Thormod Torfæus (Torvesen) islandsk: Þormóður Torfason (født 27. maj 1636 på Engey ved Reykjavík, død 31. januar 1719 på Stangaland på Karmøy, Rogaland) var islandsk historiker, der særligt studerede islandsk og norsk historie.
Torfæus regnes som en af den moderne historieskrivnings grundlæggere i Norge. Han var den første historiker, som skrev en sammenhængende norgeshistorie fra oldtiden frem til 1387, Historia rerum Norvegicarum, det største værk skrevet på latin skabt i Skandinavien. Ingen har før eller senere forfattet noget tilsvarende for et lærd, udenlandsk publikum.Tormod Torfæus – Norsk biografisk leksikon
Opvækst og uddannelse Han var søn af Thordis Bergsveinsdatter og Torve Erlandsen (død 1665). Erlandsen var sysselmand og dertil så formuende, at han førte en efter islandske forhold "prægtig Husholdning". Kort tid efter Torfæus' fødsel flyttede familien til Stafnes, der lå hvor lufthavnen Keflavik ligger i dag, og der siden 1925 har ligget et fyrtårn.The Picturesque Lighthouse at Stafnes Iceland Ifølge overleveringen var her en gang et rettersted. Under Torfæus' opvækst var det et levende samfund med handel.Professor Hans-Jørgen Walling Weihe: Vulkantiden og historikeren Tormod Torfæus (s. 66), forlaget Hertervig akademisk,
Torfæus' far, hvis karakter der for øvrigt var delte meninger om, lod begge sine sønner studere. I hjemmet fik den yngste,Torfæus undervisning til han som 11-årig i 1647 blev sendt latinskolen på Skálholt. Han viste gode evner og blev i 1654, 18 år gammel sendt til Københavns universitet, hvortil han ankom i slutningen af året, efter på vejen at have gjort bekendtskab med Amsterdam. Først i juni 1655 blev han immatrikuleret med Thomas Bartholin som personlig rådgiver, privatpræceptor. I maj 1657 fik han teologisk attestats, dvs. embedseksamen i teologi, og ret til at prædike offentligt, men ikke tillægsuddannelsen der gav mulighed for at tiltræde præstegerningen.
Han vendte tilbage til Island, hvor han tilbragte den følgende vinter hos forældrene. Om sommeren 1658 drog han atter bort fra hjemmet, men ved nyheden om, at krigen mellem Danmark og Sverige på ny var brudt ud, fandt skipperen det ikke tilrådeligt at sejle til København, og skibet løb derfor ind til Kristiansand. I denne endnu unge og ubetydelige by forblev Torfæus i flere måneder, og fik således mulighed for at stifte bekendtskab med det land, han senere blev knyttet til for altid. Da han i marts 1659 ville forsøge at komme videre, blev skibet opbragt af en svensk kaper og han kom til at opholde sig en tid i Jylland, især i Aalborg, og nåede først København juli samme år.
Arbejde for kongen Vi ved ikke, hvilke livsplaner den 22-årige islænding kan have lagt, eller om han allerede havde sat sig videnskabelige mål. Imidlertid slog han snart ind på en litterær bane. Sansen for den norrønt-islandske litteraturs betydning var blevet vakt, og Frederik 3. var en konge med sans for videnskab. Til at oversætte nogle af de håndskrifter, som var sendt ned fra Island, havde han allerede før benyttet en afsat præst, Thorarin Eiriksson (som der findes en trykt latinsk afhandling om Halvdan Svarte af), men denne døde i 1659 kort efter Torfæus' ankomst. Heldige forbindelser (en kongelig jægermester Diepholt og sandsynligvis den Islandske rigsråd Henrik Bjelke) anbefalede Torfæus til at erstatte den afdøde. Foråret 1660 tiltrådte han stillingen, et mærkeligt held på en tid, da nøden og forarmelsen efter krigen var så stor.
Det var omstændighederne taget i betragtning forbavsende gode vilkår, han fik: 300 rigsdaler årligt og fri bolig med mere på Københavns Slot. Kongen fulgte hans arbejder med interesse og besøgte ham personligt i hans studerekammer, men en anekdote, som Peter Frederik Suhm flere menneskealdre senere har nedskrevet om, at Torfæus var årsag til, at kronprinsen lærte det danske sprog, må vistnok regnes som en skrøne.
Efter i et par år at have levet under disse behagelige forhold, var Torfæus allerede næsten blevet færdig med oversættelsen af de islandske skrifter, der fandtes i København. Nogle af disse arbejder findes stadig på det Kongelige Bibliotek, og en del af hans oversættelse af Snorres Edda blev trykt af Peder Hansen Resen i 1665. Senere sammenstykkede Jonas Ramus af Torfæus' arbejder sin latinske bog om det "hedenske Norge". For at samle flere håndskrifter rejste Torfæus i 1662 i følge med Henrik Bjelke op til Island, besøgte bisperne i Skalholt og Holar, og om efteråret vendte han via Hamborg og Lübeck, tilbage med det indsamlede materiale. Han fuldførte nu sin afhandling: Series dynastarum et regum Daniae, ( Slægtsrække over Danmarks herskere og konger) som opstillede en dansk kongerække, der adskilte sig fra Saxos, idet den ældste konge angaves at være Skjold og ikke Dan. Håndskriftet der opbevares på det Kongelige Bibliiotek som GKS 2449 4to, blev først udgivet i 1702 og vakte stor opsigt.
Stiftamtskriver i Norge Torfæus havde imidlertid fjender, og statens finanser var slette. Mod sit ønske og temmelig pludselig blev han, af ukendte grunde fjernet fra sin stilling. Hans biograf, Jon Erichsen, har kendt beretninger herom, men har ikke villet meddele, hvad han fandt "hvilede paa en vaklende Grund". Torfæus' afskedigelse skete i form af en forflyttelse til et embede i Norge, som "kammererer" (dvs stiftamtskriver) i Stavanger Stift, hvortil han udnævntes 10. juli 1664. I sin nye stilling fik han kun plager og fortrædeligheder med amtmænd, fogeder og andre norske embedsmænd, til dels vist på grund af sin egen stridbare karakter, som han havde arvet efter sin far. Arbejdet bestod i at være kongens regnskabskontrollør. Med sin stærke sans for retfærdighed slog Torfæus ned på det, han mente var urimelige afgifter, som fogderne tjente fedt ved. Han kom med forslag til reformer, der truede deres magt, og kom dermed i konflikt med dem.Tormod Torfæus: Norges historie (s. 14), forlaget Eide, Bergen 2008,
Han rejste gennem Bohuslen og Christiania og skulle bo i Kristiansand, men fandt sig ikke til rette der, da indtægterne var små. Ét opnåede han dog, nemlig et fordelagtigt giftermål med enken Anna Hansdatter, der havde været gift to gange, sidst med forvalteren over Utstein kloster, Iver Nilsen Lem, en bror til Holbergs morfar. De giftede sig 9. juli 1665, og han fik dermed bl.a. den gode gård Stangeland ved Avaldsnes på Karmøy. I det følgende år rejste han til København for at opnå bedre lønvilkår, idet han tilbød at ville forfatte et skrift om den "politiske Administration" i gamle dage, og et etymologisk leksikon, Danicum. Han opnåede også afsked fra sit embede (22. august 1667) og udnævnelse til antiqvarius regius ("kongelig oldforsker"), dog således at han kunne bo på sin nye norske ejendom, der nu blev hans hjem resten af livet. I sin nye stilling fik han genoptaget sit tidligere historiearbejde, men ved Fredrik 3.s død tabte han denne ansættelse. Efterfølgeren, Christian 5., delte ikke sin fars interesse for kultur.
Dømt for mord Torfæus vendte tilbage til Stangeland i 1668. Han skulle genoptage sit oversætterarbejde, forfatte et Corpus historicum m.m. En utrykt oversættelse af Graagaasen (Islændernes lovbog i fristatens tid) stammer fra denne tid, men ved Frederik 3.s død blev hans bestalling ikke fornyet. I en årrække sad han nu på Stangeland, efter egne ord som "en anden bonde". I 1671 rejste han til Island for at ordne arven efter sin bror, der var død året forinden. I efteråret 1671 satte han kurs mod København via Amsterdam. Da skibet nærmede sig Skagen, forliste det. Alle om bord blev dog reddet, og Torfæus og hans følge rejste så over land, til de fik plads på en båd fra Århus til Sjælland. På nyt blæste det op til storm. Efter at have drevet omkring i to døgn uden mad og drikke, søgte skipperen nødhavn i StavnsfjordProfessor Hans-Jørgen Walling Weihe: Vulkantiden og historikeren Tormod Torfæus (s. 192) på Samsø, hvor følget fik logi og et måltid med øl, inden de udmattede gik til sengs. Men pludselig kom endnu en islænding, Sigurd Asgeirsson, brasende gennem døren i Torfæus’ kammer med kurs mod hans seng. Værten Hans Holbech kom til og formanede parterne om at tage det roligt. Sigurd kom imidlertid tilbage, og Torfæus bad husets frue om et andet værelse. Det fik han, og kravlede beroliget til sengs - for tredje gang. Men nattero fik han ikke, værtinden fortsatte med at gå ind og ud, og Torfæus spurgte til sidst: "Hvorfor åbner du stadig døren – vil du føre ulykke på mig?" Lige efter blev døren revet op. Torfæus sprang til bordet med kården, greb den og stak efter personen, som kom styrtende ind. Det viste sig at være værten Holbech, som døde af skaden. 300px|thumb|Torfæus blev dømt til at bøde 100 rigsdaler til Helligåndskirken for at have dræbt værten på Samsø. Torfæus blev arresteret, og Underretten dømte ham fra livet, men Viborg landsting fremholdt, at dommen først skulle forelægges kongen. Deres undersøgelse tydede på, at Holbech havde haft kriminelle hensigter, idet han ansås behæftet med djævelske kunster og andet utøj. Ifølge Viborg landsret havde Torfæus ikke til hensigt at dræbe Holbec, men frygtet det værste, da Sigurd Asgeirsson angreb ham i sengen. Retten noterede sig videre at to knive var fundet ved Torfæus' natteleje. Den ene tilhørte Holbech, som retten antog, stod i ledtog med Sigurd. Den anden kunne ikke identificeres. Da Holbech selv var faret ind i Torfæus' sovekammer, kunne retten forstå, at Torfæus følte sig truet nok til at ville forsvare sig. Torfæus ansøgte Christian 5. om benådning, og nordmanden Jørgen Bjelke, som på den tid var amtmand i Kalundburg og herunder også på Samsø, vedlagde en bekræftelse af, at Torfæus havde handlet i nødværge. Bjelke kritiserede også Samsøs øvrighed for ikke at have sat sig godt nok ind i sagen, hvad han mente, landsdommerne i Viborg havde. Han bad om, at Torfæus blev løsladt. I stedet bad kongen om højesterets vurdering af sagen. Torfæus’ biograf, John Erichsen, skrev i 1788, at Christian 5. dér gjorde en velgerning – ellers havde eftertiden aldrig fået hans imponerende norgeshistorie på latin fra 1711, og grundlæggende viden om Norges historie var for altid gået tabt.
Højesteret kunne ikke betragte gerningen som nødværge, men fandt dog, at "en Person ved Navn Thormund (!) Thorfveson" ikke havde haft animum occidendi (til hensigt at dræbe), og dermed burde slippe med offentligt skrifte, samt at betale 100 rigsdaler til Helligåndskirken. Kirkedisciplinen udstod han 1673 (i Christianshavns kirke), og vendte så hjem til Stangeland; men inden afrejse var han i audiens hos kongen, som vidste, at Torfæus havde stået højt i gunst hos hans far, Frederik 3. Christian 5. omgikkes ham også selv i opvæksten. Nu skal kongen have sagt til ham: "I er så morderisk." Hertil skal Torfæus havde svaret: "Jeg haver altid været af det Sind, hellere at dræbe end at lade dem dræbe mig."Tormod Torfæus: Norges historie (s. 15) Han havde dog hele livet en sølvkårde på sin stuevæg, og skal have sagt: "Når jeg ser den, kommer jeg i hu min synd. Ellers var jeg ikke kommet tilbage til Norge…"
Forsvarer i hekseproces thumb|350px|Torfæus troede ikke på heksekunster og trolddom. Torfæus vides i de nærmest følgende år ikke at have skrevet andet end nogle juridiske anmærkninger til Christian 4.s norske Lov, med særlig vægt på odels- og arveret. Det kan skyldes de forarbejder, der på den tid blev gjort til Christian 5.s Danske Lov. Torfæus ivrede for at styrke det militære værn af Vestlandet i en tid med hyppige krige i Skandinavien. I 1680-81 udmærkede han sig som forsvarsadvokat i en af Norges sidste hekseprocesser, hvor Tyri Johannesdatter Litlasund stod tiltalt for at have kastet sygdom på soldat Eilert Tolleivsen Grønhaugs børn. Torfæus fik hende endelig frikendt i Stavanger rådstue 26. september 1681.Anene til Turid Johannesdatter