Henrik 2. (5. marts 1133 - 6. juli 1189 Henrik Kortkappe (, ), Henrik FitzEmpress eller Henrik Plantagenet) var konge af England fra 1154 til sin død. Han var den første konge af Huset Plantagenet.
Kong Ludvig 7. af Frankrig gjorde ham til hertug af Normandiet i 1150. Henrik blev greve af Anjou og Maine efter sin far Godfred 5. af Anjous død i 1151. Hans ægteskab i 1152 med Eleonora, hertuginde af Aquitanien, hvis ægteskab med Ludvig 7. for nylig var blevet annulleret, gjorde ham til hertug af Aquitanien. Han blev greve af Nantes ved traktat i 1185. På forskellige tidspunkter kontrollerede Henrik også delvist Skotland, Wales og Hertugdømmet Bretagne. Inden han var fyldt 40 år kontrollerede han England, store dele af Wales, den østlige halvdel af Irland og den vestlige halvdel af Frankrig - et område, der senere blev Det Angevinske Rige.
Da Henrik var 14 år, var han med i sin mor, Matildes, den eneste overlevende legitime barn af Henrik 1. af England, bestræbelser på at gøre krav på Englands trone, som Stefan af Blois sad på. Stefan accepterede en fredsaftale efter Henriks felttog i England i 1153, og Henrik arvede kongeriget et år senere efter Stefans død. Henrik var en energisk og til tider hensynsløs hersker, drevet af et ønske om at genskabe sin bedstefar Henrik 1.'s lande og privilegier. I de første år af sin regeringstid genoprettede han den kongelige administration i England, genoprettede overherredømmet over Wales og fik fuld kontrol over sine landområder i Anjou, Maine og Touraine. Henriks ønske om at reformere forholdet til kirken førte til konflikt med hans tidligere ven Thomas Becket, ærkebiskoppen af Canterbury. Den kontrovers varede i store dele af 1160'erne og resulterede i mordet på Becket i 1170. Henrik kom snart i konflikt med Ludvig 7., og de to herskere kæmpede i det, der i flere årtier var en "kold krig ". Henrik udvidede sit rige på Ludvigs bekostning, overtog Bretagne og rykkede mod øst ind i det centrale Frankrig og mod syd til Toulouse. Trods adskillige fredskonferencer og traktater blev der ikke opnået en varig aftale.
Henrik og Eleonora fik otte børn: Tre døtre og fem sønner. Tre af hans sønner blev konger, dog blev Henrik den Unge Konge udnævnt til sin fars medregent snarere end til selvstændig konge. Da sønnerne voksede op, begyndte spændinger om den fremtidige arv at blusse op, opmuntret af Ludvig og hans søn Kong Filip 2. I 1173 gjorde Henriks arving den Unge Henrik oprør i protest. Han fik følge af sine brødre Richard (senere konge) og Godfred og af deres mor, Eleonora. Frankrig, Skotland, Bretagne, Flandern og Boulogne gik sammen med oprørerne. Kun på grund af Henriks energiske militæraktioner og talentfulde lokale hærledere, mange af dem "nye mænd" på grund af deres loyalitet og administrative færdigheder, lykkedes det at slå oprøret ned. Den unge Henrik og Godfred gjorde oprør igen i 1183. Det endte med den unge Henriks død. Den normanniske invasion af Irland skaffede jord til hans yngste søn Johan (senere konge), men Henrik kæmpede for at finde måder at tilfredsstille alle sine sønners ønsker om jord og øjeblikkelig magt. I 1189 var den unge Henrik og Godfred døde, og Filip 2. af Frankrig havde udnyttet Richards frygt for, at Henrik 2. ville gøre Johan til konge. Det førte til et endeligt oprør. Afgørende besejret af Filip og Richard og med blødende mavesår, trak Henrik sig tilbage til Château de Chinon i Anjou. Han døde kort efter og blev efterfulgt af Richard.
Henriks rige kollapsede hurtigt under hans søn Johans styre, men mange af de ændringer Henrik indførte under sit lange styre havde langvarige konsekvenser. Henriks juridiske ændringer anses generelt for at have lagt grunden til det engelske almindelige retssystem, mens hans indblanding i Bretagne, Wales og Skotland formede udviklingen af deres samfund og styresystemer. Historiske fortolkninger af Henriks regeringstid har ændret sig betydeligt: I det 18. århundrede talte historikere for, at Henrik var en drivende kraft i oprettelsen af et ægte engelsk monarki og i sidste ende et forenet Storbritannien. Under den victorianske udvidelse af det Britiske Imperium var historikere meget interesserede i dannelsen af Henriks eget imperium, men de udtrykte også bekymring over hans privatliv og behandlingen af Becket. Historikere fra slutningen af det 20. århundrede har kombineret britiske og franske historiske beretninger om Henrik og udfordret tidligere anglocentriske fortolkninger af hans regeringstid.
Tidlige år (1133–1149) Henrik blev født i Le Mans i Frankrig den 5. marts 1133 som ældste barn af Matilde af England, tidligere tysk-romersk kejserinde og hendes anden ægtemand, Godfred 5. af Anjou.King (2010), p. 37. Det franske grevskab Anjou var blevet dannet i det 10. århundrede, og de angevinske herskere forsøgte i flere århundreder at udvide deres indflydelse og magt over hele Frankrig gennem omhyggelige ægteskaber og politiske alliancer.Bachrach (1978), p. 298; Hallam and Everard, p. 66. I teorien var greven en vasal til den franske konge, men den kongelige magt over Anjou svækkedes i løbet af det 11. århundrede, og grevskabet blev stort set selvstyrende.Hallam and Everard, pp. 66–67.
Henriks mor var ældste datter af Henrik 1., konge af England og hertug af Normandiet. Hun blev født i den magtfulde herskende klasse af normannere, der traditionelt ejede omfattende besiddelser i både England og Normandiet, og hendes første mand var den tysk-romerske kejser Henrik 5.Power (2007), p. 93. Efter hendes fars død i 1135 håbede Matilde på at overtage den engelske trone, men i stedet blev hendes fætter Stefan af Blois kronet til konge og anerkendt som hertug af Normandiet. Det resulterede i borgerkrig mellem deres tilhængere.Chibnall, pp. 75–83. Godfred udnyttede forvirringen til at angribe Hertugdømmet Normandiet, men spillede ingen direkte rolle i den engelske konflikt, men overlod det til Matilde og hendes halvbror Robert af Gloucester.Bradbury, pp. 49–52. Krigen, kaldet anarkiet af victorianske historikere, kom til at trække ud og udartede til et dødvande.Davis, p. 89.
Henrik tilbragte sandsynligvis nogle af sine tidligste år i sin mors hus og fulgte Matilde til Normandiet i slutningen af 1130'erne.Chibnall, p. 144. Henriks senere barndom, sandsynligvis fra syv-årsalderen, tilbragte han i Anjou, hvor han blev uddannet af Peter af Saintes, en kendt filolog.Warren (2000), pp. 38–39; Chibnall, p. 144. I slutningen af 1142 besluttede Godfred at sende den ni-årige til Bristol, centrum for den angevinske modstand af Stefan i det sydvestlige England, ledsaget af Robert af Gloucester.King (2010), p. 185. Selv om det var almindeligt blandt adelsmænd at have børn i slægtninges husstand, havde det også politiske fordele at sende Henrik til England, da Godfred var blevet kritiseret for at nægte at deltage i krigen i England. I omkring et år boede Henrik sammen med Roger af Worcester, en af Roberts sønner, og blev undervist af en magister, Mester Matthæus. Roberts husstand var kendt for sin uddannelse og læring.King (2010), p. 185; Warren (2000), p. 38. St. Augustine Abbediet i Bristols kannikker hjalp også med Henriks uddannelse, og han huskede dem med kærlighed i sine senere år.King (2010), pp. 185, 274. Henrik vendte tilbage til Anjou i 1143 eller 1144, hvor han genoptog sin uddannelse under Vilhelm af Conches, en anden berømt akademiker.Warren (2000), pp. 30, 39.
Henrik vendte tilbage til England i 1147, da han var fjorten år.Warren (2000), p. 33. Efter at have taget sin nærmeste husstand og et par lejesoldater med sig forlod han Normandiet og landede i England og gik til angreb i Wiltshire. Trods betydelig panik havde felttoget ringe succes, og Henrik kunne ikke at betale sine styrker og var derfor ikke i stand til at vende tilbage til Normandiet. Hverken hans mor eller hans onkel var villig til at forsørge ham. Det antyder, at de ikke havde godkendt felttoget.Warren (2000), pp. 32–34. Overraskende henvendte Henrik sig i stedet til kong Stefan, som betalte de udestående lønninger og derved lod Henrik vende tilbage. Stefans grunde til det er uklare. En mulig forklaring er hans generelle høflighed over for et medlem af sin familie. En anden er, at han var begyndt at overveje, hvordan han kunne afsluttede krigen fredeligt, og så dette som en måde at opbygge et godt forhold til Henrik.King (2010), p. 243; Barlow (1999), p. 180. Henrik gik til angreb endnu en gang i 1149 og begyndte, hvad der ofte kaldes for den henrianske fase af borgerkrigen.Hosler, p. 38. Henrik planlagde denne gang at indgå en alliance i nord med kong David 1. af Skotland, Henriks grandonkel og Ranulf af Chester, en magtfuld regional leder, der kontrollerede det meste af det nordvestlige England.King (2010), p. 253. Under denne alliance blev Henrik og Ranulf enige om at angribe York, sandsynligvis med hjælp fra skotterne.King (2010), p. 255. Det planlagte angreb blev opgivet, efter at Stefan hurtigt marcherede nord til York, og Henrik vendte tilbage til Normandiet.Davis, p. 107; King (2010), p. 255.
Udseende og personlighed Om Henrik fortalte af krønikeskrivere, at han var flot, rødhåret og fregnet med et stort hoved. Han havde en kort, fyldig krop og var hjulbenet af ridning.Warren (2000), pp. 78–79; Vincent (2007a), pp. 1–2; Carpenter, p. 192. Ofte var han lurvet klædt.Warren (2000), pp. 78–79. Ikke så reserveret som sin mor og heller ikke så charmerende som sin far, var Henrik berømt for sin energi og drivkraft.Warren (2000), pp. 78, 630. Han var også berygtet for sit gennemtrængende blik, brutalitet, temperamentsudbrud og lejlighedsvis for sin dystre afvisning af overhovedet at tale.Warren (2000), p. 79; Vincent (2007a), p. 2; Vincent (2007b), p. 312. Nogle af disse udbrud kan have været teatralske og for virkningens skyld.Vincent (2007b), pp. 311–312. Henrik siges at have forstået en lang række sprog, herunder engelsk, men talte kun latin og fransk.Kastovsky, p. 247; Vincent (2007b), p. 326. I sin ungdom nød Henrik krigsførelse, jagt og andre eventyrlige sysler. Efterhånden brugte han mere og mere energi på retslige og administrative anliggender og blev mere forsigtig, men i hele sit liv var han energisk og ofte impulsiv.White (2000), pp. 3–4, 214.
Henrik havde et lidenskabeligt ønske om at genopbygge kontrol over de områder, som hans bedstefar Henrik 1. havde regeret over.Gillingham (1984), p. 21. Han kan godt have været påvirket af sin mor i denne henseende, da Matilde også havde en stærk fornemmelse af forfædres rettigheder og privilegier.Martinson, p. 6. Henrik generobrede territorier, genindtog godser og genetablerede indflydelse over de mindre adelsfolk, der engang havde skabt, hvad historikeren John Gillingham beskriver som en "beskyttelsesring" omkring hans kerneområder.Gillingham (1984), pp. 20–21. Han var sandsynligvis den første konge af England, der brugte et heraldik: En signetring med en leopard eller en løve indgraveret. Det endte med at danne Englands våbenskjold.Vincent (2007b), p. 324.
Tidlige regeringstid (1150–1162)
Erhvervelsen af Normandiet, Anjou og Aquitanien alt=Colour map of Northern France at time of Henry's birth|thumb| Nordfrankrig omkring Henriks fødsel