejste sit flag på USS S-20. Han nåede aldrig at gøre sig fortjent til ubådstegnet, selv om han foreslog udformningen af det nu velkendte delfintegn. I 1923 overtog han kommandoen af selve ubådsbasen.Buell, Master of Sea Power, 1980, pp. 62-64. I denne periode ledede han bjærgningen af ubåden S-51, hvorved han gjorde sig fortjent til den første af hans tre Distinguished Service Medaljer.
Flyvning I 1926 spurgte kontreadmiral William A. Moffett, lederen af kontoret for flyvning, om King ville overveje at skifte til flådens flyvevæsen. King tog imod tilbuddet og overtog kommandoen over flyvebådsmoderskibet USS Wright med yderligere opgaver som senior hjælper ved staben for lederen af flyeskadrillerne i Atlanterhavsflåden.King and Whitehill, A Naval Record, p. 187
Samme år vedtog Kongressen en lov, som krævede at alle med kommando over hangarskibe, flyvebådsmoderskibe og flådens flybaser i land skulle være uddannede flådepiloter. King meldte sig derfor på Naval Air Station Pensacola for at blive uddannet flådepilot i januar 1927. Han var den eneste kommandør i en klasse på 20, som også omfattede kommandørkaptajn Richmond K. Turner. King fik sine vinger som flådepilot nr. 3368 den 26. maj 1927 og genoptog kommandoen over Wright. I en periode fløj han jævnligt alene fra Annapolis på weekendbesøg ved sin familie, men hans soloflyvninger blev stoppet af et flåderegulativ, som forbød piloter på over 50 år at flyve solo.King and Whitehill, A Naval Record, pp. 190-193 Mellem 1926 og 1936 fløj han i gennemsnit 150 timer om året.King and Whitehill, A Naval Record, p. 228
King havde kommandoen over Wright indtil 1929, bortset fra en kort periode, hvor han ledede bjærgningen af USS S-4. Derpå blev han assisterende chef for kontoret for flyvning under Moffett. De to blev uvenner på grund af elementer af kontorets politik, og han blev erstattet af kommandørkaptajn John Henry Towers og blev overført til at lede Naval Station Norfolk.King and Whitehill, A Naval Record, p. 211
left|thumb|Kontreadmiral King ankommer om bord på USS Lexington i en ny SOC Seagull i 1936 Den 20. juni 1930 blev King kaptajn på hangarskibet USS Lexington – som dengang var et af de største hangarskibe i verden – og han havde kommandoen i de følgende to år.King and Whitehill, A Naval Record, p. 214
I 1932 gik han på Naval War College. I en opgave med titlen "Betydningen af den nationale politik på strategien", gjorde King rede for teorien om at Amerikas svaghed bestod i det repræsentative demokrati:
Efter admiral Moffets død ved nedstyrtningen af luftskibet USS Akron den 4. april 1933 blev King leder af kontoret for flyvning og blev forfremmet til kontreadmiral den 26. april 1933.King and Whitehill, A Naval Record, pp. 240-242 Som chef for flyvekontoret arbejdede King tæt sammen med lederen af navigationskontoret kontreadmiral William D. Leahy om at øge antallet af flådepiloter.King and Whitehill, A Naval Record, p. 249
Ved slutningen af hans periode som chef for flyvekontoret i 1936 blev King Commander, Aircraft, Base Force på Naval Air Station North Island.King and Whitehill, A Naval Record, p. 266 Han blev forfremmet til viceadmiral den 29. januar 1938 efter at være blevet Commander, Aircraft, Battle Force – på det tidspunkt kun en af tre viceadmiraler i US Navy.King and Whitehill, A Naval Record, p. 279
King håbede på at blive udpeget til enten CNO eller øverstkommanderende for flåden, men den 15. juni 1939 blev han overført til "General Board", et sted hvor højtstående officerer tilbragte deres sidste år indtil pensioneringen. En række ekstraordinære omstændigheder ændrede imidlertid hans skæbne.King and Whitehill, A Naval Record, p. 295
2. Verdenskrig Hans karriere blev genoplivet af en af hans venner i flåden, CNO Admiral Harold "Betty" Stark, som var klar over at Kings talent for ledelse blev spildt i General Board. Stark udpegede King til øverstkommanderende for atlanterhavsflåden i efteråret 1940, og han blev forfremmet til admiral i februar 1941. Den 30. december 1941 blev han øverstkommanderende for den amerikanske flåde. Den 18. marts 1942 blev han udpeget til chef for flådeoperationer, hvor han efterfulgte Admiral Stark. Han er den eneste, som har haft begge disse poster samtidig. Den 17. december 1944 blev han forfremmet til den nyoprettede rang af flådeadmiral. Han gik på pension den 15. december 1945 men blev kaldt tilbage som rådgiver for flådeministeren i 1950.
Efter sin pensionering boede King i Washington, D.C.. Han var aktiv i sine første år som pensionist, men blev ramt af et invaliderende slagtilfælde i 1947, og efterfølgende dårligt helbred tvang ham til sidst til at blive på flådehospitalet ved Bethesda, Maryland, og på Portsmouth Naval Shipyard i Kittery, Maine. Han døde af et hjerteanfald i Kittery den 26. juni 1956 og blev begravet på kirkegården ved flådeakademiet i Annapolis, Maryland.
Analyse King var en dygtig men kontroversiel officer. Nogle anser ham for at have været en af de største admiraler i det 20. århundrede mens andre peger på at han aldrig havde kommando over skibe eller flåder i krigstid, og at hans anti-britiske holdninger førte ham til at træffe beslutninger, som kostede mange menneskeliv. Andre ser dette som et tegn på stærkt lederskab og hans vilje og evne til at modstå påvirkning fra både den britiske og den amerikanske hær på den amerikanske strategi i 2. verdenskrig, og roser hans til tider tydelige anerkendelse af den strategiske betydning af Stillehavskrigen. Hans afgørende rolle i den afgørende slag om Guadalcanal har givet ham beundrere i USA og Australien, og nogle anser ham endda for et organisatorisk geni. Han blev anset for grov og ubehagelig, og som følge heraf blev King afskyet af mange officerer, som han gjorde tjeneste med.
Der var en morsom bemærkning om King, som stammede fra en af hans døtre, og som blev fortalt af personel i flåden på daværende tidspunkt om at: "han er den i flåden med det mest uforanderlige temperament – han er altid rasende". Roosevelt beskrev King som en mand som "barberer sig hver morgen med en blæselampe".Buell, Master of Sea Power, 1980, pp. 223.
Det fremgår flere steder, at da King blev udnævnt til CominCh bemærkede han: "Når de kommer i vanskeligheder tilkalder de de dumme svin". Da han imidlertid senere blev spurgt, om han havde sagt dette, svarede King, at det havde han ikke, men han ville have gjort det, hvis han havde tænkt på det.Buell, Master of Sea Power, 1980, pp. 573.
right|thumb|300px|Admiral King ved Atlanterhavskonferencen i 1941 (hvid hat bag Roosevelt)
Reaktion på Operation Paukenslag I begyndelsen af den amerikanske involvering i 2. verdenskrig var der ikke indført mørkelægning på den amerikanske østkyst, og fragtskibe sejlede ikke i konvoj. Kings kritikere undladelsen af disse tiltag til hans anglofobi, da konvojer og mørkelægning var britiske forslag, og King var efter sigende utilbøjelig til at lade sin højtelskede amerikanske flåde overtage ideer fra Royal Navy. Han nægtede også, indtil marts 1942, at låne britiske konvojeskortefartøjer, selv om den amerikanske flåde kun havde en håndfuld brugbare fartøjer. Han var imidlertid ivrig efter at få sine kaptajner til at angribe ubåde som forsvar af konvojer og planlagde modtræk mod tyske overfladeskibe allerede inden den tyske krigserklæring.
I stedet for konvojer lod King den amerikanske flåde og kystbevogtning gennemføre regulære anti-ubådspatruljer, men disse patruljer fulgte et fast skema. Ubådscheferne lærte hurtigt disse skemaer at kende, og koordinere deres angreb herefter. Ved at lade lysene være tændt på kysten blev handelsskibene oplyst og var lette mål for ubådene. Som følge heraf var der katastrofalt høje tab – alene 2 mio. tons i januar og februar 1942, og han blev udsat for et voldsomt pres fra begge af Atlanten. King var imidlertid modstander af konvojer fordi han var overbevist om at flåden ikke havde tilstrækkelig mange eskortefartøjer til at de ville blive effektive. Formering af konvojer med utilstrækkelig eskorte ville føre til længere sejltid fra havn til havn, og give fjenden en koncentreret gruppe af mål i stedet for et enkelt skib, som sejlede alene. Desuden var mørkelægning et følsomt politisk spørgsmål. Kystbyerne var modstandere, og pegede på mistede turistindtægter.
Det var først i maj 1942 at King samlede ressourcer – små kuttere og private fartøjer, som tidligere var blevet hånet – for at etablere et sammenhængende konvojsystem fra Newport, Rhode Island, til Key West, Florida.