T-54 og T-55 var en serie sovjetiske kampvogne. Den første T-54-prototype fremkom i marts 1945, lige inden afslutningen på 2. Verdenskrig. T-54 blev sat i serieproduktion i 1947 og blev standardkampvognen i de pansrede enheder i den Røde hær og Warszawapagtlandene foruden en række andre hære og var indblandet i mange af de krige, som udkæmpedes i den anden halvdel af 20. århundrede.
T-54/55-serierne endte med at blive de kampvogne, som er fremstillet i størst antal i historien. De estimerede produktionstal ligger på mellem 86.000 og 100.000.
T-54/55 blev til sidst erstattet af T-62, T-72 og T-80 i de sovjetiske og russiske hære, men serien anvendes stadig i op imod 50 andre lande verden over, hvoraf nogle har fået avancerede opgraderinger.
T-54- og T-55-kampvognene kom aldrig i direkte kamp med deres NATO-modstandere i Europa under Den kolde krig; men deres fremkomst i vest i 1960 ansporede USA til at udvikle M60.Halberstadt, Hans Inside the Great Tanks The Crowood Press Ltd. Wiltshire, England 1997 94-96 "The T-54/T-55 series is the hands down, all time most popular tank in history."
Udviklingshistorie Forgængerne T-34 og T-44
Den sovjetiske middeltunge T-34 kampvogn fra 1940 anses af mange for at have været periodens bedste kombination af ildkraft, pansring og bevægelighed.Miller, David The great Book of Tanks Salamander Books London, England 2002 338-341 . Udviklingen af den fortsatte under 2. Verdenskrig, og den fortsatte med at klare sig godt; men udviklerne kunne ikke inddrage den nyeste teknologi eller større ændringer, da serieproduktionen af kampvognen ikke kunne afbrydes i krigstid.
I 1943 genoplivede Morozov Design Bureau førkrigs-T-34M-udviklingsprojektet og skabte T-44-kampvognen. Takket være en pladsbesparende torsionsaffjedring og fjernelse af maskingeværskytten i skroget klarede T-44 sig mindst lige så godt som T-34, men havde betydelig bedre pansring. Ulempen ved T-44 var imidlertid dens lille tårn, som ikke kunne rumme en kraftigere kanon end dens forgængers 85 mm kanon. Man ønskede sig en kampvogn, som kunne rumme en 100 mm kanon.
Prototyper Udviklingen af den første T-54-prototype begyndte i oktober 1944 på OKB-520-designbureauet på Stalin Ural kampvognsfabrik nr. 183 (Uralvagonzavod), der lå i Nizhny Tagil. Den oprindelige tegning blev færdig i december, og den første prototype var færdig i februar 1945.
Afprøvninger udført i marts og april 1945 førte til, at den nye kampvogn blev godkendt til tjeneste i den Røde hær med modelbetegnelsen T-54. Kampvognen havde næsten det samme skrog og fremdriftssystem som T-44. De væsentligste forskelle bestod i et tykkere frontpanser (120 mm på den øverste del og 90 mm længere nede) en ny luge til køreren og udkigshul. Tårnringens diameter blev øget til 180 cm, og den fik tykkere pansring (180 mm foran, mellem 90-150 mm på siderne og 30 mm ovenpå).
Hovedvåbenet var en 100 mm D-10TK, og hertil kom to 7,62 mm GWT-maskingeværer. Kampvognens motor var en ny V-54 12-cylindret 38,88 liter vandkølet dieselmotor, som leverede 520 hk (388 kW) ved 2.000 omdrejninger i minuttet med en to-trins reduktionsgearkasse. Brændstofkapaciteten blev også forøget (530 liter i den indre tank og 165 liter i den ydre). I modsætning til T-34 var den ydre tank forbundet med brændstofsystemet. Gummivalserne på vejhjulene blev gjort bredere. Vægten var på 35,5 t, hvilket gjorde T-54 en anelse langsommere end T-44 med 43,5 km/t. Rækkevidden på vej blev forøget til 360 km.
Det blevet besluttet at modernisere kampvognen, inden produktionen blev startet. Den nye kampvogns tårn blev afprøvet på to modificerede T-44-kampvogne.
En anden T-54-prototype blev bygget i juli 1945, som fik den alternative betegnelse Ob'yekt 137. Kampvognen var udstyret med et nyt tårn med 100 mm LB-1 kampvognskanonen og 7,62 mm SG middeltungt coaxialt maskingevær. Tårnets pansring blev forøget (200 mm foran og mellem 125 og 160 mm på siderne). Kampvognen var også udstyret med to 7,62 mm SG-43 middeltunge maskingeværer monteret inden i kasser på skærmene hver med 500 patroner og betjent af køreren. Tårnet var også udstyret med et 12,7 mm DShK tungt anti-luftskyts maskingevær. Brændstofkapaciteten blev forøget (545 liter i indre brændstoftanke og 180 liter i ydre) og af den grund var rækkevidden fortsat 360 km på trods af den højere vægt på 39,15 t. Denne prototype blev afprøvet i perioden mellem juli og november 1945. Selv om der var mange ulemper, som skulle rettes, og mange ændringer, som skulle gennemføres i køretøjets dokumentation, blev det besluttet at indlede serieproduktion af det nye køretøj, og det blev officielt taget i brug den 29. april 1946. Produktionen startede i Nizhni Tagil og Kharkiv i 1947.Zaloga 2004, p. 6.
T-54 thumb|left|Model T-54-1. Produktionen af den første serie af T-54'er begyndte langsomt, da der blev foretaget 1.490 ændringer. Den Røde hær fik en kampvogn som var bedre end modellerne i 2. verdenskrig og i teorien var bedre end de bedste potentielt fjendtlige kampvogne. Den 100 mm kanon var ikke så kraftig som 88 mm kanonen i Tiger 2; men var bedre end 88 mm kanonen i Tiger 1, og kunne sammenlignes med 75 mm kanonen i Panther-kampvognen.
På grund af dens revolutionerende udformning blev denne kanon monteret i en kampvogn, som kun vejede 80% af en Panther, 2/3 af en Tiger 1 og halvdelen af en Tiger 2. Den lave vægt, kraftige motor og robuste affjedring betød at den havde en fremragende mobilitet i terræn. Holdbarhedsprøverne forløb uden nedbrud.
Serieproduktionsversionen, med betegnelsen T-54-1, adskilte sig fra den anden T-54-prototype. Den havde tykkere pansring af skroget (80 mm på siderne, 30 mm på toppen og 20 mm i bunden) hvilket var mere end den tyske Tiger kampvogn. Da produktionen tog fart opstod der kvalitetsproblemer. Produktionen blev standset og en forbedret T-54-2 (Ob'yekt 137R) version blev udformet. Adskillige ændringer blev foretaget og et nyt tårn blev tilpasset. Det nye kuppelformede tårn med flade sider var inspireret af tårnet på den tunge IS-3 kampvogn. Den lignede det senere T-54 men havde et karakteristisk overhæng bagude. Det havde også en kortere tårnudbygning. Maskingeværerne på skærmene blev fjernet til fordel for et enkelt maskingevær foran. Kraftoverførslen blev moderniseret og bælterne blev gjort bredere (58 cm). T-54-2 gik i produktion i 1949 (på Stalin Ural kampvognsfabrik nr. 183 (Uralvagonzavod) startede produktionen i 1950). I 1951 blev der gennemført en anden modernisering, kaldet T-54-3 (Ob'yekt 137Sh), som indeholdt et nyt tårn uden underskæringer i siden og det TSh-2-22 teleskop sigte for kanonereren i stedet for TSh-20. Kampvognen havde også installeret TDA røggenereringssystem. En kommando version blev også fremstillet, T-54K (komandirskiy), med en ekstra R-113 radio.Zaloga 2004, p. 11.
T-54A og T-54B I begyndelsen af 1950'erne var der sket betydelige udskiftninger i medarbejderstaben på OKB-520 design bureau i Stalin Ural kampvognsfabrik nr. 183 (Uralvagonzavod), der lå i Nizhny Tagil. Morozov var udskiftet med Kolesnikow som efterfølgende blev udskiftet med Leonid N. Kartsev i marts 1953. Den nye konstruktørs første beslutning var at udstyre 100 mm D-10T kanonen med STP-1 "Gorizont" lodret stabilisator. Den nye kampvognskanon fik betegnelsen D-10TG og blev passet ind i T-54'erens tårn. Den nye kampvogn fik også natkikkertudstyr til køreren og fik betegnelsen T-54A (Ob'yekt 137G). Oprindelig havde den en lille kontravægt på mundingen, som senere blev erstattet af en røggasfjerner. Den var også udstyret med OPVT snorkel, TSh-2A-22 teleskopsigte, TVN-1 infrarød kørerperiskop og infrarøde lygter, ny R-113 radio, flertrins luftfilter til motoren og kølerkontrol til forbedret motorydelse, en elektrisk oliepumpe, sumppumpe, automatisk ildslukker og ekstra brændstoftanke. Kampvognen blev officielt taget i brug i 1954 og gik i produktion i 1955. Den fungerede også som grundlag for T-54AK kommandokamvognen med yderligere R-112 radio (kampvogne ved fronten var udstyret med R-113 radio udstyr), TNA-2 navigationsudstyr, fem færre granater til hovedkanonen og AB-1-P/30 opladeren, som blev fremstillet i beskedent antal. I oktober 19554 blev en T-54A kampvogn, der fik betegnelsen T-54M (Ob'yekt 139) anvendt ved aftestning af nye D-54T og D-54TS 100 mm glatløbede kanoner, "Raduga" og "Molniya" stabilisatorer, som senere blev anvendt i T-62. De var ikke helt vellykkede, så senere T-55 udvikling fortsatte med at bruge D-10 serien af kanoner. Den blev også udstyret med en V-54-6 motor som præsterede 581 hk (433 kW). Den blev aldrig sat i produktion.
En ny version baseret på T-54A, med betegnelsen T-54B (Ob'yekt 137G2), blev udformet i 1955. Den var udstyret med en 100 mm D-10T2S kampvognskanon med STP-2 "Tsyklon" 2-dimensionel stabilisator. Den gik i produktion i 1957. I de sidste fire måneder af dens produktionstid blev de nye kampvogne udstyret med L-2 "Luna" infrarødt søgelys og TPN-1-22-11 IR kanonsigte, OU-3 IR vognkommandør søgelys. Desuden blev der udviklet moderne APFSDS ammunition, som dramatisk forbedrede kanonens gennemtrængningskraft, så den kunne holde trit med NATO's udvikling af pansring. T-54B fungerede også som grundlag for T-54BK kommandokampvognen, som havde præcis samme ekstraudstyr som T-54AK kommandokampvognen.
T-55 thumb|left|Den oprindelige T-55 havde ikke et antiluftskyts-maskingevær monteret